Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]

 


10 ting, jeg har optur over, efter jeg er flyttet hjemmefra

10 ting, jeg har optur over, efter jeg er flyttet hjemmefra

For knap halvanden måned siden, 14 dage før jeg fyldte 20, flyttede jeg i en lejlighed sammen med min kæreste. Jeg flyttede fra mors og fars trygge rede, direkte ud i en helt ny verden af pligter og ansvar. Jeg fandt dog også ud af, at jeg kunne blive stolt af og have optur over ting, jeg aldrig før havde troet.

1. Første gang jeg handlede selv. Jeg har været maaange gange med mor i Bilka, men der hældte man jo bare i vognen uden tanker om budget, for mor har jo penge nok. Men da jeg første gang havde handlet ind i Føtex helt selv, var jeg dæleme stolt. Så stolt at jeg sms’ede til min kæreste hvilke store bedrifter, jeg havde begået. Min kæreste, som har boet selv et år, inden vi flyttede sammen, var ikke helt så imponeret og stolt, som jeg havde håbet.

2. Første gang jeg helt selv vaskede tøj OG hængte det op på tørrestativet. Det føltes nærmest som at få nyt tøj.

3. Bland-selv-slik! I min familie har der været tradition for Disneyslik eller fredagsslik, som det også blev kaldt. Det bestod af en lille skål med slik fra en Haribo-pose og lidt chokolade eller lignende. Jeg begriber ikke, hvordan jeg har kunne leve 19 år uden bland-selv-slik. Det er derfor, naturligvis, også blevet gjort til en ny fredagstradition. Kæmpe optur!

4. At betale husleje. Jeg har aldrig før betalt en regning, så det var noget spændende at betale huslejen. Jeg følte mig rigtig ansvarlig og voksen (lidt mindre voksen, da jeg blev nødt til at spørge min kæreste, hvordan man gjorde). Fornemmer dog denne begejstring hurtigt får sin ende.

5. At have en hel lejlighed at kunne indrette. Men for søren, hvor er det dog dyrt.

6. At skrive indkøbsliste. Jeg har lavet et fint system med post-it sedler på køleskabet. Føler mig så organiseret og voksen, og jeg står gerne et par minutter foran køleskabet bare for at komme i tanke om flere ting at skrive på sedlen.

7. Da jeg købte min første plante. Min kæreste og jeg var i en fin lille butik med alt muligt til indretning, heriblandt også små potteplanter. Jeg har aldrig før skulle tage vare på andet eller andre end mig selv, så er lidt spændt på planten. Men i skrivende stund har den da overlevet i min varetægt i bedste velgående i omkring fire dage.

8. Jeg nyder gerne at ligge på sofaen og slappe af. Jeg behøver ikke at have lavet noget anstrengende eller have haft en lang dag. Jeg kan bare godt lide at lave ingenting. Og nu kan jeg gøre det helt uden, at nogen kigger bebrejdende på mig og spørger, om jeg ikke burde lave lektier. Wuhuu.

9. Jeg kan gå nøgen rundt i lejligheden, lige når det passer mig (note til mig selv: der er kontorbygninger lige overfor, så sørg gerne for, at der er rullet for fremover).

10. At komme hjem til mor og far. Jeg glædede mig som et lille barn til at flytte ud, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Nu glæder jeg mig skørt nok til at komme hjem til mor og far igen. Aldrig har det været så rart at komme hjem og få mors mad for derefter at kunne smide sig på sofaen for at se kedelige engelske krimier. Hvem havde set den komme? I hvert fald ikke mig.

 

Har du også noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]

 

“Siden hvornår er det blevet et tabu at søge kærligheden?"

Er du også for vattet til kærlighed?

Du er i din søgen, som singlekvinde, efter manden i dit liv. Ham, som ikke bare giver dig en smule sommerfugle i maven, men som får dig til at føle "the whole fucking zoo”, og hvor følelsen er ​gengældt. Gengældt – husk det ord.

Du har været i din søgen længe, og du orker bare ikke mere. Du kan ikke forstå, hvorfor du gang på gang bliver såret. Du synes efterhånden, at det er ved at være din tur til at finde kærligheden, så du jagter den, og du jagter den for ​e-n-h-v-e-r​ pris. Men det er faktisk ikke kærligheden, du jagter, og det er lige netop dér, du begår fejlen, og opfører dig som en pussy.

