Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]

 


Stresset? – Det har jeg ikke tid til!

Stresset? – Det har jeg ikke tid til!

Denne sætning har jeg flere gange sagt til mine omgivelser, heriblandt min læge. For helt ærligt, så kan jeg sgu da ikke som 24-årig være stresset. Hvad skulle jeg være stresset over? Jeg har hverken børn eller mand, jeg skal tage mig af.

Ikke desto mindre, er det vel nok det, jeg har. Altså stress. Jeg er stadig i erkendelsesfasen, så bær over med mig. Dog er jeg godt klar over, at der er noget helt galt med mig, når jeg for mindre end blot tre uger siden, lå på gulvet på mit arbejde, havde ondt i brystet og ikke kunne trække vejret ordenligt. Når jeg tænker tilbage, synes jeg, det virker som en kliché af værste skuffe. Men det var desværre det, der skete. Jeg har ikke lyttet til min krop, så derfor valgte den at gøre, hvad jeg skulle have gjort for lang tid siden. Sige fra.

De ringede efter en ambulance

Mine kollegaer gjorde som enhver anden ville have gjort og ringede til en ambulance. Jeg kunne ikke lade være med at ligge med følelsen af, at jeg var til gene for andre, og at de ikke skulle gøre sig selv den ulejlighed. Jeg havde jo også resten af min vagt, der skulle tages. Jeg synes, det var pinligt, at folk skulle se mig sådan, og min evige trang til at skulle kontrollere alt smuldrede totalt.

Jeg var indlagt på sygehuset i godt et døgn og hadede hvert sekund. Jeg var ikke ligesom min værelseskammerat, syg, men jeg havde 'bare' stress. Jeg løb nærmest ud derfra, da jeg fik af vide, at jeg godt måtte tage hjem. Men med strenge ordre på at få slappet af. Selvom det lyder som noget af det nemmeste i verden, stresser tanken mig om at gå ned i gear.

Men noget er sket siden den aften, hvor min krop sagde stop. Min krop og mit sind er gået i chok. Den ellers udadvendte pige, er blevet forvandlet til en, der ikke engang kan overskue at skulle gå ud af døren om morgenen. Jeg tager sommetider mig selv i at sidde og tude, uden jeg ved hvorfor. Det er svært for mig at forholde mig til det, da jeg ikke selv ved, hvad det er. Hvad der så er endnu sværere er at fortælle folk det. Alle vil gerne hjælpe, men jeg kan ikke forklare, hvad det er, der gør mig ked af det, eller hvad der får mig til ikke at kunne overskue at stå op om morgenen.

Den sværeste sygdom

Men når jeg så endelig får taget mig sammen til at gå udenfor min dør, bruger jeg så uendeligt mange kræfter på at opretholde en facade og gemme mine tanker og følelser væk. Derfor kan alt jo også godt syne af, at jeg har det godt. Det har jeg bare ikke. Jeg har stress, og det er hverken noget, der kan ses eller måles. Det er en sindstilstand, og det er den sværeste sygdom, jeg har haft at kæmpe med.

“Jeg har spildt mig selv, fordi vi troede, jeg var forkert”

Vi troede, jeg var forkert

“Hold op hvor jeg trænger til at være sammen med nogle mennesker.” 

– Sagde ingen introvert nogensinde.

 “Du skal da ud og more dig lidt; det bliver sikkert sjovt med den fest – det er heller ikke sundt at være så meget alene.”

– Sagde enhver introverts velmenende mor.

“Du er introvert – det er helt naturligt.”

– Var der aldrig nogen, der sagde til mig.

 “Jeg hedder Anna, og jeg er introvert.”

– Ville jeg sige, hvis jeg var til de introvertes svar på et AA-møde. Og så ville jeg i øvrigt hurtigt begynde at glæde mig til, at jeg kunne komme hjem og være alene igen. 

