Disse MEGA-besværlige trends fra 00’erne gjorde det hårdt at være med på moden

Hvilke af disse trends fra 00’erne kæmpede du med?

21. oktober 2016 af Diana Bjerregaard Kristensen

1. De skræmmende lavtaljede jeans

Keira Knightley til premieren på Pirates of the Caribbean er indbegrebet af 00’ernes trends: Ekstremt lavtaljede jeans tilsat mavetoppen og den obligatoriske navlepiercing. 

Når vi prøvede at sætte os på en stol iført det her outfit, lød vores indre monolog cirka sådan her: ‘Ok. Du kan godt! Tag en dyb indånding – og sug maven helt ind. Ikke trække vejret!’ 

Tip: Det var nemmest, hvis dine trusser var ekstremt små... eller ikke-eksisterende. 

2. De tynde øjenbryn

Christina Aguilera er bare én af de kendisser, der var med til at skabe øjenbrynstendensen. Den kostede os et hav af tårer og ekstrem koncentration foran spejlet. Ét forkert ryk med pincetten, og så kunne dit øjenbryn jo være væk! 

Pyh, godt det er moderne med kraftige, brede øjenbryn i dag.

Tip: Det var sgu nemmere at barbere brynene af og tegne med en øjenblyant. Det ser også ud til at være Christinas plan.

3. Neglepiercing

Piercinger skulle der til i 00'erne – også i vores negle.

Selvom vi selv syntes, at det så overdrevent sejt ud, skulle vi godt nok passe på, hvor vi bevægede hænderne. Sad neglepiercingen fast i en yndlingstrøje, var den dødsdømt!

Tip: Endnu en beklædningsgenstand, vi måtte undgå: Fiskenettoppe.

4. Det store, pyntede bæltespænde

Lavtaljede jeans krævede selvfølgelig et stort bælte i taljen. Om ikke andet for at dække noget af maveskindet. 

Men almindelige bælter var for tabere. Vi investerede lommepengene i bælter besat med similisten, nitter og andet pynt, der stak ind i vores stakkels maveskind. 

Tip: Som i resten af 00’erne var det bedste, vi kunne gøre, faktisk bare at trække maven ind konstant.

5. Bandanatoppen

Queen B kan selvfølgelig ikke gøre noget forkert, og vi vil for evigt kopiere hende uden at blinke. 

Problemet for os andre dødelige var bare, at når vi brugte storebrors bandana som top, skulle den bindes med en kraftig, superstram knude på ryggen, så nysgerrige drenge ikke bandt den op. Det resulterede i, at vi fik ondt i ryggen, når knuden blev presset ind ind i ryggen af skolens hårde træstole. Aaaav.

Tip: Endnu en gang var det nemmeste bare at undgå at sidde ned. Øv, hvor vi stod meget op i 00’erne.

6. Plastikarmbånd

For os, der var fans af af rockchick Avril Lavigne, var armbånd med nitter et must. Også selvom de ikke just var det mest behagelige tilbehør... hverken for os eller vores sidemand (eller nogen som helst andre, vi skulle i nærkontakt med). 

Tip: Andre armbånd fungerede også fint, bare der var mange, og bare der var similisten på.

7. Den splittede top

Jep. Denne top var som skabt til at flashe vores navlepiercinger! 

...Eller var den nu det? For de der snørrer kunne seriøst så let som ingenting hænge fast i stort set alt, inklusive vores lange, similistensbesatte navlepiercinger.   

Tip: Til det her look har vi simpelthen ingen tips. Det var bare forfærdeligt. 

8. De stumpede piratbukser

Piratbukser, der posede forneden, var allemandseje. Vi lignede ikke pirater, og vi lignede heller ikke popstjerner i dem. Selv smukke Gwen Stefani er jo tvivlsom i det her outfit.

Tip: Vi skulle huske at trække op i knæstrømperne hvert andet minut, så vi ikke blev for bare indenunder. 

Hvad synes mændene?