5 bøger, du ikke skal snyde dig selv for at læse

Det kan være svært at finde hoved og hale i de mange udgivelser, som vælter på gaden fra de danske forlag. Det er en sand jungle af fristende forsider og tirrende titler, og derfor har jeg som en lille public service her samlet en liste med fem fantastiske udgivelser, som jeg glæder mig til at kaste mig over i de mørke måneder. Listen rummer både det søde, det historiske og det tragiske, så der burde være noget for enhver smag og til ethvert humør.

'Anna og det franske kys' af Stephanie Perkins
Da Annas far vælger at sende hende på en fransk kostskole, er hun mildest talt utilfreds, for ikke nok med at hun bliver sendt til et land, hvor hun ikke taler sproget, så skal hun også tage afsked med sine venner, sit liv og sin fantastiske flirt. Det lover ikke for godt, men byernes by overrasker hende positivt med nye venner og en ny fantastisk fyr. Det eneste problem er bare, at han allerede er taget!

Her er der for alvor tale om en bog, som går direkte i pigehjerterne. Der er sukkersød romantik og ungdommelig forelskelse for alle pengene, og så skulle den franske fyr Etienne St. Clair eftersigende være noget så fantastisk. Jeg ved ikke med jer, men jeg kunne i hvert fald godt lide bruge en efterårsforelskelse! Og det bedste af det hele er, at hvis I er vilde med Anna og det franske kys, så er der to bøger mere i Perkins populære serie: "Lola og naboen søn“ og "Isla og jagten på lykke“.

'Jeg henter solen ned' af Jandy Nelson
Jude og Noah er tvillinger og har været fuldstændigt uadskillelige indtil for tre år siden. I dag bor de under samme tag, men gør alt, hvad der står i deres magt, for at undgå hinanden. Mens Noah fortæller om årene op til deres brud, fortæller Jude om tiden efter, men hvis de nogensinde skal finde ind til hinanden igen, er de nødt til at forstå hinandens sider af historien.

Den farvestrålende bog har de taget de danske læsere med storm siden dens udgivelse, og roserne vil ingen ende tage. Bogen handler om kunst og kærlighed, men den handler også om livet, om tvivl, om skyldfølelse og om at finde vejen hjem igen. Selvom tvillingerne er som nat og dag, optræder de ikke som kontraster, men som to sider af samme sag. Som ægte mennesker frem for karikerede karakterer.

'Monster' af Patrick Ness
Conor er 13 år gammel, og han er ikke bange for monstret uden for hans vindue. Lige meget hvor skræmmende det er, kan det på ingen måde måle sig med det, som har optrådt i hans mareridt siden hans mor blev syg. Monstret kommer lige efter midnat og fortæller Conor historier. Det fortæller tre historier, men i bytte skal Conor selv fortælle én historie; en historie om sandheden.

Monster er ikke en gyserhistorie. Og selvom Monster er fyldt med smukke illustrationer, så er det heller ikke en børnebog. Monster er en dyb og rørende historie om at rejse igennem sjælens mørkeste kroge, om at forstå sig selv og om at acceptere tab. Monster er en bog, som passer perfekt til efterårets mørke og vindens rusken. Og det er en bog, som det er helt okay at græde inderligt til.

'Sæt en vagtpost ud' af Haper Lee
26-årige Scout lærte som barn om livets brutalitet og virkelighedens grimme ansigt, da hendes hjemby Maycomb blev overvældet af racistisk had. 20 år senere vender hun hjem igen for at finde sin elskede hjemby i en lige så sørgelig forfatning, som da hun var barn. Hun må nu kæmpe hårdere end nogensinde før for at forstå sin fars holdning til samfundet og for at forstå sig selv.

Sæt en vagtpost ud er den længe ventede efterfølger, som verden for længst havde opgivet håbet på, til den populære klassiker "Dræb ikke en sangfugl“ fra 1960. Bogen giver et kærkomment gensyn med den elskelige Scout samt Maycombs knapt så elskelige borgere, og det er ikke kun hende, der må tage stilling til sit liv, men også dig som læser. Selvom det er over et halvt århundrede siden, at bogen blev skrevet, så er den stadig højaktuel i dag, og effekten er akkurat lige så rammende som dens forgænger.

'Efter dig' af Jojo Moyes
Lou Clark havde ikke troet, at hendes liv skulle vendes på hovedet, da hun modvilligt accepterede jobbet som handicaphjælper for den invalide rigmandssøn Will Traynor. Men det blev det. Og hvad gør hun så, når Will er væk, og hun igen er nødt til at vende tilbage til sit gamle liv?

I 2012 udkom Mig før dig, og verden begyndte så småt at fælde bitre tårer over Lou og Wills tragiske kærlighedshistorie. Tiden har kun gjort bogen mere populær, men populariteten medførte også spørgsmålet: hvad gjorde Lou efter Will? Det fik Moyes til at skrive bogen, hun aldrig havde troet, hun skulle skrive, og dette efterår udkommer den længe ventede bog endelig. Det er på tide, at vi alle sammen finder ud af, hvad Lou gjorde "Efter dig“.

Det her er bare fem af de bøger, som jeg glæder mig til at læse i de kommende måneder, og jeg tror de vil kunne hive mig igennem hele følelsesregistret. Men nu har jeg altså helt ærligt heller ikke tid til at sidde her og skrive længere. Jeg skal jo i gang med at læse!

God læselyst derude.

Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]

 

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?