Som 14-årig mærkede jeg for første gang, at jeg ikke var, som mine veninder var flest. Jeg var til blå mandag med klassen, og hvert sekund af den dag var gennemsyret af ubehag. Der var alt for mange mennesker i byen. Der skete for meget. Vi skulle nå for mange ting. Verden larmede omkring mig. Jeg blev bombet af uro og stimuli, snak og fremmede mennesker. Jeg kunne ikke lide ræset og larmen, og alt det, de andre tilsyneladende var helt vilde med. Det var som om, de andre oplevede, at det her var livet, mens jeg følte, at jeg langsomt var ved at krepere. Og festen om aftenen… Den var en cirkelvandring omkring mig selv; tankespind mod roligere omgivelser. Det var en hel dag, hvor min eneste klare tanke var “Fuck. Fuck, hvor føles det her forkert. Fuck, hvor jeg glæder mig til at komme ud. Væk. Hjem.”

Den aften græd jeg mig i søvn i min mors arme.

Jeg følte mig helt, helt forkert.

Det er tæt på 10 år siden nu, og jeg oplever det til stadighed. Følelsen af at være forkert; ikke at kunne lide det samme som de andre; ikke at have lyst til at deltage i sociale arrangementer. Og det er stadig svært. Særligt fordi vores samfund er præget af ekstroverte værdier. Det er velset at være udadvendt, åben og snakkesalig, kontaktsøgende, lettilgængelig, rap i replikken og at kunne komme ud over rampen.

Og her sidder jeg så og er alt det modsatte. Forkert.

– Jeg kan ikke lide at gå til fester, og jeg undgår fredagsbaren på studiet. Og er taknemmelig for, at rusugen aldrig vender tilbage.

– Jeg afskyr smalltalk, og pulsen stiger, når min telefon ringer. Kan vi klare det på en sms i stedet?

– Jeg kvier mig ved spontanitet, og jeg får krampe i hjernen, når der er kaos omkring mig. Nej, det er ikke nødvendigt altid at tænke ud af boksen.

– Jeg ser ikke frem til julefrokosterne, og jeg nærer ingen nytårsfestforventninger. Det bliver ikke årets fedeste aften, og jeg tænker hurtigt på, hvornår det mon er socialt acceptabelt at forlade selskabet.

 Jeg vil bare gerne hjem. Jeg vil rulle gardinerne ned for verden og slukke for lydtapetet, der beklæder alle vægge omkring mig. Jeg vil sortere i dagens mange indtryk, tage på vandring i tankestrømme, læse en bog og rejse ind i et fremmed univers. Sætte musik på og lytte efter historier. Jeg vil slå blikket ind på uendeligt. Sidde stille i mit eget fortrinlige selskab. Have ro og tænketid. Jeg vil bare være – værne om min enehed.

Når jeg siger nej til at være social og “komme ud og more mig”, så betyder det ikke, at jeg er sur på nogen, og det betyder ikke, at jeg er kedelig. Jeg hader ikke samtale og mennesker, og jeg er som introvert ikke per definition socialangst eller depressiv. Jeg har bare brug for at være alene, for at kunne lade op. I virkeligheden holder jeg meget af tætte relationer, intime og dybe snakke, nærvær og mennesker, som jeg kan mærke. Mennesker, der skaber genklang i mig. Jeg holder af at lytte og blive hørt, af at dele indsigt og refleksioner og af at snakke om vigtige ting og at have det sjovt.

Og så holder jeg af, når jeg igen er alene og kan samle indtrykkene på sirlige rækker inden i. For selv i det allerbedste selskab aflades mit sociale batteri.