Og den opførsel gør, at risikoen for at blive såret ikke længere bare er en risiko, men i stedet ​en garanti, som du alene har udstedt​. Og jeg er vidne til det.

Vi kvinder drømmer og fantaserer

Det starter med, at du begejstret fortæller om den her mand, som du har mødt til dine veninder – og jeg er en af dem. Jeg sidder nysgerrigt og lytter til, hvad du har at fortælle. Du kender ham ikke så godt endnu, men han virker rigtig sød. Det lover godt. Du kan ikke lade være med at fantasere om dig og ham sammen, og på dette stadie er det ikke seksuelt – det er alt det andet. Den han er, det han laver, hans interesser, fremtidsplaner og drømme, som matcher dine, og derfor kan du sagtens se det ske. Dig og ham sammen. Du kan slet ikke lade være med at forestille dig det. For det er det, vi kvinder gør. Vi drømmer og fantaserer om, når en bliver til to, og når to bliver til tre – når vi er i en søgen efter kærlighed, som du er​.

Og måske bliver det den her mand, som du skal leve resten af dit sammen med. Måske bliver det ikke. ​Som din veninde håber jeg altid på det første. For der er ikke noget, jeg ønsker mig mere, end at du finder kærligheden.

Men måske er den her mand, som du har mødt, kun ude efter noget uforpligtende sjov og ballade, og det er der jo heller ikke noget galt i. Så længe han melder klart ud, at det er præmissen, så du kan bakke ud. Problemet er bare, at det gør du ikke. For du er en pussy!

For du siger til ham, at du ikke tænker så meget over tingene, men tager dem, som de kommer, og at du bare synes, at det er hyggeligt at ses med ham. Og lige dér giver du ham invitationen til din gæsteliste – listen over mænd i dit liv, som bare kommer og går. Listen, der bliver længere og længere. Ikke fordi alle mændene er nogle idioter – mange af dem har jo rent faktisk meldt klart ud – eller fordi du ikke er sød og smuk og ikke har en masse at byde på, men fordi der er noget galt med det, ​du gør​. Du lyver!

Hvornår blev søgen efter kærlighed et tabu? 

Du tør ikke stå ved, at du er i en søgen efter kærlighed. Siden hvornår er det blevet et tabu? Og lige der stopper du din jagt på kærligheden for enhver pris, for hvad? Jagten på netop ​ham her​ for enhver pris.

Til mig, siger du, at du gerne vil se ham, fordi I har det hyggeligt. Hyggeligt... men hvad blev der af dit inderlige ønske om kærlighed – at en bliver til to og senere tre?

Når du fortæller mig, at du “kom til” at have sex med ham efter hans udmelding om ingen forpligtelser, forsvarer du det med “at det simpelthen er så lang tid siden, at du har fået noget”. Siden hvornår er det blevet en undskyldning for at spilde tid på en mand, som gør dig ked af det? Noget som du selv har givet ham fuld tilladelse til. Der er intet galt med at have sex for sexens skyld alene og få sit ugentlige eller månedlige seksuelle fix, men måske ikke med ham manden, som du allerede har forestillet dig en fremtid sammen med – og hvor det ikke er ​gengældt. Gengældelsen – det er jo for pokker den, som er allervigtigst i kærligheden.

Kære veninde. Bild ikke dig selv ind, at din jagt efter kærligheden altid mislykkes, hvis det i virkeligheden slet ikke er kærligheden, du jagter, ​men ham, som du har bildt dig selv ind, det skal være for enhver pris – selv at han ikke vil.​

Stå ved, at det er kærligheden, du søger – over for mænd og over for dig selv, som du gør det over for mig. Hvorfor? Fordi du fortjener den.

“Jeg er et stolt skilsmissebarn”

Skilsmissebarn

For 10 år siden valgte mine forældre at bryde normen ved at blive skilt. Et brud med den ideelle kernefamilie i det danske samfund, hvor det som 12-årig var svært at finde forståelsen og de positive aspekter ved deres beslutning. De valgte at gå mod samfundets traditionelle værdier, og dermed vige væk fra det danske syn på den lykkelige familie. Min verden faldt til jorden, og jeg kæmpede en uendelig følelsesmæssig kamp, for ikke at ryge med i faldet. Jeg blev stående.

