Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]

 


Undskyld, men hvem satte grænsen ved to sabbatår?

Undskyld, men hvem satte grænsen ved to sabbatår?

På glædens dag, hvor vi alle sad med huer og forskellige grader af promiller til dimission på mit gymnasium, havde rektor fornøjelsen af at være den første til at påskynde os nyudklækkede studenters videregående uddannelse. Det var jo vores pligt som gode borgere at tage del i samfundet, og det kunne i princippet kun gå for langsomt. Selvom jeg fandt denne tale særdeles demotiverende, havde jeg på forhånd accepteret budskabet. Selvfølgelig skulle jeg kun have to sabbatår, der var ingen pointe i at tage flere, og jeg skulle i hvert fald ikke miste den statsbestemte gennemsnitsbonus!

Det ene år tog det andet

Men man har jo et standpunkt, til man tager et nyt, og mit syn på sabbatår ændrede sig løbende. Efter at have arbejdet i over et år – både i Danmark og i Grønland fik jeg udrejselængsel, købte en backpack og rejste ud i verden. Da jeg vendte hjem efter tre måneder, var det gået op for mig, at man faktisk kan bruge sine 20’ere på andet end universitetet. Der er muligheder udenfor Danmark, som ikke er betinget af uddannelse og tilhørende job.  En helt ny virkelighed åbnede sig, og jeg begyndte blandt andet at drømme om Melbourne, en by jeg besøgte som barn, og som jeg stadig er smaskforelsket i. Udfordringen var bare, at mine to år var ved at udløbe, og pludselig var det ‘forbudte’ koncept en realitet: Et tredje sabbatår.

Mange måneders tøven

Jeg kunne ikke droppe tanken, da den først havde indprentet sig i mit hoved, men samvittigheden og andres forventninger til min fremtid forstyrrede mine tanker. Hvad ville mine forældre sige? Kunne jeg forlade min kæreste for at bo på den anden side af jorden? Ville mine venner putte mig direkte i taberkassen? Problemerne i mit hovedet ledte mig i sidste ende til spørgsmålet: hvorfor er det mig, der er forkert? Det burde egentlig være okay, at regnestykket student + sabbatår ikke nødvendigvis er = to. Hvorfor skal vi have så travlt? Det handlede på ingen måde om, at jeg ikke var klar eller ikke vidste, hvad jeg skulle studere. For mig handlede det om, at studiestart betød fem års forpligtelse til ét sted, og efterfølgende ville jeg sandsynligvis ikke have motivationen og mulighederne til at rejse ud med samme frihedsfølelse som nu. Min konklusion blev, at et tredje sabbatår ikke udelukkede studiestart, men studiestart udelukkede et tredje sabbatår, og således tog logik beslutningen for mig.

Stadig på farten

Det er næsten otte måneder siden, jeg vinkede farvel, og jeg har ikke set mig tilbage. I stedet har jeg lært at stå på egne ben, at være lykkeligt ensom, åben og tosproget. Desuden kan jeg nu kreere en pænt god kaffe med latte art og hele molevitten.

Det danske uddannelsessystem er fantastisk, og det bliver set på med misundelse i resten af verden, fordi vi har gratis uddannelse og en kultur, der accepterer sabbatår. Jeg ville bare ønske, at vi kunne skubbe diskursen på denne øvre grænse á to år en smule, for vi er nogle, som kan drage nytte af lidt længere tid.

Hvis du vil læse mere om Helenas nuværende eventyr, så er du velkommen til at besøge hendes blog her: www.onemoregap.com

Det har jeg lært ved at se The Walking Dead

Mange, især mine forældre, mener ikke, at man kan lære noget ved, at se serier på Netflix, Viaplay og lignende streamingtjenester. Her må jeg sige, at jeg er uenig. Jeg har nemlig lært meget ved at se serier på diverse tjenester – blandt andet ved at se The Walking Dead og dens prequel Fear The Walking Dead.

