Maria tænker

Maria er 25 år og journalist på Woman.dk. Maria prøver ihærdigt at finde ud af, hvordan det der voksen-liv fungerer, imens hun nægter at blive fanget af hamsterhjulet og trælse voksen-problemer. Maria elsker sociale rundkredse, 90’er musik og blå himmel, og hun tænker ofte lidt mere, end hun taler.  


Jeg har det allerfedest, når jeg kaster mig ud, hvor jeg ikke kan bunde

Kender du det med at overveje alting ned til mindste detalje, før du tager en beslutning? Jeg er rigtig slem til det. Mit hoved er tæt på at eksplodere af tanker, og jeg skal have tænkt alle overvejelser til ende, før jeg kan tage min endelige beslutning. 

Det er skørt – bevares, det er godt at være velovervejet, men jeg bruger simpelthen alt for mange kræfter på ligegyldigt tankemylder. For nylig sad jeg og tænkte tilbage på de seneste år af mit liv, og det gik op for mig, at jeg har haft det allerfedest, når jeg er kastet mig ud på dybt vand. Kastet mig ud i oplevelser, som jeg ikke har overtænkt til døde. Jeg har ridset et par af de vigtigste op herunder – hvorfor gør jeg det ikke noget oftere?  

1. Højskole

For fem år siden fandt jeg mig selv siddende i min sofa i min nye lejlighed på Østerbro i København. Jeg var lige flyttet hjemmefra, havde et fast, godt job og skulle til at leve det fede sabbatårsliv. Det var bare ét problem – jeg var ikke glad. Så da jeg sad der i min sofa, tog jeg en hurtig beslutning. Jeg var faldet over en højskole på nettet og tænkte, at det var det helt rigtige for mig, så jeg sendte en tilmeldingsblanket af sted.

På det tidspunkt vidste jeg ikke, at det var mit livs bedste beslutning. Dengang var jeg skrækslagen for, om jeg havde handlet alt for overilet, da jeg inden for en uges tid havde sagt farvel til både job, lejlighed og alt andet, der mindede om tryghed. Jeg kunne ikke bunde, men mit højskoleophold var det allerfedeste halve år, jeg har levet. Hvorfor var jeg så bange for at springe ud i det?

2. Aarhus

Jeg er opvokset på en lille gård midt på Sjælland. Min verdenshorisont er det meste af mit liv stoppet ved Storebæltsbroen, og den oplagte plan var at flytte til København for at studere. Det var her, at alle mine venner og veninder boede, det var tæt på min familie, og det var her, jeg følte mig tryg.

Da jeg blev optaget på Journalisthøjskolen i Aarhus, blev jeg presset til at lægge en ny plan. Jeg skulle flytte til den anden ende af landet – et sted, jeg i øvrigt kun havde besøgt en enkelt gang eller to i løbet af mit 21 år lange liv. Jeg rystede på hænderne, da jeg pakkede mine flyttekasser ud på mit nye værelse i 8210, men min usikkerhed blev hurtigt skudt i sænk til fordel for det allerfedeste studieliv, man kunne ønske sig. Hvorfor frygtede jeg et liv, som jeg elskede fra dag ét? 

3. Caminoen

Jeg er ret god til at være alene. Jeg nyder mit eget selskab, og en aften med mig selv, Netflix og en dyne er mindst ligeså dejlig som en aften med en masse mennesker. Forstå mig ret – jeg elsker mine venner, og jeg ville ikke undvære et øjeblik med dem, men min alenetid er vigtig. Det er her, jeg lader op. Fordi jeg godt kan lide min Maria-tid, har jeg altid gerne villet rejse alene, men jeg har aldrig turdet. Jeg så det som en kæmpe udfordring, som jeg hverken ville klare eller nyde.  

For tre år siden tog jeg udfordringen op. Jeg bestilte en flybillet til Spanien, hvor jeg skulle rejse rundt – alene – i ti dage. Planen var at vandre de sidste 125 kilometer af Caminoen og ellers bare nyde solen. Det er en af de allerbedste ferier, jeg nogensinde har været på, og jeg var så hamrende stolt af mig selv bagefter, fordi jeg havde gjort det. Hvorfor stolede jeg ikke mere på sig selv, inden jeg tog afsted?