Jeg ved godt, at alle desperate forsøg på at lokke mig ud i mængden, alle opmuntringer til at forlade min enehed og alle invitationer til deltagelse i det larmende liv er kærlighedserklæringer. “Kære Anna, jeg synes, du trænger til selskab og farver i dit liv, og det vil jeg gerne give dig – kom til min fest.” Og jeg forsøger at tage det som sådan; som kærlighedserklæringer. Som gode hensigter, varme hænder og runde hjerter. Men den største kærlighedserklæring, jeg kan give mig selv, er, at omfavne det introverte og takke nej. At male min tilværelse i douce nuancer. At omsvøbe mig med ro. Den største kærlighedserklæring, mennesker omkring mig kan give mig, er, at lade mig vide, at de er der, når jeg trænger til nærvær og til at være alene med en anden; resten af tiden afspejles den største kærlighed i, at de beskytter min ret til enehed. Jeg ved, at der altid er åbne arme for mig, som jeg frit kan vandre ind i, når jeg har behov. Derfor skal ingen have ondt af mig, når jeg tilbringer min tredje fredag aften i træk alene på sofaen.

Jeg drømmer om en dag, hvor folk lærer at skelne mellem enehed og ensomhed. Ensomhed skal vi kæmpe imod, men eneheden bør værnes om.

Jeg har brugt mange år på at føle mig forkert. Jeg har gjort mange forsøg på at være anderledes. Jeg har betalt prisen, når det har taget mig flere uger at regenerere efter et større arrangement. Jeg har tænkt mange tanker om, at jeg burde forandre mig. Jeg har gennemlevet mange ubehagelige timer i menneskemængder. Jeg har hevet mig selv gennem klasseudflugter, rusture, skolerejser, julefrokoster, sommerfester og diverse andre ikke-introvert-venlige arrangementer.

Jeg har altid vidst, hvor toilettet var, for dér ville jeg tilbringe mine pauser – lige netop der kan man i det mindste stadig få lov at være alene.

Jeg er introvert. Jeg har anerkendt og accepteret det – jeg har opdaget, at jeg ikke er forkert. Jeg har lært at lytte til mine behov, og jeg nægter at lade mig knægte af et samfund, der er knyttet an på ekstroverte værdier. Ekstroverte kan noget – de har masser at tilbyde; ingen tvivl om det. Men det har introverte også. Vi har et utal af styrker og kvaliteter, der bør fremelskes i stedet for at søges forkertgjort og tromlet af os selv, vores medmennesker og samfundet. Jeg har formøblet mange års god overskudsenergi – brugt den på ikke at acceptere mig selv. Jeg har holdt mig selv nede og hæmmet opblomstringen af min introverte kerne og de kvaliteter, der ville være fulgt med.

Jeg har spildt mig selv, fordi vi troede, jeg var forkert.

Jeg ville ønske, at jeg havde accepteret min introverte side noget før. Jeg ville ønske, at mine omgivelser ville acceptere min introverte side. Jeg drømmer om et samfund, der rummer både introverte og ekstroverte værdier. Vi må stoppe med at have kollektive forventninger, normer og pres, der får mennesker til at føle sig forkerte; det skaber fragmenterede liv – fundamental splittelse mellem det jeget føler rigtigt, og det andre forventer. Ingen bør lades alene med deres forkerthedsfølelse. Ingen bør i det hele taget lades alene; heller ikke introverte. For vi er ikke selvtilstrækkelige – vi har også behov for mennesker i vores liv, så vi beder til, at I ikke opgiver os, selvom vi trækker os tilbage.

Hvis du vil hjælpe mig, skal du tilbyde mig en pallette med farver i douce nuancer. Berig mig med nærvær og dybde, hold om mig, men sæt mig fri til at gå, når jeg har fået nok. Accepter, at vi er forskellige. Vi har forskellige behov, og det, du synes, er livets gave, er for mig måske en plage. Tag det ikke personligt, hvis jeg siger fra og takker nej til dine invitationer, selvom du sender dem med de bedste intentioner og ønsker. Lad mig vide, at jeg er velkommen – men også, at du accepterer det, hvis jeg ikke kan overkomme det. Bliv aldrig en velmenende mor, der fortæller mig, at jeg har godt af at komme lidt ud. Omfavn det introverte før det bliver nødvendigt med vores svar på AA-møder, for vi ville hade det.

Jeg er introvert – men det er ikke en sygdom. Det er et personlighedstræk, som hverken kan eller skal bekæmpes. Det skal omfavnes og elskes. Vi er gode nok, som vi er.

