Rachel Green på date med Stoned Guy
© NBC

5 kvinder fortæller: Her er historien om vores mest vanvittige Tinder-dates

Har du nogensinde været på date med en skinhead?

17. september 2017 af Anne-Mette Søndergaard

1. Den lidt ekstreme

Jeg mødtes engang med en Tinder-fyr på en bar klokken fem om morgenen i en kæmpe brandert. Han fik mit nummer, og vi aftalte at mødes til en rigtig date et par dage senere. Der gik det så op for mig, at han var vaskeægte skinhead – jeg havde åbenbart været mere fuld på baren, end jeg troede... 

Jeg havde godt nok set, at hans hoved var helt glatbarberet, men den gulvlange læderjakke og det generelle had til alle, der ikke var så blege som ham, var gået min næse totalt forbi. Det var dog først, da han trak bukserne ned og viste mig sin White Power-tatovering på røven, at det gik helt op for mig, hvilken herlig type jeg havde matchet med – lad os bare sige, at den date sluttede rimelig hurtig efter.

- Maria, 26

2. Den falske profil

Der var en mand, der var SÅ lækker på sit profilbillede! Høj og muskuløs og han poserede foran en stor, dyr bil. Haps, haps! Da jeg troppede op ved døren til hans lillebitte lejlighed, var det dog en helt anden mand, der åbnede. Han var på ingen måde grim, men så bare meget mere almindelig ud. Og han havde i øvrigt ingen bil... 

Jeg spurgte ham, hvad der foregik, hvortil han svarede, at billedet var et, han havde fundet på nettet. For som han sagde: “Hvis jeg brugte et foto af mig selv, ville der jo aldrig komme nogen damer hjem til mig!” Jeg har aldrig i mit liv vendt om så hurtigt!

- Lærke, 27

3. Den forhåbningsfulde 

Jeg har været på en enkelt Tinder-date; selve daten gik sådan set fint, indtil jeg ikke mente, at vi skulle ses igen. Bagefter skrev han og spurgte, hvad han havde gjort forkert. Han fortalte så, at “det var den første date, efter han og kæresten var gået fra hinanden” – det gjorde ikke ligefrem det hele bedre! 

Et par dage senere spurgte han, om vi skulle “Netflix and chill” (ordret citat), og et par dage efter dét spurgte han, hvorfor jeg ikke havde unmatchet ham: “Det kunne jo være, der var håb endnu”, skrev han – hvorefter jeg så unmatchede ham. Suk... Nogle fyre fatter bare ikke en hentydning første gang...

- Sara, 23

4. Den skæve

Min værste Tinder-date var med en mand, der var pilskæv – hvilket jeg selvfølgelig først fandt ud af senere. Vi var ude at gå en tur i Frederiksberg Have, og samtalen blev bare aldrig rigtig normal. 

Blandt andet spurgte han mig, om jeg altid havde kostumer på og pegede på min sommerkjole. Om det spørgsmål kom før eller efter, han fortalte, at han synes, det var ærgerligt, at jeg ikke var tandlæge, fordi han havde dårlige tænder og ikke så mange penge, kan jeg ikke huske, men det kan han nok heller ikke... 

- Marianne, 29

5. Den akavede

Jeg var engang på en Tinder-date, hvor jeg ikke selv var mit mest optimale jeg. Kort inden havde jeg mistet et nært familiemedlem i en ulykke, og jeg var stadig ret berørt af det. Vi mødtes på en café, og jeg tændte slet ikke på ham, så jeg blev hurtigt lidt ligeglad. Men han var rigtig rar, og da han så begyndte at spørge ind til min familie, begyndte jeg at græde og havde svært ved at stoppe igen. 

Efterfølgende kom samtalen til at handle om, hvorvidt jeg skulle tage til psykolog eller ej. Såå nej, vi sås heller aldrig igen – selvom han senere hen skrev og spurgte mig, om jeg kunne hjælpe ham med nogle arbejdsreferencer. 

- Christina, 31


Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?