13 ting, alle mænd bør vide om at date kvinder fra (romantikforladte) Danmark

Vi er mere vant til at få fadøl end blomster, lad os bare sige det sådan...

19. oktober 2016

1. Vi bliver direkte chokerede, hvis du går op til os face-to-face og inviterer os ud på date. Vi er kun vant til, at den slags finder sted på Tinder, og så er det altid formuleret sådan lidt ‘vi kan da også tage en kaffe’-agtigt.

2. Vi ved godt, at vi kan virke skræmmende, så du får virkelig point for at være modig. Det kan godt være, vi er independent women, men vi elsker stadig en mand, der tager initiativ.

3. Nej, du behøver ikke hente os i din bil før daten (hvis du overhovedet har én). Cyklen eller bussen er helt fint til os (og så har vi også en udvej, hvis det bliver akavet).

4. En gåtur med en kaffe to go er tit det mest seriøse, vi kan overskue på første date. Det er simpelthen for overvældende rent faktisk at skulle sidde over for hinanden og spise noget.

5. Forvent ikke, at vi dukker op i kjole og stiletter. Det bliver nok nærmere nogle sneakers og afslappet tøj – formentlig i sort. Sorry.

6. Vi har aldrig helt mestret teknikken med at sætte os på en stol, der bliver holdt for os. Det er simpelthen ikke sket nok gange...

7. Hvis vi rent faktisk skal spise på daten, kan du godt forvente, at vi spiser. Og hvis vi skal drikke, drikker vi. Gerne fadøl. Tak.

8. Vi kan godt have det liiidt svært med store ord og alt for kærlige komplimenter tidligt i forløbet. Misforstå os ikke – vi vil gerne høre dem! Men vi er bare ikke nødvendigvis så gode til at tage imod dem.

9. Vi kan godt lide at tage pis på os selv. Og ja, vi gør det, fordi vi synes, det er sjovt, men det kan også fungere lidt som et skjold. Vi er søde inde bagved – vi sværger!

10. Giver du os blomster eller chokolade, bliver vi fuldstændigt overvældede. Og vi kommer med garanti til at sige, at det skulle du ikke have gjort, men vi mener det selvfølgelig ikke.

11. Når regningen kommer, tilbyder vi at dele den. Det er bare sådan, vi er opdraget. Men er du en rigtig gentleman, kan du nok godt overtale os til, at du må betale den – men så også bare denne ene gang.

12. Hvis vi ikke svarer på dine sms'er med det samme, skal du ikke blive bekymret. Det er bare det der ‘spille kostbar’, der skulle være så populært.

13. Vi er med stor sandssynlighed gladere for dig, end vi giver udtryk for. Kunne du virkelig ikke regne det ud på baggrund af det store smil, vi sendte bag vores fadøl?

Få flere sjove lister ved at tilmelde dig Womans nyhedsbrev her

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?