Dræb dem, som gør dig ondt – med det samme!
Jeg har trævlet de første seks sæsoner igennem af The Walking Dead. Her har jeg fået en meget vigtig livslektie: Hvis nogen gør dig ondt i en sådan grad, at du ønsker dem død – så dræb dem! Så hurtigt, som muligt! De vender altid tilbage, og gør dig endnu mere uret (SPOILERALERT!). Og jo, de vender ALTID tilbage. Ofte på de mest ubelejlige tidspunkter, hvor du leder efter mad, eller livet bare generelt er surt.

Og husk for guds skyld: Skyd dem i hovedet. Ellers kommer de bare tilbage som zombier, og så er helvedet løs igen.

Mennesker er generelt bare nogle svin
Ens egen gruppe er the shit (med få undtagelser) – alle andre er nogle upålidelige sataner, som kun er ude på at stjæle fra andre mennesker – eller dræbe dem. Man skal derfor, som udgangspunkt, ikke stole på andre end sig selv og sine allernærmeste. Selv dér, kan man desværre aldrig vide sig sikker. Hovedregler for det? De findes ikke. Det skal jo helst ikke være for nemt, vel?

Opskriften på at overleve et zombieangreb
Man skal tjekke, hvad zombierne reagerer på (lys, lyd, lugt af blod, etc.) og hvor hurtigt, de bevæger sig fremad. Kender du disse ting, kan du undgå disse kilder til fare, og du ved, hvordan du skal flygte. Derudover skal du alliere dig med nogle muskuløse mennesker, som kan slå zombierne ihjel. Jægere eller politimænd er en fordel, da de kan ramme plet med et gevær eller lignende.

Vil du allerede nu forberede dig til et forestående zombieangreb, så skal du i gang med skydetræningen og kunne løbe lang tid med tung balast på ryggen. Du skal desuden være en dygtig bilist, da du kan være heldig at finde en bil med benzin og kunne flygte i den.

Her skal det bemærkes, at alle generelt er i vanvittig god fysisk form. Det er fuldstændig underordnet, om det er politimænd eller lagerarbejdere – de kan alle sammen løbe fra zombierne og redde deres eget skind. Der er altså håb for alle os, som ikke har tænkt sig at kaste os over den intensive træning.

Hav altid et våben på dig
Hvad enten dit våben er en pistol, hammer, økse eller andet, så hav den altid på dig! Efter at have set The Walking Dead er jeg ikke længere i tvivl om, at zombierne gemmer sig alle steder: Forladte huse, hospitaler og supermarkeder. Husk derfor at lave lyde (hvis zombierne reagere på dette jævnfør forrige punkt), så de dumme bæster giver sig til kende, og du ikke pludselig bliver overrasket.

Hvad med mad og vand?
Vi ved alle, at mad og vand er en livsnødvendig bestanddel i vores hverdag. Uden mad kommer man ikke langt under en zombieapokalypse. Sjovt nok, så er mad intet problem, så længe du og din gruppe har det godt. Det er først, når det begynder at gå dig skidt, dine venner dør eller din overlevelse afhænger af dit samarbejde med nogle bøller, at mad bliver et problem. Så skal der pludselig kæmpes for den – og det er svært for alle at blive mætte, og du kan få lyst til at spise døde hunde og mennesker, som zombierne allerede har haft gang i. Og hvem har lyst til det?

Strøm og uanede mængder af bilen med en fuld benzintank, under en zombieapokalypse, er desuden heller ikke et problem. Du kan således tage et varmt bad (hvis du vel og mærke har fundet dig et samfund at være en del af), lave varm mad dagligt og køre dig en tur uden at tænke synderligt over det.

Du kan stadig finde din store kærlighed
Hvis der er noget, The Walking Dead har lært mig, så er det, at man stadig kan finde den store kærlighed under en zombieapokalypse. Udvalget bliver kraftigt indsnævret (det er især vanskeligt for mændene at finde en ny kvinde), men jeg har set flere eksempler på, at en mand og en kvinde har fundet sammen – også selvom de tidligere (SPOILERALERT!) har mistet deres livs store kærlighed.