Exit-skiltet findes ikke

Jeg kan i dag, som 22-årig, stolt præsentere mig selv som skilsmissebarn, velvidende om, at lykkelige slutninger ikke behøver være ideelle. Jeg må dog erkende, at det har taget tid og tårer at nå hertil. Dér i findes mange årsager, jeg ser dog det danske samfund som værende en af dem. Vi har gennem vores traditionelle normer og værdier, skabt en række kriterier for vores levemåde, hvor kernefamilien ses som en nødvendighed i bestræbelsen på lykke. Dette har formået at kategorisere skilsmisse som værende et destruktivt element i denne opnåelse. Det har givet suk og medfølende blikke med på sin vej, hvor en form for medlidenhed tog over for forståelsen. Jeg vil hverken påpege eller kategorisere skilsmisse for værende en løsning eller svar på lykke. At være en del af en skilsmisse er som at befinde sig i et følelsesmæssigt kaos, hvor skiltet med “Exit” ikke er eksisterende. Det er hverken sjovt eller anbefalingsværdigt, men en realitet, som må ses i øjnene.

Den ideelle kernefamilie kan skabes af os selv

Alle skilsmisser gemmer på en helt særlig årsag, og ingen kan på forhånd vide, om en lykkelig slutning vil finde sted efter. Dog ønsker jeg blot at brede et budskab om, at skilsmisser hverken bør leves eller ses i et konstant negativt lys. Det bør derimod ses som en form for redskab til at bane vejen frem til lykke. At komme frem til, at man ikke skal gå denne vej sammen som mand og kone bør aldrig sættes i bås, som værende forkert. Vi bør som samfund, se det som en mulighed skabt af vores opnået frihed. En frihed, som har skabt muligheder udover det traditionelle. En fremtid, hvor begrebet kernefamilie også indeholder bonusfamilie. Jeg siger ikke, at skilsmisser er vores fremtid, jeg mener bare, at vi ikke bør udelukke det, som en lykkelig mulighed. Jeg ved, at den lille 12-årig piges lykke var, at mor og far ville være gift resten af deres liv. Men hvordan skulle jeg vide, som 12-årig, at en skilsmisse ville medbringe en fantastisk bonusfamilie, glade forældre og et liv fyldt med kærlighed? Nej vi er ikke længere den ideelle kernefamilie, som det traditionelle danske samfund har skabt. Vi er derimod eksemplet på, at den ideelle kernefamilie kan skabes af os selv. For når alt kommer til alt, bør det så ikke være os selv, som afgør, hvad det ideelle er?

Stresset? – Det har jeg ikke tid til!

Stresset? – Det har jeg ikke tid til!

Denne sætning har jeg flere gange sagt til mine omgivelser, heriblandt min læge. For helt ærligt, så kan jeg sgu da ikke som 24-årig være stresset. Hvad skulle jeg være stresset over? Jeg har hverken børn eller mand, jeg skal tage mig af.

Ikke desto mindre, er det vel nok det, jeg har. Altså stress. Jeg er stadig i erkendelsesfasen, så bær over med mig. Dog er jeg godt klar over, at der er noget helt galt med mig, når jeg for mindre end blot tre uger siden, lå på gulvet på mit arbejde, havde ondt i brystet og ikke kunne trække vejret ordenligt. Når jeg tænker tilbage, synes jeg, det virker som en kliché af værste skuffe. Men det var desværre det, der skete. Jeg har ikke lyttet til min krop, så derfor valgte den at gøre, hvad jeg skulle have gjort for lang tid siden. Sige fra.

De ringede efter en ambulance

Mine kollegaer gjorde som enhver anden ville have gjort og ringede til en ambulance. Jeg kunne ikke lade være med at ligge med følelsen af, at jeg var til gene for andre, og at de ikke skulle gøre sig selv den ulejlighed. Jeg havde jo også resten af min vagt, der skulle tages. Jeg synes, det var pinligt, at folk skulle se mig sådan, og min evige trang til at skulle kontrollere alt smuldrede totalt.

Jeg var indlagt på sygehuset i godt et døgn og hadede hvert sekund. Jeg var ikke ligesom min værelseskammerat, syg, men jeg havde 'bare' stress. Jeg løb nærmest ud derfra, da jeg fik af vide, at jeg godt måtte tage hjem. Men med strenge ordre på at få slappet af. Selvom det lyder som noget af det nemmeste i verden, stresser tanken mig om at gå ned i gear.

