Woman tester: Tinderboozt.com
© Privat / Oliver Mumm

“Jeg skiftede selfies ud med professionelle fotos på Tinder, og resultatet var vildt”

Et billede er vel et billede... eller hvad?

19. januar 2017 af Amalie Caroline Møller Bonde

Vi har tidligere fortalt dig om tricket, der (forhåbentlig) kan resultere i flere matches og dermed få dig tættere på Mr. Right. Nemlig Tinderboozt.com, hvor du kan få taget professionelle billeder til din Tinderprofil.

Men kan det virkelig passe, at det vil få flere mænd til at swipe til højre? Det besluttede vi os for at teste, og det blev mig, Amalie, der er er praktikant på Woman, der fik opgaven.

Skydningen

Jeg mødtes med Oliver, fotografen fra Tinderboozt, i det indre København. Han var utroligt sød og nede på jorden. Heldigvis! For det er ikke en underdrivelse at sige, at jeg var godt og grundigt nervøs, da jeg på INGEN MÅDE er vant til at stå foran et kamera. 

Vi brugte to timer sammen, hvor vi gik rundt til forskellige locations i København. På den måde fik vi etableret en god kontakt, hvilket fik mig til at slappe af og ikke mindst føle mig tilpas foran kameraet.

Mine gamle billeder

Et par dage efter modtog jeg billederne fra Oliver og gik derefter i gang med at teste, om det rent faktisk havde en (positiv) effekt at bruge de professionelle billeder i stedet for en af de mange selfies fra mobilen.

Først slettede jeg min gamle profil (ja, jeg var på Tinder i forvejen) og oprettede en ny med de samme billeder, som var i ret dårlig kvalitet. Et var taget fra ryggen, og på et andet havde jeg solbriller på. 

Kort sagt gav jeg med mine oprindelige fotos ikke mændene på Tinder mange muligheder for at se, hvordan jeg så ud. Men tilsyneladende var det ikke noget, der skræmte dem (helt) væk, da min matchrate egentlig var okay, meeeen der var også plads til forbedringer.

© Privat

Eksperimentet

SÅ skulle der swipes! Og for at få et målbart resultatet likede jeg intet mindre end 200 mænd – et for mig overraskende stort antal, da der var en del, der godt kunne have brug for et Tinderboozt!

For at holde styr på mine swipes til højre, satte jeg (slavisk) en streg på et stykke papir, hver gang jeg likede. Og efter at være kommet igennem de 200 likes lod jeg profilen stå aktiv i halvanden uge for at få alle matches med.

Herefter oprettede jeg en ny profil med mine professionelle Tinderboozt-fotos og gik i gang med at swipe 200 gange til højre i håb om, at Mr. Right ville blive mere tiltalt af billederne i god kvalitet.

© Oliver Mumm

Resultatet

Virkede det så? Ja, det gjorde det faktisk. Jeg var på forhånd meget spændt på, hvor stor en effekt de professionelle billeder ville have på datingappen, hvor det jo er billederne, der er i fokus. For mine oprindelige fotos havde jo i hvert fald endnu ikke bragt mig på date med drømmemanden. 

Med de gamle billeder matchede jeg med 121 ud af 200 mænd, hvilket ikke er dårligt. 

Men til egen store (og måske selvkritiske) overraskelse matchede jeg med hele 182 ud af 200 mænd med de professionelle billeder – og hvem ved, om Mr. Right viser sig at være iblandt?

© Oliver Mumm

Jeg oplevede i hvert fald, at der var markant flere mænd, som skrev til mig først, sammenlignet med de gamle billeder, hvor de jo knap nok kunne se mig.

Med mine Tinderboozt-billeder fik jeg også op til flere beskeder der startede med: “Det var da et rigtigt lækkert match,” og “Du er da vildt smuk at se på!”... og nå ja, også de mere direkte: “Hold da op et smil! Det glæder jeg mig til at se mere af på vores date.” For slet ikke at nævne Super-Likes!

Hvis du er en af dem, der ikke bare bruger Tinder som et spil, men rent faktisk håber at finde kærligheden, kan jeg godt anbefale Tinderboozt som et middel til at vise dig fra din allerbedste side. 

Det er en sjov oplevelse, og om ikke andet kan du jo også bruge billederne på Instagram – her vil de uden tvivl også give masser af likes! 

En session på to-tre timer koster 2.500 kroner, hvor du får 15-20 unikke billeder. Prisen inkluderer desuden efterredigering af billederne og ikke mindst en anbefaling af, hvilke seks billeder der vil egne sig bedst til din Tinder-profil. 

Du læse mere om konceptet lige her eller på Tinderboozts hjemmeside.

Vil du følge med i, hvad vi ellers laver på Woman-redaktionen?

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?