Det kan desuden også godt lade sig gøre at få børn. Det er ikke altid at moderen overlever, men børnene kommer til verden, vokser op og bliver sunde og raske. Det, til trods for manglende modermælkserstatning.

“Min kæreste prøvede at slå mig ihjel”

Vi er mange, der gør det. Danner os fordomme om, hvem modgang rammer. Det er da kun folk med en dårlig opvækst, der havner i misbrug. Og selvfølgelig er det kun svage kvinder, der havner i forhold med voldelige mænd. Hvorfor stopper de ikke bare? Hvorfor skrider de ikke? Vi taler ikke om det. Det er en af de ting, vi forventes at holde for os selv. På trods af at det sker dagligt i Danmark og rammer mænd så vel som kvinder, etnisk danske så vel som folk med anden etnisk baggrund. På trods af hvad du måske tror, så rammer det også stærke, intelligente og ressourcestærke kvinder og mænd. Hvor ville jeg dog ønske i dag, at jeg havde hørt en andens historie. At jeg havde hørt en andens tanker, så jeg måske havde fundet styrken før. Men fordommene gør det flovt, flovt at indrømme, at man havnede midt i det, netop fordi der er holdninger om, hvem der havner i denne type forhold.

For et år siden befandt jeg mig i sådan et forhold. Et forhold med daglig nedgørelse, økonomisk/fysisk misbrug, vold og ikke mindst dødstrusler. Uden helt at kunne sætte en finger på hvornår, da den slags ikke sker fra dag til dag, så havde han taget magten fra mig. Jeg var ikke længere i stand til at kende mig selv, og følte, alt var imod mig. Men han var min klippe. Så dybt var han inde i mit hoved, så meget havde han overtaget mine tanker. Alle udfordringer i mit liv føltes umulige at overkomme uden ham. Det var umuligt for mig at se, hvem der havde skabt de problemer. Manipulation. Den eneste egenskab han virkelig beherskede. Med det formåede han nemt at vende et skænderi imod mig. Selvfølgelig havde han ikke gjort noget galt, når han slog. Det var jo mig, der fik ham til det.

Det startede så godt. Alt virkede så nyt og ubekymret. Der var hele tiden søde, små detaljer der skulle fortælles til veninderne. Hele tiden nye ting han gjorde af sig selv, som gjorde mig glad. Latterlige ting som at sætte mit billede som baggrund på mobilen. Såsom at overraske mig med en enorm buket røde roser efter vores første skænderi, udelukkende for at undskylde, at han hævede stemmen en smule i telefonen. Såsom at kører fra København til Århus midt om natten, fordi jeg havde haft en dårlig dag og savnede ham.

Men det ændrede sig. Allerede to måneder inde i forholdet, levede jeg i konstant frygt. Frygt for at tjekke min mobil, hvor der enten lå kærlighedserklæringer eller psykotiske beskeder. Alt efter hvordan hans humør var. Beskeder som ‘Du er så fucking frastødende kælling, tag en for holdet og æd et glas piller’ eller ‘Ærgerligt du kun tager på ved maven og lår, når du ingen bryster har, og din røv er trist’, var blevet min hverdag. Min selvtillid havde han langsomt knækket, og mine nærmeste havde han forsigtigt, men sikkert skubbet ud af mit liv. Jeg havde kun ham tilbage, psykopaten.

