Pige med spiseforstyrrelse
© iStock

Har din veninde en spiseforstyrrelse? Her er de bedste råd til at tackle det

Louise har lidt af anoreksi og overspisning – her giver hun sine bedste råd

6. november 2016 af Maria Broe Trustrup Hansen

Du har handlet ind, været i køkkenet, og maden står på bordet. Nu venter du bare på, at din veninde dukker op, så I kan starte jeres hyggeaften. Hun er forsinket, og du begynder at frygte, at hun om lidt ringer og aflyser (som hun plejer). Og ganske rigtigt – din telefon vibrerer, og hendes navn står på displayet. Du ved udemærket, hvad beskeden er. Hun kommer ikke i dag. 

Du kender måske scenariet, hvis din veninde kæmper med en spiseforstyrrelse. Det er nemlig helt almindeligt, at personer med en spiseforstyrrelse aflyser aftaler i sidste øjeblik og generelt ikke kan overskue at være særligt sociale. 

Det fortæller 27-årige Louise Linde, som selv har lidt af både anoreksi og tvangsoverspisning. I dag er Louise rask, og hun arbejder for at hjælpe andre i Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, hvor hun er næstformand.

Her giver Louise dig sine 8 bedste råd, som er vigtige at huske, når du gerne vil hjælpe din veninde, som har en spiseforstyrrelse. 

Hvad skal du huske? 

1. Hold fast i det normale. Det er vigtigt, at I holder fast i det normale. Den syge vil gerne forsvinde ind i sygdommen for at bevare sin kontrol, og det betyder, at hun ofte lukker sig inde i sig selv. Det er derfor vigtigt, at du som veninde holder fast i det normale, så hun bliver hevet ud af sin lille boble. Det gør du blandt andet ved at lave noget af alt det, som I plejer at lave sammen – gå en tur, tag i biografen eller smid jer derhjemme i sofaen og snak om alt det, I plejer at snakke om. 

2. Bliv ikke bange for sygdommen. Det er altid svært, når en, som du holder af, ændrer sig, men det gør dem, som bliver ramt af en spiseforstyrrelse. Sygdommen påvirker en som person, og derfor er det vigtigt, at du som veninde holder fast i jeres venskab og ikke bliver bange for sygdommen.

3. Invitér – selvom du får afslag. Det er vigtigt at blive ved med at invitere din veninde til fester og andre arrangementer – også selvom hun siger nej gang på gang. Det betyder nemlig virkelig meget at få tilbuddet, for så er det hende selv, der vælger at sige til eller fra. Du oplever formentlig også, at din veninde aflyser jeres aftaler i sidste øjeblik. Årsagen er, at situationen kan virke uoverskuelig, fordi hun lever i sin egen lille boble. Her er du som veninde nødt til at være vildt forstående for at holde til det i længden.

4. Det er aldrig dit ansvar. Et af de sværeste tidspunkter er, når du skal spise sammen med din veninde, for hvordan håndterer du hele mad-situationen på en god måde? Her er det allervigtigste at huske, at det ikke er dit ansvar, at din veninde spiser. Hvis du forsøger at overbevise din veninde om, at hun skal spise, får du lige pludselig to roller, men din vigtigste rolle som veninde er at være en god støtte og det sted, hvor hun har helle.

5. Bliv i dine egne sko. Hvis du er bekymret for, at din veninde er ved at udvikle en spiseforstyrrelse, er det vigtigt, at du tager affære. Du kan starte med at prøve at tale med hende, og her er det vigtigt, at du bliver i dine egne sko og siger: “Det, jeg oplever, er …” og ikke siger: “Jeg er sikker på, at du har en spiseforstyrrelse.” Den syge benægter ofte sygdommen i starten, så derfor er det vigtigt, at du ikke presser sygdommen ned over hovedet på din hende.

6. Spørg om hjælp. Hvis du kan se, at din veninde har et problem, og det ikke hjælper, at du taler med hende om problemet, må du altid spørge om hjælp. Det kan føles som om, at du sladrer, men det handler jo om at hjælpe din veninde, så det er aldrig forkert at sige din bekymring højt. Tal eksempelvis med din venindes forældre eller søskende, som kan hjælpe. Din veninde vil sandsynligvis ikke være specielt glad for det med det samme, men på sigt vil hun blive utrolig taknemmelig for, at du var stærk og tog hånd om problemet.

7. Husk dig selv. Det er vigtigt, at du som veninde selv har et sted, hvor du læsser af. Det er super hårdt at være veninde til en, som er ramt af en spiseforstyrrelse, og det kræver kræfter at bibeholde kontakten til den syge. Så husk dig selv, og sørg for, at du har et sted, hvor du kan få afløb for de frustrationer, som helt sikkert kommer.

8. Giv jeres venskab tid. Når din veninde er virkelig syg, er det vigtigt, at du ikke kræver for meget, for du risikerer, at din veninde ikke kan håndtere det. Hun vil rigtig gerne være der for dig, men husk, at hun næsten ikke har noget overskud, fordi hun kæmper med sin sygdom. Derfor er det igen vigtigt, at du har et andet netværk, som du kan trække på, indtil din veninde har det godt igen. 

Vil du følge med i, hvad vi ellers laver på Woman-redaktionen?

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?