Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]

 


“Min mor lejede min krop ud for stoffer”

Min mor lejede min krop ud for stoffer

Jeg har endelig lært, at jeg ikke er forkert. Denne sætning fortæller meget godt om den indre kamp, jeg har kæmpet det meste af mit liv – og til tider stadig gør, på trods af, at jeg er blevet en voksen kvinde.

Mit liv i dag er godt og velfungerende. Jeg deler det med min kæreste, hans tre dejlige børn og min egen datter på syv år – og så vores fælles lille ny, der er på vej. Der er altså liv og glade dage, men havde du spurgt mig tidligere, havde jeg aldrig turdet drømme om, at mit liv ville blive så godt og fyldt med lykke og glæde. Når du er vokset op, som jeg er, så står det næsten i stjernerne, at det hele skal gå galt, og at du vil få et hårdt og barskt liv.

Men jeg har kæmpet for den lykke, jeg har. Jeg kæmper stadig, og det kommer jeg nok til at gøre resten af mit liv, for jeg har mange ar på sjælen.

Født med abstinenser

Jeg blev født i Vejle for 29 år siden. Fra første sekund jeg kom til verden, havde jeg abstinenser og synlige mærker på kroppen efter alt det alkohol, min mor havde drukket, mens jeg var inde i hendes mave. Der gik da også kun et par dage, efter jeg var født, før min mors egne abstinenser blev for voldsomme, og hun forlod mig for at komme ud og finde mere alkohol. Det skulle blive sigende for resten af vores liv sammen: Flasken har altid været vigtigere end mig.

Da jeg var tre år gammel, fik kommunen en fornemmelse af, at noget var galt. Jeg blev fjernet fra min mor og placeret på et børnehjem, men kun et halvt år senere blev jeg sendt hjem igen. Der gik ikke længe, før det gik op for mig, at min mor var anderledes. Hun var altid sur, og jeg vidste aldrig, hvor jeg havde hende. Min vigtigste opgave blev hurtigt at aflæse hende, så jeg fik så lidt ballade som muligt. Det var et umenneskeligt hårdt og krævende arbejde for en lille pige, men det var nødvendigt.

Min krop i bytte for stoffer

En dag var sprutten ikke længere nok for min mor. Der skulle mere til at dække hendes behov for rus og påvirkning, og hun begyndte at supplere med forskellige typer medicin og stoffer. Det var dog dyrt for hende at få fingrene i, men hun fandt en måde at betale for sine varer på: Min krop. Der begyndte at komme flere og flere mænd på besøg, min mors såkaldte drukkammerater, som forsynede hende med stoffer mod at få lov at bruge min lille barnekrop.

Da jeg var 12 år gammel, var der endelig nogen, der hørte mine nødråb. Jeg blev tvangsfjernet og kom i plejefamilie, mens min mor blev sat i behandling. Det var mit livs omvæltning at bo hos en familie, der både sørgede for regler og struktur, mad på bordet, jævnlige bade, rent tøj og faste sengetider. Den slags havde jeg aldrig kendt til, og den nye måde at leve på var hård. Nu gik det nemlig for alvor op for mig, at resten af verden ikke lignede den, jeg havde hos min mor – og at det, hun gjorde, var meget forkert.

Tilbage til mor

Guderne må vide hvordan det kunne ske, men efter kun ét år i plejefamilie fik min mor overbevist kommunen om, at hun var ædru og igen klar til at være mor. Jeg skulle tilbage til hende og bo, men intet havde forandret sig. Min mor var stadig fanget i et enormt misbrug, og alt var præcis, som det plejede at være derhjemme: fyldt med omsorgssvigt, ensomhed, angst og overgreb. Det var et kæmpe svigt fra alle offentlige instanser at sende en lille pige tilbage, når hun i første omgang var blevet fjernet derfra på grund af netop de ting, hun blev sendt tilbage til.