Det der kan være allersværest at forstå, som udefrastående der høre om dette, er hvordan psykopaten er i stand til at vende alt til noget negativt, man har gjort mod dem. Eksempelvis kørte vi en aften mod Bilka i Fields. Det stormede og var kulsort udenfor, hvilket jeg ikke brød mig om, da det var mig, der kørte, og vi befandt os på motorvejen. Han sad og var i gang med at fortælle et eller andet, idet en anden bilist overser os og pludseligt trækker ud. Mit fokus er naturligvis på vejbanen, og jeg undgår den anden bil og bander over dårlige bilister. Der tænder han helt af. At jeg i få sekunder koncentrerede mig om ikke at køre galt fremfor at høre hans historie. Det var nok til, at han var på kanten til at flippe ud af raseri resten af aftenen og natten. Og det ville måske være til at ignorere, hvis ikke det var, fordi raserianfald for sådan en person ikke bare er dårlig stemning, men møbler der skal kastes igennem lokaler, trusler om drab, bankning af hans hund og drabsforsøg på offeret.

Jeg husker et skænderi en nat i København. Vi befandt os hjemme ved ham, og jeg nævner en kammerat. En kammerat med kone og børn, som skyder de smukkeste naturfotografier. Jeg havde været i kontakt med ham, fordi jeg ville vide, hvor han havde skudt et af hans seneste billeder, for at kunne overraske min kæreste med udflugt dertil og se solopgangen, hvilket han ville elske. Men i hans misbrugståge mener han ikke, at jeg nogensinde har nævnt den ven, og han kaster min mobil på tværs af rummet ind i væggen, inden han skubber mig ned i sengen, sætter en knæ i maven på mig og forsøger at kvæle mig. Det lykkedes mig at vriste mig fri, gribe mine ting og løbe ned ad trappen fra 5. sal med ham lige i hælene. Der stod jeg så på gaden i regnen, kl. 3 om natten, fuldstændigt knust.

Netop det med at kvæle og skubbe var ikke unormalt. Det at nedgøre og mærke magten over den anden var et kick for ham. I marts lå jeg hjemme og var nyopereret, da han pludseligt tænder af over ikke at have nogle penge på sin konto. Han griber mit sofabord og kaster det igennem stuen. Jeg kan knapt nok rejse mig pga. smerterne, men formår at komme op at stå for at tale ham til ro. Få sekunder efter skubber han mig, så jeg flyver igennem luften og mister pusten. Sting fra operationen sprang op og måtte syes om.

Andre gange er det lykkedes mig at få ham ud af lejligheden, kun for at en nabo har lukket ham ind i opgangen igen, så han kunne sparke min dør ind. Jeg har ikke længere tal på, hvor mange gange han har forsøgt at kvæle mig, men husker især engang, hvor han sparkede døren ind og løftede mig op mod væggen ved at tage fat i min strube. Jeg troede, jeg skulle dø, men nej. Han slap mig og spyttede på mig, inden han stormede ud af lejligheden igen.

En enkelt gang i hans lejlighed er han stormet ud af døren, kun for at begynde at tælle ned på sms med minutter jeg havde til at pakke mine ting og komme ud af lejligheden, inden han smed mig ud ad vinduet.

Først i sommeren 2015 fik jeg hjælp. Det var nu så slemt, at mine læge og jeg var blevet enige om, at jeg skulle mødes med en psykolog på afdeling Q i Risskov, centeret for selvmordsforebyggelse.

En god veninde igennem mange år havde holdt ved, og var altid kun et opkald væk. Hun respekterede, at jeg på det tidspunkt ikke havde styrken til at komme ud af forholdet, men at jeg i det mindste fik hjælp.

Det tog kun en samtale med psykologen, før mine øjne var blevet åbnet. Jeg forlod ham, og heldigvis bor han i den anden ende af landet, så frygten for at støde på ham var ikke stor. Men han gav ikke op. I over en måned efter blev han ved med at tage kontakt, selvom jeg aldrig svarede. Til sidst forsøgte han at skabe kontakt næsten dagligt, så jeg så mig nødsaget til at involvere politiet, da jeg frygtede at næste skridt for ham ville være at opsøge mig. I værste tilfælde gøre alvor af tidligere trusler om, at hvis ikke han kunne få mig, så skulle ingen have mig. Vi oprettede en almindelig anmeldelse, da jeg aldrig havde anmeldt volden. Men det sluttede ikke der. I månederne efter fik han sin anden dame og hendes veninder til at chikanere mig online. Efter at have kontaktet politiet for at tilføje dette til sagen, fik jeg en skræmmende besked: “Sagen er ikke engang nået til behandling endnu.” Den slags sager ser de for mange af og har ikke ressourcer nok til at behandle dem, efterhånden som de bliver modtaget.

