Date
© iStock

Sådan får du en god date

Første date med en potentiel kæreste kan være hårrejsende. Her er guiden til en god date

7. maj 2017 af Mette Andrea Boesgaard

Det kan være så svært at date. Først skal du finde en mand, der tænder dig nok til, at du rent faktisk kan overskue at sidde gennem en hel kande kaffe (eller flere) med ham – og så skal du dælme på en første date med alle de udfordringer, det medfører, inden du får ham i nettet.

Vil du have guiden til, hvordan du får en god date? Så læs med her. 

Hvad skal du forvente?

Der er dem, der kun går på date med mænd, de er helt sikre på, at de tænder på – og så er der andre, der går på date med hotties mest for at prøve, om de passer... Uanset hvilken type du er, så husk, at det er meningen, at dating skal være sjovt og ikke en sur pligt. Hvis det bliver en sur pligt eller en overvindelse for dig, fører din date helt sikkert ikke til noget – det vil nemlig ose ud af dig, at du har det skidt med situationen.

Vil du forberede dig på en god date? Så tænk på...

  • ... at skrue ned for forventningerne. Hvis du drager afsted med forventningen om at møde din sjæleven og faren til dine børn, bliver du sikkert skuffet – og endnu mere anspændt og nervøs! Tag det i stedet som en oplevelse: Hvis I ikke bliver gift, kan I i det mindste have en sjov aften sammen.

Vælg det rette sted

Måske inviterer han dig på date et givent sted – så er det bare at råbe hurra, tage dit fineste tøj på og dukke op. Men hvis du skal bestemme eller har nogen indflydelse på, hvor turen skal gå hen, så hold dig for to ting for øje:

1. Du skal vælge et offentligt sted – særligt hvis du ikke kender ham så godt. Så er der nemlig altid hjælp at hente, hvis du pludselig føler dig truet, eller situationen bliver akavet.

2. Du skal vælge et sted, hvor det hele ikke går op i fest – det er svært at lære ham at kende, hvis støjniveauet er så højt, at I skal råbe til hinanden.

Du kan med fordel vælge et sted du kender – så kender du sikkert til støj- og aktivitetsniveauet, og du skal ikke bekymre dig om, hvordan du kommer derhen, og hvad du skal drikke eller spise. Vær dog opmærksom på, at det måske ikke er så smart at vælge dit stamsted, hvor du risikerer at rende ind i alle dine venner og bekendte – tusinde afbrydelser er ikke sundt for samtalen, og måske vil du gerne lige lære din date lidt bedre at kende, inden du introducerer ham til alle og enhver.

Hvad skal du have på?

Det absolut vigtigste, når du vælger tøj til en date, er, at du vælger noget gennemprøvet, som du ved, du føler dig godt tilpas i. Hvis du føler dig godt tilpas, oser du også lækkerhed – og så undgår du at skulle sidde at rette nervøst på tøjet hele tiden.

Gode tips påklædningstips:

  • Tænk over, hvor meget hud du vil vise. Uanset om du kan lide det eller ej, kan store mængder bar hud sende de forkerte signaler. Det gode, gamle råd om enten at vise bryster eller ben er en god ledesnor.
  • Smukt lingeri (som du ved, du har det godt i) kan booste din selvfølelse, så tag det endelig på, også selvom du ikke umiddelbart har planer om at smide tøjet for ham (men det kan jo ske...)
  • Pas på med at overdosere parfumen. En let duft, når han kysser dig, er frækt og lokkende – for meget giver hovedpine og afstand.

Hvad skal I spise og drikke?

Pas på med alkoholen! Det er ok at drikke en eller to øl med din flamme, så du slapper af, men stadig er dig selv og har din dømmekraft i behold. Lad være med at drikke dig hegnet – du risikerer at gøre noget, du fortryder, eller at ende i deciderede farlige situationer, fordi du tager chancer og for eksempel går hjem med en mand, du ikke kender.

