Parforhold | Chandler og Monica fra Venner
© Warner Bros. Television / Bright/Kauffman/Crane Productions

9 nervepirrende (og lidt akavede) situationer, I helt sikkert skal igennem som par

Du har sikkert hørt om Ikea-testen, men disse 9 andre situationer er mindst lige så pressede!

15. november 2017 af Sarah Lyster Nielsen

I ethvert forhold er der et væld af situationer, I skal igennem, som alle sætter jeres forhold på en (lille) prøve: Første gang I knalder, første ferie, og første gang du skal på toilettet i hans lejlighed… Det er altså ikke nemt! 

Vi har samlet ni parforholdssituationer, der med garanti får jer til at bide negle, hvis I ikke har været dem igennem endnu… Og som får jer til at sætte endnu mere pris på hinanden, hvis I allerede har været der!

1. Første knald

Nogle forhold starter med et knald, hvor andre gemmer lagengymnastikken til lidt senere i forholdet, men uanset hvad kan det være en nervepirrende affære. I skal se hinanden nøgne for første gang, I skal lige finde ud af, hvad der dur, og hvad der er helt skævt, og det er sandsynligvis lidt akavet… Men heldigvis plejer det at blive bedre! 

2. Første gang I spiser foran hinanden

Det der med at spise foran hinanden første gang kan være en større prøvelse, end du lige havde regnet med – spareribs og spaghetti er i hvert fald udelukket! Det er nu, I finder ud af, om den anden smasker, spiser pizza med kniv og gaffel (brr) eller spilder litervis af tomatsauce ud over sig selv. Suk.  

3. Første gang I skal hjem til hinanden

Du er både nervøs, når du skal hjem til ham, og han skal hjem til dig. Bor han mon normalt (og voksent), eller er der hele kolonier af nullermænd og en enkeltmandsseng? Og når han skal hjem til dig, går du lidt i panik over, om du skal gemme din samling af Spice Girls-cd’er og alle dine lyserøde pynteting. Stress!

4. Første gang du skal på toilettet i hans lejlighed

Bare tanken får dig til at hyperventilere på forhånd. Gad vide, hvor lydt det er – og ligger toilettet mon tæt på stuen? Åh nej. Og kan der luftes ud?!

5. Den første gave

Det er nu, I skal bevise, at I kender hinanden ud og ind og lytter til, hvad den anden mangler – og husker det! Den første gave kan blive kilden til evig skuffelse eller gøre jer endnu mere forelskede i hinanden, og det er simpelthen et helt unfair pres, som ingen af jer orker. 

Et lille tip kan vi dog give: Lad være med at give en fugleedderkop i allerbedste Anja og Viktor-stil… Hvis du er i tvivl, er en god middag næsten altid et hit.

6. I skal møde hinandens venner

Du skal møde hans venner, eller han skal møde dine veninder – begge dele er lige svære. Du vil gerne gøre et godt indtryk, være sjov og kunne drikke om kap med drengene, mens du stadig virker sød og helt rigtig for deres ven, og det er altså hårdt arbejde! 

Din kæreste har det mindst lige så hårdt, når han skal møde dine veninder; han skal være sød, sjov, betænksom og kærlig (over for dig, altså), og dine veninder dømmer ham benhårdt. Du fortjener jo det bedste, og han skal overbevise dem om, at det altså er ham.

7. Når I skal møde svigerforældrene

Puha. Hvis det var hårdt at møde vennerne, så er det som minimum dobbelt så hårdt at møde svigerforældre. Du er spændt på at se, hvordan han er sammen med sin familie, og når han skal møde dine forældre, sidder du konstant på spring for at kunne stoppe dem, hvis de begynder at fortælle pinlige barndomshistorier…

8. Første gang I skal med til hinandens familiefester

Familiefester er seriøst overvældende som ny kæreste, og hvis du eller han har en stor familie, er der mange fætre, kusiner, onkler, tanter og bedsteforældre, der skal imponeres og charmeres. Hvis I klarer den igennem familiefesterne, er I også ret godt forberedt på intensivt krydsforhør hos FBI!

9. Første ferie

Den første ferie sammen består af mange besværlige delelementer – hvis det bare er jer to, skal I først blive enige om en destination: Skal I på weekendtur til Stockholm, på luksushotel i Las Vegas eller backpacke i Vietnam? Det er i sig selv et svært valg, og så skal I jo også af sted på ferien, hvor I er sammen 24/7 – måske i en længere periode, end I før har været. Plus han skal måske se dig i bikini for første gang! Sikke et pres…

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?