Krummerne
© Youtube

13 ting, der var heeelt almindelige i vores barndom, men som ALDRIG ville ske i dag

Var fuldkorn og røgfri zoner overhovedet opfundet dengang?

6. februar 2017 af Maria Broe Trustrup Hansen

1. Du sad på skødet af far eller mor, når de kørte bil, så det var dig, der styrede rattet. Og nej, det der med sikkerhedsseler gik vi ikke så højt op i. 

2. Apropos biler – det var (naturligvis) dig, der skiftede gear fra passagersædet. “Og du skal skifte... NU!” lød det fra mor bag rattet, for det skulle selvfølgelig koordineres med, at hun trykkede koblingen ned. 

3. Når I skulle køre langt, var det ikke utænkeligt, at du fik lov at ligge omme i bagagerummet – hvis det altså var et af dem, hvor der var åbent ind til bilen. Der var bare så dejligt meget plads! (Og så dejligt lidt fokus på, hvad der ville ske, hvis I blev påkørt bagfra). 

4. Du var omringet af røg. Kan du huske den tunge luft, du skulle igennem, når du passerede togets rygervogn? Eller askebærerne, der stod fremme både derhjemme i dagligstuen og alle offentlige steder? Røgfri zoner var absolut ikke en ting i vores barndom.

5. Det var i øvrigt heller ikke unormalt, at du blev sendt i kiosken efter smøger til mor og far. Det var faktisk bare en af dine huslige pligter. (Hvis du var heldig, fik du ekstra penge med, så du også kunne købe en pakke tyggegummi-cigaretter til dig selv.)

6. Du havde en begrænsning på, hvor mange sms'er du måtte sende. Det blev ALT for dyrt, hvis du røg op over din grænse – hvordan lærer nutidens børn overhovedet mådehold?

7. Du fik en begrænset periode tildelt, hvor du måtte gå på internettet. Fastnettelefonen virkede ikke, når du surfede rundt på Arto, så det var små, korte fornøjelser.

8. Din økonomi var opridset i din bankbog. Og det var ekstremt vigtigt, at de 25 kroner, som du fik i lommepenge, røg ind på kontoen, så du slæbte dine forældre med i banken i tide og utide.

9. Du kunne alle telefonnumre udenad. Og i dag kan du ikke engang huske dit eget. Hva' fa'en er der sket med din hukommelse? Damn you, smartphone.

10. Du fik kridhvidt brød til morgenmad. Fuldkorn var vist ikke opfundet dengang – du drømmer stadig om de dejlige krydderboller...

11. Eller du fik lov at mæske dig i herligheder som Coco Pops og Kinder Mælkesnitter. Ingen af delene blev regnet som slik, men som små, fine mellemmåltider. Åh, uvidenhed, kom tilbage!

12. Du var nøgen konstant. Det var sgu dejligt at kunne gå rundt med røven bar!

13. Alt, der skete i Krummerne. Vi tvivler altså på, at børn ville bo i træhuler eller tale flabet til indbrudstyve i dag. Og så på den anden side – de taler ret flabet til alle andre... Ungdommen nu til dags!

Vil du deltage i konkurrencer og læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?