Men noget er sket siden den aften, hvor min krop sagde stop. Min krop og mit sind er gået i chok. Den ellers udadvendte pige, er blevet forvandlet til en, der ikke engang kan overskue at skulle gå ud af døren om morgenen. Jeg tager sommetider mig selv i at sidde og tude, uden jeg ved hvorfor. Det er svært for mig at forholde mig til det, da jeg ikke selv ved, hvad det er. Hvad der så er endnu sværere er at fortælle folk det. Alle vil gerne hjælpe, men jeg kan ikke forklare, hvad det er, der gør mig ked af det, eller hvad der får mig til ikke at kunne overskue at stå op om morgenen.

Den sværeste sygdom

Men når jeg så endelig får taget mig sammen til at gå udenfor min dør, bruger jeg så uendeligt mange kræfter på at opretholde en facade og gemme mine tanker og følelser væk. Derfor kan alt jo også godt syne af, at jeg har det godt. Det har jeg bare ikke. Jeg har stress, og det er hverken noget, der kan ses eller måles. Det er en sindstilstand, og det er den sværeste sygdom, jeg har haft at kæmpe med.

“Jeg har spildt mig selv, fordi vi troede, jeg var forkert”

Vi troede, jeg var forkert

“Hold op hvor jeg trænger til at være sammen med nogle mennesker.” 

– Sagde ingen introvert nogensinde.

 “Du skal da ud og more dig lidt; det bliver sikkert sjovt med den fest – det er heller ikke sundt at være så meget alene.”

– Sagde enhver introverts velmenende mor.

“Du er introvert – det er helt naturligt.”

– Var der aldrig nogen, der sagde til mig.

 “Jeg hedder Anna, og jeg er introvert.”

– Ville jeg sige, hvis jeg var til de introvertes svar på et AA-møde. Og så ville jeg i øvrigt hurtigt begynde at glæde mig til, at jeg kunne komme hjem og være alene igen. 

Som 14-årig mærkede jeg for første gang, at jeg ikke var, som mine veninder var flest. Jeg var til blå mandag med klassen, og hvert sekund af den dag var gennemsyret af ubehag. Der var alt for mange mennesker i byen. Der skete for meget. Vi skulle nå for mange ting. Verden larmede omkring mig. Jeg blev bombet af uro og stimuli, snak og fremmede mennesker. Jeg kunne ikke lide ræset og larmen, og alt det, de andre tilsyneladende var helt vilde med. Det var som om, de andre oplevede, at det her var livet, mens jeg følte, at jeg langsomt var ved at krepere. Og festen om aftenen… Den var en cirkelvandring omkring mig selv; tankespind mod roligere omgivelser. Det var en hel dag, hvor min eneste klare tanke var “Fuck. Fuck, hvor føles det her forkert. Fuck, hvor jeg glæder mig til at komme ud. Væk. Hjem.”

Den aften græd jeg mig i søvn i min mors arme.

Jeg følte mig helt, helt forkert.

Det er tæt på 10 år siden nu, og jeg oplever det til stadighed. Følelsen af at være forkert; ikke at kunne lide det samme som de andre; ikke at have lyst til at deltage i sociale arrangementer. Og det er stadig svært. Særligt fordi vores samfund er præget af ekstroverte værdier. Det er velset at være udadvendt, åben og snakkesalig, kontaktsøgende, lettilgængelig, rap i replikken og at kunne komme ud over rampen.

Og her sidder jeg så og er alt det modsatte. Forkert.

– Jeg kan ikke lide at gå til fester, og jeg undgår fredagsbaren på studiet. Og er taknemmelig for, at rusugen aldrig vender tilbage.

– Jeg afskyr smalltalk, og pulsen stiger, når min telefon ringer. Kan vi klare det på en sms i stedet?

– Jeg kvier mig ved spontanitet, og jeg får krampe i hjernen, når der er kaos omkring mig. Nej, det er ikke nødvendigt altid at tænke ud af boksen.

– Jeg ser ikke frem til julefrokosterne, og jeg nærer ingen nytårsfestforventninger. Det bliver ikke årets fedeste aften, og jeg tænker hurtigt på, hvornår det mon er socialt acceptabelt at forlade selskabet.

