© Getty

Få de allerbedste sparetips

Sådan får du råd til mere af det sjove

22. december 2014 af Mette Andrea Boesgaard

Få de allerbedste sparetips


Kan du også se frem til en lang og kedelig januar efter decembers julegaveindkøb og lidt for vilde julefrokoster? Måske er du endda studerende, så pengene i forvejen er små? Frygt ikke - Woman iler med hjælpen! Vi har nemlig samlet en masse sparetips. Læs med og få råd til lidt mere af det sjove.

Hverdags-sparetips


Læs tilbudsaviser, gå efter de gode tilbud og køb stort ind - der er penge at spare på at være lidt organiseret. Men lad være med at købe mere ind, end du kan spise: Hvis du køber 3 liter mælk og sparer 2 kroner, men du ender med at smide den ene liter ud, er der jo ikke sparet noget som helst...

 

Husk plasticposer / stofnet hjemmefra, når du går ud for at handle. Det er kun en lille udgift at købe poser i supermarkedet, men mange bække små gør en stor (og dyr) å.

 

Lav en indkøbsliste - og hold den! Gå ikke ud for at købe ind, når du er sulten, så ender du  let med en masse dyre impuls-køb i kurven.

 

Handl i Netto, Fakta, Aldi og de andre lavprissupermarkeder - varerne er billige, og der er mindre, der frister.

 

Lav mad i store portioner. Grønsagssupper og pastasovs er billigt og let at lave i store portioner og fryse ned. Drøj maden med revne gulerødder, revne rødbeder og / eller havregryn - det er sundt, og det får maden til at strække lidt længere.

 

Lav madpakke. På den måde undgår du at købe mad til overpriser i kantinen, på café eller din lokale fastfood-bar (og så får du også noget sundt at spise). Tag også en flaske vand med hjemmefra i stedet for at købe dyrt vand på flaske.

 

Lad bilen stå, og drop bussen - cykl og gå for så vidt det er muligt (så får du også en masse dejlig motion!)

 

Dosér vaskepulveret rigtigt. Hvis du overdoserer, bruger du mere (og skader miljøet)

 

Spar på strømmen! Sluk altid lyset efter dig, når du går ud af et rum - brug elsparepærer i dine lamper - stil gryderne på den kogeplade, der passer til i størrelsen (er gryderne mindre end pladen, er der større energispild) - og husk så at slukke på stikkontakten, så tv, computer, stereoanlæg o.lign. ikke står og sluger penge på stand-by.

 

Spar på varmen - kram din kæreste eller klæd dig varmt på, så du ikke behøver at fyre op for varmen. Skru ned for varmen, når du ikke er hjemme (om dagen, mens du er på arbejde eller på skole eller om natten, når du alligevel ligger under dynen og fiser dig til gratis opvarmning). Husk også at lukke for varmen, når du lufter ud, og luk døren til rum, som du vil holde varme.

 

Spar på vandet. Drop karbadet, hvis du har sådan et, og tag kortere bade.

 

Giv din økonomi et eftersyn. Betaler du for meget for internet og mobiltelefon? Betaler du for lidt mange gebyrer i banken? Er du overforsikret? Har du brug for et avis-abonnement, eller kan du få dit nyhedsbehov dækket på tv, radio og internettet eller gennem gratis-aviser? Kan du skære fastnet-telefonen væk eller få en aftale, der passer bedre til dit telefonbehov, så du kan sludre gratis med udvalgte numre eller tale billigt om søndagen? Spørg dig selv, om du virkelig har brug for de ting, der hver måned bliver hævet fra din budget-konto, uden du overhovedet bemærker det, og tjek, om du kan få de ting, du har brug for, billigere.

 

Er du studerende? Så køb dine bøger gennem www.pensum.dk - der er de billigst. Det kan også tit betale sig at købe bøger over nettet fra udlandet; besøg www.amazon.co.uk og tjek det ud (der kommer ikke told på fra det engelske amazon). Hvis du har et studiekort, kan du faktisk også få rabat ret mange steder, så brug det, hvor du kan.

Fornøjelses-sparetips

Spar på cafébesøg. Gå i stedet på kaffe-visit hos vennerne eller invitér på kaffe derhjemme. Køb evt. en billig espresso-kande og en mælkepisker, så smager det lidt af café-kaffe.

 

Drik hjemmefra, inden du tager i byen - så sparer du penge på drinks. Der findes masser af gode discount-øl og billig spiritus på markedet; besøg din nærmeste Aldi eller Netto og bliv inspireret! På www.drinksdatabasen.dk kan du finde opskrifter på alverdens drinks.

 

Besøg din lokale kosmetolog- eller frisørskole og få rabat. Klipning, hårfjerning og lækre ansigtsbehandlinger behøver ikke koste alverden.
Find kosmetolog-skoler
Find frisørskoler

 

Trænger du til nyt tøj? Så lav tøjbytte-aftener med dine veninder og deres veninder. Alternativt kan du sælge dine fejlkøb på www.trendsales.dk, www.qxl.dk eller www.dba.dk og få penge til at købe nyt for!

 

I det lange løb kan du spare mange penge, hvis du går bevidst efter ting på udsalg eller køber brugt tøj. Shop på www.trendsales.dk, www.ebay.co.uk, www.ebay.com (husk du risikerer en dyr toldregning her!) eller i din nærmeste genbrugsbiks.
Sådan bliver du en udsalgs-haj

 

Køb make-up og hudplejeprodukter på nettet - der er store besparelser at hente. Www.strawberrynet.com og www.lookfantastic.com er gode steder at spare en håndøre.

 

Lån film og musik på biblioteket - det er ganske gratis! Du kan også låne musik i mp3-format uden så meget som at skulle rejse dig; besøg www.bibliotekernesnetmusik.dk og se hvordan.

 

Dyrk de gratis fornøjelser - gå en tur i skoven, læs en gratis-avis, tag på besøg hos venner og familie, spil spil (eventuelt online), vær med i Woman Debatten, surf i cyberspace. Hvis du har lyst til at være mere kulturel, så husk også, at mange museer har gratis adgang en dag om ugen.

 

Få flere gratis glæder på websites som fx www.gratis.dk, www.gratis-ting.dk, www.gratisfordig.dk - Googl gratis og find mange flere. Der er også masser af sparetips på www.dr.dk/DR1/Rabatten

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?