Mariannes mumlerier

Marianne er 33 år og Womans digitale redaktør. Hun mumler en smule, men hun ved, hvad hun vil. Marianne er ikke bange for at kaste sig ud i nye ting og siger sjældent nej. Og her vil du kunne læse lidt om alt det, Marianne siger ja til.

 


Hvor får man et ‘nej tak til alkohol’-skilt?

‘Skal vi mødes lørdag og sludre over en flaske hvidvin eller to?’ Sådan en besked fik jeg forleden af en veninde. Og det ville jeg i princippet rigtigt gerne, i hvert fald den ene del af planen. Men den andel del – den med hvidvinen – havde jeg faktisk ikke lyst til. Det er ikke, fordi jeg ikke kan lide hvidvin. Jeg kan lide alle farver vin og er også stor fan af både bajere og sprut. Bare ikke hver gang, og det kan være ualmindeligt svært at indrømme – både over for mig selv og over for andre. 

Dans efter to drinks 

Min afholdenhed skyldes flere ting (og nej, der er ikke nogen baby involveret). For det første har jeg lige været i gang med et længere træningsforløb med en personlig træner, som ud over at presse min krop flere gange har understreget over for mig, hvor meget alkoholen kan ødelægge min form. Og det har virkelig sat sig fast. Jeg gider simpelthen ikke knokle mig halvt ihjel i fitnesscenteret for at skylle resultaterne ud i weekenden.

Den anden årsag er, at jeg ikke skal have særligt meget sprut, før jeg bliver decideret fuld. Sådan har det altid været. Det har selvfølgelig sine fordele: Jeg behøver ikke bruge så mange penge på alkohol som andre og skal ikke fylde mig med så mange af de gyldne dråber. Men det har også sine ulemper: Jeg kan ikke slubre så mange af de lækre drinks i mig, og når de andre begynder at blive småsnalrede, er jeg allerede stangstiv. Og det er altså ikke fedt at være hende, der begynder at danse på bordene, mens de andre i selskabet lige sidder og hyggesludrer. Derudover har jeg simpelthen ikke tid til at have tømmermænd hver eneste weekend. Og ja, jeg kan godt høre, det lyder lidt kedeligt, men det er sådan, jeg har det. Og er det egentlig ikke okay?

Tvangsdruk, Nej tak! 

Tilbage til min venindes besked. Jeg kunne mærke, at jeg kom i lidt af et dilemma. Skulle jeg takke ja til invitationen og sympati-drikke? Skulle jeg sige ja, men gøre opmærksom på, at jeg ikke ville drikke? Eller skulle jeg takke helt nej? Jeg ville jo ikke knuse hendes hvidvinsdrømme. For jeg kunne nemlig allerede se skuffelsen i hendes ansigt for mig, når jeg blev nødt til at sige: “Nej, tak, Helene, jeg skal ikke have noget, men du drikker bare.” Men sådan måtte det blive. Jeg besluttede (på Helenes vegne), at det måtte hun bide i sig, og jeg skrev tilbage: “Ja, jeg vil vildt gerne ses på lørdag.” Og så var det en aftale.

Det blev lørdag, og vi skulle mødes på en café. Jeg kom først og fandt et bord til os, og allerede der kæmpede jeg med mig selv: ‘Hvad ville et enkelt glas skade? Det er jo bare mere hyggeligt med vin på  bordet.’ Mere nåede jeg (heldigvis) ikke at overtale mig selv, for pludselig stod Helene foran mig, og kort efter kom tjeneren. Beslutsomt røg det ud af mig: “Jeg skal bare have en Cola Zero,” hvorefter jeg kiggede nærmest undskyldende på Helene – klar til at komme med en længere forklaring.

Men til min overraskelse bestilte Helene bare et glas vin uden at fortrække en mine. Selvom hun ikke spurgte, tog jeg mig selv i at begynde at forklare, at det jo ikke var fordi, men jeg prøvede bare lige at lade være ... Helene smilede bare til mig, og det virkede, som om det var hende fuldstændigt ligegyldigt, hvilken væske der var i mit glas.

Og så slog det mig: Der er jo ingen, der gider drikke med én, der i virkeligheden ikke har lyst til at drikke. Så i stedet for at bekymre mig om, hvad mine venner tænker om min ædruelighed, så vil jeg prøve at forklare over for mig selv, at det er helt okay at sige nej tak. Hvis bare den forklaring er på plads, tror jeg ikke, der er brug for andre (forklaringer, altså – mennesker har jeg stadig lyst til at se, også uden at der er alkohol involveret).

