Slap af i en travl hverdag
© iStock

Få 5 afslappende råd, som gør det nemmere for dig at leve i nuet

Har du også (for) travlt i din hverdag?

22. november 2017 af Katrine Ellen Allentoft Haslund

Stresser du og har travlt med alle mulige ting, der skal nås; ting, som gør, at du har svært ved at være til stede i nuet?  

Nogle gange er vores tanker på fremtiden – både den nære og den fjerne – og det er helt i orden. Men det går ikke, når fremtidstankerne holder os fra at nyde det, der sker her og nu.

Hvis det er noget, du oplever, så læs med her, hvor vi giver dig fem tips til, hvordan du nyder nuet.

1. Find det, der gør dig glad

Det er bestemt ikke nemt at lære at være i nuet, hvis du har en tendens til at bekymre dig om fremtiden. Hjælp dig selv ved at gøre nuet værd at leve i. 

Find ud af, hvad du virkeligt godt kan lide at lave: Tilmeld dig et madlavningskursus, lav aftaler med dine veninder, hav en god bog klar, når du kommer hjem. Alt, hvad du kan komme i tanke om, som vil hjælpe dig med at fortabe dig i nuet – bare et lille øjeblik.  

2. Gør dit bedste – men husk at slappe af

Bunder din travlhed og stress i, at du bekymrer dig om, hvorvidt du mon gør det godt nok på arbejdet eller studiet?

Vid (og acceptér), at din bekymring ikke gør dig til hverken en bedre medarbejder eller studerende. Du er faktisk mest produktiv, når du sørger for at slappe af – og især, når du giver din hjerne ro. Du er altså den bedste udgave af dig selv, når du rent faktisk giver dig selv tid til bare at være dig.  

3. Sæt tid af til at lave ingenting 

Er du en planlægger, der fylder din dag med opgaver, der skal ordnes? Planlæg dig til fritid. Gør plads i din kalender til fem minutter, hvor du laver absolut ingenting – og overhold så din plan! De fem minutter er lige så vigtige – hvis ikke mere – som de andre ting i din kalender.

4. Fokusér på det, du laver her og nu 

Er det træls, at du også lige skal nå at lave mad, selvom du har noget arbejde, du skal have lavet? Eller har du lavet en kaffedate med en veninde, men stresser over den eksamen, der venter derhjemme? 

Det går ikke hurtigere af, at du bekymrer dig; faktisk får du bare mindre ud af det, du laver lige nu, hvis du fokuserer på fremtiden. 

Det gælder eksempelvis, når du skal lave mad om aftenen: Du skal jo have mad, så fokusér på den ro i din travle hverdag, som madlavningen giver. Se det som fritid til din hjerne. Det samme gælder, når du har aftalt at ses med veninder. 

5. Anerkend din bekymring

At leve i nuet handler ikke om, at du skal skubbe dine problemer til side. Hvis der er noget, der virkelig bekymrer dig, så anerkend det, gør noget ved det – hvis du kan – eller tal om det med dine veninder. 

Hvis du ignorerer de store bekymringer, bliver de kun større og sætter sig som et nagende ubehag, der gør det meget sværere at leve rigtigt i nuet. Konfrontér dine problemer. Træk dem ind i nuet i stedet for at udskyde dem til fremtiden. 

Kilder: Psychologytoday.comMedium.comRd.com

Vil du deltage i konkurrencer og læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?