Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]

 


“Det, der føltes som mit livs nederlag, endte med at bygge mig op helt forfra”

Gæsteblog på woman.dk

På papiret så alting rigtigt ud. Jeg havde netop skrevet under på en stor pladekontrakt på ét af Danmarks største pladeselskaber. Stolt skiltede jeg med min bedrift på Facebook, og folk hujede og lykønskede mig i kor. Men under overfladen var jeg rædselsslagen. Styret af en gennemsyret frygt for ikke at kunne slå til i min egen drøm, som endelig var gået i opfyldelse. Frygten åd mig op dag for dag, og i praksis betød det, at jeg var en dårlig og tilbageholdende udgave af mig selv, som krøb langs panelerne på pladeselskabets hovedkontor. Jeg undlod at fortælle mine samarbejdspartnere om det, jeg ville, og håbede i stedet på, at de kunne gætte det. Derudover takkede jeg nej til store, vigtige tilbud af frygt for at falde igennem. Jeg vidste, at hvis jeg sagde ja til at spille en koncert eller begyndte at udgive mine sange, så kunne nogen komme og sige, at jeg var dårlig, og så brød det med min egen illusion om, at jeg kunne noget. Så længe jeg sagde nej og ikke gjorde noget, var jeg potentielt verdens bedste. Det var nemmere bare at have min kontrakt liggende på mit natbord som en blåstempling af mit talent. Den strategi og falske form for tryghed var selvfølgelig uholdbar, og mine samarbejder blev mere og mere anstrengende at være i. Til sidst blev jeg, ikke overraskende, fyret – og jeg måtte helt ned under gulvbrædderne, før jeg forstod min egen andel i alt det her.

Den forliste drøm

Den frustration, som gennemsyrede hele min karrieresituation, var i virkeligheden et udtryk for en forlist drøm. I virkeligheden drømte jeg om at være den kvinde, som bankede døren op til kontoret på pladeselskabet og sagde: ‘Nu skal I bare høre, hvor mange ambitioner jeg har’ - jeg vil sælge guld, jeg vil spille til Grøn Koncert, jeg vil have denne producer til at producere mine sange, og jeg vil have denne instruktør til at lave mine videoer’. I stedet var jeg blevet forvandlet til en bangebuks, som ikke tog ansvar for noget af alt det, jeg drømte om. Og når jeg ikke ville sætte retning og gå forrest og fortælle mine samarbejdspartnere om, hvad jeg ville, så var det i virkeligheden, fordi jeg var bange for at fejle. For hvis jeg tog et initiativ, så var det også min skyld, hvis det gik galt.

Mod er nøglen til forandring

Efter fyringen kæmpede jeg med selvbebrejdelser og forsøgte at finde hoved og hale i, hvad det var, der gik galt, og hvorfor jeg ikke kunne forløse denne store mulighed, som jeg havde kæmpet for at opnå i fem hårde år. Jeg begyndte så småt at forstå, at hvis jeg ville have nye resultater, så var det mig, der måtte ændre den måde, jeg var i verden. Jeg havde ikke noget at miste, så derfor tog jeg tilløb som aldrig før, og til en forandring begyndte jeg at agere modigt! Det fik mig til at sætte mit livs karrieremæssige milepæle, og det følgende år efter kontraktforliset blev et af mine bedste arbejdsår – både mentalt og resultatmæssigt. Jeg begyndte selv at opføre mig som en ærlig autoritet, der vidste, hvad jeg ville, når jeg engagerede mig med folk, som havde indflydelse på mit arbejdsliv. Effekten var overvældende. Pladeselskabet NorM Records var det første, jeg stiftede med tre selvvalgte partnere. Partnere, som jeg elskede at arbejde med, og som gjorde mig ivrig efter at møde på kontoret hver morgen. Vi etablerede events, koncerter og en stor viral artist-konkurrence i samarbejde med Vi Unge, og vi rejste pengesponsorater fra store virksomheder. Jeg udgav min debut-EP og spillede fede koncerter, blandt andet som opvarmning for Veronica Maggio. En dag blev jeg kontaktet af tøjmærket Noa Noa, som ønskede at bruge mig som rollemodel i en kampagne om kvindelige iværksættere. Jeg kunne endelig høste frugterne af at være modig og en bølge af succesoplevelser ramte mig. Det var den fedeste følelse, og jeg havde en fest!