Hej skat, skal vi have pik til aften?

Hej skat, skal vi have pik til aften?

I nat lå jeg endnu engang og spekulerede. Jeg havde haft et skænderi med min kæreste over småting, som virkede utrolig vigtige på daværende tidspunkt, og som vist nok endte ud i en kvindelig principsag. Derfor kunne jeg mærke, den dårlige samvittighed komme anstigende. Måske havde jeg ikke været helt fair, og måske var det i virkeligheden fordi, jeg havde haft en dårlig dag på arbejdet. Vi er vel alle lidt for stolte mennesker engang i mellem.

Jeg blev enig med mig selv om, at i morgen skulle blive dagen, hvor jeg ville være den gode kæreste. Jeg satte derfor barren højt, i forhold til vores standarder, og kæresten min skulle forkæles med tapas, vin, levende lys, sexet undertøj, og dernæst noget, som ikke er for børn.

Natteroderi og dagen derpå

Nu kunne jeg jo slet ikke sove, så kl. 2 om natten gik jeg i min iver igang med at finde de bedste opskrifter og lavede en uoverskuelig shoppingliste. Jeg overvejede endda at købe en sixpence og leve mig ind i rollen som Thomas Herman, men måtte lige minde mig selv om “Keep it sexy” – selvom Herman er et udmærket stykke hankøn.

Men næsten morgen var jeg træt, og de grå rande under mine øjne blev ikke mindre, efterhånden som dagen skred frem. Projekt ”den-gode-kæreste” blev mindre sandsynligt og jeg kunne allerede se aftenen fra dagen før med skænderier og frustration gentage sig.

Så kom det pludselig til mig; et begreb, min kusine engang havde lært mig: Pikmadder! Pikmadder involverer både din kæreste, pølse og løg – hvis du tænker i billeder, er det muligvis et meget underligt billede, du har i hovedet lige nu. Men det ender ud i, at du bliver glad, han bliver glad og I bliver mætte. Det er muligvis nøglen til et godt parforhold – selv tak.

Pik til aften

Vil du have pik til aften, skal du ganske enkelt tage et stykke rugbrød med spegepølse og dernæst skrive “PIK” med mayonnaise. Alt efter smag og behag kommer du ristede løg på toppen. Den perfekte løsning til en travl dag, og selv singler vil kunne få pik til aften.

Jeg ringede straks til min kæreste og sagde “Hej skat, skal vi have pik til aften?” og i den anden ende af røret hørte jeg hans skønne, lidt skeptiske, grin (han tænker i billeder), og så var standarden for aftenen lagt. I virkeligheden var min mission at gøre ham glad og det faktum, at der ikke skal mere end en pikmad til, det siger jo alt om, hvor nemt det er at gøre sin kæreste glad og få nogle flere grin ind i en travl hverdag. Jeg ser i hvert fald ingen grund til bekymring over, at han finder pik til aftensmad ganske fornøjeligt.

Kan vi tale lidt om mig nu, tak!

Kan vi tale om mig nu, tak!

For at sætte scenen, så kender vi alle scenariet. Scenariet, hvor vi fortæller noget til en veninde, og i stedet for at stille dybdegående spørgsmål og give sit perspektiv på din problemstilling, så begynder hun straks på en historie så lang som en familieferie i bil til Harzen om sin mors kusines svigermor, som, sjovt nok, har prøvet noget lignende. Det eneste du egentlig har lyst til at sige er “Hallo, kan vi tale om mig nu, tak”. I stedet nikker du høfligt og siger ja, når det passer ind i den samtale, du for længst er zoomet ud af. Og det værste er, at alle gør det – fører parallelle samtaler og underminerer venindepligten.

Med den parallelle samtale mener jeg den samtale, vi gang på gang drejer over på os selv, med udgangspunkt i den historie vores veninde lige var ved at fortælle. Selvfølgelig har de fleste samtaler et naturligt flow, hvor der er en udveksling af erfaringer og oplevelser, men alt for ofte er det på bekostning af den dybere samtale.

