Kvinde studerer
© iStock

5 madvarer, som booster din hjerne, inden du skal til eksamen

Vi beklager, men der er altså ikke bland selv-slik på menuen!

11. juni 2017 af Maria Broe Trustrup Hansen

Sidder du også begravet med hovedet i bøgerne og forbereder dig til din eksamen? Vi har allerede givet dig et par gode råd til, hvordan du koncentrerer dig bedre, så nu er det tid til at fortælle, hvilken mad du skal spise, så din hjerne er helt klar og fit for fight, inden du går ind til det grønne bord. 

Måske har du tendens til at fylde depoterne op med kaffe eller bland selv-slik, men det ødelægger faktisk mere for dig, end det gavner. 

Jakob Jønck er stifter af Simple Feast og medstifter af træningsapp'en Endomondo. Jakob Jønck går meget op i, at kroppen og hjernen får det rigtige brændstof, og her giver han dig sine bedste tips til, hvad du skal spise inden en eksamen. 

1. Nødder

Vil du styrke de små grå, så kommer du ikke uden om nødder, der giver dig både omega-3-fedtsyrer og E-vitamin. Særligt valnødder er gode for hjernen, og du styrker hukommelsen og indlæringsevnen, hvis du indtager en lille håndfuld valnødder hver dag. 

2. Bær 

Jordbær, hindbær, brombær, blåbær og gojibær – det lyder lækkert, ikk'? Listen over sunde bær er lang, og selvom bærerne ikke syner af meget, så er virkningen stor. De farverige bær er rige på flavonoider og antioxidanter, der styrker din hjernefunktion og evne til at forstå og anvende ny information.

3. Grøntsager

Det kommer nok ikke bag på dig, at grøntsager er det bedste brændstof, du kan give din krop og din hjerne. Grøntsager er fyldt med vitaminer, mineraler og fibre, og de øger blodgennemstrømningen og tilførslen af ilt og næring til hjernen.

 Vil du virkelig booste din hjerne, så skal du skifte de rå gulerodsstave ud med kogte gulerødder – kroppen optager nemlig seks gange så meget A-vitamin fra kogte gulerødder sammenlignet med rå, og A-vitamin er essentiel for din hjerneeffektivitet.

4. Ingefær

De mange timer med hovedet placeret foran computerskærmen eller begravet i bøgerne kan give en slem hovedpine. For de fleste er løsningen et par hovedpinepiller, men du kan med fordel skifte håndkøbsmedicinen ud med ingefær, der har været brugt som naturlig medicin i mere end 5.000 år – blandt andet på grund af plantens høje indhold af antioxidanter.

5. Gurkemeje

Man skulle ikke umiddelbart tro, at eksamenslæsning rimer på gurkemeje, men gurkemeje er et sandt vidundermiddel, der bekæmper inflammationer i kroppen. Indtager du gurkemejen sammen med peber, bliver det gule vidundermiddel langt mere aktivt.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?