Jeg ville ønske, at jeg havde haft kræfterne til at sige det til nogen, men min mors stemme blev ved med at forfølge mig. Hun sagde hele tiden: “Hvis du fortæller andre, hvad der foregår herhjemme, og jeg mister dig igen, så slår jeg mig selv ihjel!”

Uanset hvad du bliver udsat for som barn, så vil du aldrig miste din mor. Hvor vanvittigt det end lyder. Så jeg tiede stille.

Mit liv med min mor fortsatte, som det altid havde gjort. Overgrebene stoppede, da jeg fyldte 16 år, men alkoholen, stofferne og angsten var der ingen ende på. Endelig blev jeg voksen og fik styrken til at flytte hjemmefra, men jeg havde ikke boet ret lang tid for mig selv, før min mor blev meget syg. Hun fik konstateret fremskreden kræft flere steder i kroppen, og da jeg var 20 år gammel, døde hun.

Det var fuldstændigt som at miste mig selv, da hun gik bort. Jeg gik i barndom, sov med bamser og var helt indelukket, og hele mit liv og min psyke blev voldsomt påvirket.

Hjælp til et nyt liv

Et halvt år efter min mors død fandt jeg ud af, at jeg var gravid med en lille pige. Det var utroligt svært og barskt at skulle leve op til rollen som mor, for jeg havde jo ingen idé om, hvordan man gjorde – det eneste, jeg vidste, var, hvad jeg IKKE skulle gøre. Men heldigvis blev det også en kæmpe glæde og en drivkraft for mig i livet, at jeg nu skulle passe på sådan et lille menneske.

Da min datter var to år, valgte hendes far og jeg at gå fra hinanden efter at have været sammen i syv år. For første gang i mit liv skulle jeg nu stå på helt egne ben og nu endda med et lille barn i min varetægt. Nu fandt jeg for alvor ud af, at jeg skulle have noget hjælp.

Jeg kontaktede TUBA, der hjælper med anonym og gratis terapi til unge, der er vokset op i familier med misbrug. Jeg har gået der lige siden, og det har været nogle hårde, men nødvendige år. Terapien har været uvurderlig, men jeg tror aldrig, at jeg kommer til at slippe behovet for hjælp. Det har jeg for mange ar på sjælen til. Men når jeg kigger mig omkring og ser, hvad jeg har i mit liv, og hvor godt jeg har det, så er det det hele værd. I dag er jeg stolt af mig selv, og jeg vil så inderligt gerne hjælpe andre til at få et liv, der er til at holde ud, på trods af en arret sjæl.

Der er andre som mig

Der er hårdt brug for nogen, der kan gennemskue og hjælpe de stakkels børn, der stadig lever, som jeg gjorde. I mit tilfælde skete der alt for mange fejl fra både kommunen, skoler, institutioner, pædagoger og de ansatte på min mors behandlingssteder. De fejl har haft kæmpe omkostninger for mig, jeg bøder for dem hver dag, og det kommer jeg til at gøre resten af mit liv.

Det må ikke fortsætte med at ske, men det kræver, at der er nogen, der tager et ansvar. Jeg bliver både stolt og glad, hvis jeg selv en dag får muligheden for at hjælpe nogle af alle disse børn, der er derude.

Min morfar har sagt til mig: “Forestil dig, at du står ved en togbane. Den deler sig i to, og hvis du vælger den ene vej, er den fyldt med angst, alkohol, misbrug, frygt, ensomhed og sorg. Hvis du vælger denne vej, kan du ikke vende om igen. Du kan også vælge den anden vej. Den er meget hård, det går op af bakke hele vejen, og hver dag vil være en kamp. Men det vil være på denne vej, at du kan få det liv, du drømmer om, med lykke, glæde, kærlighed, omsorg og ro. Og det er det hele værd.” Husk at vælge den rigtige vej.

“Skal du ikke snart have nogle børn?”

Gæsteblog | “Skal du ikke snart have nogle børn?”

