© Mette Dreyer

10 frygtindgydende dates

Nogle dates er romantiske og sjove - andre er knapt så heldige. Læs bare om disse ti læseres værste dates

10. december 2014 af Charlotte Bay

TRAUMATISK IKK-DATE
“Jeg havde inviteret en mand, som jeg var virkelig varm på, til middag fredag aften. Jeg havde købt ind til en superlækker middag, selv om jeg ingen penge havde. klokken 19, hvor han skulle komme, havde jeg al maden klar. Fisken og muslingerne var renset, og grøntsagerne snittet. Min lejlighed og jeg selv var i tip-top stand. Klokken 19.20 fik jeg en sms om, at han var nødt til at aflyse på grund af arbejde. Jeg troede, at det var løgn og blev rasende. efter at have stirret chokeret på mobilen et stykke tid, ryddede jeg maden væk. derefter satte jeg mig i sofaen, drak en flaske vin, røg en pakke smøger og så møg-tv.”
Lotte, 28 år

RIS TIL EGEN RØV
“Jeg skulle på date med en mand, som jeg havde chattet med over nettet. Forinden havde jeg meldt klart ud, at jeg også så en anden. Selve daten gik fint, syntes jeg. Men allerede efter halvanden time sagde han: "Nu tror jeg, at jeg vil tage hjem". Det var den korteste date til dato, og han havde ikke engang lagt an på mig! Udenfor øsregnede det, og vi stod lidt akavet over for hinanden, indtil han sagde: "Nu går du den vej, og jeg går den vej" og pegede i to forskellige retninger. Jeg mumlede "øh ... ok", og med såret stolthed trampede jeg hjem i pedalerne. En længere sms-korrespondance med ham senere på aftenen afslørede, at jeg vist i løbet af daten havde været lidt for kæk omkring hvor mange fyre, der stod i kø for at gå ud med mig. Ris til egen røv!”
Mette, 22 år

LÆS MERE 10 løgne, du bilder dig selv ind

HAN TROEDE DET VAR EN DATE
“Der var en fyr fra mit arbejde, som havde været lidt vild med mig i et stykke tid, men jeg lod, som om jeg ikke vidste det. Da han inviterede mig med til en fest, sagde jeg ja, og vi mødtes inden hos mig. Der drak vi en del vodkashots, og pludselig fortalte jeg, at jeg havde en affære med en af min fars venner. Det fløj bare ud af munden. Han så lidt ked ud af det. så sagde han: "Du ved godt, hvorfor jeg sidder her i aften, ikke?". Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Det næste, jeg husker er, at jeg var ude at kaste op. Flere gange. På et tidspunkt sagde han, at han ville gå nu. Han havde tydeligvis troet, det var en date.”
Nanna, 27 år

FORFØRT AF EN FILM
“Jeg skulle i biografen med en mand, jeg havde mødt i byen. Inden filmen startede, gik vi hen for at drikke en øl. Her spillede han smart over for bartenderen ved at spørge, om de havde den og den øl. Desuden var han arrogant, usympatisk og dum at høre på. Jeg skammede mig over at være hans date, og bartenderen sendte mig et medlidende blik. Bagefter så vi filmen Amélie fra Montmartre, som jeg syntes var vildt fed. Opslugt af stemningen i filmen endte jeg med at tage med ham hjem og have sex. Bagefter følte jeg, at jeg havde solgt mig selv for en film.”
Ida, 29 år

LÆS MERE 11 tragikomiske Tinder-profiler

EN-TIMES DATE
“Jeg skulle mødes med en, jeg havde kysset lidt med til en fest. Dagen før skrev han på sms, at han havde glemt, at han skulle til sin brors fødselsdag. Derfor havde han kun en time til at mødes med mig. Her skulle jeg selvfølgelig have studset over, at han først lige var kommet i tanke om sin brors fødselsdag og have foreslået, at vi droppede det. På daten lyste det også ud af ham, at han ikke var interesseret. Alligevel kæmpede jeg en kamp mod uret for at tø ham op. Efter præcis en time rejste han sig og gik, og jeg hørte selvfølgelig ikke mere fra ham.”
Louise, 24 år

UROMANTISK VALENTINSDATE
“En dag da jeg aflyttede min telefonsvarer, lå der en besked fra en mand, jeg ikke kendte. Han havde egentlig ringet forkert, men da han hørte min telefonsvarerbesked, fik han lyst til at møde mig. Jeg syntes, det var romantisk, og eftersom han lød ret fræk, ringede jeg tilbage, og vi aftalte at mødes på valentinsdag. Daten blev et kæmpe flop! Stemningen var akavet fra start til slut, og der var absolut ingen lir i luften. Når han ikke snakkede om sig selv, snakkede han om andre piger, og viste mig stolt de sms-beskeder frem, som han havde fået fra dem!”
Tine, 25 år

LÆS MERE 9 pinlige toiletkriser

TO TIMER FORSINKET
“Jeg boede på et tidspunkt et halvt år i Italien, hvor jeg mødte en rigtig dejlig, romantisk mand. På en af de første dates, inviterede han mig på picnic i bjergene. Jeg var lykkelig! Men da dagen kom, var han forsinket. To stive timer ventede jeg på ham. Og da han endelig troppede op, havde han taget to venner med! Det viste sig at være en flerpersoners-date, for vi endte med at være ti personer. Og ingen af dem havde synderligt lyst til at tale engelsk med mig. Øv!”
Mette, 29 år

På ALDER MED FAR
“Min første blind date var med en englænder fra min venindes arbejde. Hun havde sagt, at han var sød, sjov, single - og lidt ældre end mig. Jeg var 24, så jeg tænkte, at han nok var i starten af trediverne. samme aften ringede hun for at advare mig. Han var i midten af fyrrende - næsten dobbelt så gammel som mig og på alder med min far! Da vi sagde farvel på, forsøgte han at kysse mig. Jeg sagde nej tak!”
Stine, 27 år

LÆS MERE Kæreste? Nej tak!

OPKAST I SENGEN
“Jeg var på første date med en rigtig sød fyr. Han havde inviteret mig på en fin restaurant, stemningen var romantisk, og vi snakkede godt sammen. Derfor valgte jeg at tage med ham hjem bagefter. Men da vi sad og sludrede i hans sofa, fik jeg det pludselig dårligt. Jeg spurgte, om jeg måtte lægge mig ind på hans seng. Hurtigt fik jeg det dårligere og kunne mærke, at jeg skulle kaste op. Jeg prøvede at komme ud på toilettet, men i stedet kastede jeg op på vejen derud. Det vil sige i hans seng, på gulvet, i hans sko og ud over hans bærbare computer.”
Linda, 27 år

HYPERNERVØS OG FRASKILT
“Jeg skulle på date med en fraskilt mand. Da han inviterede mig ud, lagde han an til det helt store show med teater, middag og drinks. Samtidig havde jeg hørt fra en, der kendte ham, at han havde spurgt sin mor og søster til råds om daten. Jeg kunne ikke overskue en hel aften, så jeg foreslog at mødes til kaffe. I løbet af daten blev jeg hurtigt klar over, at han ikke var min type. Da vi skulle sige farvel, gik det helt galt. Han blev simpelthen så nervøs, og det tændte mig virkelig af.”
Sofie, 29 år

Bragt første gang i Woman nr. 109

Hvad synes mændene?