Ingen kom og tog mig i hånden

Livet leves forlæns og forstås baglæns, og efter denne rejse blev det pludselig meget synligt for mig, hvor fraværende jeg havde været i at tage styring i mit eget (arbejds)liv og i at fortælle andre mennesker om, hvad jeg gerne ville. Når jeg ser tilbage, havde jeg nok i min naivitet troet, at nogen ville komme og tage mig i hånden og sørge for, at alle mine drømme gik i opfyldelse. Men det var der ikke nogen, der gjorde, jeg skulle selv kæmpe for at få noget ud af den store mulighed, jeg fik. Allerede fra starten fik jeg dannet præcedens for at være hende, der ikke turde at ‘ville noget’. Og jo længere tid der gik, jo sværere blev det at vende skuden og omdefinere mig selv hos mine samarbejdspartnere.

Livet giver dig, hvad du har modet til at bede om

Det, der føltes som mit livs nederlag, skulle alligevel ende med at bygge mig helt forfra – som et modigt og viljestærkt menneske. I dag har jeg forladt musikken og gjort det til min beskæftigelse (som karrierecoach) at hjælpe andre kvinder med at lykkes og med at definere, hvad de vil. Jeg møder ekstremt mange, som er lige så forvirrede, som jeg selv var. Når man begynder at sige højt, hvad man gerne vil, så er man modig og tager ansvar for sig selv – og det er vel i virkeligheden det, der er et af livets fornemmeste opgaver. Og husk, som Oprah Winfrey så fint har sagt det: ‘Livet gi'r dig, hvad du har modet til at bede om’. Lad det være min inspiration til dig, som står overfor nogle vigtige skridt i din karriere: Få styr på, hvad du vil, og fortæl andre mennesker om det!

Besøg Marias univers på www.vejentilsejer.dk

“Du er ikke sær, bare fordi du i en alder af 20, 30 eller 40 endnu ikke har fundet din sjæleven”

Sidder du derude og har en lille smule kuk i kasketten over, at du endnu ikke har fundet Mr. Grey, den eneste ene, eller hvad du nu rigtig gerne vil, vil du så ikke godt love mig at stoppe op og lige huske den frihed, der følger med singlelivet. Du er din egen, helt din egen, og det hele kan vende på en dag, og det er ikke for sjov.

Jeg kan godt have galoperende stress over, at næsten alle mine veninder nu har barn nummer to, men det skal nok også komme til mig. Jeg har bare haft travlt med en lang uddannelse og et forhold, som så alligevel ikke viste sig at være dét. Det skulle vi bare have indset mange år før, sådan er det. Jeg lever en dag ad gangen, stressen gavner ingen, jeg nyder friheden, spontaniteten, tosomheden og være tante for en masse dejlige unger, som kan passe mine børn, når tid er. For den tid kommer også til mig, jeg skulle bare lige opleve livet fra en anden side først. Så husk, at lige meget, hvor du er i dit liv, er dét det rigtige for dig.

Tag på date, spring ud i det! 

Du er ikke underlig, sær eller anderledes, bare fordi du i en alder af 20, 30 eller 40 endnu ikke har fundet din sjæleven. Tag på date, spring ud i det, dans, drik, send frække sms’er, og græd over dig selv og andre. Jeg er rigtig glad for dér, hvor jeg er nu, men efter syv års forhold trængte jeg til at føle mig fuldstændig uafhængig af nogen. Jeg ville være fri, flirte, græde, grine, være fuld på en mandag og faktisk bare være mig. Det tog mig to år, før jeg var klar til to tandbørster i tandkrusset.

Jeg var egentlig skideheldig, at da jeg blev single, var Tinder datingens svar på Just Eat. Jeg sagde til mig selv, at dating, “det er ikke mig”, og Tinder var i hvert fald slet ikke stedet, jeg skulle møde en kæreste. Jeg downloadede en netflix-spis-chips-i-sofaen-søndag appen Tinder. Jeg var skuffet over, at min kæreste igennem syv år virkede til fint at være kommet videre; selvfølgelig skulle han også det, for det skulle ikke være os, men jeg havde ikke forståelse for, at hans følelser var klar til at skulle noget andet. Hans bearbejdelse var helt anderledes end min. Der var ingen fremtid for os, og det er jeg helt bevidst om, når jeg lige tager bakspejlet frem.

Swipede mellem at tage hawaiipizzaen til højre eller venstre

Jeg downloadede altså Tinder og swipede mellem at tage hawaiipizzaen til højre eller venstre, sådan følte jeg det faktisk. Det er jo et kødmarked uden lige og så overfladisk, at jeg næsten ikke kunne kigge mig selv i spejlet, men jeg fandt sgu også hurtigt ud af, at det var et selvtillidsboost, når matchene tikkede ind. Og det var egentlig også et meget hyggeligt tidsfordriv, som at begynde at lave kryds og bolle med sidemanden på dugen til Olgas 70-års, i selskabslokalet fra nogenlunde samme årstal som Olgas første fødselsdag. Jeg elskede og hadede Tinder, jeg slettede ofte appen, for jeg skulle “aldrig bruge det lort mere.” Efter et par uger (dage/timer) downloadede jeg igen lortet, og fik de resterende singleveninder til at gøre det samme – for noget godt kunne jeg da fortælle.