 Jeg tror, vi alle når til en alder og et tidspunkt i vores liv, hvor vi ofte får stillet netop dette spørgsmål. I det sidste års tid er jeg i hvertfald blevet stillet det spørgsmål utallige gange både af bekendte, venner og familie… Og ja, bevares, det er en helt normal ting at spørge om, når man er midt i 20'erne og i et fast forhold. Men de folk, der stiller det her spørgsmål, tænker overhovedet ikke over, at det kan være, at hun faktisk har svært ved at blive gravid eller slet ikke kan blive det.

Den store drøm

Jeg er 26 år og er kærester med M igennem de sidste tre et halvt år. Jeg er en af de piger, der altid har haft en stor drøm om at blive mor, og jeg følte mig allerede klar i en meget ung alder. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg ville stifte en “rigtig” familie med mor, far og børn. Men først skulle jeg så lige møde fyren, der skulle være far til mine børn, og ham mødte jeg i sommeren 2014. Jeg var klar til at stifte famille, længe før M var, men i september 2016 meddelte M, at nu var han klar til at skabe en familie med mig. Vi var begge glade og spændte og snakkede vældigt om børnenavne, barnevogn, villa, og hvad man ellers tænker på, når man tager en beslutning om at stifte en familie. Jeg bestilte tid hos lægen og fik fjernet min p-stav, og så var det ellers bare at finde min ægløsning og gå i gang...

Og det har vi så været i halvandet år nu, og der er stadig ingen positiv graviditetstest. Det er så frustrerende og hårdt gang på gang at få en negativ graviditetstest i hånden, og man mister hver gang lidt af håbet om, at det lykkes en dag. Efter et år ville lægen hjælpe os og lavede en anbefaling til Skive Fertilitetsklinik, og her venter os nu diverse behandlinger, undersøgelser og samtaler.

Hvad så nu?

Jeg kan godt se, at udsigten til at blive gravid er lang. Hvad gør jeg så i mellemtiden for ikke at gå ud af mit gode skind og ende med at blive sindssyg? Der er vel i bund og grund ikke andet at gøre end at komme igennem – dag efter dag. Både de gode dage, hvor jeg tænker positivt over de (få) positive ting ved ikke at være gravid lige nu og alle de trælse dage, hvor min energi og mit overskud er lig med nul, fordi jeg føler mig drænet for håb om nogensinde at få min drøm opfyldt. MEN jeg kæmper og kæmper og fortsætter, til det lykkes! En eller anden dag skal det nok blive vores tur – jeg håber bare, det er snart.

Dræb tabuet, og snak om det

Jeg har i halvandet år følt mig så alene! Selvfølgelig har jeg min kæreste, mine veninder og min familie, jeg kan støtte mig op ad, men i samfundet har jeg følt mig som palle alene i verden. Fordi ingen snakker om det! Jeg har følt mig som den eneste person i verden, der har svært ved at blive gravid. Når jeg åbner Facebook, ser jeg kun glade billeder og opslag af de venner og bekendte, der er blevet gravide. Der er aldrig nogen, der skriver, at de har prøvet i meget lang tid og har fået hjælp. Der er heller ikke nogen, der skriver eller fortæller offentligt, når de er ved at prøve, men det bare ikke lykkes. SNAK OM DET! Det er ikke noget at være flov over! Og det ville være rart for alle os andre, der også står i sådan en møgsituation, at vi ved, at vi ikke er de eneste i verden. Jeg dræber tabuet og snakker gerne om det!

“Jeg vil hellere gå ind i et kæmpe skænderi og kaste med tingene end det, jeg har fået – ingenting”

Til hvem det måtte vedrøre

Jeg er for nyligt blevet single efter tre et halvt år. På trods af at sådan noget aldrig er nemt, håndterede min forhenværende kæreste og jeg det efter omstændighederne meget modent. Vi flyttede fra hinanden forholdsvis smertefrit, og tingene gik fint, indtil det store farvel lurede rundt om hjørnet.

