Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]

 


Mettes mor fik kræft: “Jeg var 22 år, men pludselig var jeg mere afhængig af min mor end nogensinde før”

Det er cirka et år siden, at min tankegang og liv ændrede sig markant. Jeg var netop kommet hjem fra en dejlige sommerferie i Thailand med min kæreste og var oprigtig glad. Første år på mit studie som lærerstuderende var gået, og jeg var glad og nød sommeren og friheden.  

Men tre dage efter hjemkosten fra Thailand er en dag, jeg aldrig glemmer. Min mor og far ringer uanmeldt på dørklokken, hvor jeg stadig befinder mig i sengen. Jeg åbner døren og kan med det samme se alvoren i deres øjne, selvom de prøver at skjule det. Jeg aner intet om, hvad der skal ske eller er sket, men jeg ved, det er alvorligt. Da jeg krammer min mor i gangen, begynder vi begge at græde – uden jeg endnu ved besked om, hvad der sker. Men jeg ved, at det, der sker, ikke er godt.

Vi sætter os ned i stuen, og min far forklarer, at de netop har været på hospitalet, fordi mor har en knude i brystet. EN KNUDE I BRYSTET! Jeg begynder at græde, imens min far forklarer videre. Jeg husker, at jeg få en pludselig følelse af enorm frygt for at miste min mor. Jeg bliver helt dårlig. Min mor er hende, der plejer at være stærk og holde sammen på familien, og nu sker det her. Jeg husker at jeg kaster med en pude igennem stuen og græder og skriger. Det er så urimeligt og uvirkeligt for mig. Min far er god til at forklare og prøver ihærdigt at berolige mig og fortælle mig, hvad der skal ske. Hans støtte og ro er uundværlig for både mig og min mor.

Det føltes som evigheder 

Den næste tid går med lægesamtaler, og min mor bliver opereret nogle uger efter. Mig og min far følger hende helt ned til operationsgangen, og vi kysser hende og ønsker held og lykke. Først efter operationen kan de fortælle os, om det har spredt sig til lymferne. Mig og min far venter spændt. Det føles som evigheder. Men min far er sej, og vi snakker om, hvordan alt nok skal gå uanset hvad. Han holder hovedet højt og tror på det bedste.

Det viser sig heldigvis, at kræften ikke har spredt sig. Det fejrer vi. Det er den bedste nyhed. Min mor smiler også i hospitalssengen. Jeg ved, hun har været bange, og derfor er hun også lettet nu. Lægen fortæller samtidig, at operationen er gået fint, og de har fået alt ud. Min mor kommer hjem senere samme dag. Hun er ved godt mod.

Hun skal efter en måned begynde sin kemobehandling og efterfølgende stråler. Jeg husker, jeg var med  til lægesamtalen med min far og mor, hvor lægen nævner ordet ‘kemo’. Og jeg husker, hvordan jeg blev helt dårlig indeni, og tårerne begyndte at trille af mine kinder. Den behandling skulle være så hård, og man taber jo håret. Jeg fik ondt af min mor, selvom hun sad der i stolen og sagde “Det skal jeg nok klare! Bare jeg bliver rask”. Hun var sgu sej. Behandlingen begyndte, og vi skiftedes til at være med hende som underholdning til hendes behandlinger. Jeg var meget med på hospitalet. Det var mig selv, der ville, selvom mine forældre tit spurgte, om jeg var sikker på, det var en god ide. Jeg tror, grunden til, at jeg deltog så meget, var, fordi jeg skulle forsikres om, at hospitalet behandlede min mor godt. Det var det vigtigste. Hun fortjente det bedste.

Ligeglad med alle andre

Da min mor begyndte at miste håret, var jeg med hende inde og finde den perfekte paryk til hende. Det var skræmmende, da frisøren barberede det sidste hår af hende – men jeg kunne mærke, hun var glad for, at jeg var der sammen med hende. Og jeg var glad for at kunne være der for hende. Jeg synes, hun var smuk uden hår, men hendes nye paryk klædte hende også. Parykken blev dog mest brugt på arbejdet, for som hun sagde, ville hun ikke skræmme børnene på skolen, som hun arbejdede på. Så snart hun var hjemme, blev parykken smidt.