Havde jeg i det mindste bare kontaktet politiet tidligere, så havde der kunne laves tilhold. Havde jeg i det mindst bare vidst, hvad fanden jeg stod i, og hvordan jeg kom væk. Men jeg er taknemmelig, for det er klart for mig i dag, at han var blevet min død, hvis ikke jeg var kommet væk.

Det, man skal være opmærksom på som pårørende, er, at man ikke kan sætte sig i offerets sted. I kan ikke forestille jer, hvordan personen har det, og hvorfor de handler, som de gør. Det voldelige aspekt af forholdet er ikke kommet pludseligt, det er kommet over tid. Det har været et skønt forhold i starten, hvor man er blevet forgudet mere eller mindre. Langsomt ændrer partneren sig, og man skal blot acceptere en lille negativ ting. Og en mere. Og en mere. Det kommer med tiden, ligesom det tager tid at genfinde sig selv på den anden siden. Derfor er jeg blevet tilmeldt exitcirklen, der hjælper kvinder som jeg. Kvinder, der er flove over, hvad en anden har budt dem. Uforstående over for, hvordan netop DE er havnet i den situation, når de nu ikke tilhørte ‘de svage kvinder’, som jo er dem, der havner i forhold med vold.

Jeg tilgiver ham aldrig for at skubbe alle ud af mit liv.
Jeg tilgiver ham aldrig for at skabe en leg, der gik ud på at knække mig.
Jeg tilgiver ham aldrig for at ville køre os begge ihjel.
Jeg tilgiver ham aldrig for alle rygterne.
Jeg tilgiver ham aldrig for slagene mod mit ansigt.
Jeg tilgiver ham aldrig for utroskaben.
Jeg tilgiver ham aldrig for drabsforsøgene.
Jeg tilgiver ham aldrig for det seksuelle misbrug.
Jeg tilgiver ham aldrig for det økonomiske misbrug.
Jeg tilgiver ham aldrig for de mareridt der stadig spøger.
Jeg tilgiver ham aldrig for at måtte vågne op til hans navn tatoveret på mit lår hver dag.

Men jeg tilgiver mig selv, fordi jeg fortjener at lægge det hele bag mig og slippe angsten. Jeg fortjener at komme til et punkt, hvor det at være blevet forelsket i en psykopat ikke er flovt. Hvor jeg kan kende mig selv igen og få genopbygget de venskaber, han rev fra hinanden. 

Det her er ikke skrevet med håb om personlig opmærksomhed, men det er skrevet med et håb om, at kunne nå ud til blot en person, der sidder fanget i samme helvede, som jeg befandt mig i.

“Da jeg troede, at min lykke afhang af tallene på vægten”

Da jeg troede, at min lykke afhang af tallene på vægten

På billedet til venstre ses en 15-årig pige, som fejrede nytårsaften ved årtusindeskiftet. En særlig aften for mange. Pigens klassekammerater sad omkring hende ved spisebordet, hvor de skrålede højt med på sangen Wannabe med Spice Girls. Bordet var pyntet med konfetti, bordbomber og serpentiner. To af vennerne forsøgte i omkvædet at ramme takten til sangen ved at trutte i et horn – dog uden held. Selvom ingen formåede at ramme en eneste tone og til trods for, at bordpynten var en frygtelig omgang rod for øjet, så var stemningen løssluppen, og næsten alle morede sig og skålede i deres drinks – en usmagelig blanding af Pisang Ambon og appelsinjuice. Pigen på billedet grinede og lignede udadtil en, der var i stemning, ligesom sine venner og veninder. Bag smilet, festkjolen og sminken var virkeligheden dog en anden. Hun var ulykkelig. Hun havde samme morgen til sin store frygt opdaget, at hun havde taget 200 gram på i vægt. Hendes tanker kredsede desperat omkring, hvad hun kunne gøre for at tabe dem igen. Hun følte sig alt for tyk. Uduelig. Fed. En fiasko. Hun havde været til festen i tre timer. Hun havde selvfølgelig sørget for at finde på en undskyldning, så hun ikke skulle spise nytårsmenuen sammen med vennerne. Tænk, hvis de pressede hende til at spise. Eller ville stille spørgsmål om, hvorfor hun ikke smagte på maden. 

