© Privatfoto

26-årige Louise blev ramt af livmoderhalskræft: “Jeg synes virkelig, at det var tarveligt”

Kræften overtog Louises underliv, og Louise gik i gang med at kæmpe sit livs hårdeste kamp

30. juli 2017 af Maria Broe Trustrup Hansen

Der ligger en stor rød mappe på bordet. Udenpå står skrevet et par latinske ord, som nok vil være svære at forstå for de fleste, men Louise ved godt, hvad de betyder. Livmoderhalskræft. Hun ved også, at lægen om lidt vil give hende mappen, som indeholder et hav af brochurer og pjecer med informationer, behandlingsplaner og alverdens andre ting, som hun bør læse og tage stilling til.

‘Shit. Jeg har virkelig ikke lyst,’ er den eneste tanke, der går igennem Louises hoved.

Men der er ingen vej udenom. Louise bliver nødt til at tage imod mappen, for hvis hun vil overleve, er behandlingen hendes eneste mulighed.

26 år og kræft i underlivet

Det er i dag tre år siden, at Louise Hegested mødte op på hospitalet og fik den røde mappe i hånden. Hun var 26 år, og hendes liv var ved at tage fart. Hun var lige blevet uddannet sygeplejerske, hun nød livet med sin tre-årige datter, og hun levede et skønt og aktivt liv. Et rutinetjek hos hendes læge satte en brat stopper for alt det.

Som alle andre 26-årige blev Louise indkaldt til en undersøgelse af hendes underliv. Lægen fandt nogle celleforandringer, men det bekymrede egentlig ikke Louise, for som sygeplejerske vidste hun, at utrolig mange kvinder har celleforandringer, og at det sjældent er farligt.

Desværre var Louises atypiske celler i underlivet ikke af den stilfærdige slags. Langt fra. Louise fik taget en biopsi, og den viste, at hun havde fået kræft. Louise fik med det samme foretaget en kegleoperation, men det var ikke nok. En scanning viste, at kræften havde overtaget Louises underliv, og hun skulle have en større operation. Her fik hun fjernet toppen af skeden, 29 lymfenyder, sin livmoder og begge æggeledere.

“Det var en stor operation, som kan give tonsvis af skader. Jeg fik eksempelvis svært ved at tisse. Jeg kan huske, at jeg efter operationen sad ude på toilettet og tænkte: ‘Hvordan er det nu, at man tisser?’ Men jeg manglede jo lige pludselig også et helt organ,” fortæller Louise.

‘Gud, hvor er det uretfærdigt’

Efter operationen ventede Louise i to måneder på at få at vide, om det var lykkedes lægerne at fjerne al kræften. Svaret var negativt. Louise havde stadig kræft, og det var på det tidspunkt, at hun mødte op på hospitalet og fik den røde mappe i hånden. Nu var vejen frem kemo, stråling og endnu en operation.

“Jeg kan huske, at jeg tænkte: ‘Gud, hvor er det uretfærdigt.’ Jeg synes virkelig, at det var tarveligt,” siger Louise.

Louise skulle møde op på Herlev Hospital hver dag i seks uger. Hun fik stråler hver eneste dag, og torsdag fik hun også en omgang kemo.

“Det blev min dagligdag. Imens alle andre tog på arbejde, tog jeg på hospitalet. Det blev min nye virkelighed, men det blev aldrig normalt for mig.”

“Jeg vil nok aldrig føle mig helt rask”

Efter de seks uger gik der yderligere en måned, før Louise fik besked om, hvorvidt behandlingen havde virket. Denne gang var det gode nyheder. Kræften var væk. Louise blev ikke erklæret rask, men hun var kræftfri.

“Jeg vil nok aldrig føle mig helt rask, fordi jeg altid vil leve med skaderne efter behandlingen. Jeg er glad for at være kræftfri, men jeg tror aldrig, at jeg affinder mig med, at jeg aldrig igen vil blive rask,” siger Louise.

Skaderne, som Louise fortæller om, er blandt andet daglige smerter i underlivet, væske i benene og det faktum, at hun ikke længere kan få børn.

“Jeg har heldigvis min datter, og jeg var egentlig også indstillet på, at jeg ikke skulle have flere børn. Men når man pludselig ikke kan få børn, vil man lige pludselig have ti,” siger Louise, som husker tilbage på, at hun begyndte at få mareridt om, at hun stjal barnevogne med babyer.

Ens kvindelighed forsvinder

På grund af smerterne er Louise på smertestillende medicin hver eneste dag. Hun har fået et arbejde på en børneafdeling, og hun har det generelt godt, men af og til kan smerterne tage over. Det føles som om, at alt går i tusind stykker, og det brænder helt sindssygt i underlivet, forklarer Louise.

“Det essentielle ved livmoderhalskræft er, at ens kvindelighed i underlivet forsvinder. Ingen kan se det, og mange har også svært ved at forstå, hvad det betyder følelsesmæssigt. Jeg blev blandt andet spurgt, om det ikke var fedt, at jeg ikke skulle have menstruation mere. Nej, det er det overhovedet ikke!” lyder det fra Louise.

Det har generelt været hårdt for Louise, at alle koncentrerede sig om hendes underliv konstant. Det var en meget privat ting, som pludselig blev allemandseje. Da Louise blev kræftfri, begyndte hun sin egen form for terapi, som skulle give hende ejerskabet over sin krop tilbage.

“Da jeg var færdigbehandlet, kørte jeg op og fik en tatovering med det samme. De efterfølgende to måneder blev jeg hver anden mandag tatoveret, så jeg i dag har et helt ærme på min arm. Det handlede helt sikkert om, at jeg ville have kontrol med min krop igen. Der var fandme ingen andre, der skulle bestemme over den mere,” fortæller Louise, som i dag er 29 år gammel. 

Vreden er erstattet af taknemmelighed

Under forløbet var Louise utrolig vred, og hun havde svært ved at føle empati med andre. Hun følte, at det var både absurd og uretfærdigt, at hun var blevet ramt, når hun levede så sundt og aktivt, som hun gjorde.

I dag er de vrede følelser erstattet af taknemmelighed over, at hun trods alt lever et temmelig almindeligt liv på trods af smerterne og de andre bivirkninger.

“Behandlingen er så hård, at man nærmest ikke kan undgå at få skader af den, men jeg har været forskånet for mange ting, og det, at jeg i dag kan arbejde, betyder utrolig meget for mig og min identitet. Men angsten for, at kræften kommer tilbage, skal jeg leve med resten af mit liv.”

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?