Denne ting, du gør på de sociale medier, er virkelig dårlig for dig

Psykolog forklarer, hvordan du passer bedre på dit selvværd

12. oktober 2016 af Maria Denise Christoffersen

Facebook, Instagram og Snapchat gør os i dårligt humør. Det svarer 76 procent af Womans læsere i vores undersøgelse af, hvordan de sociale medier påvirker os

Men hvis du er en af dem, der oplever at blive ked af det, når du bruger Instagram og Facebook, kan du starte med at spørge dig selv, hvad du bruger de sociale medier til. Er du en af de mange, som oftest bare “lurer” på andres liv uden selv at dele noget eller deltage i fællesskaber eller diskussioner, kan det nemlig gå ud over dit selvværd. 

Det forklarer psykolog Rikke Papsøe, som i sit arbejde har særligt fokus på netop selvværd:

Passive brugere lider mere

“Der findes forskning, som viser, at der er forskel på, om du på Facebook er ‘aktiv’ bruger – eller ‘passiv’. En passiv bruger scroller blot ned gennem sit feed, og liker måske et par ting men er ellers ikke som sådan aktiv.

En aktiv bruger interagerer derimod med sit Facebook-netværk – kommenterer, liker, har samtaler kørende og så videre. Det ser ud til, at de passive er dem, hvis mentale velbefindende lider mest, formentligt fordi de ikke som de aktive brugere får reel kontakt, samtale og fællesskab ud af deres brug af Facebook.

Og så er der forskning, som viser, at når vi misunder andre, lider vores humør. Når vi sammenligner os med andre, lider vores mentale velbefindende også. Facebook og Instagram er steder, hvor vi nemt og lynhurtigt kan sammenligne os med andre – og endda rigtigt mange andre. Derved kan komme til at misunde andre for noget, vi formentligt slet ikke havde vidst, at vi savnede i vores liv, hvis vi ikke lige var gået på de sociale medier den dag.” siger psykolog Rikke Papsøe.

De fleste kigger bare på

I Womans undersøgelse svarer 62 procent af læserne, at de ‘oftest bruger sociale medier til at lure på andre mennesker liv’.

22 procent leder primært efter inspiration til bolig, tøj og makeup, mens 6 procent oftest deltager i diskussioner eller bruger de sociale medier til at fortælle andre om deres liv.

Kilde: Rikke Papsøe, autoriseret psykolog, og undersøgelse på Woman.dk med 253 besvarelser.

Vil du have Womans nyhedsbrev og få artikler om selvværd, sociale medier og meget andet i din indbakke? Så tilmeld dig her.

Hvad synes mændene?