I starten var jeg virkelig en pussy på alle tænkelige planer, jeg ville måske egentlig gerne have bekræftelsen, men var ikke klar til at tage steppet ud af min comfortzone og måske møde en mand, der ikke ville se mig igen. Jeg havde mange og lange samtaler med mænd, hvor nogle kun forblev pennevenner, og faktisk næsten dem alle komplimenterede mine formuleringsevner og min utrolig sjove måde at være på (skrive på.) Det betød, jeg havde to dejlige 'Just Eat'-år med alt, hvad der hører til.

Derfor her en lille Tinder-guide:

  • Det er helt normalt at blive grebet af panikangst på første date
  • Vin er en god icebreaker
  • “Vi kan se en film” betyder stadig ikke, at I kommer til at se film
  • Forvent aflysninger på dagen
  • Køge er langt væk, når det meste hot stuff befinder sig i hovedstadsområdet
  • Din netbank er fyldt med optankninger på rejsekort.dk
  • Det er meget ubehageligt at sidde i toget på vej hjem, når andre er på vej på arbejde
  • Pak altid din tandbørste
  • Snak aldrig om dine tidligere Tinder-dates, der er bare noget yderst ucharmerende over det
  • I ejer ikke hinanden efter første date
  • Han er sødere, end du troede
  • Han er dummere, end du troede
  • Der er noget lidt akavet ved at spise sammen med et menneske, man ikke kender
  • Hav altid en flugtplan
  • Se altid efter nødudgange
  • De ser også andre
  • Du finder måske også andre pige-/mandehår i sengen
  • Tinder-dates kan ende ud i rigtig gode venskaber
  • Giv altid (for det meste) folk en chance for en ekstra date
  • Kan man få noget imod rødmen?
  • Fortæl altid en eller to personer, hvor du er, hvis du skulle ende på date med en seriemorder
  • Du kan møde dine dates på clubben – flere på samme tid
  • Se efter, om dine dates kender hinanden
  • Tjek dem altid efter på Facebook - nogle er gift og i forhold
  • Hav en backup-plan, når du flygter midt om natten
  • Det er okay at blive afvist
  • De søde ord er ikke altid kun til dig
  • De kan have børn
  • Du kan være nødt til at lyve
  • Sig altid, du skal passe en kat dagen efter.. meget, meget tidligt om morgenen
  • Det er godt at være uden arbejde i perioden
  • Du sover ikke altid otte timer om natten
  • De søde ord er til dig… noget af tiden
  • Tinder er et callcenter
  • Du kan møde en kæreste
  • Du kan komme på masser af dates med den samme
  • Virker han ikke interesseret, er han det som regel ikke
  • Du kan blive unmatchet igen
  • Du kan blive positivt overrasket
  • Du kan tage på flere dates på én dag
  • Kast dig ud i det
  • Det er skidehamrende sjovt

Følg med i flere af Pernilles skriverier på bloggen farvensort.bloggersdelight.dk

Helene led af anoreksi: “Jeg er glad for, at jeg tog kampen op og valgte at blive sygemeldt”

Klumme fra læsere

I 2013 var jeg en pige på 18 år. Jeg var lige startet på social -og sundhedshjælperuddannelsen. En uddannelse med meget fokus på sundhed og motion. På det tidspunkt har jeg en sød kæreste, men det er som om, at motion bliver vigtigere end ham. Jeg ville så gerne have den der toptrimmede krop og være ultratynd. Det blev ret hurtigt rimeligt meget, mens jeg blev ved med at skære ned på mad. Jeg var slet ikke til at være i nærheden af, hvis jeg ikke fik min “rus” – altså motion.

Det blev hurtigt svært at følge med i skolen. Det vigtigste var at få smidt madpakken ud, når jeg mødte om morgenen. Jeg fandt faktisk ret hurtigt ud af, at jeg havde et problem, men jeg kunne ikke finde ud af, hvad det var. Jeg troede, det var stress på daværende tidspunkt. Jeg snakkede med skolens coach, hvor hun hurtigt fandt frem til, at jeg skulle til en psykolog. Jeg blev ved med at tabe mig og dyrkede alt for meget motion. Jeg startede til psykolog, hvor vi fandt ud af, at jeg havde en spiseforstyrrelse: anoreksi. Hun mente, jeg skulle i noget rigtig behandling. Så hun ringede til min læge og fortalte hvordan og hvorledes. Jeg tog ned til min læge, men hun kunne absolut ikke se, at der var et problem. Jeg var grædefærdig – var det bare noget, jeg bildte mig ind? Det var det, jeg tænkte, så jeg prøvede bare at tænke, at det var nok bare sådan, man skulle have det. Min daværende kæreste og jeg blev enige om, at vi ikke skulle være kærester mere. For jeg kunne simpelthen ikke overskue det, og det kunne han faktisk heller ikke.

