Kvindeben på strand
© iStock

6 skrækkelige ting, du gør mod dit underliv i sommervarmen

Hvis dit underliv kunne tale, ville det råbe "STOP!”

22. juli 2017 af Katrine Ellen Allentoft Haslund

1. Du går i stramt tøj

Din krop har været gemt væk under store uldsweatere hele vinteren, og nu hvor temperaturen endelig er til det, er du klar til at vise din krop frem i en top og et par lækre, stramme shorts. Men tøj, der strammer for meget omkring underlivet, gør, at du sveder mere i det område, og at der kommer mindre luft til, hvilket forvandler dit underliv til et bakterieparadis. Hop derfor i stedet i sommerkjolen, så både du og dit underliv er komfortable under den varme sol. 

2. Dine trusser er lavet af syntetisk materiale

Når det kommer til dit underlivs velbefindende i sommervarmen, så er bomuld den ukronede dronning. Det handler igen om at holde området så tørt og køligt som muligt, og her er der intet så godt som bomuld. Så det er på med mormortrusserne, for dit underliv er knap så glad for de små blondetrusser, som du er. Alternativt kan du droppe trusserne helt... 

3. Du fjerner hår – og hopper bagefter i poolen

Selvom vi er nogle, der synes, at hårfjerning og bikini hænger ubestrideligt sammen, så er det en anden historie med hårfjerning og pool. Uanset om du bruger voks, barbering eller epilering, så bør du vente 24-48 timer, før du hopper i poolen. I hvert fald hvis du vil undgå røde knopper – og det vil du jo nok gerne – da klorvand såvel som saltvand gør din hud endnu mere irriteret, end den var i forvejen efter hårfjerningen. Du risikerer også at tilstoppe porerne, så det kunne måske være en god idé at skrue lidt ned for brugen af skraberen?

4. Du sidder for meget ned

Her gælder der egentlig det samme, som når du har for stramt tøj på. Hvis du sidder ned for længe af gangen – som vi jo hurtigt kan komme til, når vi sidder på café med veninderne på en varm sommerdag – får dit underliv det for varmt og for fugtigt. Husk derfor at få gået nogle små ture. Det vil både dine muskler og dit underliv takke dig for. 

5. Du beholder den våde bikini på

Vi har vist efterhånden fået slået fast, at fugt er dit underlivs største fjende. Så selvom det både er lidt besværligt, og du måske hellere ville ligge på stranden i din flotte bikini efter en hurtig dukkert, så er det bedre, hvis du med det samme skifter til noget tørt tøj. Det kunne jo være en tør bikini – så har du også en undskyldning for at købe flere bikinier (psst... det kunne for eksempel være en af de her vildt flotte Disney-inspirerede bikinier).

6. Du bruger bind i stedet for tampon

Det er altid vigtigt at skifte bind og tampon regelmæssigt under din menstruation, men når det er varmt, er det endnu vigtigere. Tamponer er bedst om sommeren, fordi de nemmere holder sig tørre, og dermed er der mindre af den bakterievenlige fugt. Hvis du ikke kan lide at bruge tamponer, er det vigtigt at skifte bind oftere, end du gør om vinteren. Helst hver fjerde time. 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?