Hvor meget skal vi egentlig finde os i på en date?

Det var sommer. Jeg havde en fin kjole på, gjort mig umage med håret og havde faktisk glædet mig til den meget spontane Tinderdate, jeg skulle på efter arbejde. Han havde fanget mig på en tilfældig søndag, og efter to korte beskeder havde vi aftalt at mødes i Frederiksberg Have. Jeg vidste vitterligt intet om manden. Men han så sød ud og tog initiativ. Helt dårligt kunne det vel ikke gå. Jeg tog fejl. Seriøst fejl.

Dårlig start, dårlig midte og dårlig slutning

Så nemt kan den date opsummeres. At manden (til min umiddelbare irritation) kom for sent til daten skulle faktisk vise sig at være en fordel, for det betød, at jeg havde mindre tid sammen med ham. Normalt er jeg ikke en type, der har svært ved at holde en samtale kørende. Faktisk har jeg nærmere svært ved kun at have én samtale kørende. Min pointe er, at jeg er god til mennesker. Men jeg arbejder ikke alene. Det kræver selvfølgelig også, at den anden er til stede. Det var ikke tilfældet her.

Spild af min tid

Allerede fra starten syntes jeg, han var mærkelig. Han dukkede op og lignede en, der lige havde sovet. Bevares, det skal han have lov til. Men noget var off.

Vi gik lidt rundt i parken, og det var, som om han ikke forstod, hvad jeg sagde, og ikke rigtigt kunne fokusere. Han spurgte mig om de samme ting og kunne ikke huske, hvad han selv havde sagt. En ting var han dog helt klar omkring: Han gad ikke sidde i solen! Vi havde ellers aftalt at sidde på et tæppe og nyde en øl i solen, men nu gad han åbenbart ikke, og jeg gad egentlig heller ikke dele mit tæppe med ham, så jeg løj og sagde, at jeg havde glemt det derhjemme. At det helt åbenlyst stak ud af det net, jeg gik rundt med, ænsede manden ikke.

Jeg havde næsten givet op, men vi satte os alligevel på en bænk i skyggen. Måske trængte han bare til at sidde ned og slappe af, måske var han nervøs. Men så begyndte han at snakke om sin drøm om at have en båd, men ikke sådan en normal, kedelig, lyseblå en, der hedder Miranda. Nej, han ville have en masse dyr på båden (okay, Noah), hvorefter han sluttede af med at sige, at det var fedt, at jeg havde taget et kostume på med lysende sole. Min kjole var hvid med sorte prikker! Han var dog lidt skuffet over, at jeg ikke var tandlæge, for han havde lidt problemer med tænderne, men ikke nogle penge.

Farvel og tak

Jeg fik endelig nok, og det mærkede han vist (wauw, alligvel). Han forklarede, at hvis han var lidt underlig, så var det bare, fordi han lige havde røget en stor joint, inden han gik hjemmefra. Manden var altså rygende skæv! Jeg gad ikke mere. Jeg tog min telefon op (og skruede op for lyden). Skrev til min veninde, at hun skulle ringe mig op tre gange med det samme. Hun ringede, ringede og ringede – højt. Jeg ignorerede den selvfølgelig, for man tager ikke sin telefon, når man er på date (man ryger sig bare skæv). Efter den tredje gang løj jeg – igen åbenlyst – og sagde, at jeg virkelig var nødt til at tage den her, for det var noget med en nøgle, der var stjålet og en syg kollega. Jeg blev nødt til at gå. Jeg rejste mig hurtigt, og han sjoskede efter og snakkede om samuraisvær og kængurustylter. Jeg nærmest småløb over til min cykel.

Not cool!

Jeg cyklede direkte ned til min veninde. Jeg havde behov for at dele situationen – og grine ad den. For det kunne jeg heldigvis sagtens, men jo mere jeg tænkte over det, jo mere provokeret blev jeg. Hvad regnede han egentlig med? Jeg havde da andet at bruge min tid på! Og hvad hvis det havde været min første date? Ville jeg så nogensinde have haft lyst til så meget som at åbne Tinder igen? Det tror jeg faktisk ikke.