 Jeg vil bare gerne hjem. Jeg vil rulle gardinerne ned for verden og slukke for lydtapetet, der beklæder alle vægge omkring mig. Jeg vil sortere i dagens mange indtryk, tage på vandring i tankestrømme, læse en bog og rejse ind i et fremmed univers. Sætte musik på og lytte efter historier. Jeg vil slå blikket ind på uendeligt. Sidde stille i mit eget fortrinlige selskab. Have ro og tænketid. Jeg vil bare være – værne om min enehed.

Når jeg siger nej til at være social og “komme ud og more mig”, så betyder det ikke, at jeg er sur på nogen, og det betyder ikke, at jeg er kedelig. Jeg hader ikke samtale og mennesker, og jeg er som introvert ikke per definition socialangst eller depressiv. Jeg har bare brug for at være alene, for at kunne lade op. I virkeligheden holder jeg meget af tætte relationer, intime og dybe snakke, nærvær og mennesker, som jeg kan mærke. Mennesker, der skaber genklang i mig. Jeg holder af at lytte og blive hørt, af at dele indsigt og refleksioner og af at snakke om vigtige ting og at have det sjovt.

Og så holder jeg af, når jeg igen er alene og kan samle indtrykkene på sirlige rækker inden i. For selv i det allerbedste selskab aflades mit sociale batteri.

Jeg ved godt, at alle desperate forsøg på at lokke mig ud i mængden, alle opmuntringer til at forlade min enehed og alle invitationer til deltagelse i det larmende liv er kærlighedserklæringer. “Kære Anna, jeg synes, du trænger til selskab og farver i dit liv, og det vil jeg gerne give dig – kom til min fest.” Og jeg forsøger at tage det som sådan; som kærlighedserklæringer. Som gode hensigter, varme hænder og runde hjerter. Men den største kærlighedserklæring, jeg kan give mig selv, er, at omfavne det introverte og takke nej. At male min tilværelse i douce nuancer. At omsvøbe mig med ro. Den største kærlighedserklæring, mennesker omkring mig kan give mig, er, at lade mig vide, at de er der, når jeg trænger til nærvær og til at være alene med en anden; resten af tiden afspejles den største kærlighed i, at de beskytter min ret til enehed. Jeg ved, at der altid er åbne arme for mig, som jeg frit kan vandre ind i, når jeg har behov. Derfor skal ingen have ondt af mig, når jeg tilbringer min tredje fredag aften i træk alene på sofaen.

Jeg drømmer om en dag, hvor folk lærer at skelne mellem enehed og ensomhed. Ensomhed skal vi kæmpe imod, men eneheden bør værnes om.

Jeg har brugt mange år på at føle mig forkert. Jeg har gjort mange forsøg på at være anderledes. Jeg har betalt prisen, når det har taget mig flere uger at regenerere efter et større arrangement. Jeg har tænkt mange tanker om, at jeg burde forandre mig. Jeg har gennemlevet mange ubehagelige timer i menneskemængder. Jeg har hevet mig selv gennem klasseudflugter, rusture, skolerejser, julefrokoster, sommerfester og diverse andre ikke-introvert-venlige arrangementer.

Jeg har altid vidst, hvor toilettet var, for dér ville jeg tilbringe mine pauser – lige netop der kan man i det mindste stadig få lov at være alene.

Jeg er introvert. Jeg har anerkendt og accepteret det – jeg har opdaget, at jeg ikke er forkert. Jeg har lært at lytte til mine behov, og jeg nægter at lade mig knægte af et samfund, der er knyttet an på ekstroverte værdier. Ekstroverte kan noget – de har masser at tilbyde; ingen tvivl om det. Men det har introverte også. Vi har et utal af styrker og kvaliteter, der bør fremelskes i stedet for at søges forkertgjort og tromlet af os selv, vores medmennesker og samfundet. Jeg har formøblet mange års god overskudsenergi – brugt den på ikke at acceptere mig selv. Jeg har holdt mig selv nede og hæmmet opblomstringen af min introverte kerne og de kvaliteter, der ville være fulgt med.

Jeg har spildt mig selv, fordi vi troede, jeg var forkert.