Center for spiseforstyrrelser 

Efter ca. 3-4 måneder, hvor det ellers kun var gået ned ad bakke. Jeg havde tabt mig en del og havde det bare rigtig skidt. På det tidspunkt var jeg nede på 43 kilo. Jeg tog til læge igen med en dårlig fornemmelse. Til sidst overgav hun sig, og hun henvendte mig til Center for spiseforstyrrelser i Herning.

Jeg kom til den vurderende samtale ved Center for spiseforstyrrelser. Jeg var meget nervøs, for jeg var stadig bange for, at det bare var noget, jeg bildte mig ind. Der var ingen tvivl, jeg led af anoreksi. Hun mente faktisk, at det var bedst, jeg blev sygemeldt, men det kunne jeg ikke tage seriøst – så syg var jeg vel heller ikke? Men det endte med, at jeg blev sygemeldt.

Jeg fandt ret hurtigt ud af, at det var virkelig hårdt arbejde. Jeg skulle tage 500 gram på om ugen. Jeg skulle spise over dobbelt så meget, som jeg var vant til. Motion måtte jeg ikke, jeg forstod ikke, hvad det var, jeg havde sagt ja til. Lægen fortalte, at jeg skulle tage 16 kilo på. Det eneste, jeg tænkte, var “ja det er fint, men det kommer ikke til at ske”. 

Han er min største støtte 

Kort efter jeg var startet i behandling, mødte jeg en sød fyr i byen, jeg synes, han virkede spændende, og vi sås nogle gange efter. Hvorfor måtte han røre ved mig, når min eks ikke måtte? Jeg forstår det stadig ikke. Men det viser sig, at han kom til at være den, der kæmpede allermest med mig. Han er min største støtte.

Efter ca. 5 måneder var jeg halvvejs med at nå min målvægt, MEN det var også gået i stå. Jeg måtte indse, at jeg havde brug for endnu mere hjælp. Jeg startede på daghospital. Det var netop det, der gjorde, at jeg kunne komme videre. De havde meget stramme regler. For hvis man ikke tog 500 gram på i ugen, blev man smidt ud! Mange vil nok synes, det er for groft, men det var det ikke. Det var dér, hele motivationen lå, for ellers skulle jeg jo stå alene med det, og det var det sidste, jeg ville, idet jeg havde det så skidt og var klar til at få hjælp.

Jeg fik taget de sidste kg på, men det var svært, for det var ufattelig meget mad, jeg skulle have for at tage på. Til sidst lykkedes det, og jeg blev udskrevet. Jeg startede i efterbehandling, hvor jeg kort tid efter blev meget deprimeret. Lægen konstaterede, at jeg havde fået en depression. FEDT, endnu en sygdom… Jeg startede på antidepressiv medicin, men fandt hurtigt ud af, at jeg skulle prøve nogle forskellige, før jeg fik det rigtige for mig. Det kostede også en indlæggelse.

Kæmp dig ud af det!

I dag er jeg 21 år og bor med min kæreste, som jeg har haft igennem hele det lange forløb. Det har været nogle ubeskrivelige hårde år, men jeg kom igennem det og har aldrig været stærkere. Det kan godt være, jeg stadig er på medicin, og jeg stadig slås med min krop, men forskellen er, at nu er det mig der bestemmer, det er mig, der styrer mit liv. Lige om lidt starter jeg på handelsskolen, og så har jeg fået en læreplads i Matas til februar.

Jeg er glad for, at jeg tog kampen op, at jeg valgte at blive sygemeldt. Det kan godt være, det tog 3,5 år, men hvis jeg ikke havde gjort det, så ved jeg ikke, hvor jeg var i dag. Jeg håber, at andre kan få motivationen til at tage kampen op, for hvis man bliver ved med at kæmpe, selvom man ligger ned, så kan det godt lade sig gøre.

Mettes mor fik kræft: “Jeg var 22 år, men pludselig var jeg mere afhængig af min mor end nogensinde før”

Det er cirka et år siden, at min tankegang og liv ændrede sig markant. Jeg var netop kommet hjem fra en dejlige sommerferie i Thailand med min kæreste og var oprigtig glad. Første år på mit studie som lærerstuderende var gået, og jeg var glad og nød sommeren og friheden.  