Jeg husker en dag, hun ikke havde paryk på, og vi skulle ud og shoppe, da spurgte hun mig i bilen: “Vil du gerne gå med mig, når jeg ser sådan her ud?” Jeg kiggede dumt på hende og sagde “Ja selvfølgelig! Du er smuk! Så længe du er rask, er jeg fuldstændig ligeglad, hvordan du ser ud.” Hun smilede. Hun ville ikke være pinlig for mig. Jeg havde ikke engang tænkt tanken, for lige nu satte jeg mere pris på min mor end nogensinde før. Jeg var stort set ligeglad med alle andre, bare jeg var sammen med min mor. Og ja, jeg er 22 år, men i denne periode følte jeg, at jeg var 5 år og mere afhængig af min mor end nogensinde før. Min familie var det eneste jeg kunne overskue. 

I denne tid betød det også, at jeg mange gange takkede nej til sociale arrangementer med studiet eller nye mennesker. Jeg følte mig ind imellem kedelig og asocial, men jeg kunne ikke overskue det. Jeg kunne samtidig blive træt af folks brokkeri over ligegyldige ting. Det var en forfærdelig følelse, for selvfølgelig har de lov til at brokke sig over, at det er regnvejr, og deres nye sko er gået i stykker – men come on, jeg følte, der var værre ting end regnvejr og sko lige nu. Det var en mærkelig følelse, og jeg fik det dårligt med mig selv over, jeg kunne blive irriteret over det. Jeg følte mig samtidig forkert, når jeg meldte afbud til ting. Men jeg valgte at bruge min tid på mine bedste veninder, min kæreste, mine dejlige håndboldpiger og min familie. Det var de ting, der gav mig energi. De var trofaste støtter, når jeg var ked af det og havde brug for et kram, men også dem, der kunne få mig til at grine og have det sjovt. For hvis der var noget, min mor og far sagde til mig i denne tid, så var det, at man skulle leve livet, og det var helt okay at have det sjovt. 

Min familie er den sejeste 

Jeg kunne nogle gange få en mærkelig følelse i kroppen, når jeg havde det sjovt. Jeg følte, at det ikke var okay at grine, når nu min mor havde kræft. Men selvfølgelig er det okay. Jeg ved, at min mors største ønske var, at jeg havde det godt. Hun var selv god til at hygge sig med sine veninder, forkæle sig selv og nyde livet. Hun satte sig sgu ikke bare ned og havde ondt af sig selv, og det skulle jeg heller ikke. Hun arbejdede stort set fuld tid i hele hendes sygdomsforløb, og jeg var imponeret over hendes måde at gribe tingene an på. Jeg kunne få dage (kan jeg stadig) hvor jeg kunne græde i flere timer, fordi jeg nok var bange. Det var svært at sætte ord på, hvad der præcis gjorde mig så ulykkelig, men set i bakspejlet var det nok frygten for at miste min mor, der gjorde mig bange. Til trods for at hun klarede alle behandlingerne godt, så sad det stadig i baghovedet. Man ved jo, at kræft er en sygdom, mange dør af. Jeg frygtede det stadig. De dage hvor jeg havde det værst, var min mor og far den bedste støtte. De formåede at overbevise mig om, at alt nok skal gå, og var den bedste støtte igennem alt – og er det stadig. Vi blev gode til at snakke om tingene og støtte hinanden. Når min mor smilede til mig og trøstede mig, så blev jeg alligevel overbevist om, at alt nok skal gå.

Jeg er sikker på, at hendes positive sind også var skyld i, at alle behandlinger gik, om de skulle. Hun klarede alt så fint og bevarede modet hele vejen. Den 3. marts kunne vi efter hendes sidste strålebehandling fejre, at hun var rask. Det var en festdag. Og jeg var mere stolt end nogensinde før. Min familie er den sejeste.