4. Kajak

Jeg er bange for vand. Angst, faktisk. Jeg får ondt i maven og sved på panden ved tanken om det mørke, dybe hav, som gemmer på et væld af ubehagelige overraskelser, som jeg ikke kan se. Det har altid irriteret mig, og sidste sommer besluttede jeg mig for at tage kampen med mine dæmoner, og jeg meldte mig ind i en kajakklub.

Jeg brugte de fleste sommeraftner sidste år i Københavns kanaler, hvor jeg sejlede rundt blandt havnebusser og turistbåde. Jeg sad helt tæt på vandet, og et par gange røg jeg da også ud af kajakken og endte nede i det farlige, mørke vand. Jeg nød ikke ligefrem at pladre rundt nede i baljen, men jeg gik ikke i panik, og det var stort. Jeg kunne bogstavelig talt ikke bunde, men hvorfor har jeg altid tænkt, at det var et problem?

Just do it!

Jeg ved ikke, hvorfor jeg gang på gang frygter at gøre de ting, som jeg i sidste ende får sindssygt meget glæde af. Måske er det for at beskytte mig selv, eller måske er jeg bare lidt af en bangebuks som udgangspunkt. Men helt seriøst – det er da spild af kræfter at frygte alle de valg, jeg træffer. Jeg har det skidegodt, når jeg kaster mig ud i nye eventyr, og Nike har sgu ret: Just do it!

“Jeg er IKKE fucking kedelig!” ... men nogle gange føler jeg virkelig, at jeg er

85 procent af tiden har jeg det rigtig godt med mig selv. Jeg holder af den person, jeg er, jeg husker at give mig selv highfives over dagligdagens små sejre, og jeg – måske vigtigst af alt – er komplet ligeglad med, hvad andre tænker om mig. Dejlig simpelt, ikke?

Desværre er der også de sidste 15 procent af min dag, og her er det desværre ikke altid så nemt at være mig. Mit problem er, at jeg relativt ofte føler mig helt vildt kedelig. Jeg kan sidde omringet af en masse skønne mennesker og føle mig komplet ligegyldig – hvad i alverden har jeg dog at byde ind med? Hvad kan jeg sige, som kan være sjovt/spændende/tankevækkende eller noget andet fedt?

“Jeg er ikke fucking kedelig!”

Følelsen – som vel bunder i en eller anden form for usikkerhed – sidder virkelig dybt i mig, og det gik for alvor op for mig for et par år siden, da jeg festede rundt med mine studievenner til vores obligatoriske torsdagsbrandert.

Inden vi vanen tro ramte Aarhus’ mest klistrede dansegulv i midtbyen, hvor der var øller til en ti’er i baren, skålede vi i billig Asti og hæslige shots i min venindes stue – og det var her, at jeg pludselig smed sandhederne på bordet.

Helt ud af det blå udbrød jeg pludselig: “Jeg er ikke fucking kedelig!” Det var først, da jeg havde råbt hele festen op, at det gik op for mig, at jeg nok havde skruet lige lovlig meget op for volumen.

Bevares, jeg havde helt sikkert fået et shot eller to for meget, men vi skal jo som bekendt høre sandheden fra børn og fulde folk, så mit fuldemandsudbrud kom med garanti fra hjertet. Følelsen af at være den kedelige i gruppen fyldte (åbenbart) så meget i mig, at jeg var nødt til at få den fortalt højt.

Jeg skal være mig selv

Jeg er i virkeligheden helt sikker på, at mine venner og veninder overhovedet ikke tænker tanker a la “Hende Maria, hun er da godt nok røvsyg, hva’?” De holder af mig, som jeg er, så følelsen af at være kedelig kommer udelukkende inde fra mig selv.

Men det er på tide, at jeg pakker den væk. Det skal være slut med at putte mig selv ind i en grå, tør kasse, når jeg bliver usikker – for det er kun med til, at jeg lukker mig endnu mere inde i mig selv. Og nej, jeg bliver formentlig aldrig hende, der råber højest og kommer med allerflest jokes, når jeg sidder i en stor forsamling, men det er også helt okay. Så længe jeg er mig selv, og så længe jeg føler, at jeg er god nok, er alting godt.

Bye bye, selvpineri! 

I bund og grund handler det om, at jeg skal blive bedre til at hvile i mig selv. Men du ved sikkert også fra dit eget liv, at det kan være fandens svært, for det er sindssygt nemt at falde i fælden, hvor vi konstant sammenligner og måler os med andre.