Jeg følte mig til grin. Mit udgangspunkt var seriøst. Jeg havde prioriteret ham i min kalender – i mit liv. Dermed ikke sagt, at det ikke kunne have endt i sjov og ballade, men i mine øjne svarede det her til, at jeg havde dukket op og været pissefuld. Og det kunne jeg da aldrig finde på. For vi er vel allesammen enige om, at når man mødes – to fremmede mennesker på en date i en park, så er det, fordi man er nysgerrig efter at se, om det kan blive til noget? Om kemien er der? Man skylder vel hinanden som minimum at forsøge. Hvorfor ellers overhovedet gøre det?

Og daten efterlod mig da også med spørgsmålet: Hvor lidt respekt kan man egentlig tillade sig at have for andres mennesker og deres tid? Et spørgsmål, som jeg stadig fortryder, at jeg ikke stillede ham – inden jeg slettede ham.

 

Den søde juletid er ikke lige sød for alle

I en tid, hvor den største bekymring for de fleste af os handler om at finde den perfekte julegave eller den sjoveste nytårsfest, blev jeg for nylig mindet om, at den søde juletid (desværre) ikke er lige sød for os allesammen.

Undskyld, kan jeg få dig til at ringe efter en ambulance?”

Undskyld, kan jeg få dig til at ringe efter en ambulance?” Sådan lød det, da jeg forleden blev stoppet af en hjemløs, der bad mig ringe til en ambulance, som kunne komme og hente hans ven – en ældre mand, der lå på en bænk under et halvtag og havde svært ved at stå, gå og trække vejret.

Manden, der stoppede mig, var helt rolig – ja, han kunne lige så godt have spurgt mig, om jeg ville rykke lidt til højre. Men det gjorde han ikke. Han spurgte, om jeg ville være så venlig efter at ringe efter en ambulance til hans ven. De to forrige, han havde spurgt, havde desværre ikke haft strøm nok til at ringe...

Efter jeg havde ringet, forsikrede den hjemløse mig om, jeg ikke behøvede at blive. “Han havde nemlig lært førstehjælp,’ forklarede han mig nærmest undskyldende. Men jeg valgte at blive, til ambulancen kom. Og så stod jeg ellers der med et menneske med et så fundamentalt anderledes liv end mit og kiggede på hans ven, der skiftevis støttede sig til en stor hund og en beskidt bænk – imens jeg blev lidt forsinket til mødet med en veninde, der var småstresset, fordi julegaverne endnu ikke var på plads.

Samme alder, men to forskellige verdener

Mit nye bekendtskab var også bekymret, men ikke fordi det var jul. Nej, hans bekymringer gik på, at det var koldt om natten, og at han ikke vidste, hvor længe hans ven ville kunne klare de kolde nætter

Han er jo en gammel mand, og det er ikke godt for ham. Han er næsten 63 år!” I min verden er en mand på 63 år altså ikke gammel. Men det her var ikke min verden.

Jeg har aldrig skullet bekymre mig om, hvorvidt mine venner ville overleve natten – eller om jeg selv ville for den sags skyld. Og måske derfor har jeg også altid været lidt nysgerrig på den verden. For selvom den er så fundamentalt anderledes end den, fleste af os er vant til at færdes i, er jeg helt overbevist om, at der ikke nødvendigvis er så langt til den, som nogle af os tror.

En teori, jeg også fik bekræftet efter de 40 minutter, jeg endte med at vente på ambulancen sammen med manden. En mand, som jeg på grund af hans vejrbidte ansigt og forhutlede udseende havde skudt til at være tæt på 50 år. Men som i virkeligheden var 32 år – præcis som jeg selv er. En mand, som havde været hjemmeværnsmand og haft sin egen familie, men også havde kæmpet med ADHD og et misbrug, der betød, at han de sidste otte år havde levet på gaden.

For otte år siden gik jeg på 3. semester på universitet og troede, jeg vidste det meste. Det tror jeg også nu, men hvor er det altså vigtigt at blive mindet om, at der er så meget at lære endnu. På både godt og ondt.

Kram og kys 

Da ambulancen endelig dukkede op, blev manden mere rolig og gav mig både et stort kram og et kæmpe kindkys. Og hans store taknemlighed varmede helt ærligt mere end min tykkeste sweater, og mit håb er bare, at han følte sig en smule tættere på den verden, der engang også var hans.

Hvis du spørger mig, så må og skal den verden ikke være længere væk end en enkelt kram.