Det har været en hård tid, men intet sker, uden det er godt for noget andet. Denne tid har fået mig til at være glad for hver dag, man får. Den har fået mig og min familie tættere på hinanden end nogensinde før. Og så har den fået mig til kun at bruge tid på de ting, der giver mig energi. Jeg er blevet bedre til at sige nej til ting, der ikke giver mig energi og i stedet for bruge tiden på de mennesker, der betyder allermest. Det er skræmmende, hvordan ens liv kan ændre sig fra en dag til en anden. Jeg kan stadig opleve dage, hvor frygten for at miste tager over. Men der er heldigvis længere imellem de dage, og jeg prøver at nyde hvert øjeblik med dem, jeg elsker. I søndags fejrede vi min mors 51 års fødselsdag med familien, og jeg glæder mig til at fejre mange flere fødselsdage sammen med hende fremover.

“Jeg gemte ulykken bag de opadvendte, røde læber og et falsk smil”

Jeg har brugt meget af mit liv på at gemme mig bag min makeup og mit tøj, fordi det var skamfuldt at være sensitiv. Jeg vidste ikke, hvordan jeg ellers skulle bære mig ad, og de mange tårer, som fyldte mig hele tiden, var noget som ifølge mig burde gemmes væk. Jeg er blevet skældt ud for at have grædt i utide eller på tidspunkter, hvor det ikke nødvendigvis var så ”voldsomt”, at man burde stå der og græde.

Jeg fandt hurtigt løsningen på de mange tårer og det alt for sensitive jeg. Det var at tage makeup og tøj på, som gav en illusion af glæde og en rank holdning. Jeg ville ikke spilde min 300 kroner dyre foundation eller ødelægge min perfekte eyeliner, så derfor var jeg nødsaget til at holde tårerne inde eller stå ude på badeværelset vinklet helt rigtigt, så de ikke ødelagde ansigtet. Jeg har malet mine læber røde og derved påklistret et smil, så folk ikke opdagede, at alting ikke var, som det skulle være. Jeg har skjult en hel verden af følelser bag kosmetikken.

Det perfekte image måtte ikke krakelere 

Jeg har altid været en følsom pige. Lige siden at jeg var helt lille, kunne jeg blive hysterisk over, hvad der lignede ingenting. Da jeg blev ældre, udskiftede jeg hysteriet med en facade, som forekom glad. Jeg ville ikke lade paraderne falde, fordi folk måtte ikke opdage, at jeg ikke var perfekt. Jeg ville bevise overfor alt og alle, at jeg havde det godt, og at man ikke skulle bekymre sig om mig. Jeg har altid følt mig til besvær, og nu skulle det være slut. Jeg har haft mennesker i mit liv, som kun ville være sammen med mig, når jeg var glad, så det var jeg. Jeg var glad udelukkende for deres skyld.

Jeg opførte mig efter bedste evne, og ved første øjekast synede jeg som en sund og rask pige, som grinede lidt for højt og ”så godt ud selv på en mandag”. Jeg blev rost for at være smuk og for at se godt ud alle dage på ugen, hver uge.

Det blev mit nye image, og det blev en forventning fra andre. Jeg kunne ikke bare slippe det image og vise, hvor ked af det jeg var, eller hvor ulykkelig jeg havde været. Mine tidligere forhold lignede også et glansbillede. Det var først, da jeg kom ud af dem, at jeg fortalte de nærmeste, hvordan det reelt stod til. De var mildest talt chokerede over, hvad jeg havde gemt på. Ingen havde rigtig opdaget noget, fordi jeg så jo ud som om, at jeg havde styr på det hele.

