Sarah skribler

Sarah Lyster Nielsen er 25 år og digital journalist på Woman. Sarah bor på Vesterbro, er nyligt uddannet cand.mag. samt i et lykkeligt forhold med Netflix. Hun er svært glad for Harry Potter, Disney og læbestift - og så er hun overraskende god til limbo.


Jeg blev hypnotiseret til at glemme min yndlingsserie

Hypnose Unspoil Me

Du har garanteret en yndlingsserie, som du ville ønske, du kunne se igen for første gang, så du kunne opleve magien og de allerbedste jokes igen for første gang – tænk, hvis alle Chandlers oneliners var som nye for dig igen, når du så Venner?!

Det er et seriøst drømmescenarie, så da jeg ud af det blå blev tilbudt at blive hypnotiseret til at glemme min yndlingsserie, slog jeg til. Jeg indrømmer blankt, at jeg er skeptisk over for konceptet hypnose, men på den anden side havde jeg aldrig prøvet det før, og det kunne være meget sjovt at prøve.

Hypnosen er en del af et nyt koncept kaldet Unspoil Me, hvor du digitalt kan hypnotisere dig selv til at glemme dele af en serie eller simpelthen hele molevitten. Det lyder lidt som noget hokus pokus, men det er jo en meget sjov idé, så jeg kastede mig ud i det – måske fulgte du med på vores Insta-story?

Det skal lige siges, at jeg prøvede deluxe-udgaven, hvor hypnotisør Ulf Sandström troppede op på kontoret for at hypnotisere mig live, men i appen er det samme tekst, som Ulf så har indtalt, som du kan høre derhjemme.

Før hypnosen

Før Ulf var her, var jeg ærligt talt ret nervøs – selv om jeg var skeptisk, var der jo en reel chance for, at det altså virkede.

Jeg havde til at starte med valgt at skulle glemme Venner, men endte lidt i sidste øjeblik med at lave det om til How I Met Your Mother, fordi jeg også kender den ret godt, men har knap så meget imod at glemme den, som jeg ville have med Venner.

Tænk, hvis jeg nu pludseligt ikke fangede alle referencerne? Omg – det ville være en lille katastrofe. Jeg ville nærmest være nødt til at genoverveje hele min identitet, hvis jeg ikke kunne slynge Venner-jokes ud i flæng.

Selve seancen

Da Ulf var ankommet, og vi havde sat os til rette, smed Ulf lidt yogaagtig musik på, og så snakkede vi lidt om løst og fast, før han begyndte hypnosen. Det var meget chill, og det så sådan cirka præcis ud, som du forestiller dig, at hypnose ser ud: Jeg sad med lukkede øjne, mens han snakkede i en behagelig tone om alt lige fra skak, en kejser, trappetrin, træer og årstider… Så vi kom vidt omkring.

Da jeg ‘vågnede’, var jeg sådan set bare lidt træt, fordi jeg havde fokuseret meget intenst på mine øjenlåg i 20 minutter, men ellers kunne jeg ikke rigtigt mærke noget. Jeg fik at vide, at jeg gerne skulle sove på det, og så ville hjernen selv sortere det hele på plads, så jeg ville glemme serien – eller dele af den.

Virkede det?

Jeg prøvede at se serien dagen efter, men så vidt jeg kunne vurdere, var der altså ikke rigtigt nogen forskel – jeg kunne huske alle karaktererne, den pige, Ted datede i det pågældende afsnit, og Barneys famøse “Legen... Wait for it... dary!”.

Det skal siges, at det vist ikke er alle, der er lige modtagelige over for hypnose, så måske er jeg bare ikke én af dem. Hvis du gerne selv vil prøve, om det virker på dig, kan du jo altid prøve selvhypnose via Unspoil Me-sitet – måske er du en af de heldige? Det kunne ærligt talt være meget smart, hvis nogen for eksempel spoiler den sidste sæson af Game of Thrones for dig, og du så bare kunne glemme spoileren igen. Pretty sweet!

Se nu bare Buffy, og æd den roulade

For få måneder siden kom jeg ind på mit (daværende) arbejde en mandag, efter at jeg havde ligget syg hele weekenden. Mine (ellers utroligt søde) kolleger spurgte mig, hvad jeg havde lavet, hvortil jeg svarede, at jeg havde været syg og set Buffy the Vampire Slayer.

Så snart jeg havde sagt det, fik jeg nogle lidt fordømmende blikke og ditto kommentarer såsom: ”Ej, Sarah… Buffy? Mener du det?”

Og jeg kan lige så godt sige det, som det er: Det mener jeg. Dybt seriøst. Hold kæft, hvor er det en god serie med en fabelagtig intro, og jeg slugte hele serien i løbet af no time. Ja, special effects halter lidt, ja, der er nogle platte jokes, men det er fandeme også sjovt.

Jeg står gerne ved, at jeg kan lide at se Buffy, at jeg har set alle de værste Disney Channel-film og Twilight-serien op til flere gange, når jeg keder mig, og at marcipanrouladen fra Fakta altså godt kan du, hvis de der kagecravings er lidt for voldsomme.

Men jeg står også ved, at jeg er svært træt af, at man ikke kan få lov til at kunne lide dårlige film, campy serier og discountbagværk, uden at én eller anden kultursnob lige skal melde sig på banen med en fordømmende kommentar og slet skjult skepsis.