Men tre dage efter hjemkosten fra Thailand er en dag, jeg aldrig glemmer. Min mor og far ringer uanmeldt på dørklokken, hvor jeg stadig befinder mig i sengen. Jeg åbner døren og kan med det samme se alvoren i deres øjne, selvom de prøver at skjule det. Jeg aner intet om, hvad der skal ske eller er sket, men jeg ved, det er alvorligt. Da jeg krammer min mor i gangen, begynder vi begge at græde – uden jeg endnu ved besked om, hvad der sker. Men jeg ved, at det, der sker, ikke er godt.

Vi sætter os ned i stuen, og min far forklarer, at de netop har været på hospitalet, fordi mor har en knude i brystet. EN KNUDE I BRYSTET! Jeg begynder at græde, imens min far forklarer videre. Jeg husker, at jeg få en pludselig følelse af enorm frygt for at miste min mor. Jeg bliver helt dårlig. Min mor er hende, der plejer at være stærk og holde sammen på familien, og nu sker det her. Jeg husker at jeg kaster med en pude igennem stuen og græder og skriger. Det er så urimeligt og uvirkeligt for mig. Min far er god til at forklare og prøver ihærdigt at berolige mig og fortælle mig, hvad der skal ske. Hans støtte og ro er uundværlig for både mig og min mor.

Det føltes som evigheder 

Den næste tid går med lægesamtaler, og min mor bliver opereret nogle uger efter. Mig og min far følger hende helt ned til operationsgangen, og vi kysser hende og ønsker held og lykke. Først efter operationen kan de fortælle os, om det har spredt sig til lymferne. Mig og min far venter spændt. Det føles som evigheder. Men min far er sej, og vi snakker om, hvordan alt nok skal gå uanset hvad. Han holder hovedet højt og tror på det bedste.

Det viser sig heldigvis, at kræften ikke har spredt sig. Det fejrer vi. Det er den bedste nyhed. Min mor smiler også i hospitalssengen. Jeg ved, hun har været bange, og derfor er hun også lettet nu. Lægen fortæller samtidig, at operationen er gået fint, og de har fået alt ud. Min mor kommer hjem senere samme dag. Hun er ved godt mod.

Hun skal efter en måned begynde sin kemobehandling og efterfølgende stråler. Jeg husker, jeg var med  til lægesamtalen med min far og mor, hvor lægen nævner ordet ‘kemo’. Og jeg husker, hvordan jeg blev helt dårlig indeni, og tårerne begyndte at trille af mine kinder. Den behandling skulle være så hård, og man taber jo håret. Jeg fik ondt af min mor, selvom hun sad der i stolen og sagde “Det skal jeg nok klare! Bare jeg bliver rask”. Hun var sgu sej. Behandlingen begyndte, og vi skiftedes til at være med hende som underholdning til hendes behandlinger. Jeg var meget med på hospitalet. Det var mig selv, der ville, selvom mine forældre tit spurgte, om jeg var sikker på, det var en god ide. Jeg tror, grunden til, at jeg deltog så meget, var, fordi jeg skulle forsikres om, at hospitalet behandlede min mor godt. Det var det vigtigste. Hun fortjente det bedste.

Ligeglad med alle andre

Da min mor begyndte at miste håret, var jeg med hende inde og finde den perfekte paryk til hende. Det var skræmmende, da frisøren barberede det sidste hår af hende – men jeg kunne mærke, hun var glad for, at jeg var der sammen med hende. Og jeg var glad for at kunne være der for hende. Jeg synes, hun var smuk uden hår, men hendes nye paryk klædte hende også. Parykken blev dog mest brugt på arbejdet, for som hun sagde, ville hun ikke skræmme børnene på skolen, som hun arbejdede på. Så snart hun var hjemme, blev parykken smidt.

Jeg husker en dag, hun ikke havde paryk på, og vi skulle ud og shoppe, da spurgte hun mig i bilen: “Vil du gerne gå med mig, når jeg ser sådan her ud?” Jeg kiggede dumt på hende og sagde “Ja selvfølgelig! Du er smuk! Så længe du er rask, er jeg fuldstændig ligeglad, hvordan du ser ud.” Hun smilede. Hun ville ikke være pinlig for mig. Jeg havde ikke engang tænkt tanken, for lige nu satte jeg mere pris på min mor end nogensinde før. Jeg var stort set ligeglad med alle andre, bare jeg var sammen med min mor. Og ja, jeg er 22 år, men i denne periode følte jeg, at jeg var 5 år og mere afhængig af min mor end nogensinde før. Min familie var det eneste jeg kunne overskue. 