Nøgleordene var nemlig, at jeg så ud som om. Jeg smilede, grinede, spurgte ind og var til stede, når folk havde brug for mig. Det var først, da jeg kom hjem og fjernede makeuppen, lod håret falde og det stramme bælte om taljen blev løsnet, at jeg kunne være mig selv. Jeg troede, at jeg skulle være noget særligt, før at andre ville elske mig. Jeg troede, at jeg skulle være den glade pige med de obligatoriske røde læber, før at andre ville lægge mærke til mig. Jeg søgte en anderkendelse for noget, som jeg ikke engang selv kunne leve op til.

Vi er kun mennesker

De røde læber og perfekte makeup er stadig en del af mig i dag. Det er en del af, hvad jeg står for, men det er bestemt ikke mig hele tiden. Jeg har forsøgt at smide facaden flere gange, men jeg træder altid varsomt. Af og til så falder den, og det er jeg blevet mere okay med. Jeg vil hellere være hende, som griner oprigtigt, når jeg føler for det end at være påtaget. Jeg vil hellere være hende, som giver sig selv lov til at græde eller blive hjemme, når jeg ikke har lyst til at være omringet af en masse andre mennesker. Jeg har siddet et utal af gange foran mit makeupspejl og haft lyst til at lægge mig ind under dynen igen, men jeg har altid endt ud i at lægge alle de rigtige streger og effekter, så de opsvulmede øjne forsvandt, og der trådte et andet menneske frem.

Jeg er allerede blevet bedre til acceptere mig selv, for den jeg er. Jeg vil altid beholde mit signaturlook, men nogle dage kan jeg godt lade facaden forsvinde og omfavne min følsomme side. Det er ikke forkert at være følsom eller blive emotionel over noget, som forekommer åndssvagt for andre. Det er min virkelighed, mine følelser og mig som reagerer på de ting, der fylder inde i mig. Det er kun mig, som ved, hvad der er rigtigt, og det er helt okay. Jeg ved nu, at jeg ikke behøver at smile hele tiden eller påmale en anden personlighed. Jeg findes i alle mulige forskellige udgaver. De gode og mindre gode dage påvirker mig. Vi har alle sammen prøvet at være ulykkelige i en eller anden grad, så derfor skal jeg ikke længere skamme mig for at reagere menneskeligt.

Klummen er skrevet af Louise Mejer, der står bag bloggen frkmejer.dk

“Jeg drukner mig selv i vin og fremmede mænd, når mit hjerte gør ondt”

Privatfoto

Jeg drukner mig selv i vin og fremmede mænd, når mit hjerte gør ondt. Jeg er direkte elendig til at håndtere mine sorger – selvom det selvfølgelig tog et par mænd at finde ud af.

Men jeg vil ikke lyve om det mere. Jeg vil nedbryde de lukkede mure, fjerne hver en mursten og ærligt erkende, at jeg ikke er okay, og jeg ved heller ikke, hvordan eller hvornår jeg bliver det igen. Jeg kan nemlig ikke sætte en deadline, som min underviser gjorde det for min eksamensopgave. Den 4. januar kl. 10:00. Gid det var så nemt.

Jeg føler mig som en fireårig, der er faldet på sit løbehjul og fået en hudafskrabning på knæet og ikke tilnærmelsesvis som den universitetsstuderende, som jeg skulle forestille at være. Jeg vil så gerne løbe grædende hen til den nærmeste voksen og få sat et Hello Kitty plaster på, men det er svært at sætte et plaster på et blødende hjerte.

Jeg sidder med en masse spørgsmål, som hverken mine bøger i organisation eller erhvervsøkonomi kan svare på. Og hvordan skal jeg så vide, om jeg griber denne sorg i mit liv korrekt an, når jeg ikke kan finde ud af, om jeg skal bruge Porters Five Forces model eller Maslows behovspyramide?

Virkeligheden vs. de sociale medier  

Jeg unfriended ham på Facebook, unfollowed ham på Instagram og fjernede ham på Snapchat. Jeg har overstreget hvert et bevis på hans eksistens – unlikede hvert et billede og slettede hver en besked.