 

 

 

 

11 ting, du ikke skal sige til os, der er stressede

1. Du virker lidt stresset. Godt spottet! Du mener det sikkert godt, men det har altså lidt samme effekt, som når folk siger: ‘Du virker sur’, og man bare bliver endnu mere sur.

2.Har du nu også husket…? Er det virkelig nu, du vil minde mig om, at jeg faktisk har endnu flere opgaver, end jeg troede?

3. Du skal nok nå det! Jamen, hvis du siger det, sååå... Kan du også se, om jeg vinder en million i Lotto?

4. Det er alt sammen i dit hoved. Gider du sige det til den bunke papirer, der ligger ovenpå bunken af vasketøj og under min kalender, der er rødglødende med aftaler?

5. Du trænger til ferie. Ja, det gør jeg – og hvis du er sød at bede min chef om fri, bestille rejsen, pakke mine ting i en kuffert og betale, så tager jeg gerne med.

6. Din hud har heller ikke godt af, at du stresser. Nej, virkelig?! Jeg troede ellers, at de fire bumser i min pande var udtryk for, at jeg var i balance.

7. Der findes folk med meget større problemer end det her. Ja, du har helt ret, men jeg må altså lige tage stilling til hungersnød og krig en anden dag.

8. Træk vejret, og slap af. Fint. Kan vi så komme videre?

9. Hvorfor kører du dig selv sådan op over det? Fordi det er vigtigt for mig, og jeg gerne vil gøre det godt.

10. Du burde nok håndtere det anderledes. Input modtages gerne. Det gør ubrugelige konstateringer derimod ikke.

11. Du er altså ikke den eneste, der er stresset. Det ved jeg. Og jeg ved også, at jeg ikke skal sige netop den sætning til en person med stress, for det gør jo ikke mig mindre stresset, at andre også er det.

Jeg havde en personlig træner, og det her skete!

Efter 6 uger med min personlige træner Marlene er jeg nu klar til at kaste dom over projektet, og selvom jeg er blevet stærkere, kommer jeg ikke til at kaste hårdere af den grund. Jeg kan med hånden på hjertet nemt sige, at det har været en fantastisk og lærerig proces, og jeg er på ingen måde blevet færdig med træning – tværtimod.

Nu glæder jeg mig til at træne

Helt ærligt, så havde jeg ikke særligt høje forventninger til projektet. Jeg var selvfølgelig godt klar over, at det ville blive hårdt og ret svært at få presset alt den træning ind i min travle hverdag. Men jeg anså det mest som et projekt, der skulle overståes og ikke en decideret livsstilændring, men det har det været. Som jeg forklarede i mit første indlæg, har jeg altid forsøgt at træne et par gange om ugen, men det har mest været for at dulme min egen dårlige samvittighed. Lets face it – at arbejde dagen lang foran en computer med en kage-og slikelskende redaktion (inklusiv mig selv) kan mærkes på kroppen. Men efter mit forløb med Marlene handler det i langt højere grad om lyst end dårlig samvittighed, når jeg vender snuden mod træningscenteret. Jeg bliver simpelthen mere glad, når jeg får lov til at træne. 

Latterkramper og store muskler

Okay, store muskler er måske så meget sagt. Men de er blevet større, og jeg er så stolt af dem, at jeg ikke kan lade være med at bede andre om at mærke på mine overarme (og nogen gange spænder jeg dem også lige for min egen skyld). Om mine mavemuskler er blevet større på grund af træning, eller de mange grineanfald jeg og Marlene har haft, ved jeg dog ikke helt, for det har godt nok også været sjovt at blive trænet af Marlene. Vi har lavet en masse fede øvelser, som jeg aldrig havde prøvet før. Og så gjorde det faktisk ikke noget, at jeg lige pludselig stod overfor Marlene – en fremmed person, der rørte ved mig og pressede mig, mens jeg svedte og pustede som en anden idiot. Men det betød pludselig ingenting. Jeg mærkede, hvordan Marlene ville det bedste for mig og tilpassede hver enkelt øvelse til mig. Der var intet samlebånd over det, men derimod altid en meget personlig tilgang til mig og mine behov – også uden for træningscenteret.

