Carla Mickelborg
© Instagram @carlachloe

Fra skuespiller til iværksætter: Carla valgte en helt anden vej, end den hun først havde planlagt

Få inspiration til at lære at gribe en idé fra dag til dag

10. april 2018 af Rie Louise Kirkebjerg

Hvis du ikke er stødt på Carla Mickelborg på hendes Instagramprofil eller Youtube-kanal, hvor hendes mange følgere opdateres med nyt indhold hver dag, kan du sandsynligvis genkende hende fra Far til Fire. Carla ville ikke være foruden oplevelsen at spille Søs i hele seks Far til Fire-film, og det var en stor drøm, der gik i opfyldelse, da hun fik rollen som 16-årig. Dog valgte hun efter den sjette Far til Fire-film at sige farvel til skuespillet og at gå en helt anden vej med sit liv.

Nu er Carla iværksætter og har firmaet Goal-setter. Vi har talt med 29-årige Carla om, hvordan det er at satse på noget helt andet end det, hun ellers havde gået og troet, hun skulle lave resten af sit liv. 

Da det gik op for Carla, at hun ikke skulle være skuespiller

Carla elsker at være kreativ og at skabe noget selv. Disse værdier kunne hun desværre ikke rigtigt få indfriet i sit job som skuespiller, da hun ikke selv kunne få lov at bestemme. “Det er også derfor, mange skuespillere bliver instruktører. Fordi de er så kreative,” fortæller Carla.

Carla sammenlignede sig også med andre skuespillere, og det fik hende til at glemme sine værdier. Til sidst valgte Carla derfor at stoppe sin karriere som skuespiller. 

Blev tv-tilrettelægger og Youtuber

Efter sin beslutning om at stoppe som skuespiller tog Carla en uddannelse som tv-tilrettelægger, og på et praktikophold i LA fandt hun ud af en meget vigtig ting. Hun ville arbejde et sted, som var rart og familiært, og hvor der ikke var en sur chef, som skabte negativitet på arbejdspladsen. Da Carla kom hjem til Danmark igen, kom hun i praktik på DRs Sofie Linde Show. Her blev endnu en ting klar for hende.

De var et helt hold om at lave et tv-program og i forhold til seertallet på progammet, synes Carla, at youtubere, som laver videoer til Youtube, var mere effektive. Hun kendte nogle og vidste derfor, hvor mange views og seere de havde – og det til trods for at en youtuber jo kun er én person til at lave indholdet. 

Derudover tager det lang tid fra idé til et færdigt tv-program, og som Carla selv siger, er hun en utålmodig kvinde. På den måde fandt hun hurtigt ud af, at hun ikke ville lave normalt flow-tv.

Carla elsker at være på, og derfor blev en Youtube-kanal hendes nye, store projekt. “Her kan jeg gribe en idé fra dag til dag,” siger hun. 

Carlas nye firma blev til

Som Youtuber blev Carla inspireret af andre youtubere. Nogle af dem solgte egne produkter, som eksempelvis makeup. I stedet for at konkurrere med andre valgte Carla, at hun ville lave sit helt eget, nye produkt. Og da hendes mor har uddannet sig i – og ved utrolig meget om – selvudvikling og kreativitet, blev de enige om at lave et produkt sammen med udgangspunkt i det. Et produkt, som skulle sælges gennem Carlas kanaler.

Heraf kom idéen til Goal-setter, hvor du kan skabe personlige kalendere og vægcollager, der skal være med til at hjælpe dig med at nå dine mål. Carla rocker Goal-setter med sin mor og sin bror. Derudover har Carla også sin Instagramprofil og Youtube-kanal.

Et godt råd

Hvis du selv overvejer en helt anden vej end den, du er på vej ned ad, eller gerne vil starte som iværksætter, er Carlas allerbedste råd, at du skal kende dine værdier. Du skal have fundamentet i orden med det samme og altså ikke kun have målet for øjet. Dit arbejde skal drives af glæde, og det gør det kun, hvis du kender dine værdier. 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?