Ifølge serier som Sex and the City skal man selvfølgelig “go out with a bang”, eller i det mindste en dramatisk afskedsscene med tårer og toner af trist musik i baggrunden. Og så kan man da ikke andet end at føle sig lidt snydt, når man ikke kan lokke andet end det “hej hej” ud af manden. Det satte nogle tanker i gang i mig, da det helt samme skete én uge senere for min veninde. Hvad er der med fyre, der lukker helt af over for en person, de ellers meget kort forinden havde lukket helt ind?

Mandebørn har for travlt med deres nyfundne mandehørmsliv

Et par klik på nettet senere fandt jeg ud af, at jeg befinder mig i en båd med tusindvis af andre, der har oplevet det helt samme. Det, der konkluderes på nettet, er, at disse “mænd” ikke er mænd – men mandebørn. Det eneste vi kvinder beder om, er en lille smule anerkendelse; om vores forhold og om vi har betydet noget for dem. ANYTHING.

Jeg vil faktisk hellere gå ind i et kæmpe skænderi, råbe af hinanden og kaste med tingene end det, jeg har fået – ingenting. Så lad mig da i det mindste hade dig! Men den slags validering får man ikke af mandebørn. De har for travlt med at komme videre med deres nyfundne mandehørmsliv end at være i sine følelsers vold. For det kræver, at de træder et skridt tilbage og tænker over tingene. Kigger indad og reminiscerer. Og det kan mandebørn ikke. Og det gør bare mere ondt at blive ved med at fiske forgæves i deres sø, så man må gøre sig selv den tjeneste og finde en afslutning hos sig selv; nyde, at man kan pynte sit hjem med pastelfarver og planter, og ikke skal kigge på enorme, grimme højtalere i en ellers fin stue eller sure underbukser på badeværelsesgulvet. 

Men kære mandebørn. Bliv dog voksne og grow a pair. 

Hilsen alle kvinder

Ever

Hvornår blev det ligefrem modigt at være helt almindelig – med helt almindelige fejl?

Vi fremstår modige, når vi viser normalitet og almindelighed

Jeg overhørte i dag en samtale på en cafe mellem to veninder:

Veninde 1 sagde fnisende: “Jeg sendte i dag en snap til Thomas af mit rodede tøjskab. Altså fra en vinkel, så det ikke så heeelt så slemt ud.”

Veninde 2: “Seriøst? Du plejer da aldrig at ville indrømme over for dine kærester, at du faktisk er et rodehoved. Det er da sejt, at du bare er ligeglad så”

Veninde 1 smilte lidt forlegent tilbage.

Jeg vil nu selv indrømme et par småting:

Jeg elsker chokolade og kan spise det i store mængder.

Jeg hader træningscentre. Jeg betaler til et fitness-abonnement, hvilket kun er kommet mig til gode en enkelt gang. Det var dengang, jeg handlede i Bilka, og kasseekspedienten var en charmerende mand. Jeg ‘kom til’ at tage mit kort til Fitness World op i stedet for dankortet, da jeg skulle betale efterfulgt af sætningen: “Hov, det er jo også bare fordi, jeg bruger begge kort så ofte, at jeg lige kom til at forveksle…” Efterfulgt af et akavet medlidenhedssmil fra den charmerende mandlig ekspedient.

Jeg kan blive ekstremt pigesur. I flere dage i træk. Spørger du mig, hvad jeg egentlig er sur over, kan jeg ikke give dig et godt og ærligt svar, for jeg har garanteret glemt grunden. Jeg svarer dig dog højest sandsynligt med ordene: “Du vil alligevel ikke kunne forstå det.”

Jeg har i en brandert skrevet en Facebook-besked til Channing Tatum og spurgt, om han vil gifte sig med mig. På dansk.

Jeg bruger altid filter, inden jeg lægger et billede op på de sociale medier.

Hvordan tør jeg fortælle den slags om mig selv? Er jeg modig?