Hvis I skal spise, så tænk over madens svinefaktor, inden du bestiller. Du behøver ikke sidde og nippe til en feminin salat – vælg endelig noget, du har lyst til, det viser en sund appetit på livet i al almindelighed – men pasta med tomatsovs eller en stor burger kan ende med pletter på tøjet og fedtede fingre (der dog på den positive side selvfølgelig giver lejlighed til sensuelt at slikke mad af fingrene, hvis du er til den slags...).

Hvad skal I sige til hinanden?

Det kræver takt og tålmodighed at lære en ny mand at kende, og du kan ikke forvente at gå fra jeres første stævnemøde og vide præcis, hvem han er – det finder du kun gradvis ud af i dagene, ugerne, månederne og årene, der kommer. Se samtalen mere som et hurtigt overblik over, hvad han er for en type, og hvordan I svinger sammen.

Der er gode og dårlige emner at tage op på første date – de gode emner er harmløse, men sigende ting som: Hvad laver han, hvilke hobbyer har han, hvad for noget musik lytter han til, hvilke film kan han godt lide? De mere tricky emner er ting, som du gerne vil vide på sigt, men det kan føre til uretmæssigt ophedede debatter, dårlige indtryk og en betragtelig kølnen af følelserne, hvis I diskuterer dem på første date.

Samtaleemnerne, du skal undgå, er:

  • Eks'er. Du skal naturligvis finde ud af, om han er single, og hvilken slags forhold han er interesseret i, men lad være med udfritte ham om tidligere forhold og sexpartnere (eller plapre for åbenmundet op om det – især hvis du taler negativt om eks'erne).
  • Politik og religion. I kan ikke leve sammen uden at kende til hinandens overbevisninger i den henseende, men det kan føre til unødigt ophedede diskussioner. Og vil du virkelig droppe din potentielle Mr. Right på grund bagateller eller misforståelser på første date?
  • Penge. De fleste har svært ved at tale penge med andre – gem det til senere (i hvert fald til regningen skal betales...).
  • Fremtiden. I hvert fald i detaljer! Det virker meget påtrængende, hvis en af jer allerede på første date indikerer, at I nærmest er klar til flytte sammen og få børn i løbet af et halvt år, hvis den anden ikke er det. Træd varsomt.

Gode huskeregler til en god samtale:

  • Stil masser af åbne hv-spørgsmål: Hvad laver du? Hvorfor? Hvilke bands kan du godt lide? Det giver ham mulighed for at fortælle.
  • Lyt til ham. Kig ham i øjnene, og giv ham din fulde opmærksomhed. Han vil elske dig for det, for alle elsker at tale om sig selv, og så lærer du en hel masse om ham med din aktive lytning.
  • Vær positiv. Lad være med at tale om dårlige forhold, brud, hvor meget du hader din eks eller at disse dit arbejde eller venner. Det skriger dårlig stil.
  • Vær ærlig. Hvis jeres forhold bliver til noget, er det dumt at blive fanget i en triviel løgn. Pas også på ikke at blive FOR ærlig: Du skræmmer ham sikkert væk, hvis du plaprer op om underlivsinfektioner og dit sidste besøg hos psykologen.

Hvad er god dating-stil?

  • Kom til tiden. Det er uhøfligt at lade ham vente.
  • Sæt telefonen på lydløs. Lad være med at sms'e eller snakke med andre på mobilen med mindre det er nødvendigt (undtagelsen er selvfølgelig, hvis du har aftalt med en veninde, at hun skal ringe efter 20 minutter, så du kan stikke af, hvis det er nødvendigt).
  • Vær dig selv. Lad være med at prøve at være den, du tror, han ønsker sig – det kan du ikke blive ved med at være i al evighed, hvis jeres forhold bliver til noget.

Hvordan siger I farvel?

Din første date er ved at være forbi – men inden I kan sige farvel, skal I lige gennem to store udfordringer: Der skal betales, og I skal sige farvel.

1. Betale eller ej? 

Da din mor datede din far, var der helt klare regler for den slags: Selvfølgelig skulle manden da betale! Sådan er det ikke længere. Nogle mænd insisterer på at give. Nogle kvinder hader at modtage. Og andre igen synes bare, det er mest fair, at I deler regningen.

