Stop med at være så hård ved dig selv!
© iStock

5 situationer, hvor du er ALT for hård ved dig selv – og hvad du skal gøre ved det

STOP! Nu er det altså slut med at dømme dig selv så hårdt

17. november 2017 af Katrine Ellen Allentoft Haslund

Føler du heller aldrig, at du yder nok på jobbet? Eller tager dit selvværd et styrtdyk, hver gang du klikker ind på de sociale medier? Det er vi mange, der kender til. Men sådan skal det jo altså ikke være! 

Vi har derfor bedt psykolog Gry Secher om hjælp til fem helt konkrete situationer, hvor vi ofte dømmer os selv ret hårdt uden grund. 

1. På jobbet

Det er nemt at synes, at alle andre er bedre og mere hårdtarbejdende, men det har sandsynligvis ikke hold i virkeligheden. “Led efter alt det, du gør godt, og læg mærke til, at andre heller ikke altid gør tingene sådan, som du selv synes, du burde”, råder Gry Secher. Hun foreslår desuden, at du sørger for at have nogle møder med din nærmeste leder, hvor I forventningsafstemmer; så får du nemlig en helt konkret idé om, hvad der rent faktisk forventes af dig, og på den måde kan du nemmere vurdere, hvad der kræves. 

2. I fritiden

Når vi har fri fra arbejde, så har vi jo fri... Eller sådan burde det i hvert fald være. Det er vi dog en del, der har lidt svært ved at overholde. Vi får dårlig samvittighed, fordi vi synes, at vi burde lave noget, hvilket holder os fra at slappe ordentligt af og nyde fritiden. Derfor er det ifølge eksperten værd at overveje dette: Hvor kommer ideen om at skulle piske dig selv så hårdt mon fra? Og er det fair over for dig selv?

Fritid er nemlig meget vigtigt: “Husk, at du har brug for hvile og sjov for at kunne yde på andre tidspunkter”, påpeger Gry Secher. 

3. Når vi skriver eksamen

Eksamensperioden er et rigtigt svært tidspunkt for mange af os, fordi vi gerne vil gøre det så perfekt som muligt. 

Her råder Gry Secher: “Tænk i stedet over, hvad du synes er interessant og vigtigt ved opgaven, og lad den interesse styre arbejdet. Find ind til en legende tilgang til løsningen af opgaven – det bliver ofte lige så godt eller bedre og er meget sjovere.”

Hun understreger, at det altså også er helt i orden at prioritere dine eksamener forskelligt: “Hvis nogle af dem er mindre betydningsfulde for det, du vil fremadrettet, så nedprioriter kvaliteten af dem og opprioriter de andre.”

4. Når vi står foran spejlet

“Hvis du kigger og bliver kritisk, så husk på, at du kommer til at fokusere på de mindre flatterende detaljer og glemmer at se dig selv i den helhed andre ser dig i.
Husk, at næsten alle mennesker kan finde dele af deres krop at være utilfredse med, og at du sikkert synes, de er gode nok, som de ser ud alligevel. Det samme gælder for dig”, lyder det fra eksperten.  

Hun opfordrer dig desuden til at tænke over, hvor denne negative opfattelse af din krop stammer fra, så du kan arbejde med at ændre på de negative tanker. 

5. Når vi holder os selv op imod andre mennesker

På eksempelvis de sociale medier ser vi jo ofte kun de positive sider af folks liv. Vi bliver præsenteret for succeser – ikke nederlag. Og sådan har alle det altså; også dem, der har flotte Instagramprofiler! 

Det er nemt at sammenligne alt det, der går dårligt for dig med alt det, der går godt for alle andre, fortæller vores ekspert. Hendes råd er ligetil: “Beslut dig for at vurdere dig selv lige så favorabelt, som du vurderer andre”. 

Det er et godt, simpelt og (desværre) grænseoverskridende råd, som vi håber, vi kan huske på næste gang, vi kigger vores Instagram-feed igennem – og i alle andre situationer i vores liv. 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?