Nej, jeg er et menneske.

Normalitet og almindelighed

Det sidste års tid er der, et utal af gange på de sociale medier, blevet lagt billeder op af normalvægtige piger, hvor de poserer i bikini. De har skrevet en vedhæftet tekst til deres billede. Budskabet er altid: “Min krop er ikke modeltynd, men den er helt perfekt, som den er.”

Jeg elsker budskabet.

Desværre bliver disse billeder og piger tit omtalt som værende modige. Modigheden i at pigerne tør vise, hvordan du kan se ud, uden at have redigeret dit billede.

Jeg synes også, at det er supermodigt, at de lægger et hudløst ærligt billede op af dem selv. Men jeg bliver stadig ked af, at jeg synes det.

At du i dag betegnes som modig – bare fordi du viser normalitet og almindelighed.

Stræben efter det uopnåelige

På Instagram bliver vi konstant bombarderet visuelt med billeder fra det perfekte liv. Og vi skaber en illusion og en stræben efter det uopnåelige.

I morges havde en af mine bekendte lagt et billede op på Instagram af Royal Copenhagen kaffekoppen, som står perfekt ved siden af en tallerken med stykker af skåret vandmelon. I baggrunden kan man skimte et ryddeligt hjem, hvor alt står snorlige. Men dette billede kunne lige så godt være postet af Veninde 1 fra cafeen. Rodehovedet. Mon ikke Thomas selv har sine fejl? Hvis hun ærligt fortalte Thomas, at hun aldrig lægger sit tøj sammen, og at hendes køkkengrej er placeret så uorganiseret i køkkenskabene, at hun aldrig bager kage, for bare det at skulle finde kageformen i rodet er en uoverskuelig opgave. Så ville Thomas måske svare: “Bare jeg ikke skal rydde op efter dig! Men nu hvor vi taler om vores svagheder… Jeg nynner altid Postmand Per, når jeg går i bad.” Og så kunne de sammen grine af deres skævheder.

Vi lever i dag i et samfund og en tid, hvor det er vigtigt, at vi hele tiden minder os selv om, at vi ikke skal leve op til alt. At ikke alt, hvad vi suger til os på de sociale medier, stemmer overens med virkeligheden.

Vi bør engang imellem slukke vores telefon. Sætte os på en bænk på gågaden med en kop kakao og bare kigge på menneskerne omkring. Med et åbent og nysgerrigt sind. Lægge mærke til moren, som er tydeligt udkørt og for tredje gang insisterende beder sin søn om at skynde sig, så de kan komme hjem og få aftensmaden lavet. Betragte det unge kærestepar, som holder i hånd og kigger forelsket på hinanden med et blik, som udtrykker, at de begge har glemt alt om tid og sted. Smile til den ældre dame med rollatoren. Registrere den buttede pige, som har en sjov samtale med sin veninde og lyser hele gaden op med sin udstråling og latter.

Lidt hverdagstanker som jeg vil stoppe med at skrive mere om nu. Jeg skal nemlig ned og melde mig ud af Fitness World, inden de lukker.

“Det, der føltes som mit livs nederlag, endte med at bygge mig op helt forfra”

