9 mænd afslører deres mest desperate (og ret nyttesløse) scoringsforsøg

“Resten af aftenen tilbragte jeg på langs med en pose frosne grøntsager på nosserne!”

2. oktober 2016 af Redaktionen
Kære mænd – I kæmper hårdt for at få fat i os, men nogle gange skal I bare stoppe, mens legen er god! Det burde disse ni mænd i hvert fald have gjort ...

Ryger på prøve

“Da jeg var lærervikar, havde jeg en lækker kollega. Langt uden for min liga. Men jeg skulle jo lige prøve... Problemet var, at hun altid sad i rygerummet. Så jeg gik ud for at købe smøger, og de kommende dage hostede jeg mine lunger op i rygerummet. Indtil jeg fandt ud af, at hun ikke var single!”

- Thomas

Hun vil helt sikkert have min krop

“Jeg var på Roskilde Festival og var blevet lynforelsket i Maria, der lå i lejren ved siden af. Vi havde kysset lidt i løbet af ugen, og en aften, da jeg var ret fuld, besluttede jeg mig for, at nu skulle det være. Maria havde ikke svaret på mine sms’er i løbet af aftenen, men jeg var overbevist om, det var, fordi hun var faldet i søvn. Jeg tog mit tøj af og kravlede ind i hendes telt, men der lå hun med en fyr, der åbenbart var hendes kæreste. ‘Hvad fanden laver du her?’ råbte han, mens jeg krøb baglæns ud af teltet og fremstammede: ‘Forkert telt!’.”

- Mathias

Verdens dårligste scorereplik

“En aften i byen havde jeg set en dejlig kvinde, men jeg er ret dårlig til at score, så jeg spurgte min kammerat til råds. Han tilbød at hjælpe og skrev så en besked på en seddel, jeg skulle give hende uden selv at læse den. Da hun fik sedlen, fniste hun, rystede på hovedet og gik. Jeg åbnede sedlen, hvor der stod: ‘Du har 206 knogler i din lækre krop. Har du lyst til, at det skal være 207?’. Ildrød i hovedet gik jeg tilbage til min ven, der hylede af grin.”

- Niels

Se mit cirkelspark

“Til en fest mødte jeg en kvinde, som jeg gerne ville score. Vi faldt i snak og kom til at tale om, at jeg som yngre havde dyrket karate. Hun ville gerne se nogle moves, og fuld som jeg var, forsøgte jeg mig med et cirkelspark, der endte med en smertefuld fibersprængning i lysken. Resten af aftenen tilbragte jeg på langs med en pose frosne grøntsager på nosserne!”

- Johan

Præstationsproblemer

“Efter en periode uden sex fik jeg endelig en kvinde med hjem. Hun var hot, og efter et minut kunne jeg ikke holde længere. Jeg forsøgte at fortsætte, men den var blevet helt slap. I samme øjeblik skreg hun: ‘Knep mig hårdere!’. Men det kunne jeg jo ikke, og da det var pinligt at indrømme sandheden, sagde jeg, at jeg ikke kunne få den op at stå. Hun udbrød: ‘Typisk mig at score en fyr, der ikke kan få den op at stå!’.”

- Kristian

“Jeg eeeeelsker bare løb”

“Den smukkeste pige var flyttet til min by, og da hun ofte luftede sine hunde, begyndte jeg at løbetræne for at få en undskyldning for at møde hende. Jeg skulle løbe syv kilometer for at komme forbi hendes kvarter, og jeg tog turen hver eneste dag i håb om at støde ‘tilfældigt’ ind i hende. Det endte så med, at hun blev kæreste med min bedste ven, så jeg fik intet ud af det. Men jeg har aldrig været i bedre form...”

- Troels

Dyr date

“Jeg havde været på en date, der var gået rigtig godt, og jeg inviterede kvinden ud igen til et stand-up-show. Uheldigvis var jeg helt flad, og da jeg skulle købe billetterne, var mit dankort spærret! Jeg kunne umuligt fortælle hende, at jeg ikke havde nogen penge. Så jeg ledte desperat efter noget, jeg kunne sælge. Desværre havde jeg kun mine Playstation-spil. Jeg gik ned i en butik, der køber den slags, og de skulle have hvert og et, før det gav penge nok til billetterne. Så jeg solgte dem alle! Næste dag meldte hun afbud til aftalen...”

- Lasse

Soldatertricket

“Jeg har været udsendt til Irak en del gange, og tidligere tog jeg tit min uniform på, når jeg skulle i byen. Min scorestrategi bestod i at fortælle, at jeg skulle udsendes dagen efter og ikke vidste, om jeg kom hjem igen. Men en aften, hvor jeg lagde an på en kvinde, kom en af mine kammerater ind på baren og udbrød: ‘Hvad fanden laver du i uniformen? Vi skal først af sted om et halvt år!’. Kvinden smed sin drink lige i hovedet på mig og gik.”

- Mikkel

Hallo – er der nogen?

“Jeg så en smuk kvinde i byen, men jeg anede ikke, hvordan jeg skulle score hende. Jeg valgte så at lade, som om jeg talte i telefon med en ven om, hvor vild en fest vi havde været til dagen før. Planen var, at jeg henkastet ville begynde at snakke med hende om den fiktive fest, når jeg havde ‘lagt på’. Det gik skidegodt, indtil min mobil begyndte at ringe højt, hvorefter hun kiggede underligt på mig og skred.”

- Morten

Artiklen har tidligere været bragt i magasinet og er skrevet af Cordelia Weber

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?