Hokus pokus – vi vil alle være i fokus

I virkeligheden har vi jo alle brug for at blive hørt – men altså, ro på Schwester! Der skal nok blive tid til, at du får fortalt din historie. Forhåbentlig er det sjældent, at dig og din veninde bruger en hel aften, hvor I udelukkende taler om hendes problemstilling (jeg sværger, jeg har kun gjort det én gang cirka, måske to). Og så alligevel, hvis hele aftenen bliver brugt på, at du skal tilsidesætte din spændende historie og i stedet agere en mere eller mindre kompetent udgave af Dr. Phil, what’s the harm? Hvis dette bliver en realitet, så har din veninde garanteret et kæmpe behov for at blive lyttet til, og et behov for, at du opfylder din venindepligt.

Så piger, giv plads til jeres veninder når de har noget på hjerte. Prøv at lytte til, hvad der egentlig bliver sagt og stil interesserede spørgsmål. Det kan være du rent faktisk lærer noget, både om hende og bliver udfordret på dine egne holdninger. Jeg lover, at gøre det fra nu af. Som Michael Jackson ville sige, eller synge, I’m starting with the (wo)man in the mirror.

P.s. Jeg fralægger mig alt ansvar for, at du nu vil nynne ovenstående sang resten af dagen. 

Når man som veninde bliver en lystløgner

 Når man som veninde bliver en lystløgner

Den anden dag slog det mig, at jeg nogle gange ikke er ærlig over for mine veninder - sagt med andre ord, jeg lyver rent faktisk. Og nu jeg er ved at bekende mine synder, så var jeg ikke syg, da du fyldte 28, Dianna. Jeg havde bare lige købt Fifty Shades of Grey-bøgerne, og jeg kunne ikke komme ud af mit soveværelse – Undskyld!

Der er bare ikke altid, at der er plads til at være social på overskudskontoen, og plads til at skulle stå til rådighed, når mine veninder gerne vil have et kærligt og mere eller mindre velovervejet råd med på vejen. For nogle gange er den eneste, jeg vil kunne holde ud i mere end fem minutter mig selv og Mr. Grey… og nåh ja… Jax fra Sons of Anarchy (mums filifbaba, haps haps og pænt ja tak)

Hvad ville den ærlige veninde have gjort?

Min løsning er derfor at komme med en masse undskyldninger og hvide løgne om, hvorfor jeg ikke kan deltage. Jeg gør det nok mest for min egen skyld, da jeg på den måde ikke fremstår kedelig, men i virkeligheden er det jo ikke fair, hverken over for mine veninder eller mig selv.

Et eksempel fra det virkelige liv kan nævnes fra i torsdags, da jeg havde en aftale med min veninde. Bevares, jeg havde glædet mig, men da jeg efter arbejde trådte ind i min lejlighed, så ville lejligheden simpelthen ikke lukke mig ud igen – og hvad kan man så gøre?

Det ærlige menneske vil her se to muligheder: Sige sandheden, med fare for at såre sin veninde eller tage afsted velvidende om, at man vil være mentalt fraværende hele aftenen. Men en tredje mulighed, og den jeg desværre ofte har tyet til, kunne være at komme med en undskyldning eller en hvid løgn og aflyse aftalen.

Rens sjælen uden at gå i kirke

I min søgen efter at blive et bedre menneske, valgte jeg at sige tingene, som de var. Jeg var træt efter en lang dag og havde intet overskud, og jeg foreslog derfor, at vi skulle finde en anden dag. Straks jeg trykkede send, mærkede jeg den dårlige samvittighed og havde allerede planlagt en tur i kirken efterfølgende søndag for at få renset sjælen. Fem minutter efter fik jeg en besked retur “Helt sikkert – har det præcis på samme måde. God aften, søde". Længere var den ikke.

Så nemt og så lige til, præcis som det bør være. En opfordring herfra er altså at sige det med (k)ærlighed. Den gode veninde giver plads, men den gode veninde er også ærlig og fortæller, hvad hun har brug for

Single, solo-ferie og 30-års fødselsdag: Hænger det sammen?