Gæsteblog på woman.dk

På papiret så alting rigtigt ud. Jeg havde netop skrevet under på en stor pladekontrakt på ét af Danmarks største pladeselskaber. Stolt skiltede jeg med min bedrift på Facebook, og folk hujede og lykønskede mig i kor. Men under overfladen var jeg rædselsslagen. Styret af en gennemsyret frygt for ikke at kunne slå til i min egen drøm, som endelig var gået i opfyldelse. Frygten åd mig op dag for dag, og i praksis betød det, at jeg var en dårlig og tilbageholdende udgave af mig selv, som krøb langs panelerne på pladeselskabets hovedkontor. Jeg undlod at fortælle mine samarbejdspartnere om det, jeg ville, og håbede i stedet på, at de kunne gætte det. Derudover takkede jeg nej til store, vigtige tilbud af frygt for at falde igennem. Jeg vidste, at hvis jeg sagde ja til at spille en koncert eller begyndte at udgive mine sange, så kunne nogen komme og sige, at jeg var dårlig, og så brød det med min egen illusion om, at jeg kunne noget. Så længe jeg sagde nej og ikke gjorde noget, var jeg potentielt verdens bedste. Det var nemmere bare at have min kontrakt liggende på mit natbord som en blåstempling af mit talent. Den strategi og falske form for tryghed var selvfølgelig uholdbar, og mine samarbejder blev mere og mere anstrengende at være i. Til sidst blev jeg, ikke overraskende, fyret – og jeg måtte helt ned under gulvbrædderne, før jeg forstod min egen andel i alt det her.

Den forliste drøm

Den frustration, som gennemsyrede hele min karrieresituation, var i virkeligheden et udtryk for en forlist drøm. I virkeligheden drømte jeg om at være den kvinde, som bankede døren op til kontoret på pladeselskabet og sagde: ‘Nu skal I bare høre, hvor mange ambitioner jeg har’ - jeg vil sælge guld, jeg vil spille til Grøn Koncert, jeg vil have denne producer til at producere mine sange, og jeg vil have denne instruktør til at lave mine videoer’. I stedet var jeg blevet forvandlet til en bangebuks, som ikke tog ansvar for noget af alt det, jeg drømte om. Og når jeg ikke ville sætte retning og gå forrest og fortælle mine samarbejdspartnere om, hvad jeg ville, så var det i virkeligheden, fordi jeg var bange for at fejle. For hvis jeg tog et initiativ, så var det også min skyld, hvis det gik galt.

Mod er nøglen til forandring

Efter fyringen kæmpede jeg med selvbebrejdelser og forsøgte at finde hoved og hale i, hvad det var, der gik galt, og hvorfor jeg ikke kunne forløse denne store mulighed, som jeg havde kæmpet for at opnå i fem hårde år. Jeg begyndte så småt at forstå, at hvis jeg ville have nye resultater, så var det mig, der måtte ændre den måde, jeg var i verden. Jeg havde ikke noget at miste, så derfor tog jeg tilløb som aldrig før, og til en forandring begyndte jeg at agere modigt! Det fik mig til at sætte mit livs karrieremæssige milepæle, og det følgende år efter kontraktforliset blev et af mine bedste arbejdsår – både mentalt og resultatmæssigt. Jeg begyndte selv at opføre mig som en ærlig autoritet, der vidste, hvad jeg ville, når jeg engagerede mig med folk, som havde indflydelse på mit arbejdsliv. Effekten var overvældende. Pladeselskabet NorM Records var det første, jeg stiftede med tre selvvalgte partnere. Partnere, som jeg elskede at arbejde med, og som gjorde mig ivrig efter at møde på kontoret hver morgen. Vi etablerede events, koncerter og en stor viral artist-konkurrence i samarbejde med Vi Unge, og vi rejste pengesponsorater fra store virksomheder. Jeg udgav min debut-EP og spillede fede koncerter, blandt andet som opvarmning for Veronica Maggio. En dag blev jeg kontaktet af tøjmærket Noa Noa, som ønskede at bruge mig som rollemodel i en kampagne om kvindelige iværksættere. Jeg kunne endelig høste frugterne af at være modig og en bølge af succesoplevelser ramte mig. Det var den fedeste følelse, og jeg havde en fest!