Men hvad siger du til at joine mig i kampen mod selvpineriet? Personligt kommer jeg nok aldrig (eller i hvert fald ikke lige foreløbig) til at hvile 100 procent i mig selv, men hvis jeg kan banke mængden af dårlige tanker om mig selv ned til et minimum, vil det være en sejr – og hey, så kan jeg jo give mig selv endnu en highfive!

“Hvordan går det?” Tjah, skal jeg sige sandheden, eller vil du have mit overfladiske svar?

“Hvordan går det?” Jeg får spørgsmålet igen og igen. Når jeg mødes med mine veninder til en kop kaffe, når min far ringer og siger ’hej’, når jeg sidder overfor min kollega ved frokostbordet, eller når jeg møder en gammel bekendt på en snusket bodega klokken lidt for sent en lørdag aften.

Mit standardsvar til spørgsmålet er noget a la “Jamen, det går da meget godt.” Det passer for det meste, men det er gået op for mig, at jeg er for dårlig til at sige sandheden. Jeg skøjter let og elegant henover de triste, hårde følelser, og i stedet giver jeg et lidt halv-overfladisk svar, som i virkeligheden er helt ligegyldigt.

Altså, når mine virkelig gode veninder spørger, hvordan det går, kan jeg ikke skjule mig bag et intetsigende "Fint". De kan læse mig som en åben bog, så hvis jeg pakker sandheden ind, prikker de til mig og presser et ærligt svar ud af mig. Men jeg kan sagtens tage en facade på, hvis jeg taler med nogen, som ikke kender mig så godt – det er ligeså let som at tage vandfast mascara på om morgenen, når jeg ved, at jeg har en lortedag foran mig. Easy peasy. 

Alt det, der føles helt vildt nedern

En gang om måneden mødes jeg med en gruppe skønne mennesker, der har gået på den samme højskole som mig. Nogle af dem er mine allerbedste venner, men nogle af de andre kender jeg ikke særlig godt, selvom jeg har mødt dem et utal af gange til diverse fester og torsdags-øller. 

Nå, men når vi mødes en gang om måneden, er det ofte over en hyggelig øl, og stemningen er god. Jeg føler mig ekstremt tryg i det fællesskab, men alligevel glemmer jeg tit at sige sandheden, når folk spørger, hvordan det går. Jeg plaprer løs om, hvor fedt jeg har det på arbejdet, eller hvor sjovt det var i weekenden, da jeg var til årets vildeste fødselsdagsfest.

Men jeg undlader at fortælle, at jeg har haft ondt i maven, fordi hele verden omkring mig falder sammen, uden at jeg kan forklare hvorfor. Jeg undlader at fortælle, at jeg føler mig tappet for energi, fordi jeg ikke ved, hvad jeg vil med mit liv. Ja, jeg undlader simpelthen at fortælle om alt det, der føles helt vildt nedern.

Og nej, selvfølgelig skal jeg ikke sige til hvem som helst, hvor mange gange jeg har grædt inden for den sidste uge (okay, det lød voldsomt, men jeg græder også, når jeg ser Grey's Anatomy, så du skal ikke tage det så tungt) – men jeg skal fandemer kunne fortælle, når jeg ikke har det særlig fedt.

Kære venner – be prepared!

Grunden til, at jeg ofte kommer med et overfladisk svar, er, at jeg ikke har lyst til at gøre dem, jeg taler med, ubehageligt til mode. De skal ikke føle sig forpligtet til at "skulle tage sig af mig" eller føle, at de pludselig står midt i en samtale, som de slet ikke har lyst til at være en del af. 

I virkeligheden tror jeg, at jeg har alt for lave tanker om dem, jeg taler med. Selvfølgelig kan de håndtere det, hvis jeg siger, at det ikke er den fedeste periode i mit liv. Og hvis de ikke kan – well, så klarer vi nok også en små-akavet samtale.

For hvis jeg – og du – ikke husker at sige, når vi har det skidt, så bliver vi fuldstændig ligegyldige overfor hinanden, og det er både synd og komplet idiotisk.

Så næste gang jeg står med en øl i hånden og hilser på en bekendt i højskole-gruppen, vil jeg presse mig selv til at sige sandheden. Forhåbentlig har jeg det mega godt, så jeg med ærlighed i stemmen kan sige, at jeg har det for fedt. Men hvis siderne i min dagbog (hvis jeg havde sådan en) på det tidspunkt ikke er særlig rosenrøde, så skal jeg sgu (!) sige det. 

