Livsstil | Leonardo Dicaprio i Wolf of Wall Street
© Wolf of Wall Street / Paramount Pictures (2013)

14 løgne, du skal stoppe med at fortælle dig selv

Vi lyver allesammen for os selv en gang imellem. Nogle af løgnene gør livet lidt lettere, mens andre kun spænder ben for dig – for eksempel disse

8. januar 2018 af Redaktionen

1. “Det kan jeg ikke”

Som Leonardo DiCaprio så smukt formulerede det i filmen Wolf of Wall Street: “Det eneste, der står mellem dig og det, du gerne vil opnå, er den åndssvage historie, du bliver ved med at fortælle dig selv om, at det ikke kan lade sig gøre.” Amen to that! 

2. “Jeg har intet at tage på”

Prøv at gennemgå din garderobe med nye øjne. Gerne i helt bogstavelig forstand ved at få en veninde til at sammensætte outfits, hun tror vil klæde dig, med de ting, der gemmer sig i dit skab. Du vil blive overrasket over, hvor meget du reelt har at tage på. 

3. “Det tøj kan jeg ikke gå i”

Spørgsmål, der afgør, hvilket tøj du kan eller ikke kan tage på: Har jeg det godt i det? Enten fordi det er behageligt, eller fordi det får dig til at føle dig smuk, sexet, cool eller noget andet rart. Spørgsmål, der ikke afgør, hvilket tøj du kan gå i: Hvad tænker andre om det? Passer jeg ind? Er det for meget/for lidt? 

4. “Jeg er altid så uheldig” 

Måske har du truffet dårlige valg – måske har andre truffet dårlige valg, der involverede dig – men faktum er, at alle oplever gode og dårlige ting. Det er let at føle sig som et offer, når sidstnævnte sker, men det bliver ikke lettere at ændre på de crappy ting, hvis du lægger dig i fosterstilling og giver sort uheld skylden. Tværtimod. 

5. “Jeg har brug for et par sko mere”

Lyst til, ja. Men brug for? Et lille eksperiment: Tæl dine sko. Er der mere end seks par, har du nok. Alt derudover er ren selvforkælelse, hvilket bestemt også er rart indimellem, men bydende nødvendigt er det altså ikke. 

6. “Hvis jeg har fortjent en lønforhøjelse, skal min chef nok give mig den” 

Selvom din chef selvfølgelig skal have styr på, hvordan du klarer dig, så har han eller hun også tusind andre ting at tænke på. Hvis du vil have chefen til at bemærke dine succeser, så gør opmærksom på dem! Så er du mange skridt tættere på en højere løn – eller en forfremmelse, for den sags skyld.

7. “Hvad min veninde ikke ved, har hun ikke ondt af”

“Anna kunne som sædvanligt kun tale om sig selv, sidst vi sås!”. Det kan være fristende og forløsende at få afløb for ting, der irriterer dig ved din veninde, men vær varsom. For det første svækker det fællesskabsfølelsen, og for det andet ved du aldrig, hvor mange af dine ord der finder tilbage til hende... 

8. “Jeg bliver ikke lykkelig, før jeg finder en kæreste”

Faktisk er det mere sandsynligt, at du ikke finder en kæreste, før du bliver lykkelig. Og det er der mindst 50 andre ting, der har potentiale til at gøre dig. Nogle få eksempler er et meningsfyldt job, gode veninder, en kærlig familie, ferie, spontane byture, træning og middagslure. 

9. “Der er sikkert en god grund til, at han ikke er så sød ved mig for tiden”

Ja, det er der. Grunden er, at han ikke er god nok til dig – færdig. Det er helt i orden, hvis din kæreste er inde i en trist periode eller har problemer at kæmpe med, men det er langtfra i orden, hvis det betyder, at han behandler dig skidt. 

10. “I næste uge går jeg på kur”

Verdens mest udbredte slankekur er den, der starter på mandag. Sjovt nok virker den ikke særligt godt. Drop den én gang for alle, og prøv i stedet den, der går ud på at være bevidst og kritisk om, hvad du byder din krop, når det handler om både kost og motion. Og begynd så allerede i dag. 

11. “Alle andre har et meget federe liv end mig”

Ikke ét menneske har et perfekt liv. Til gengæld er der rigtigt mange, der kun deler de øjeblikke, der ser perfekte ud – hvad enten det er på sociale medier, eller når I taler sammen. Når du spilder din energi på at jagte en uopnåelig fantasi, er der intet tilbage til rent faktisk at skabe din egen lykke. 

12. “Hvis bare jeg taber fem kilo, så bliver jeg glad for min krop”

Overvej, hvor mange ting din krop kan og gør for dig hver dag. Er det ikke lidt unfair at være vred på den på grund af et par kilo? Desuden er den mere modtagelig over for positiv feedback. 

13. “Jeg har ikke tid til at træne” 

Hvis vi skal sætte det helt på spidsen, så har du tid til de ting, du tager dig tid til. Mon ikke et par af timerne fra shoppeture, tv-serier og tømmermænd kunne omplanlægges til træningstid? Hvis du virkelig gerne vil i gang, er det blot et spørgsmål om prioritering. 

14. “Jeg får det bedre, hvis jeg spiser den plade chokolade” 

Allerhøjst lige i det sekund, du spiser den. Det kan også være fint, hvis du i øvrigt går rundt og har det godt, men er du trist og har brug for trøst, er chokolade (eller hvad din last nu er) det sidste sted, du bør finde den. Effekten er nemlig den stik modsatte, så snart du har slugt sidste bid. 

Artiklen er tidligere bragt i magasinet Woman og skrevet af Maria Rothmar.

Vil du deltage i konkurrencer og læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?