Alligevel sørger jeg for at opdatere mine sociale medier, så han kan se, at jeg hver morgen står ud af sengen og smiler bredt – i det mindste efter at have grædt mit hjerte ud i 20 minutter.

Jeg har ladet andre mænd sove i den seng, som vi engang delte. Ladet andre mænd se mit matchende undertøj og klamret mig til hans kærlighed igennem disse ligegyldige mænd. Samtidig har jeg drukket så meget vin, at jeg ikke har kunne huske noget om det.

Jeg gjorde et ihærdigt forsøg på at benægte sandheden – bildte mig selv ind, at jeg havde været et uvidende fjols, der ikke kendte til hans sidespring.

Sandheden er, at jeg kun var et fjols – for jeg vidste godt, at den mand jeg elskede, elskede andre end mig, men jeg forsvarede ham overfor mit eget hjerte.

Min verden faldt fra hinanden 

Det var så meget nemmere at opfinde flere facitter end ved min eksamen, hvor der kun var et rigtigt svar. Der var jo så mange afgørende faktorer, og jeg brugte hver et argument – uafhængigt af dets irrelevans og tåbelighed til at redegøre for hans fejltrin.

Hele min verden faldt jo for fanden fra hinanden, og jeg byggede en mur så høj, at enhver ville tro, at jeg var forberedt til den endelige eksamen. Det var jeg ikke og jeg trak et -3 for at kaste en drink i hovedet på ham. Det var lige så uacceptabelt som at bruge Wikipedia som kilde.


Jeg har efterhånden været til et par reeksaminer, og jeg står stadig uforstående overfor, hvordan jeg skal løse denne opgave, så den indeholder de rette aspekter til at opnå en god karakter til at bearbejde sorger. Igennem min skoletid har jeg knoklet med mange eksaminer, men dette har været én af dem, der har taget mig længst tid at skrive. Længst tid at kunne sætte ord på.

Normalt flyder ordene ud af mig og et par sætninger tager hurtigt form til en helhed, når mine fingre glider over tastaturet, men det er normalt, og lige nu er alt ikke helt normalt, og mit hjerte græder stadig blod.

Jeg er færdig med at snyde

Mit karaktergennemsnit er stadig langt under gennemsnittet, når det kommer til livets udfordringer, men jeg er ved at lægge sidste hånd på denne eksamensopgave, som jeg er overbevist om at bestå på trods af dens mangler.

Jeg er færdig med at snyde og bruge Wikipedia, og jeg vil ikke lade tilfældige mænd udfylde tomrummet af ham. Jeg bliver nødt til acceptere, at ting tager tid – selvom jeg synes, at det lyder som noget opreklameret selvhjælpsfis.

Jeg er startet med at grine igen. Grine højlydt fra bunden af mine lunger. Grine af mig selv og grine af livet. Grine, når min GPS leder mig på afveje, og jeg falder over mine egne fødder – bagateller som kunne få mig i knæ og græde, fordi jeg ville føle, at hele verden var uretfærdig. Min eksamensopgave er snart færdigskrevet, men indtil da har jeg fået sat et plaster på mit blødende hjerte, og jeg er ikke bange for at rulle videre på mit løbehjul ned af den lange gang på universitet.

Klummen er skrevet af Pernille Gerstrøm, der står bag bloggen Kollisionskys

Ingen regler, ingen forpligtelser – uhh, det er én af dem med creme i!

Katja er single, og hun er glad for det

Ovenstående sætning fungerer både om kager, men også om fyre. Citatet stammer fra Timon fra Løvernes Konge. I filmen siger han det i forbindelse med, at Simba skal lære at spise en larve – med creme i. For mig er det især første del af sætningen, som er relevant. Jeg er nemlig single, og jeg er glad for det! Jeg har nemlig ingen forpligtelser i forhold til en kæreste, og jeg kan gøre, hvad jeg vil, hvorfor ‘ingen regler’ kommer ind i billedet. Jeg nyder det og er virkelig glad for singlelivet!

