Stadierne du både gennemgår, når du er færdig med din yndlingsserie og med dit forhold
© New Girl / FOX

De 7 sorgfaser, du gennemgår, når din yndlingsserie er forbi

Det er fuldstændig som at blive dumpet...

23. oktober 2016 af Diana Bjerregaard Kristensen

OK, indrømmet! For nogle er Netflix vores bedre halvdel. Vi kan bruge oceaner af tid på at se serier, og er der overhovedet nogen federe følelse end at blive opslugt af et univers, du bare elsker? Nej. 

Men følelsen stopper brat, så snart serien slutter (eller når vi må vente et halvt år på en ny sæson). Og hvor er det nu lige, vi kender den følelse fra? Nå ja – fra break-up!

Her er stadierne, du gennemgår, når din serie stopper, som minder utrolig meget om et ægte break-up.

1. Chok

Du stirrer blindt ud i luften og kan slet ikke forstå det. ‘Hvordan endte vi her?’ Du har jo ofret utallige aftener og tilbragt, hvad der føles som flere år (i hvert fald måneder) med at følge hovedpersonerne i tykt og tyndt! Er der slet ingen taknemmelighed den anden vej?

2. Benægtelse

Du tænker: ‘Ej, seriøst, Netflix mangler jo nok bare at lægge de sidste sæsoner op. Ikke gå i panik.’ ...Du begynder derfor selvsikkert at google din serie, fordi du er overbevist om, at det ikke ender her.

3. Isolation

Der er gået flere timer. Du leder desperat efter én troværdig kilde online, som kan bekræfte, at der kommer en sæson mere! ‘Fan_Girl_4ever virker da som en person med stor insiderviden. Hun kan ikke tage fejl!’

Stadierne du både gennemgår, når du er færdig med din yndlingsserie og med dit forhold
© Giphy.com

4. Raseri

Alvoren går endelig op for dig. Det er slut, og du bliver ude af dig selv. ‘SERIØST!!!? Hvordan kan jeg nu fortsætte med mit liv, når jeg ikke ved, om hovedpersonerne får hinanden/redder verden/løser mysteriet/slår op?? Tak for ingenting, f*cking manuskriptforfattere!’

5. Trøst

Du lader dig friste af Netflix’ forslag til lignende serier. Det føles lidt som en sutteklud, men det er da bedre end ingenting. ‘Suk... jeg må være stærk. Jeg må lede, til jeg finder en ny, vanedannende serie... med lækre mænd, selvfølgelig.’

6. Savn

Du hopper lidt halvhjertet rundt fra serie til serie, men der er ikke rigtig én, som helt fanger dig. Du mindes serien, hvor plottet fangede dig i et snuptag, replikkerne var hylende morsomme, og hovedpersonenerne føltes som din familie. Det er virkelig et tab. Av dit hjerte. Skal du starte forfra på drømmeserien? Også selvom det aldrig vil blive det samme?

7. Afslutning

Du når endelig til det punkt, hvor du accepterer, at det er slut. Det var jo bare en forbandet god serie. Nok havde den nogle fejl, og måske sluttede den ikke helt, som du havde drømt om. Men så kan du jo heldigvis nøjes med at gense de gode afsnit og glemme de dårlige.

Og tænk engang. En dag vil du måske igen finde en drømmeserie, der stjæler al din tid, ødelægger dine træningsplaner og får dig til at være alt for længe oppe. Håbet lever!

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?