I denne tid betød det også, at jeg mange gange takkede nej til sociale arrangementer med studiet eller nye mennesker. Jeg følte mig ind imellem kedelig og asocial, men jeg kunne ikke overskue det. Jeg kunne samtidig blive træt af folks brokkeri over ligegyldige ting. Det var en forfærdelig følelse, for selvfølgelig har de lov til at brokke sig over, at det er regnvejr, og deres nye sko er gået i stykker – men come on, jeg følte, der var værre ting end regnvejr og sko lige nu. Det var en mærkelig følelse, og jeg fik det dårligt med mig selv over, jeg kunne blive irriteret over det. Jeg følte mig samtidig forkert, når jeg meldte afbud til ting. Men jeg valgte at bruge min tid på mine bedste veninder, min kæreste, mine dejlige håndboldpiger og min familie. Det var de ting, der gav mig energi. De var trofaste støtter, når jeg var ked af det og havde brug for et kram, men også dem, der kunne få mig til at grine og have det sjovt. For hvis der var noget, min mor og far sagde til mig i denne tid, så var det, at man skulle leve livet, og det var helt okay at have det sjovt. 

Min familie er den sejeste 

Jeg kunne nogle gange få en mærkelig følelse i kroppen, når jeg havde det sjovt. Jeg følte, at det ikke var okay at grine, når nu min mor havde kræft. Men selvfølgelig er det okay. Jeg ved, at min mors største ønske var, at jeg havde det godt. Hun var selv god til at hygge sig med sine veninder, forkæle sig selv og nyde livet. Hun satte sig sgu ikke bare ned og havde ondt af sig selv, og det skulle jeg heller ikke. Hun arbejdede stort set fuld tid i hele hendes sygdomsforløb, og jeg var imponeret over hendes måde at gribe tingene an på. Jeg kunne få dage (kan jeg stadig) hvor jeg kunne græde i flere timer, fordi jeg nok var bange. Det var svært at sætte ord på, hvad der præcis gjorde mig så ulykkelig, men set i bakspejlet var det nok frygten for at miste min mor, der gjorde mig bange. Til trods for at hun klarede alle behandlingerne godt, så sad det stadig i baghovedet. Man ved jo, at kræft er en sygdom, mange dør af. Jeg frygtede det stadig. De dage hvor jeg havde det værst, var min mor og far den bedste støtte. De formåede at overbevise mig om, at alt nok skal gå, og var den bedste støtte igennem alt – og er det stadig. Vi blev gode til at snakke om tingene og støtte hinanden. Når min mor smilede til mig og trøstede mig, så blev jeg alligevel overbevist om, at alt nok skal gå.

Jeg er sikker på, at hendes positive sind også var skyld i, at alle behandlinger gik, om de skulle. Hun klarede alt så fint og bevarede modet hele vejen. Den 3. marts kunne vi efter hendes sidste strålebehandling fejre, at hun var rask. Det var en festdag. Og jeg var mere stolt end nogensinde før. Min familie er den sejeste.

Det har været en hård tid, men intet sker, uden det er godt for noget andet. Denne tid har fået mig til at være glad for hver dag, man får. Den har fået mig og min familie tættere på hinanden end nogensinde før. Og så har den fået mig til kun at bruge tid på de ting, der giver mig energi. Jeg er blevet bedre til at sige nej til ting, der ikke giver mig energi og i stedet for bruge tiden på de mennesker, der betyder allermest. Det er skræmmende, hvordan ens liv kan ændre sig fra en dag til en anden. Jeg kan stadig opleve dage, hvor frygten for at miste tager over. Men der er heldigvis længere imellem de dage, og jeg prøver at nyde hvert øjeblik med dem, jeg elsker. I søndags fejrede vi min mors 51 års fødselsdag med familien, og jeg glæder mig til at fejre mange flere fødselsdage sammen med hende fremover.

“Jeg gemte ulykken bag de opadvendte, røde læber og et falsk smil”

Jeg har brugt meget af mit liv på at gemme mig bag min makeup og mit tøj, fordi det var skamfuldt at være sensitiv. Jeg vidste ikke, hvordan jeg ellers skulle bære mig ad, og de mange tårer, som fyldte mig hele tiden, var noget som ifølge mig burde gemmes væk. Jeg er blevet skældt ud for at have grædt i utide eller på tidspunkter, hvor det ikke nødvendigvis var så ”voldsomt”, at man burde stå der og græde.