Jeg var glad for at være i et forhold, bevares. Og jeg kan da også sommetider savne tosomheden. Især på de dage, hvor det hele er lidt surt, og venindernes opmuntrende ord ikke trænger helt igennem. Men jeg er glad for, at jeg nu kan gøre præcis, som jeg vil og være en kæmpe egoist – for jeg skal ikke tage hensyn til andre end mig selv. Jeg skal ikke huske at skrive hjem til en eller anden, fordi jeg spiser ude (okay, det skal jeg, så længe jeg bor hos mine forældre, hvilket jeg i øjeblikket gør), jeg skal ikke stå til regning for, hvor jeg er henne, og jeg kan fylde ligeså tosset, jeg vil i min seng. Desuden kan jeg se alle de mange tøseserier, som min ekskæreste ikke gad se sammen med mig. Og jeg synes, det er fedt!

Vil jeg overhovedet have en kæreste lige nu?
Jeg har været single i ti måneder. Det har blandt andet betydet, at jeg kunne tage til Madrid med min bedste veninde. Hun vil for evigt være min bedre halvdel, og hun følger med i ‘Katja-pakken’ til den fyr, som jeg ender sammen med. Jeg ville også kunne tage hende med, selvom jeg havde en kæreste. Men mit ærinde i Madrid lagde op til, at jeg havde en mandlig ledsager med. Da jeg ikke havde sådan en, måtte min veninde træde frem og stille sig i en kærestes sko. En rolle, hun med glæde påtog sig! Vi havde en sand fest og nød hinandens selvskab på en rigtig dejlig venindetur.

For jo, jeg vil gerne finde en kæreste igen. For jeg kan faktisk rigtig godt lide at have et menneske så tæt på mig, at jeg kan fortælle ham ting, som ikke engang mine tætteste veninder ved. En, som kan holde om mig, når livet er både dejligt, og når det er surt, og som jeg kan spise kage og drikke te sammen med, mens vi ser Den Store Bagedyst.

Og jo, jeg er den type! Samtidig ved jeg også, at jeg på ingen måde er klar til at lade nogen komme så tæt på, som en kæreste vil gøre på nuværende tidspunkt. Jeg har nok i mig selv og mit eget liv lige nu og har slet ikke tid og overskud til en anden person i min dagligdag. Så kæresten skal på ingen måde komme lige nu.

Tilpas i eget selvskab
Jeg er nemlig generelt rigtig glad for mit eget selvskab. Jeg er én af de få personer i verden, som gerne vil gå i biografen alene. Jeg nyder også en tur i gågaden for mig selv og kan generelt tilbringe timer i mit eget selvskab – og nyde det. Jeg hviler nemlig i mig selv. Derfor er jeg også sikker på, at der en skønne dag, nok skal dukke en skøn mand op, krydse min vej og feje benene så meget væk under mig, at jeg ikke når at reagere, før jeg rammer jorden – og han selvfølgelig griber mig. Man er vel håbløs romantiker.

En af mine veninder sagde en dag til mig, at jeg er så sød, skøn og dejlig, at jeg skal finde en på samme niveau. Og det kommer til at tage tid! Hendes ord varmede mig meget, og jeg glæder mig til, at den dag kommer. Men lige nu vil jeg langt hellere nyde mig selv, min store seng og mine skønne veninder samt deres børn og mænd, uden andet påhæng end min taske. For i øjeblikket er de gøremål bedre alene end med et mandligt selvskab. Derfor nyder jeg min singletilværelse og lader datinglivet stå i stampe, indtil jeg føler mig klar til det igen.

Undskyld, men hvem satte grænsen ved to sabbatår?

Undskyld, men hvem satte grænsen ved to sabbatår?