Jeg ville ønske, at jeg havde accepteret min introverte side noget før. Jeg ville ønske, at mine omgivelser ville acceptere min introverte side. Jeg drømmer om et samfund, der rummer både introverte og ekstroverte værdier. Vi må stoppe med at have kollektive forventninger, normer og pres, der får mennesker til at føle sig forkerte; det skaber fragmenterede liv – fundamental splittelse mellem det jeget føler rigtigt, og det andre forventer. Ingen bør lades alene med deres forkerthedsfølelse. Ingen bør i det hele taget lades alene; heller ikke introverte. For vi er ikke selvtilstrækkelige – vi har også behov for mennesker i vores liv, så vi beder til, at I ikke opgiver os, selvom vi trækker os tilbage.

Hvis du vil hjælpe mig, skal du tilbyde mig en pallette med farver i douce nuancer. Berig mig med nærvær og dybde, hold om mig, men sæt mig fri til at gå, når jeg har fået nok. Accepter, at vi er forskellige. Vi har forskellige behov, og det, du synes, er livets gave, er for mig måske en plage. Tag det ikke personligt, hvis jeg siger fra og takker nej til dine invitationer, selvom du sender dem med de bedste intentioner og ønsker. Lad mig vide, at jeg er velkommen – men også, at du accepterer det, hvis jeg ikke kan overkomme det. Bliv aldrig en velmenende mor, der fortæller mig, at jeg har godt af at komme lidt ud. Omfavn det introverte før det bliver nødvendigt med vores svar på AA-møder, for vi ville hade det.

Jeg er introvert – men det er ikke en sygdom. Det er et personlighedstræk, som hverken kan eller skal bekæmpes. Det skal omfavnes og elskes. Vi er gode nok, som vi er.

Hej skat, skal vi have pik til aften?

Hej skat, skal vi have pik til aften?

I nat lå jeg endnu engang og spekulerede. Jeg havde haft et skænderi med min kæreste over småting, som virkede utrolig vigtige på daværende tidspunkt, og som vist nok endte ud i en kvindelig principsag. Derfor kunne jeg mærke, den dårlige samvittighed komme anstigende. Måske havde jeg ikke været helt fair, og måske var det i virkeligheden fordi, jeg havde haft en dårlig dag på arbejdet. Vi er vel alle lidt for stolte mennesker engang i mellem.

Jeg blev enig med mig selv om, at i morgen skulle blive dagen, hvor jeg ville være den gode kæreste. Jeg satte derfor barren højt, i forhold til vores standarder, og kæresten min skulle forkæles med tapas, vin, levende lys, sexet undertøj, og dernæst noget, som ikke er for børn.

Natteroderi og dagen derpå

Nu kunne jeg jo slet ikke sove, så kl. 2 om natten gik jeg i min iver igang med at finde de bedste opskrifter og lavede en uoverskuelig shoppingliste. Jeg overvejede endda at købe en sixpence og leve mig ind i rollen som Thomas Herman, men måtte lige minde mig selv om “Keep it sexy” – selvom Herman er et udmærket stykke hankøn.

Men næsten morgen var jeg træt, og de grå rande under mine øjne blev ikke mindre, efterhånden som dagen skred frem. Projekt ”den-gode-kæreste” blev mindre sandsynligt og jeg kunne allerede se aftenen fra dagen før med skænderier og frustration gentage sig.

Så kom det pludselig til mig; et begreb, min kusine engang havde lært mig: Pikmadder! Pikmadder involverer både din kæreste, pølse og løg – hvis du tænker i billeder, er det muligvis et meget underligt billede, du har i hovedet lige nu. Men det ender ud i, at du bliver glad, han bliver glad og I bliver mætte. Det er muligvis nøglen til et godt parforhold – selv tak.

Pik til aften

Vil du have pik til aften, skal du ganske enkelt tage et stykke rugbrød med spegepølse og dernæst skrive “PIK” med mayonnaise. Alt efter smag og behag kommer du ristede løg på toppen. Den perfekte løsning til en travl dag, og selv singler vil kunne få pik til aften.

Jeg ringede straks til min kæreste og sagde “Hej skat, skal vi have pik til aften?” og i den anden ende af røret hørte jeg hans skønne, lidt skeptiske, grin (han tænker i billeder), og så var standarden for aftenen lagt. I virkeligheden var min mission at gøre ham glad og det faktum, at der ikke skal mere end en pikmad til, det siger jo alt om, hvor nemt det er at gøre sin kæreste glad og få nogle flere grin ind i en travl hverdag. Jeg ser i hvert fald ingen grund til bekymring over, at han finder pik til aftensmad ganske fornøjeligt.