Så kære venner og ikke mindst bekendte – be prepared. Næste gang vi ses, smider jeg den ubarmhjertige sandhed på bordet! 

Jeg føler mig evigt træt og slatten, og det er ultra irriterende

Du kender det måske. Din krop gider ingenting, og din seng hiver i dig, fordi trætheden overskygger alt. Hvis du rejser dig op for hurtigt, svimler det for dine øjne, og du skal lige trække vejret en ekstra gang, før verden igen virker normal og ikke snurrer rundt.

Jeg kender det alt for godt. Tidligere var det et fast element i min hverdag, men jeg forstod ikke helt hvorfor. Jeg spiste (nogenlunde) sundt, ramte fitnesscentret jævnligt og sov mindst syv timer om natten. Hvorfor var jeg så træt?

Svaret var næsten for enkelt, og løsningen var overraskende nem.

Da jeg en dag besøgte Blodbanken for at donere blod, fik jeg at vide, at jeg havde en lav blodprocent. Det var ikke farligt, sagde sygeplejersken, men jeg manglede jern, så hun sendte mig hjem med en bunke jerntabletter, som jeg skulle spise hver dag.

“Har du i øvrigt følt dig træt på det sidste?” spurgte hun. “JA, helt vildt træt!” kom det prompte fra mig. Det var formentlig på grund af jernmanglen, lød det, men jerntabletterne og en lidt anderledes kost kunne nok rette op på det.

Hvordan hænger det lige sammen? 

Men lad os lige få fakta på plads, for hvordan hænger jernmanglen og trætheden egentlig sammen? Det har jeg spurgt en person, som er noget klogere på kroppen end mig, om, nemlig læge og foredragsholder Jerk W. Langer. Han forklarer, at jern binder ilt til de røde blodlegemer, som transporterer ilt rundt i kroppen, så cellernes stofskifte og energiproduktion kan fungere.

Kort sagt: Vi har brug for jern, og hvis vi ikke får jern nok, kan vi opleve træthed, åndenød, hjertebanken, svimmelhed og bleghed.

Heldigvis er det ret nemt at gøre noget ved problemet. Hvis du spiser magert kød, fjerkræ, brød, æg og grønne grøntssager, får du helt automatisk mere jern, og hvis det ikke er nok, kan du supplere med jerntabletter.

Men hvorfor mangler vi overhovedet jern? Det er faktisk slet ikke så mærkeligt, hvis du – ligesom jeg – mangler mineralet, for det er helt normalt hos unge kvinder, fortæller Jerk W. Langer. Årsagen er især, at vores menstruationer tærer på jerndepoterne, og derfor mangler mænd – sjovt nok – normalt ikke jern. 

YES - det virker! 

Okay, tilbage til mig. Jeg er nemlig begyndt at skrante lidt igen på træthedsfronten, og det er mildest talt ultra irriterende. Ja, det er januar, og årets koldeste og mørkeste måned er ikke just lykken for de fleste af os, men det kan da ikke passe, at jeg hver eneste aften har lyst til at gå i seng, når klokken rammer 21.30.

Det er vist på tide, at jeg giver mine jerndepoter et nyt eftersyn. Da jeg tidligere manglede jern og fyrede op for både kosten, jerntabletter og begyndte at drikke et morgenshot Kräuterblut, som er et kosttilskud med jern, du kan finde i de fleste helsekostbutikker (og som smager hæsligt), var resultatet nemlig storartet – trætheden forsvandt!

Jeg håber, at det kan hjælpe igen, for det er seriøst verdens nemmeste friskhedsboost. 

Og måske kan det også hjælpe dig? Det er selvfølgelig vigtigt at sige, at jeg ikke har den fjerneste idé, om DIN træthed skyldes jernmangel eller noget helt andet, så hvis du oplever symptomerne, bør du smutte en tur til lægen og få din jernstatus tjekket – opfordringen er hermed givet videre!

Psst… Som med alle andre ting, kan du også sagtens få for meget jern, og det kan være giftigt for kroppen, så spørg din læge, inden du propper dig med tabletter og andre kosttilskud.

