12 ting, alle vi, der virkelig HADER at gå i fitness, forstår

Vores passive medlemsskab holder landets centre kørende

19. september 2016 af Maria Denise Christoffersen

1. Følelsen af at gå op på løbebåndet ved siden af en toptrænet, slank kvinde og tænke: “Hvorfor er hun her?”

2. Spinninginstruktører, der kigger direkte på os og siger: “Nogen på holdet slapper lidt for meget af nu!”, mens vi er ved at DØ på cyklen af udmattelse. Hold. Din. Fede. Kæft!

3. Det voldsomme udvalg af snackbarer med proteinsmag, som bare ser møgklamme ud. Giv os en Snickers, nu!

4. Følelsen af fortrydelse, når opvarmningen er forbi, og vi begår den fatale fejl at kigge op på uret. Yup! Stadig 50 minutters helvede tilbage.

5. At planken er noget, fanden har skabt. Især sideplanken.

6. Alt for friske trænere, der råber dumsmarte ting som: “Så skal vi op og pulse!” Pulse? Er det ikke noget, man gør med en cigaret? Stik os en pakke Blå Kings, så skal du se løjer.

7. Omklædningsrum, der lugter af røv. Og som er fyldt med andre menneskers tabte hår.

8. De få, vidunderlige sekunder, når det endelig spiller på Stram op-holdet... Lige indtil vi kigger over på vores spejlbillede og tænker: “Hvem er hende den buttede, klodsede stakkel, som ikke kan følge takten? ...Oh.”

9. Folk, der træner med løst hår og fuld makeup. Gå dog hjem.

10. Lugten af prut, der spreder sig på pilatesholdet. Og vi kan ikke engang afvise, at det var os.

11. Den nedslående tanke, at vi efter en times opslidende spild af liv, ikke engang har forbrændt halvdelen af det kageorgie, vi skal hjem til nu, fordi der er Den Store Bagedyst.

12. Vores naive tro på, at det her endelig er begyndelsen på et nyt, aktivt liv. ...Ses om tre måneder, center!


Var det her lidt for genkendeligt? Og vil du have mere sjov i din inbox? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Hvad synes mændene?