8 ting, du ALDRIG skal sige til en gravid kvinde

Gravid kvinde

To gange har jeg tilbragt ni måneder med at gro et andet menneske i min krop med alt, hvad der hører til. Det gælder også samtlige af følgende kommentarer:

1. “Er din mave ikke lidt stor/lidt lille i forhold til, hvor langt du er henne?”

Regel nr. 1: Aldrig nogensinde kommentere på mavens størrelse. Jeg tænker straks, om mit ufødte barn mon er vanskabt, eftersom det åbenbart er abnormt stort eller lille og underudviklet.

2. “Hvad så, tykke?”

Ja, jeg har en kæmpe vom (og en blævrende bagdel (og tordenlår)), men jeg er gravid. Hvad er din undskyldning?

3. “Det er altså ingen sygdom at være gravid!”

Graviditetsglæder som søvnløshed, inkontinens, plukveer, hæmorider, ledsmerter, halsbrand, hedeture og væskeophobninger lyder faktisk som en temmelig ubehagelig samling sygdomme, hvis du spørger mig.

4. “Har jeg fortalt dig om dengang, min venindes kusine revnede fra top til tå under fødslen?”

Hvad er det præcis, du tror, jeg får ud af at høre om fremmede kvinders rædselsfødsler? Jeg er i forvejen skræmt til døde over den fuldstændigt groteske udvidelse, der snart skal ske, så er du sød at lukke ægget?

5. “Ved du godt, at man ikke må bruge makeup/drikke kaffe/spise sushi/bruge parfume/drikke ét eneste glas rødvin, når man er gravid?”

Ja, trunte, jeg har læst ALLE artiklerne, men i bund og grund ved jeg bedst selv, hvor grænsen går. Så længe jeg ikke ligefrem kæderyger joints, mens jeg sniffer amfetamin og drikker Fisherman af en ølbong, så har jeg ikke brug for dine foredrag.

6. “Husk nu, at alle de kilo, du tager på nu, skal af igen, når du har født.”

Jamen så tager jeg da lige en kanelsnegl mere bare for at vise, hvor komplet ligegyldig din dumme, løftede pegefinger er for mig.

7. “Nyd din nattesøvn nu, for snart er det slut. I årevis!”

For det første: Det er svært at ‘nyde’ en nattesøvn, når man bliver vækket en gang i timen af cirkelspark i ribbenene og trampolinhop i blæren. For det andet: Tak for pessimismen, men hvis det er okay med dig, så vil jeg faktisk hellere glæde mig til alt det gode end at frygte alt det hårde.

8. “Var det planlagt?”

Dine implikationer står i kø: At vi er uansvarlige, at vi ikke burde få et barn lige nu, at vi slet ikke burde formere os sammen. Det er i hvert fald sådan, den hormonelle gravide hører det.

 

3 ting, du gerne må sige

1. “Må jeg røre din mave?”

Måske må du, måske må du ikke, men jeg er under alle omstændigheder glad for, at du spørger først i stedet for bare at begynde at rage. Det er nemlig langt fra alle, der gør det!

2. “Hvornår har du termin? Ved I, hvad det bliver? Har I tænkt på navne?”

Selvom gravide får stillet netop disse tre spørgsmål minimum to gange dagligt, så er det okay. Vi ved, at I kun spørger, fordi I er interesserede og synes, det er spændende.

3. “Jeg ved godt, at alle graviditeter er forskellige, men nu skal du høre, hvad der fungerede for mig.”

Som gravid er alting nyt og spændende men også skræmmende og ukendt. Vi vil rigtig gerne høre jeres egne erfaringer og velmenende råd – så længe de bliver videregivet uden belæring og fordømmelse.

Rothmar regerer

Maria Rothmar er 36 år og skønhedsredaktør og redaktionschef på Woman. Rothmar, som kollegaerne kun kalder hende, bor i Albertslund med sin mand og to døtre på 4 og 7 år. Hun forsøger dagligt at regere både skønhedssager, børn, snusfornuftig bankmands-mand og alle mulige andre ting, der dukker op i hendes liv.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?