Jeg har fået mit første voksen-job, og det er den vildeste rutsjebanetur

For et par måneder siden skete det. Jeg skrev under på en lap papir, hvor der med fancy ord stod, at jeg havde scoret mig mit første voksen-job – YES! Jeg var lykkelig, og jeg lappede det i mig, da det ene like efter det andet tikkede ind på diverse sociale medier, hvor jeg (naturligvis) havde delt det obligatoriske ”jeg-har-fået-job-så-I-skal-da-lige-se-min-kejtede-underskrift-på-kontrakten”-billede.

Lykkefølelsen var der stadig, da mødte op på min første arbejdsdag, men den var udfordret. For jo, det er vildt fedt at få et arbejde, men det er også for real – der er ansvar, udfordringer og forventninger, og jeg kan ikke smyge mig udenom. Det er tid til at blive voksen.

Disse 10 tanker har jeg tænkt igen og igen, efter at jeg fik mit første rigtige voksen-job. Måske kender du fornemmelsen?  

1. Jeg er da lidt dum, hva’?

Jeg føler mig ofte dummere end en dør, og det hjælper seriøst ikke på selvtilliden at skulle spørge om det samme igen og igen og i-freakin-gen. Jeg ved godt, at det er helt ok, men hvor ville det dog være fedt, hvis jeg vidste alting fra første sekund.

2. Alt er en udfordring

“Hvor er toilettet?” og ”Undskyld, hvordan virker kaffemaskinen?” Oh yes, selv ved de mest easy peasy hverdagsting ligner jeg et spørgsmålstegn.

3. Løn er fedt, meeen…

Shit, det er fedt at sige so long til SU’en! Løn er genialt, men hvor meget er jeg egentlig værd, og hvordan dælen klarer jeg en lønforhandling? Voksen-hatten presser sig godt og grundigt ned over hovedet på mig.

4. Hvad er meningen?

Hvorfor var det lige, at jeg valgte min uddannelse – giver det overhovedet mening? Jeg kunne jo være blevet læge og redde liv hver eneste dag (okay, det kunne jeg ikke, for jeg ville besvime, hvis jeg skulle skære i folk, men I forstår pointen), men nu sidder jeg hver eneste dag foran en computerskærm – hvad i alverden gør det godt for? De egocentrerede, filosofiske spørgsmål fylder mere, end jeg havde regnet med.

5. Jeg er træt

Jeg er træt, og jeg har intet overskud til et socialt liv, for et nyt job kræver oceaner af energi. Men hæng i, det bliver bedre (true story, efter et par måneder er jeg begyndt at kunne overskue mine venner igen, hurra!).

6. Jeg vil vildt gerne være god

Jeg vil gerne bevise mit værd, men jeg skal samtidig finde mine egne fødder og min egen plads på mit nye job. Det er svært. Helt sindssygt svært.

7. Det er fandemer ikke nemt

Jeg tænkte, at det lige tog en uges tid at komme ind i det nye job, og så var den ged barberet. Glem det. Det tager måneder.

8. Voksen-issues fylder (for) meget

Jeg får breve og opkald fra mit pensionsselskab, og det har jeg liiiidt svært ved at forholde mig til – må jeg lige dumme mig til min første fredagsbar, før jeg skal overveje renterne på min pensionsopsparing? Og stop lige engang – pension. Shit. Det er startet. Voksenlivet med arbejde, arbejde og endnu mere arbejde. Jeg skal sidde her (okay, ikke lige HER, men I ved, hvad jeg mener), indtil jeg fylder 70, og det er skræmmende og en lille smule (læs: helt vildt) klaustrofobisk. Det tager nok lige et par år, før jeg har vænnet mig til tanken (hvis det nogensinde sker).

9. Venner, vi skal snakke om noget andet

Når jeg mødes med mine veninder fra studiet og gamle dage, snakker vi kun om job, a-kasse, dagpenge og jobansøgninger. Hvad i alverden snakkede vi om før? Seriøst, jeg kan næsten ikke huske det. Det var vist noget med drømme om livet og den helt store kærlighed. Jeg smider den på bordet, næste gang vi ses.

10. Jeg er overdrevet heldig!

Oh yes, det første voksen-job fører en del små og store udfordringer med sig, men heldigvis er det for det meste helt vildt fedt, sjovt, lærerigt og spændende, og jeg føler mig overdrevet heldig, når jeg sidder på min pind. Måske er jeg faktisk klar til at blive voksen?