Jeg fandt hurtigt løsningen på de mange tårer og det alt for sensitive jeg. Det var at tage makeup og tøj på, som gav en illusion af glæde og en rank holdning. Jeg ville ikke spilde min 300 kroner dyre foundation eller ødelægge min perfekte eyeliner, så derfor var jeg nødsaget til at holde tårerne inde eller stå ude på badeværelset vinklet helt rigtigt, så de ikke ødelagde ansigtet. Jeg har malet mine læber røde og derved påklistret et smil, så folk ikke opdagede, at alting ikke var, som det skulle være. Jeg har skjult en hel verden af følelser bag kosmetikken.

Det perfekte image måtte ikke krakelere 

Jeg har altid været en følsom pige. Lige siden at jeg var helt lille, kunne jeg blive hysterisk over, hvad der lignede ingenting. Da jeg blev ældre, udskiftede jeg hysteriet med en facade, som forekom glad. Jeg ville ikke lade paraderne falde, fordi folk måtte ikke opdage, at jeg ikke var perfekt. Jeg ville bevise overfor alt og alle, at jeg havde det godt, og at man ikke skulle bekymre sig om mig. Jeg har altid følt mig til besvær, og nu skulle det være slut. Jeg har haft mennesker i mit liv, som kun ville være sammen med mig, når jeg var glad, så det var jeg. Jeg var glad udelukkende for deres skyld.

Jeg opførte mig efter bedste evne, og ved første øjekast synede jeg som en sund og rask pige, som grinede lidt for højt og ”så godt ud selv på en mandag”. Jeg blev rost for at være smuk og for at se godt ud alle dage på ugen, hver uge.

Det blev mit nye image, og det blev en forventning fra andre. Jeg kunne ikke bare slippe det image og vise, hvor ked af det jeg var, eller hvor ulykkelig jeg havde været. Mine tidligere forhold lignede også et glansbillede. Det var først, da jeg kom ud af dem, at jeg fortalte de nærmeste, hvordan det reelt stod til. De var mildest talt chokerede over, hvad jeg havde gemt på. Ingen havde rigtig opdaget noget, fordi jeg så jo ud som om, at jeg havde styr på det hele.

Nøgleordene var nemlig, at jeg så ud som om. Jeg smilede, grinede, spurgte ind og var til stede, når folk havde brug for mig. Det var først, da jeg kom hjem og fjernede makeuppen, lod håret falde og det stramme bælte om taljen blev løsnet, at jeg kunne være mig selv. Jeg troede, at jeg skulle være noget særligt, før at andre ville elske mig. Jeg troede, at jeg skulle være den glade pige med de obligatoriske røde læber, før at andre ville lægge mærke til mig. Jeg søgte en anderkendelse for noget, som jeg ikke engang selv kunne leve op til.

Vi er kun mennesker

De røde læber og perfekte makeup er stadig en del af mig i dag. Det er en del af, hvad jeg står for, men det er bestemt ikke mig hele tiden. Jeg har forsøgt at smide facaden flere gange, men jeg træder altid varsomt. Af og til så falder den, og det er jeg blevet mere okay med. Jeg vil hellere være hende, som griner oprigtigt, når jeg føler for det end at være påtaget. Jeg vil hellere være hende, som giver sig selv lov til at græde eller blive hjemme, når jeg ikke har lyst til at være omringet af en masse andre mennesker. Jeg har siddet et utal af gange foran mit makeupspejl og haft lyst til at lægge mig ind under dynen igen, men jeg har altid endt ud i at lægge alle de rigtige streger og effekter, så de opsvulmede øjne forsvandt, og der trådte et andet menneske frem.

Jeg er allerede blevet bedre til acceptere mig selv, for den jeg er. Jeg vil altid beholde mit signaturlook, men nogle dage kan jeg godt lade facaden forsvinde og omfavne min følsomme side. Det er ikke forkert at være følsom eller blive emotionel over noget, som forekommer åndssvagt for andre. Det er min virkelighed, mine følelser og mig som reagerer på de ting, der fylder inde i mig. Det er kun mig, som ved, hvad der er rigtigt, og det er helt okay. Jeg ved nu, at jeg ikke behøver at smile hele tiden eller påmale en anden personlighed. Jeg findes i alle mulige forskellige udgaver. De gode og mindre gode dage påvirker mig. Vi har alle sammen prøvet at være ulykkelige i en eller anden grad, så derfor skal jeg ikke længere skamme mig for at reagere menneskeligt.

Klummen er skrevet af Louise Mejer, der står bag bloggen frkmejer.dk

“Jeg drukner mig selv i vin og fremmede mænd, når mit hjerte gør ondt”

Privatfoto

Jeg drukner mig selv i vin og fremmede mænd, når mit hjerte gør ondt. Jeg er direkte elendig til at håndtere mine sorger – selvom det selvfølgelig tog et par mænd at finde ud af.