Der var stadig en time til midnat. Til at hoppe ned fra stole og borde, til fyrværkeri og kram. Pigen rejse sig fra bordet, hviskede i sin bedste venindes øre: “Jeg smutter lige kort. Vil lige ringe og ønske familien et godt nytår.” Hun listede væk fra selskabet og ud på toilettet. Låste døren. Dobbelttjekkede, at den virkelig var låst. Så lagde hun sig med ryggen på det kolde klinkegulv og begyndte på mavebøjningerne. Derefter englehoppene og så mavebøjninger igen. Sådan blev hun ved…

Livet efter en spiseforstyrrelse, er faktisk ikke så tosset…

Dette billede er af mig på min 30-års fødselsdag. Det er over 10 år siden, jeg kæmpede mig ud af spiseforstyrrelsens klør. Som man kan se på billederne, er der en væsentlig forskel på min størrelse. Da anoreksien var værst, vejede jeg blot 38 kilo. I dag vejer jeg væsentlig mere – faktisk et par kilo for meget i forhold til, hvad der er normalt for min højde og alder. Det ironiske er dog, at jeg i dag ikke føler mig så tyk, som jeg gjorde, da jeg syg. Dengang havde jeg ikke et realistisk billede af min egen størrelse. De synlige knogler på min krop, var jeg på daværende tidspunkt overbevist om var fedt. I dag ved jeg, at jeg med god grund gerne må tabe nogle kilo. Men jeg lader mig ikke styre af det. Jeg bliver aldrig en af de superseje kvinder, der kan stille mig frem i bikini og fortælle hele verden, at jeg er stolt af min krop, som den ser ud. Men det er heller ikke mit mål. Det vigtigste for mig er at have en krop, der har det godt og er sund. Den skal helst fungere mange år endnu.

“Du er hel fin, som du er”

Jeg har valgt at skrive dette indlæg, da jeg forleden modtog en besked, som gjorde meget indtryk på mig. For år tilbage fik jeg udgivet en bog om anoreksi. Jeg har sidenhen løbende modtaget beskeder fra elever, som skriver opgave om bogen og i den forbindelse har nogle spørgsmål. Men denne besked gjorde mig rigtig frustreret og ked af det. En ung pige henvendte sig til mig på Facebook. Hun skrev, at hun havde set, at jeg havde skrevet en bog om anoreksi. Hun ville høre, hvordan man fik anoreksi, da hun godt kunne trænge til at tabe sig nogle kilo.

Jeg fik i min magtesløshed lyst til at give pigen et kram og fortælle hende, at hun var hel fin, som hun var.

Det er vigtigt for mig at understrege, at spiseforstyrrelser ikke handler om mad. Det udspiller sig i mad og vægt, men det er ikke en nem løsning for at få det rart med sig selv og for at opnå et vægttab. Hvis man har et godt selvværd, så vil ens verden ikke vælte, hvis man en dag har taget 200 gram på. Man vil ikke ende med at skulle bruge sin nytårsaften på et badeværelse for at forbrænde de 200 gram.

I bund og grund tror jeg, at vi alle kan klare at veje et par kilo for meget eller for lidt – så længe vi har det godt med os selv, at vi er sunde og hviler i, hvordan vi ser ud.