Det endelige resultat

Jeg har ikke været – og bliver aldrig – fanatisk med hverken træning eller kost. Jeg vil have lov til at drikke rødvin, bade i fadøl og danse med mine veninder natten lang, og det gjorde jeg også under det meste af forløbet. Selvfølgelig ved jeg godt, at alkohol og søde sager ikke er godt, og det er klart, at min træning gjorde mig mere bevidst om konsekvenserne, men jeg følte ikke, at jeg blev tvunget til at give afkald på noget. Og det har været altafgørende for, at jeg også har lyst til at forsætte med min træning – dog uden Marlene for denne gang.

Men på trods af min ‘normale’ livsstil skete der altså en del med min krop på de 6 uger. Jeg tabte nemlig 5 kilo og 22 centimeter fordelt rundt på min krop, men bedst af alt: så føler jeg mig nu stærk og motiveret. Og de gange jeg har trænet uden Marlene, har jeg ikke været bange for at stå sammen med mændene og løfte vægte – hvilket jeg tidligere holdt mig langt væk fra. Marlene, jeg skylder dig en kæmpe tak – og hvem ved, om jeg en dag ender med at vinde over dig i armlægning. Se mere til Marlene her.

Nedenfor laver jeg chin-ups, og selvom jeg bruger jeg et elastik, er der stadig sket en del, siden første gang jeg prøvede. 

 

Det her var virkelig sjovt, men meget hårdere end det ser ud til.

 Stadig rød i hovedet efter træning. Men den er god nok. Der er røget 22 centimeter.

“Pludselig blev jeg hende, der (stolt) fortalte om, hvor mange kilo jeg kunne løfte”

Mange ting kan man sige om mig, men stærk har jeg aldrig været. Altså, jeg har ikke været sådan en, der ikke kunne klare mine egne indkøbsposer (okay, det er faktisk sket en enkelt gang – jeg havde også tømmermænd, okay?!). Men jeg var bestemt heller ikke den første, du ville ringe til, hvis du skulle have flyttet en reol ned fra 3. sal. At være stærk er heller aldrig noget, jeg har sat en ære i. Jeg vil bare gerne have de tonede, flotte overarme, men de behøver faktisk ikke at kunne noget særligt.

Det er faktisk sjovt at blive stærk

Men jeg skal lige love for, at jeg er blevet fan af muskler (især mine egne) – og måske endda for meget. Efter fire uger med min personlige træner, Marlene, er jeg nemlig blevet klar over, at jeg faktisk godt kan blive stærk, og den følelse er jeg blevet helt vild med.

Indtil nu har jeg ellers aldrig været særligt glad for at træne mine arme, for det er bare ikke særlig sjovt, når du ikke har noget at arbejde med – du træner jo heller ikke håndbold uden en bold, vel? Men med Marlene ved min side har jeg fundet ud af, at det faktisk kan være sjovt at blive stærk. Det hjælper selvfølgelig, at hun hepper og bakker mig op hver gang, men jeg bliver virkelig også stolt af mig selv, hver gang jeg kan mærke, at jeg kan tage en armbøjning mere eller ikke har lagt mærke til, at Marlene har listet flere kilo på min vægtstang.

“Kom nu – mærk lige min overarm”

Faktisk er jeg blevet så blevet så glad for mine muller, at jeg rigtig gerne vil vise dem til andre og fortælle, hvor mange kilo jeg kan løfte. Vores søde receptionist bliver dagligt opdateret på, hvordan armene og jeg har det, og hvis jeg har tid, får mine kollegaer også en muller-mail med på vejen. Jeg har sågar været på en date, hvor jeg tog mig selv i at fortælle, hvor meget jeg løftede om morgenen i Fitnessdk, og da jeg var til bryllup for nyligt, fik jeg også gommen til at mærke min overarm – to gange. Jeg er for meget!

Ingen Marianne-muskelbundt

Sidder du nu og tænker: ’Skal hun så til at omdøbe bloggen til Marianne-muskelbundt?‘, kan du godt glemme det. Jeg er stadig ikke den bedste kandidat til at løfte din reol, har stadig mine mormor-arme, og der er lang vej til, at jeg kommer til at elske undertrøjer. Men det vigtigste for mig er også nærmere, at jeg kan mærke mine egne fremskridt og min egen styrke vokse fra gang til gang. Mit fokus er ændret og handler i mindre grad om at tabe nogle kilo, men i stedet om at mærke min krop blive stærk og sej. Og det vil jeg ikke bytte for verdens mest tonede overarme.

Her kan du se, hvordan det ser ud, når Marlene og jeg træner. 

 

Se mere til min træner Marlene her, og læs hendes gode tips til at booste din træning.