På glædens dag, hvor vi alle sad med huer og forskellige grader af promiller til dimission på mit gymnasium, havde rektor fornøjelsen af at være den første til at påskynde os nyudklækkede studenters videregående uddannelse. Det var jo vores pligt som gode borgere at tage del i samfundet, og det kunne i princippet kun gå for langsomt. Selvom jeg fandt denne tale særdeles demotiverende, havde jeg på forhånd accepteret budskabet. Selvfølgelig skulle jeg kun have to sabbatår, der var ingen pointe i at tage flere, og jeg skulle i hvert fald ikke miste den statsbestemte gennemsnitsbonus!

Det ene år tog det andet

Men man har jo et standpunkt, til man tager et nyt, og mit syn på sabbatår ændrede sig løbende. Efter at have arbejdet i over et år – både i Danmark og i Grønland fik jeg udrejselængsel, købte en backpack og rejste ud i verden. Da jeg vendte hjem efter tre måneder, var det gået op for mig, at man faktisk kan bruge sine 20’ere på andet end universitetet. Der er muligheder udenfor Danmark, som ikke er betinget af uddannelse og tilhørende job.  En helt ny virkelighed åbnede sig, og jeg begyndte blandt andet at drømme om Melbourne, en by jeg besøgte som barn, og som jeg stadig er smaskforelsket i. Udfordringen var bare, at mine to år var ved at udløbe, og pludselig var det ‘forbudte’ koncept en realitet: Et tredje sabbatår.

Mange måneders tøven

Jeg kunne ikke droppe tanken, da den først havde indprentet sig i mit hoved, men samvittigheden og andres forventninger til min fremtid forstyrrede mine tanker. Hvad ville mine forældre sige? Kunne jeg forlade min kæreste for at bo på den anden side af jorden? Ville mine venner putte mig direkte i taberkassen? Problemerne i mit hovedet ledte mig i sidste ende til spørgsmålet: hvorfor er det mig, der er forkert? Det burde egentlig være okay, at regnestykket student + sabbatår ikke nødvendigvis er = to. Hvorfor skal vi have så travlt? Det handlede på ingen måde om, at jeg ikke var klar eller ikke vidste, hvad jeg skulle studere. For mig handlede det om, at studiestart betød fem års forpligtelse til ét sted, og efterfølgende ville jeg sandsynligvis ikke have motivationen og mulighederne til at rejse ud med samme frihedsfølelse som nu. Min konklusion blev, at et tredje sabbatår ikke udelukkede studiestart, men studiestart udelukkede et tredje sabbatår, og således tog logik beslutningen for mig.

Stadig på farten

Det er næsten otte måneder siden, jeg vinkede farvel, og jeg har ikke set mig tilbage. I stedet har jeg lært at stå på egne ben, at være lykkeligt ensom, åben og tosproget. Desuden kan jeg nu kreere en pænt god kaffe med latte art og hele molevitten.

Det danske uddannelsessystem er fantastisk, og det bliver set på med misundelse i resten af verden, fordi vi har gratis uddannelse og en kultur, der accepterer sabbatår. Jeg ville bare ønske, at vi kunne skubbe diskursen på denne øvre grænse á to år en smule, for vi er nogle, som kan drage nytte af lidt længere tid.

Hvis du vil læse mere om Helenas nuværende eventyr, så er du velkommen til at besøge hendes blog her: www.onemoregap.com

Det har jeg lært ved at se The Walking Dead

Mange, især mine forældre, mener ikke, at man kan lære noget ved, at se serier på Netflix, Viaplay og lignende streamingtjenester. Her må jeg sige, at jeg er uenig. Jeg har nemlig lært meget ved at se serier på diverse tjenester – blandt andet ved at se The Walking Dead og dens prequel Fear The Walking Dead.

Dræb dem, som gør dig ondt – med det samme!
Jeg har trævlet de første seks sæsoner igennem af The Walking Dead. Her har jeg fået en meget vigtig livslektie: Hvis nogen gør dig ondt i en sådan grad, at du ønsker dem død – så dræb dem! Så hurtigt, som muligt! De vender altid tilbage, og gør dig endnu mere uret (SPOILERALERT!). Og jo, de vender ALTID tilbage. Ofte på de mest ubelejlige tidspunkter, hvor du leder efter mad, eller livet bare generelt er surt.