10 ting, jeg har optur over, efter jeg er flyttet hjemmefra

10 ting, jeg har optur over, efter jeg er flyttet hjemmefra

For knap halvanden måned siden, 14 dage før jeg fyldte 20, flyttede jeg i en lejlighed sammen med min kæreste. Jeg flyttede fra mors og fars trygge rede, direkte ud i en helt ny verden af pligter og ansvar. Jeg fandt dog også ud af, at jeg kunne blive stolt af og have optur over ting, jeg aldrig før havde troet.

1. Første gang jeg handlede selv. Jeg har været maaange gange med mor i Bilka, men der hældte man jo bare i vognen uden tanker om budget, for mor har jo penge nok. Men da jeg første gang havde handlet ind i Føtex helt selv, var jeg dæleme stolt. Så stolt at jeg sms’ede til min kæreste hvilke store bedrifter, jeg havde begået. Min kæreste, som har boet selv et år, inden vi flyttede sammen, var ikke helt så imponeret og stolt, som jeg havde håbet.

2. Første gang jeg helt selv vaskede tøj OG hængte det op på tørrestativet. Det føltes nærmest som at få nyt tøj.

3. Bland-selv-slik! I min familie har der været tradition for Disneyslik eller fredagsslik, som det også blev kaldt. Det bestod af en lille skål med slik fra en Haribo-pose og lidt chokolade eller lignende. Jeg begriber ikke, hvordan jeg har kunne leve 19 år uden bland-selv-slik. Det er derfor, naturligvis, også blevet gjort til en ny fredagstradition. Kæmpe optur!

4. At betale husleje. Jeg har aldrig før betalt en regning, så det var noget spændende at betale huslejen. Jeg følte mig rigtig ansvarlig og voksen (lidt mindre voksen, da jeg blev nødt til at spørge min kæreste, hvordan man gjorde). Fornemmer dog denne begejstring hurtigt får sin ende.

5. At have en hel lejlighed at kunne indrette. Men for søren, hvor er det dog dyrt.

6. At skrive indkøbsliste. Jeg har lavet et fint system med post-it sedler på køleskabet. Føler mig så organiseret og voksen, og jeg står gerne et par minutter foran køleskabet bare for at komme i tanke om flere ting at skrive på sedlen.

7. Da jeg købte min første plante. Min kæreste og jeg var i en fin lille butik med alt muligt til indretning, heriblandt også små potteplanter. Jeg har aldrig før skulle tage vare på andet eller andre end mig selv, så er lidt spændt på planten. Men i skrivende stund har den da overlevet i min varetægt i bedste velgående i omkring fire dage.

8. Jeg nyder gerne at ligge på sofaen og slappe af. Jeg behøver ikke at have lavet noget anstrengende eller have haft en lang dag. Jeg kan bare godt lide at lave ingenting. Og nu kan jeg gøre det helt uden, at nogen kigger bebrejdende på mig og spørger, om jeg ikke burde lave lektier. Wuhuu.

9. Jeg kan gå nøgen rundt i lejligheden, lige når det passer mig (note til mig selv: der er kontorbygninger lige overfor, så sørg gerne for, at der er rullet for fremover).

10. At komme hjem til mor og far. Jeg glædede mig som et lille barn til at flytte ud, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Nu glæder jeg mig skørt nok til at komme hjem til mor og far igen. Aldrig har det været så rart at komme hjem og få mors mad for derefter at kunne smide sig på sofaen for at se kedelige engelske krimier. Hvem havde set den komme? I hvert fald ikke mig.

 

Har du også noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]

 

“Siden hvornår er det blevet et tabu at søge kærligheden?"

Er du også for vattet til kærlighed?

Du er i din søgen, som singlekvinde, efter manden i dit liv. Ham, som ikke bare giver dig en smule sommerfugle i maven, men som får dig til at føle "the whole fucking zoo”, og hvor følelsen er ​gengældt. Gengældt – husk det ord.