Ingen kom og tog mig i hånden

Livet leves forlæns og forstås baglæns, og efter denne rejse blev det pludselig meget synligt for mig, hvor fraværende jeg havde været i at tage styring i mit eget (arbejds)liv og i at fortælle andre mennesker om, hvad jeg gerne ville. Når jeg ser tilbage, havde jeg nok i min naivitet troet, at nogen ville komme og tage mig i hånden og sørge for, at alle mine drømme gik i opfyldelse. Men det var der ikke nogen, der gjorde, jeg skulle selv kæmpe for at få noget ud af den store mulighed, jeg fik. Allerede fra starten fik jeg dannet præcedens for at være hende, der ikke turde at ‘ville noget’. Og jo længere tid der gik, jo sværere blev det at vende skuden og omdefinere mig selv hos mine samarbejdspartnere.

Livet giver dig, hvad du har modet til at bede om

Det, der føltes som mit livs nederlag, skulle alligevel ende med at bygge mig helt forfra – som et modigt og viljestærkt menneske. I dag har jeg forladt musikken og gjort det til min beskæftigelse (som karrierecoach) at hjælpe andre kvinder med at lykkes og med at definere, hvad de vil. Jeg møder ekstremt mange, som er lige så forvirrede, som jeg selv var. Når man begynder at sige højt, hvad man gerne vil, så er man modig og tager ansvar for sig selv – og det er vel i virkeligheden det, der er et af livets fornemmeste opgaver. Og husk, som Oprah Winfrey så fint har sagt det: ‘Livet gi'r dig, hvad du har modet til at bede om’. Lad det være min inspiration til dig, som står overfor nogle vigtige skridt i din karriere: Få styr på, hvad du vil, og fortæl andre mennesker om det!

Besøg Marias univers på www.vejentilsejer.dk

“Du er ikke sær, bare fordi du i en alder af 20, 30 eller 40 endnu ikke har fundet din sjæleven”

Sidder du derude og har en lille smule kuk i kasketten over, at du endnu ikke har fundet Mr. Grey, den eneste ene, eller hvad du nu rigtig gerne vil, vil du så ikke godt love mig at stoppe op og lige huske den frihed, der følger med singlelivet. Du er din egen, helt din egen, og det hele kan vende på en dag, og det er ikke for sjov.

Jeg kan godt have galoperende stress over, at næsten alle mine veninder nu har barn nummer to, men det skal nok også komme til mig. Jeg har bare haft travlt med en lang uddannelse og et forhold, som så alligevel ikke viste sig at være dét. Det skulle vi bare have indset mange år før, sådan er det. Jeg lever en dag ad gangen, stressen gavner ingen, jeg nyder friheden, spontaniteten, tosomheden og være tante for en masse dejlige unger, som kan passe mine børn, når tid er. For den tid kommer også til mig, jeg skulle bare lige opleve livet fra en anden side først. Så husk, at lige meget, hvor du er i dit liv, er dét det rigtige for dig.

Tag på date, spring ud i det! 

Du er ikke underlig, sær eller anderledes, bare fordi du i en alder af 20, 30 eller 40 endnu ikke har fundet din sjæleven. Tag på date, spring ud i det, dans, drik, send frække sms’er, og græd over dig selv og andre. Jeg er rigtig glad for dér, hvor jeg er nu, men efter syv års forhold trængte jeg til at føle mig fuldstændig uafhængig af nogen. Jeg ville være fri, flirte, græde, grine, være fuld på en mandag og faktisk bare være mig. Det tog mig to år, før jeg var klar til to tandbørster i tandkrusset.

Jeg var egentlig skideheldig, at da jeg blev single, var Tinder datingens svar på Just Eat. Jeg sagde til mig selv, at dating, “det er ikke mig”, og Tinder var i hvert fald slet ikke stedet, jeg skulle møde en kæreste. Jeg downloadede en netflix-spis-chips-i-sofaen-søndag appen Tinder. Jeg var skuffet over, at min kæreste igennem syv år virkede til fint at være kommet videre; selvfølgelig skulle han også det, for det skulle ikke være os, men jeg havde ikke forståelse for, at hans følelser var klar til at skulle noget andet. Hans bearbejdelse var helt anderledes end min. Der var ingen fremtid for os, og det er jeg helt bevidst om, når jeg lige tager bakspejlet frem.