Og husk for guds skyld: Skyd dem i hovedet. Ellers kommer de bare tilbage som zombier, og så er helvedet løs igen.

Mennesker er generelt bare nogle svin
Ens egen gruppe er the shit (med få undtagelser) – alle andre er nogle upålidelige sataner, som kun er ude på at stjæle fra andre mennesker – eller dræbe dem. Man skal derfor, som udgangspunkt, ikke stole på andre end sig selv og sine allernærmeste. Selv dér, kan man desværre aldrig vide sig sikker. Hovedregler for det? De findes ikke. Det skal jo helst ikke være for nemt, vel?

Opskriften på at overleve et zombieangreb
Man skal tjekke, hvad zombierne reagerer på (lys, lyd, lugt af blod, etc.) og hvor hurtigt, de bevæger sig fremad. Kender du disse ting, kan du undgå disse kilder til fare, og du ved, hvordan du skal flygte. Derudover skal du alliere dig med nogle muskuløse mennesker, som kan slå zombierne ihjel. Jægere eller politimænd er en fordel, da de kan ramme plet med et gevær eller lignende.

Vil du allerede nu forberede dig til et forestående zombieangreb, så skal du i gang med skydetræningen og kunne løbe lang tid med tung balast på ryggen. Du skal desuden være en dygtig bilist, da du kan være heldig at finde en bil med benzin og kunne flygte i den.

Her skal det bemærkes, at alle generelt er i vanvittig god fysisk form. Det er fuldstændig underordnet, om det er politimænd eller lagerarbejdere – de kan alle sammen løbe fra zombierne og redde deres eget skind. Der er altså håb for alle os, som ikke har tænkt sig at kaste os over den intensive træning.

Hav altid et våben på dig
Hvad enten dit våben er en pistol, hammer, økse eller andet, så hav den altid på dig! Efter at have set The Walking Dead er jeg ikke længere i tvivl om, at zombierne gemmer sig alle steder: Forladte huse, hospitaler og supermarkeder. Husk derfor at lave lyde (hvis zombierne reagere på dette jævnfør forrige punkt), så de dumme bæster giver sig til kende, og du ikke pludselig bliver overrasket.

Hvad med mad og vand?
Vi ved alle, at mad og vand er en livsnødvendig bestanddel i vores hverdag. Uden mad kommer man ikke langt under en zombieapokalypse. Sjovt nok, så er mad intet problem, så længe du og din gruppe har det godt. Det er først, når det begynder at gå dig skidt, dine venner dør eller din overlevelse afhænger af dit samarbejde med nogle bøller, at mad bliver et problem. Så skal der pludselig kæmpes for den – og det er svært for alle at blive mætte, og du kan få lyst til at spise døde hunde og mennesker, som zombierne allerede har haft gang i. Og hvem har lyst til det?

Strøm og uanede mængder af bilen med en fuld benzintank, under en zombieapokalypse, er desuden heller ikke et problem. Du kan således tage et varmt bad (hvis du vel og mærke har fundet dig et samfund at være en del af), lave varm mad dagligt og køre dig en tur uden at tænke synderligt over det.

Du kan stadig finde din store kærlighed
Hvis der er noget, The Walking Dead har lært mig, så er det, at man stadig kan finde den store kærlighed under en zombieapokalypse. Udvalget bliver kraftigt indsnævret (det er især vanskeligt for mændene at finde en ny kvinde), men jeg har set flere eksempler på, at en mand og en kvinde har fundet sammen – også selvom de tidligere (SPOILERALERT!) har mistet deres livs store kærlighed.

Det kan desuden også godt lade sig gøre at få børn. Det er ikke altid at moderen overlever, men børnene kommer til verden, vokser op og bliver sunde og raske. Det, til trods for manglende modermælkserstatning.