Kvinde med stomi
© Instagram, @stomi_stjernen

Astrid deler billeder på Insta i håb om at løfte andre, der har brug for et selvtillidsboost

Stomipose eller ej. Du bør aldrig være flov over dig selv

17. marts 2018 af Rie Louise Kirkebjerg

Da Astrid var 25 somre gammel, fik hun for første gang problemer med maven. Det viste sig, at hun havde fået sygdommen morbus chrohn, som er en kronisk tarmbetændelse. Efter at have kæmpet med træthed og udmattethed – både psykisk og fysisk – bad Astrid om at få stomipose. Hun havde forinden prøvet forskellige former for medicin, men desværre uden succes. “Jeg var så syg, så selvom jeg vidste, at det indebar ændringer i mit liv, og at jeg på et tidspunkt nok ville løbe ind i sjove blikke og uvidende mennesker, så var mit helbred og liv vigtigere.”

Lige så smuk og fantastisk som andre

På Facebook er Astrid medlem af grupper, hvor andre, der af den ene eller anden grund har en stomipose, deler deres bekymringer, støtter hinanden, når det går galt – og skriver om det hvis det bliver for meget. Men op til sin operation, hvor hun skulle have indsat sin stomipose, havde Astrid slet ikke brug for den slags støtte. “Jeg havde brug for folk, der inspirerede mig og viste mig, at jeg er lige så smuk og fantastisk som alle andre.” Og dem fandt hun på Instagram. 

A post shared by Astrid 🌟 (@stomi_stjernen) on

Stomi-Stjernen

Folk på Instagram er enormt gode til at løfte hinanden på tværs af lande, kulturer, religioner og hudfarver. Har du en pose på maven, er du bare for sej. Og det havde jeg brug. For jeg vidste godt, at min beslutning var rigtig for mig, men som alle andre mennesker, ville jeg også gerne føle mig accepteret, stærk og løftet.” I dag har Astrid sin egen Instagramprofil, som har fået det fantastiske navn Stomi-Stjernen. Her deler hun billeder af sig selv og sin stomipose. Det gør hun i håbet om, at det kan inspirere og løfte andre, der måske trænger til et selvtillidsboost.

I Astrids indbakke på Instagram har hun fået beskeder fra kvinder, der synes hun er vildt sej, fordi hun er så åben. “Der er også enkelte, der har givet udtryk for, at de gerne vil nå til samme sted som jeg. At de kan stille sig frem, tage et billede af deres mave med pose på og så lægge det online.”

A post shared by Astrid 🌟 (@stomi_stjernen) on

Gode råd til dig, der er syg og har stomipose

Astrid pointerer, at hun hverken er læge eller sygeplejerske, men at hun altid vil hjælpe med et åbent sind, varme og kærlighed. Derfor har vi spurgt hende om hendes allerbedste råd, hvis du selv har en stomipose og føler dig flov over den.

“Lad være med at tro du kan vågne i morgen og så er dit liv rosenrødt, og du har pludselig accepteret alle ændringerne ved din krop. Det er okay at være frustreret over din sygdom, det er okay ikke at bryde sig om de ændringer, sygdommen har bragt med sig. Men du må aldrig holde op med at drømme, du må aldrig opgive dine mål, og du må aldrig tro, at livet er slut. Livet ændrer sig konstant, og det er en kunst at bevæge sig flydende og problemfrit med de ændringer.”

A post shared by Astrid 🌟 (@stomi_stjernen) on

Gode råd til dig, der har en syg veninde

Vi har også spurgt Astrid om hendes bedste råd til at være pårørende til en veninde, som kæmper med en sygdom og stomipose. 

  • Vurder, om din veninde vitterligt vil sætte pris på og kunne bruge dit gode råd til noget. Eller om du bare skal lytte, elske og være til stede. Alle kroppe er forskellige, og alle sygdomsforløb er forskellig. Så hvad der virker for én, virker ikke nødvendigvis på en anden. 

  • Gør en indsats, og sæt dig lidt ind i hvad din veninde fejler. Det kan være anstrengende gang på gang at skulle forklare, hvad der er galt. Det udviser omsorg og kærlighed, hvis du har sat dig ind i situationen. Måske har du set, at et varmetæppe kan afhjælpe smerter, eller at te måske er nemmere at fordøje end kaffe. Helt små simple ting.
  • Husk på, at det aldrig din venindes skyld, hvis hun er nødt til at aflyse en aftale på grund af sygdom. Så lad være med at give hende dårlig samvittighed. “Uanset hvor skuffet du bliver, vil jeg garantere dig, at hun er væsentligt mere skuffet og ked af det,” fortæller Astrid. Spørg, om I kan lave en anden aftale, og hør, hvad hun kan overskue og har lyst til.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?