Swipede mellem at tage hawaiipizzaen til højre eller venstre

Jeg downloadede altså Tinder og swipede mellem at tage hawaiipizzaen til højre eller venstre, sådan følte jeg det faktisk. Det er jo et kødmarked uden lige og så overfladisk, at jeg næsten ikke kunne kigge mig selv i spejlet, men jeg fandt sgu også hurtigt ud af, at det var et selvtillidsboost, når matchene tikkede ind. Og det var egentlig også et meget hyggeligt tidsfordriv, som at begynde at lave kryds og bolle med sidemanden på dugen til Olgas 70-års, i selskabslokalet fra nogenlunde samme årstal som Olgas første fødselsdag. Jeg elskede og hadede Tinder, jeg slettede ofte appen, for jeg skulle “aldrig bruge det lort mere.” Efter et par uger (dage/timer) downloadede jeg igen lortet, og fik de resterende singleveninder til at gøre det samme – for noget godt kunne jeg da fortælle.

I starten var jeg virkelig en pussy på alle tænkelige planer, jeg ville måske egentlig gerne have bekræftelsen, men var ikke klar til at tage steppet ud af min comfortzone og måske møde en mand, der ikke ville se mig igen. Jeg havde mange og lange samtaler med mænd, hvor nogle kun forblev pennevenner, og faktisk næsten dem alle komplimenterede mine formuleringsevner og min utrolig sjove måde at være på (skrive på.) Det betød, jeg havde to dejlige 'Just Eat'-år med alt, hvad der hører til.

Derfor her en lille Tinder-guide:

  • Det er helt normalt at blive grebet af panikangst på første date
  • Vin er en god icebreaker
  • “Vi kan se en film” betyder stadig ikke, at I kommer til at se film
  • Forvent aflysninger på dagen
  • Køge er langt væk, når det meste hot stuff befinder sig i hovedstadsområdet
  • Din netbank er fyldt med optankninger på rejsekort.dk
  • Det er meget ubehageligt at sidde i toget på vej hjem, når andre er på vej på arbejde
  • Pak altid din tandbørste
  • Snak aldrig om dine tidligere Tinder-dates, der er bare noget yderst ucharmerende over det
  • I ejer ikke hinanden efter første date
  • Han er sødere, end du troede
  • Han er dummere, end du troede
  • Der er noget lidt akavet ved at spise sammen med et menneske, man ikke kender
  • Hav altid en flugtplan
  • Se altid efter nødudgange
  • De ser også andre
  • Du finder måske også andre pige-/mandehår i sengen
  • Tinder-dates kan ende ud i rigtig gode venskaber
  • Giv altid (for det meste) folk en chance for en ekstra date
  • Kan man få noget imod rødmen?
  • Fortæl altid en eller to personer, hvor du er, hvis du skulle ende på date med en seriemorder
  • Du kan møde dine dates på clubben – flere på samme tid
  • Se efter, om dine dates kender hinanden
  • Tjek dem altid efter på Facebook - nogle er gift og i forhold
  • Hav en backup-plan, når du flygter midt om natten
  • Det er okay at blive afvist
  • De søde ord er ikke altid kun til dig
  • De kan have børn
  • Du kan være nødt til at lyve
  • Sig altid, du skal passe en kat dagen efter.. meget, meget tidligt om morgenen
  • Det er godt at være uden arbejde i perioden
  • Du sover ikke altid otte timer om natten
  • De søde ord er til dig… noget af tiden
  • Tinder er et callcenter
  • Du kan møde en kæreste
  • Du kan komme på masser af dates med den samme
  • Virker han ikke interesseret, er han det som regel ikke
  • Du kan blive unmatchet igen
  • Du kan blive positivt overrasket
  • Du kan tage på flere dates på én dag
  • Kast dig ud i det
  • Det er skidehamrende sjovt

Følg med i flere af Pernilles skriverier på bloggen farvensort.bloggersdelight.dk