Træt lærer
© iStock

13 anstrengende oplevelser, du kender ALT for godt, hvis du er folkeskolelærer

Syv ulæste mails på forældreintra fra den samme mor... *gys*

18. marts 2018 af Maria Rothmar

1. Du har igen taget fejl af den interaktive pen og sprittuschen. Måske er den elektroniske tavle til 30.000 kroner en lille smule ødelagt. Ups?

2. For fjerde gang i dette skoleår må du møde uforberedt op til matematik med 8. B, fordi det tog to timer at udfylde en ny kommunal spørgeskemaundersøgelse, der ifølge vejledningen kunne laves på 10 minutter.

3. Det er eftermiddag i Fakta. Du forsøger ihærdigt at holde styr på både egne børn og indkøb, da du møder Brian-Michaels mor, hvis navn du sådan set ikke kan huske, men som da enormt gerne lige vil have et svar på, hvordan det sådan generelt går med Brian-Michael? Og hvornår var det nu, han skulle til bøjletandlæge næste gang?

4. Skole/hjem-samtale. Det går op for dig, at Ida-Cecilies forældre er henholdsvis lærer og pædagog. Du trækker lige vejret en ekstra gang, før du træder ind i lokalet. 

5. Til samtlige familiefødselsdage er du tvunget til at forholde dig til din belastende onkel, der mener, at han er ekspert i læring, fordi “han har da selv gået ni år i skole!”...

6. Du svarer et elevspørgsmål med: “Det er et rigtigt godt spørgsmål, Jasper-Ulrik. Kan du ikke finde ud af det til næste gang?” fordi du i virkeligheden ikke aner, hvorvidt Christian IV elskede leverpostej, eller hvorvidt Rigmor-Charlottas hund har fået sukkersyge, fordi den engang spiste en hel pose Matador Mix.

7. Du har mellemtime, og da du i dag først har fri klokken 20, fordi der er pædagogisk aften, bruger du den til at få handlet ind. Og så møder du din vrantne nabo, der fyrer klassikeren af: “Ja, man skulle være lærer, så har man åbenbart fri klokken 11!” Øh, hvad med dig selv, klaphat, du er her da også?

8. Du bruger selvsamme indkøbstur på at stresse over sandsynligheden for, at kasseekspedienten er en tidligere elev, der uden tvivl vil kommentere dit indkøb af cigaretter, chips og kondomer.

9. Dine kreative evner bliver i dén grad sat på prøve, når du SKAL finde på noget positivt at skrive i elevplanen for den der ene elev, der i sandhed er både blank og utiltalende. 

10. Klokken er seks om morgenen, og der ligger allerede syv ulæste mails på forældreintra. Det er den samme mor, der har sendt dem alle (efter midnat), og du VED bare, at det er noget gennemført bavl, som hun ikke desto mindre forventer, at du besvarer øjeblikkeligt.

11. Hver eneste gang, du giver dine elever en stil for, synes du selv, at det er en god idé. Og hver eneste gang, du er nødt til at bruge din søndag aften på at rette stilene igen, husker du, at det er det IKKE.

12. Der er lejrskole i næste måned, og du må åbenbart have formuleret dig forkert, da du spurgte forældrene, om der er nogen fødevarer, børnene ikke kan tåle. I hvert fald er du nu midt i en diskussion om, hvorfor skolen ikke kan tage højde for, at Carl-Emil ikke kan lide løg, og at Frida-Frederikke ikke er så glad for brun mad.

13. Når elevernes forældre har samme alder som dig, sker det, at I kender hinanden andre steder fra. For eksempel fra dengang du og Malthe-Nikolajs far havde et one night stand efter en bytur for ti år siden. Akavet skole/hjem-samtale.


Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?