“Undskyld! Skal du alene på ferie, og mens du fylder 30?!”. “Ja, det skal jeg. Og jeg glæder mig,” lyder det prompte fra mig. Jeg fik dog lynhurtigt tilføjet, at jeg altså har venner og veninder.

Jeg forstår udemærket min kollegas reaktion, og jeg var selv ligeså forskrækket, da det rent faktisk gik op for mig, at hverken min lillebror eller veninde, som jeg havde løse ferieplaner med, kunne tage med på den surfcamp, jeg gik og drømte om. Og 95 procent af den øvrige venindeflok har mand og et barn eller to som faste rejsepartnere. Hvad gør jeg så? Jeg fylder 30 år, jeg har ikke haft ferie siden jul, og efter en sløj sommer i Danmark trænger jeg virkelig til oplevelser, afslapning og sol.

Bare og bare
Jeg rejser da bare alene. Det plejer min lillebror altid at gøre – og afkastet er altid en masse oplevelser og gode, internationale ven- og bekendtskaber. Han er min inspiration. Og det virker så nemt, når han gør det.

Indrømmet! Jeg har ikke samme gåpåmod som min bror, der bare pakker tasken og rejser ud i den store verden. Jeg skal have bestilt min rejse, inden jeg når at fortryde beslutningen om en solorejse. Og hvad med det der surfing – kan jeg finde ud af det, og er det overhovedet så fedt, som jeg går og forestiller mig? Tankerne begynder at kredse rundt inde i hovedet. Tænk, hvis jeg ender med at sidde helt alene på min 30-års fødselsdag, som falder på feriens første dag, og møder jeg mon nogle, der gider hænge ud med mig bare noget af tiden … Jeg medbringer et par bøger og downloader endnu flere lydbøger, så er underholdningen hjemme, når jeg er mutters alene.

Jeg finder en surfcamp i Marokko, som rummer alt fra den uerfarne surfer til den mere erfarne surfer. Perfekt for en rookie som jeg. Billederne ser lækre ud, bølgerne er ikke for voldsomme, og temperaturen er med sine gennemsnitlige 25 grader i oktober helt perfekt for en bleg dansker som mig. Inden jeg bestiller rejsen, ringer jeg til rejsebureauet for lige at tjekke op på, om jeg mon er den eneste, der rejser alene. Det er jeg ikke. Slet ikke. Pyha! Jeg får lynhurtigt bestilt rejsen, og jeg er spændt som en flitsbue. Spændt på surf, solorejse og min tredje runde fødselsdag.

Ja tak til soloferie
Med kildende feriefornemmelser i maven flyver jeg mod det afrikanske kontinent en kold efterårsdag, og foran mig venter en uge, hvor jeg kun skal tage stilling til ting, der handler om et board, bølger, afslapning og dyr med to pukler. Det føles fedt.

Jeg når kun at blinke et par gange med øjnene (okay, det føles i hvert fald sådan!), før min popo atter er solidt placeret på kontorstolen i kolde Danmark. Her sidder jeg med et hav af oplevelser, internationale bekendtskaber og en god portion selvtillid rigere. Ferien er en af de bedste ferier, jeg nogensinde har været på. Surf er jo bare supersjovt, og de marokkanske bølger er tilpas vilde. Jeg havde ikke lavet larm omkring min fødselsdag, men min surfinstruktør fik opsnust begivenheden og arrangerede surprise-kage og –sang fra hele camp’en om aftenen. Med efterfølgende fest på tagtarassen. Lige i min ånd.

De medbragte bøger kom ikke op af kufferten, og der blev heller ikke trykket play på lydbøgerne. Når jeg ikke surfede, spiste, drak, festede og hyggede jeg mig med den internationale, seje flok mennesker i alle aldre, som jeg boede sammen med.

Post-ferie-depressionen kunne jeg ikke snige mig udenom, og jeg tog konsekvensen op og bestilte endnu en surfcamp til februar. Alene.