Hvad skal du gøre? Den gyldne middelvej er altid at tilbyde at betale – i hvert fald din egen del. Men mærk lige efter, hvad der føles rigtigt for dig, inden du overhovedet tager afsted på date: Er du typen, der bestemt mener, at manden skal betale – og er det et make eller break for jeres forhold, om han gør det? Eller bryder du dig ikke om at tage imod? Uanset hvordan du er, så viser din holdning ham meget om, hvem du er: Er du en romantiker, der skal forkæles (og muligvis bekræftes) af din mand, eller er du en selvstændig kvinde, der gerne vil have en mand men ikke behøver ham (med fare for at skræmme ham væk)?

Når din holdning er klar, så se på situationen: Hvis han har opsøgt dig og inviteret dig på middag, ligger det i luften, at han betaler. Hvis I begge studerer – og altså implicit har en skidt økonomi – er det meget fair, at I deler regningen (ellers kan det jo betyde, at aftenen slutter, før I er klar til at sige farvel). Mænd er også forskellige: Nogle mænd bliver sure over at skulle hoste op med det hele – særligt hvis du end ikke tilbyder at betale eller siger tak. Andre synes, det er noget pjat, at du insisterer på at betale selv. Se, om du kan lure ham, og vær så klar til at indgå jeres forholds allerførste kompromis, så I finder en løsning, der passer jer begge.

Uanset hvad: Hvis han betaler, så husk at sige tak – det er nemlig god stil!

2. Kram, kys eller knald? 

Når du kan mærke, at jeres date lakker mod enden, så lav et hurtigt eftersyn af daten: Var det sjovt? Er han noget? Og vil du gerne se mere til ham? Så har du nemlig et glimrende pejlemærke på, hvordan du skal sige farvel til ham.

Hvis du kan mærke, at han ikke er noget for dig, så lad være med at smide en afvisning direkte i hovedet på ham – du risikerer at få sagt noget, du fortryder. Gå hjem og tænk over det, og giv ham så et afslag over telefonen, når du har mærket efter og fået formuleret et fornuftigt afslag. Hvis du allerede, inden I går hver til sit, ved, at det ikke skal være jer, så lad være med at sende de forkerte signaler med lange kys og kram. Et håndtryk eller et kort knus er vejen frem.

Hvis du kan mærke, at han er lige dig, så overvej, hvad der nu skal ske. Måske er I så tiltrukkede af hinanden, at I bare MÅ flå tøjet af hinanden og knalde igennem – gør det, men vær opmærksom på, at det (helt uretmæssigt, men sigende om ham) kan ændre hans opfattelse af dig. Et kram eller et kys er en god middelvej til at finde ud af, om han smager af mere... Husk, at fortælle ham, at du havde det sjovt i hans selskab, og at du gerne vil se ham igen, hvis det er tilfældet – hvis du ikke siger det helt klart, risikerer du at misse muligheden for en anden date.

Hvad skal du vide, når daten er forbi?

Pyh, hjemme igen. Jeres date er forbi, og nu er du en hel del klogere på din date – dels har du fået lejlighed til at stille ham nogle spørgsmål, dels har du fået lov til at opleve ham in action. Du har set, om han kommer til tiden, om han har gode manerer, om han behandler andre (fx cafepersonalet) høfligt. Det har formentligt enten gjort dig mere interesseret eller frastødt dig helt.

Glem dog ikke at lytte til din intuition, inden du går på anden date med ham. Selvom du muligvis slet ikke har set nogle faresignaler, du kan sætte en finger på, kan du måske alligevel mærke, at noget er galt. Med nogle mennesker kan du hele tiden mærke et pres for at leve op til deres forventninger – med andre kan du bare mærke, at du føler dig accepteret og endda smuk og klog i deres selskab. Kan du være dig selv sammen med ham? Har du det godt i hans selskab? Så er det tid til at fatte telefonen og arrangere andet stævnemøde...

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?