Jeg har intet imod, at man har en holdning til, om en film er god eller dårlig, for det har jeg da helt sikkert også selv; jeg har bare noget imod, at man har den holdning, fordi ”det ikke er cool”.

For det første tror jeg aldrig i mit liv, jeg har kaldt mig selv cool, og for det andet er det ikke noget, jeg stræber efter at være. Så kan jeg ikke bare se Buffy i fred? Det generer ingen, og jeg er ret godt underholdt. Så skal jeg nok lade andre se deres nicheagtige film noir og dokumentarer i fred.

Det er heller ikke, fordi jeg kun kan lide Buffy; jeg ser da også Game of Thrones og storslåede Oscar-film, og jeg ville aldrig sige nej tak til et stykke kage fra La Glace. Det er bare fjollet, at folk går så meget op i, hvad andre laver – og at nogle skammer sig over at indrømme, hvad de egentlig godt kan lide.

Gør det nu bare – uden skyldfølelse!

Guilty pleasures burde altså ikke være guilty – bare ren fornøjelse. Så hvis du også kan lide dårlige serier, gerne køber en citronmåne, og du til tider spiser Yum Yum-nudler og frysenuggets til aftensmad, så gør det dog! Se Buffy, og æd den faktakage, altså. Og indrøm det fuldstændig skamløst, hvis folk spørger. De kan sgu da være ligeglade. Og det kan du også.

I virkeligheden er det da dem, der går glip af noget – tænk, hvis alle på forhånd havde dømt hver anden film, serie eller spise ude, fordi det var ”kikset” eller ikke intellektuelt udfordrende nok? 

Som jeg ser det, har ren underholdning også værdi i sig selv; især når jeg kommer hjem fra arbejde og bare gerne vil se et eller andet hjernedødt i stedet for at kaste mig ud i et tre timer langt mindfuck af en film, der forskruer min verdensopfattelse de næste to uger.

Så skal vi ikke bare aftale, at fra nu af er det cool nok, at folk selv bestemmer, hvad de har lyst til at se? Yes? Så vil jeg fejre med en feelgood-film fra Hallmark, hvor de to hovedpersoner helt tilfældigt mødes (i juletiden) og forelsker sig, og alt ender godt. Det dur altså. Også selv om det ikke er nomineret til en Emmy, Golden Globe eller Oscar.

Kan jeg få et ‘Ny i job’-skilt i mit første voksenjob?

Kan I huske, da man var ungarbejder i Føtex og fik et gult ‘Ny i job’-skilt’? Det var fandeme smart. Så kunne alle se, at hvis du ikke lige havde helt styr på kassen eller måtte slå varenummeret for appelsiner op, så var det altså bare, fordi du kun havde siddet ved kassen i to dage. Og det var okay. 

Jeg er lige blevet færdiguddannet fra universitetet og er startet på Woman som digital journalist – og jeg vil gerne foreslå, at vi indfører et skriggult ‘Ny i job’-skilt til os, der lige er startet i det første voksenjob.

Jeg blev selv færdiguddannet for under en måned siden, og nu har jeg både ansvar og medbestemmelsesret. Og selv om det er (virkeligt) fedt, så er det også rimeligt intimiderende pludseligt at skulle være ægte voksen. 

Fra praktikant til ægte job

For at sætte det hele lidt i perspektiv, kan jeg fortælle, at jeg for under et år siden havde titlen ‘praktikant’. Som praktikant og studentermedhjælper er der ingen, der forventer, at du har det forkromede overblik og fuldstændigt styr på dit shit – det er slet ikke dit job! Men det er det altså nu. Og selv om det er superfedt, er det en ret vild overgang.

Tidligere var jeg såkaldt skrivende praktikant, hvor jeg skrev artikler til Bolig Magasinet, Idényt og BO BEDRE, og det var meget ligetil - jeg havde én primær opgave. Nu er jeg blevet digital journalist på Woman og Magasinet Liv (uden at have skyggen af journalistuddannelse, skal det lige siges), hvor jeg stadig skriver, men også korrekturlæser og godkender artikler og planlægger det digitale indhold på Magasinet Liv. 

Jeg er - heldigvis - ret vild med mine arbejdsopgaver, men det er godt nok noget af et skift pludselig at rykke op i en stilling med andet ansvarsniveau. Der er mere at holde styr på, og hvis noget glipper, så er det jo mit ansvar. 

Faktisk føles det hele meget ligesom Jennifer Garners situation i 13 Going on 30 eller Tom Hanks i Big; den ene dag var jeg 13 år og havde intet ansvar, og vupti, så er jeg pludselig voksen (på papiret, i det mindste) og så er der et fuldtidsjob, der skulle passes. Det er hårde sager, altså.

Heldigvis har jeg et skidefedt job med verdens bedste kollegaer – og som humanist sætter jeg særligt pris på at kunne starte direkte i job! I virkeligheden handler det nok bare om, at jeg lige skal vænne mig til at have lidt mere ansvar samt at stole mere på min egen mening. Det kommer nok med tiden.

Men det dér skilt, ikke? Jeg gad godt have det. Bare som en slags helle, når jeg skulle tage beslutninger på vegne af andre eller redegøre for ugens læsertal på stående fod. Og så ville folk smile lige så forstående som kunderne i Føtex.  

Det var bare dét.