Men jeg vil ikke lyve om det mere. Jeg vil nedbryde de lukkede mure, fjerne hver en mursten og ærligt erkende, at jeg ikke er okay, og jeg ved heller ikke, hvordan eller hvornår jeg bliver det igen. Jeg kan nemlig ikke sætte en deadline, som min underviser gjorde det for min eksamensopgave. Den 4. januar kl. 10:00. Gid det var så nemt.

Jeg føler mig som en fireårig, der er faldet på sit løbehjul og fået en hudafskrabning på knæet og ikke tilnærmelsesvis som den universitetsstuderende, som jeg skulle forestille at være. Jeg vil så gerne løbe grædende hen til den nærmeste voksen og få sat et Hello Kitty plaster på, men det er svært at sætte et plaster på et blødende hjerte.

Jeg sidder med en masse spørgsmål, som hverken mine bøger i organisation eller erhvervsøkonomi kan svare på. Og hvordan skal jeg så vide, om jeg griber denne sorg i mit liv korrekt an, når jeg ikke kan finde ud af, om jeg skal bruge Porters Five Forces model eller Maslows behovspyramide?

Virkeligheden vs. de sociale medier  

Jeg unfriended ham på Facebook, unfollowed ham på Instagram og fjernede ham på Snapchat. Jeg har overstreget hvert et bevis på hans eksistens – unlikede hvert et billede og slettede hver en besked.

Alligevel sørger jeg for at opdatere mine sociale medier, så han kan se, at jeg hver morgen står ud af sengen og smiler bredt – i det mindste efter at have grædt mit hjerte ud i 20 minutter.

Jeg har ladet andre mænd sove i den seng, som vi engang delte. Ladet andre mænd se mit matchende undertøj og klamret mig til hans kærlighed igennem disse ligegyldige mænd. Samtidig har jeg drukket så meget vin, at jeg ikke har kunne huske noget om det.

Jeg gjorde et ihærdigt forsøg på at benægte sandheden – bildte mig selv ind, at jeg havde været et uvidende fjols, der ikke kendte til hans sidespring.

Sandheden er, at jeg kun var et fjols – for jeg vidste godt, at den mand jeg elskede, elskede andre end mig, men jeg forsvarede ham overfor mit eget hjerte.

Min verden faldt fra hinanden 

Det var så meget nemmere at opfinde flere facitter end ved min eksamen, hvor der kun var et rigtigt svar. Der var jo så mange afgørende faktorer, og jeg brugte hver et argument – uafhængigt af dets irrelevans og tåbelighed til at redegøre for hans fejltrin.

Hele min verden faldt jo for fanden fra hinanden, og jeg byggede en mur så høj, at enhver ville tro, at jeg var forberedt til den endelige eksamen. Det var jeg ikke og jeg trak et -3 for at kaste en drink i hovedet på ham. Det var lige så uacceptabelt som at bruge Wikipedia som kilde.


Jeg har efterhånden været til et par reeksaminer, og jeg står stadig uforstående overfor, hvordan jeg skal løse denne opgave, så den indeholder de rette aspekter til at opnå en god karakter til at bearbejde sorger. Igennem min skoletid har jeg knoklet med mange eksaminer, men dette har været én af dem, der har taget mig længst tid at skrive. Længst tid at kunne sætte ord på.

Normalt flyder ordene ud af mig og et par sætninger tager hurtigt form til en helhed, når mine fingre glider over tastaturet, men det er normalt, og lige nu er alt ikke helt normalt, og mit hjerte græder stadig blod.

Jeg er færdig med at snyde

Mit karaktergennemsnit er stadig langt under gennemsnittet, når det kommer til livets udfordringer, men jeg er ved at lægge sidste hånd på denne eksamensopgave, som jeg er overbevist om at bestå på trods af dens mangler.

Jeg er færdig med at snyde og bruge Wikipedia, og jeg vil ikke lade tilfældige mænd udfylde tomrummet af ham. Jeg bliver nødt til acceptere, at ting tager tid – selvom jeg synes, at det lyder som noget opreklameret selvhjælpsfis.

Jeg er startet med at grine igen. Grine højlydt fra bunden af mine lunger. Grine af mig selv og grine af livet. Grine, når min GPS leder mig på afveje, og jeg falder over mine egne fødder – bagateller som kunne få mig i knæ og græde, fordi jeg ville føle, at hele verden var uretfærdig. Min eksamensopgave er snart færdigskrevet, men indtil da har jeg fået sat et plaster på mit blødende hjerte, og jeg er ikke bange for at rulle videre på mit løbehjul ned af den lange gang på universitet.

Klummen er skrevet af Pernille Gerstrøm, der står bag bloggen Kollisionskys