5 spørgsmål, der kan redde alle dine akavede samtaler

Nej tak til pinlig stilhed og tom snak om vejret!

14. oktober 2016 af Diana Bjerregaard Kristensen

Vi kan vist alle nikke lidt for genkendende til denne situation: Du snakker med en, du ikke kender særlig godt, og samtalen kører bare ikke så smooth. 

Men nu behøver du ikke længere at frygte den pinlige og akavede samtale med fremmede, for du kan faktisk mestre situationen forholdsvis let ved at stille de helt rigtige spørgsmål. 

1. Den afslappede kompliment 

Vis dig fra din bedste side, og snig en kompliment ind i spørgsmålet, som kan åbne op for en samtale. Det kan være, at vedkommende har nogle vildt seje sko, en sjov trøje eller et specielt smykke på.

“Ej Trine, jeg elsker din –––––, hvor har du købt den?” 

Trine vil helt sikkert blive smigret og føle sig bedre tilpas, så det kan næsten ikke andet end at hjælpe på den akavede situation. Og så åbner du op for, at hun kan snakke om noget, hun ved noget om.

2. Youtube-videoer

Husker du ordsproget: ‘Et billede siger mere end tusind ord’? En video kan alle relatere til, og takket være Youtube er der et uendeligt udvalg af søde, sjove, skøre og direkte bizarre videoer, der kan være dit samtaleemne. Videoer med dyr eller babyer ligger især højt på listen. 

“Har du/I set den video med pandabjørneungen, der nyser og forskrækker sin mor? – eller videoen af løven, Simon, der krammer sine tidligere ejer?” 

Og hvis Søren og Peter af uransagelige årsager ikke har set pandabjørneungen eller løven Simon, har du jo alligevel din smartphone ved hånden, så du kan vise videoerne. Smart, ikke? 

3. Sladder om de kendte

Let's face it, du bruger jo nok rigelig tid på sociale medier, hvor du følger (*host* stalker) dine kendisidoler. Så hvorfor ikke lade det blive omdrejningspunktet for din samtale?

“Har du set billedet, som Kim Kardashian (eller en anden kendt) har lagt op?” 

Folk har næsten altid en mening om The Kardashians eller Brangelinas break-up, så find din indre sladderdronning frem, og lad samtalen flyde.

4. Rejser og drømmedestinationer 

Vejret i Danmark kan være en trist og kedelig oplevelse, så derfor er det stort set altid oplagt at tale om rejser, ferier og destinationer, som du drømmer om at besøge. 

“Har du nogle rejseplaner i den nærmeste fremtid?” 

Hvis Peter nu skal til Hawaii, og Trine lige har været i Vietnam, så kan I sikkert finde på mange sjove rejseanekdoter – og så kan du udtrykke din misundelse og fortælle, at du da snart skal til Tyskland på grænsehandel.

5. S.E.R.I.E.R

Ja, hvis du er en af dem (= os), der bruger det halve af vores vågne tid på at se serier, så elsker du helt sikkert også at tale om serierne, og guess what? Det gør andre også. Det er jo en ren vindersituation!

“Har I set –––––– ? Åh, der i 3. sæson, hvor det vildeste sker, hvad tænkte I?”

Vælg for eksempel en aktuel serie som GoT, Girls, House of Cards, Orange Is The New Black, SKAM, New Girl, Narcos, Master of None, Mr. Robot, The Americans, The Walking Dead, Jane The Virgin osv.

Vupti, så er den akavede stemning forsvundet. Og hvis ikke, så har du gjort dit bedste og kan meget høfligt og med god samvittighed forlade situationen. 

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?