Emma Holten: ”Jeg er stolt af alle de kvinder, som tager et nøgenbillede – det er sejt!"

Vil du gerne udforske og lege med din seksualitet? Tag et nøgenbillede!

2. november 2016 af Maria Broe Trustrup Hansen

Det er en god dag. Du føler dig vildt godt tilpas, og du elsker din krop. Du er lækker, og det vil du gerne dele med din kæreste, så du tager et billede af din smukke, nøgne krop og sender det til ham.

Et år efter finder du ud af, at dit nøgenbillede er blevet delt på nettet. Din kæreste (som nu er blevet din eks-kæreste) har åbenbart delt det med sine venner, og nu florerer det rundt på nettet. Du fortæller det til dine veninder, og deres reaktion chokerer dig. Du får nærmest at vide, at det er din egen skyld, at billedet er havnet i de forkerte hænder, og det gør ondt. Du har jo bare sendt et smukt billede af dig selv til din kæreste – er det virkelig forbudt?

Kvinder, bak hinanden op! 

Det mener Emma Holten absolut ikke, at det er. Hun har markeret sig som både feminist og debattør, siden hendes verden for fem år siden ændrede sig totalt. Emma Holten fandt ud af, at hendes mail var blevet hacket, og at de nøgenbilleder, som hun engang havde sendt til sin kæreste, nu var blevet lagt ud på nettet.

Hun synes, at det er trist, at vi kvinder ikke bakker hinanden op.

”Jeg møder mange kvinder, som siger: ”Jeg ville godt nok aldrig tage et nøgenbillede” eller ”Jeg er ikke typen, der tager et nøgenbillede.” Hvorfor skal vi trykke andre ned for at hive os selv op? Det er en virkelig ærgerlig tendens,” lyder det fra Emma Holten.

Emma Holten blev udsat for hævnporno, da hun var 20 år gammel, og mod sin vilje kunne alle og enhver nu se billeder af hendes nøgne krop på nettet. I dag har Emma Holten taget magten. Hun råber højt i debatten for kvinders rettigheder, og hun er blevet kendt som hende, der kæmper mod hævnporno – ikke kun i Danmark, men i hele verden.

"Vi er ligesom dig"

Nu har Emma Holten lavet en opsang til de kvinder, som ikke selv har været udsat for hævnporno. ”Vi er ligesom dig,” skriver Emma Holten på Facebook. Men hvad er det præcis, at Emma Holten gerne vil have, at vi kvinder skal gøre, når det drejer sig om hævnporno?

”For mange kvinder er det svært at støtte op, når man står ved siden af. Det lyder måske mærkeligt, men hvis man støtter op om ofrene, er det som om, at man bliver sat i ledtog med dem. Det er en stor skam, når en kvinde er blevet ydmyget. Folk synes, hun er ulækker og billig. Det gør det svært at støtte hende. Det er altid lettere at grine af end at støtte den, der er ”ulækker”,” siger Emma Holten.

Kvinderne bliver simpelthen mindre værd, og det er helt forkert, lyder det fra Emma Holten. Det vigtigste er derfor, at kvinder generelt husker, at der ikke er forskel på en selv og den, som har været udsat for hævnporno.

”Det er vigtigt, at kvinder støtter op om hinanden. Jeg ved godt, at det kan være svært at forsvare dem, som alle andre griner af – ligesom med mobning – men det er sindssygt vigtigt. Det er svært at sige alle imod, især fordi vi altid har fokus på, at der skal være en god stemning, og vi skal have det hyggeligt, men det skal være okay at sige fra.”

Nøgenbilleder udforsker din seksualitet 

Emma Holten har en helt klar opfordring til os kvinder – vi skal stoppe med at pege fingre og tale hinanden ned.

”Det er vigtigt, at alle kvinder forsvarer de kvinder, der har været udsat for hævnporno, for det er et angreb på os alle sammen. Det er et angreb på vores frihed, på at vi kan fotografere os selv, og på at vi kan knalde med dem, vi vil. Hvor ville det være synd, hvis kvinder ikke kunne have et privatliv, så de kunne have sex med dem, de vil, score dem, de vil, og flirte med dem, de vil.”

Selvom Emma Holten har været en ufattelig hård periode igennem, da hun blev udsat for hævnporno, vakler hun ikke, når hun bliver spurgt, om hun kunne finde på at sende et nøgenbillede igen.

”Sagtens,” lyder det prompte fra Emma Holten, som fortsætter: ”Det er vigtigt at holde fast i sine rettigheder, og så skal vi heller ikke dømme alle mænd. Der bliver sendt tusindvis af nøgenbilleder til sjove, sexede mænd, som ikke kunne finde på at udnytte dem. Nøgenbilleder er en legesyg og sjov måde at udforske sin seksualitet, og jeg er faktisk virkelig stolt af alle de kvinder, som synes, at de er så lækre, at de tager et billede. Det er sejt!”

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?