Du har været i din søgen længe, og du orker bare ikke mere. Du kan ikke forstå, hvorfor du gang på gang bliver såret. Du synes efterhånden, at det er ved at være din tur til at finde kærligheden, så du jagter den, og du jagter den for ​e-n-h-v-e-r​ pris. Men det er faktisk ikke kærligheden, du jagter, og det er lige netop dér, du begår fejlen, og opfører dig som en pussy.

Og den opførsel gør, at risikoen for at blive såret ikke længere bare er en risiko, men i stedet ​en garanti, som du alene har udstedt​. Og jeg er vidne til det.

Vi kvinder drømmer og fantaserer

Det starter med, at du begejstret fortæller om den her mand, som du har mødt til dine veninder – og jeg er en af dem. Jeg sidder nysgerrigt og lytter til, hvad du har at fortælle. Du kender ham ikke så godt endnu, men han virker rigtig sød. Det lover godt. Du kan ikke lade være med at fantasere om dig og ham sammen, og på dette stadie er det ikke seksuelt – det er alt det andet. Den han er, det han laver, hans interesser, fremtidsplaner og drømme, som matcher dine, og derfor kan du sagtens se det ske. Dig og ham sammen. Du kan slet ikke lade være med at forestille dig det. For det er det, vi kvinder gør. Vi drømmer og fantaserer om, når en bliver til to, og når to bliver til tre – når vi er i en søgen efter kærlighed, som du er​.

Og måske bliver det den her mand, som du skal leve resten af dit sammen med. Måske bliver det ikke. ​Som din veninde håber jeg altid på det første. For der er ikke noget, jeg ønsker mig mere, end at du finder kærligheden.

Men måske er den her mand, som du har mødt, kun ude efter noget uforpligtende sjov og ballade, og det er der jo heller ikke noget galt i. Så længe han melder klart ud, at det er præmissen, så du kan bakke ud. Problemet er bare, at det gør du ikke. For du er en pussy!

For du siger til ham, at du ikke tænker så meget over tingene, men tager dem, som de kommer, og at du bare synes, at det er hyggeligt at ses med ham. Og lige dér giver du ham invitationen til din gæsteliste – listen over mænd i dit liv, som bare kommer og går. Listen, der bliver længere og længere. Ikke fordi alle mændene er nogle idioter – mange af dem har jo rent faktisk meldt klart ud – eller fordi du ikke er sød og smuk og ikke har en masse at byde på, men fordi der er noget galt med det, ​du gør​. Du lyver!

Hvornår blev søgen efter kærlighed et tabu? 

Du tør ikke stå ved, at du er i en søgen efter kærlighed. Siden hvornår er det blevet et tabu? Og lige der stopper du din jagt på kærligheden for enhver pris, for hvad? Jagten på netop ​ham her​ for enhver pris.

Til mig, siger du, at du gerne vil se ham, fordi I har det hyggeligt. Hyggeligt... men hvad blev der af dit inderlige ønske om kærlighed – at en bliver til to og senere tre?

Når du fortæller mig, at du “kom til” at have sex med ham efter hans udmelding om ingen forpligtelser, forsvarer du det med “at det simpelthen er så lang tid siden, at du har fået noget”. Siden hvornår er det blevet en undskyldning for at spilde tid på en mand, som gør dig ked af det? Noget som du selv har givet ham fuld tilladelse til. Der er intet galt med at have sex for sexens skyld alene og få sit ugentlige eller månedlige seksuelle fix, men måske ikke med ham manden, som du allerede har forestillet dig en fremtid sammen med – og hvor det ikke er ​gengældt. Gengældelsen – det er jo for pokker den, som er allervigtigst i kærligheden.

Kære veninde. Bild ikke dig selv ind, at din jagt efter kærligheden altid mislykkes, hvis det i virkeligheden slet ikke er kærligheden, du jagter, ​men ham, som du har bildt dig selv ind, det skal være for enhver pris – selv at han ikke vil.​

Stå ved, at det er kærligheden, du søger – over for mænd og over for dig selv, som du gør det over for mig. Hvorfor? Fordi du fortjener den.