Den søde juletid er ikke lige sød for alle

I en tid, hvor den største bekymring for de fleste af os handler om at finde den perfekte julegave eller den sjoveste nytårsfest, blev jeg for nylig mindet om, at den søde juletid (desværre) ikke er lige sød for os allesammen.

Undskyld, kan jeg få dig til at ringe efter en ambulance?”

Undskyld, kan jeg få dig til at ringe efter en ambulance?” Sådan lød det, da jeg forleden blev stoppet af en hjemløs, der bad mig ringe til en ambulance, som kunne komme og hente hans ven – en ældre mand, der lå på en bænk under et halvtag og havde svært ved at stå, gå og trække vejret.

Manden, der stoppede mig, var helt rolig – ja, han kunne lige så godt have spurgt mig, om jeg ville rykke lidt til højre. Men det gjorde han ikke. Han spurgte, om jeg ville være så venlig efter at ringe efter en ambulance til hans ven. De to forrige, han havde spurgt, havde desværre ikke haft strøm nok til at ringe...

Efter jeg havde ringet, forsikrede den hjemløse mig om, jeg ikke behøvede at blive. “Han havde nemlig lært førstehjælp,’ forklarede han mig nærmest undskyldende. Men jeg valgte at blive, til ambulancen kom. Og så stod jeg ellers der med et menneske med et så fundamentalt anderledes liv end mit og kiggede på hans ven, der skiftevis støttede sig til en stor hund og en beskidt bænk – imens jeg blev lidt forsinket til mødet med en veninde, der var småstresset, fordi julegaverne endnu ikke var på plads.

Samme alder, men to forskellige verdener

Mit nye bekendtskab var også bekymret, men ikke fordi det var jul. Nej, hans bekymringer gik på, at det var koldt om natten, og at han ikke vidste, hvor længe hans ven ville kunne klare de kolde nætter

Han er jo en gammel mand, og det er ikke godt for ham. Han er næsten 63 år!” I min verden er en mand på 63 år altså ikke gammel. Men det her var ikke min verden.

Jeg har aldrig skullet bekymre mig om, hvorvidt mine venner ville overleve natten – eller om jeg selv ville for den sags skyld. Og måske derfor har jeg også altid været lidt nysgerrig på den verden. For selvom den er så fundamentalt anderledes end den, fleste af os er vant til at færdes i, er jeg helt overbevist om, at der ikke nødvendigvis er så langt til den, som nogle af os tror.

En teori, jeg også fik bekræftet efter de 40 minutter, jeg endte med at vente på ambulancen sammen med manden. En mand, som jeg på grund af hans vejrbidte ansigt og forhutlede udseende havde skudt til at være tæt på 50 år. Men som i virkeligheden var 32 år – præcis som jeg selv er. En mand, som havde været hjemmeværnsmand og haft sin egen familie, men også havde kæmpet med ADHD og et misbrug, der betød, at han de sidste otte år havde levet på gaden.

For otte år siden gik jeg på 3. semester på universitet og troede, jeg vidste det meste. Det tror jeg også nu, men hvor er det altså vigtigt at blive mindet om, at der er så meget at lære endnu. På både godt og ondt.

Kram og kys 

Da ambulancen endelig dukkede op, blev manden mere rolig og gav mig både et stort kram og et kæmpe kindkys. Og hans store taknemlighed varmede helt ærligt mere end min tykkeste sweater, og mit håb er bare, at han følte sig en smule tættere på den verden, der engang også var hans.

Hvis du spørger mig, så må og skal den verden ikke være længere væk end en enkelt kram.

 

 

 

 

Mariannes mumlerier

Marianne er 32 år og Womans digitale redaktør. Hun mumler en smule, men hun ved, hvad hun vil. Marianne er ikke bange for at kaste sig ud i nye ting og siger sjældent nej. Og her vil du kunne læse lidt om alt det, Marianne siger ja til.

 

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?