Kvinde | bog | afslapning
© iStock

Har du altid drømt om at skrive din egen bog? Gå i gang, for vi guider dig gennem det

Ingen gør det for dig, og du får intet ud af at vente. Så bare kom i gang!

26. marts 2018 af Rie Louise Kirkebjerg

Hvis du altid har haft en drøm om at skrive en bog, har du sandsynligvis erfaret, hvor svært det kan være at sætte sig ned og begynde at skrive. For hvordan starter du lige den allerførste sætning i din bog? Vi har spurgt forfatter Katrine Engberg om gode råd, så du kan få sluppet din indre Carrie Bradshaw fra Sex and the City eller Lena Dunham fra Girls løs. 

Sådan starter du på din egen bog

Før du går i gang med at skrive, er der et par vigtige ting, du bør tænke over. Så selvom du sandsynligvis mest af alt bare har lyst til at se sidetallet blive højere og højere, kan du få en mere sikker start ved at følge disse tre punkter:

  1. Start med at skrive dine idéer ned. Det første, du skal gøre, er at mærke hvor og hvornår idéerne opstår, og så skrive dem ned med det samme. Det er vigtigt, at du er helt ukritisk i denne fase og ikke redigerer i din inspiration. Alt har værdi. Det hjælper at have en opslagstavle at hænge billeder, noter og strøtanker op på.
  2. Sæt begrænsninger op for dig selv. Når du har samlet en masse idéer, kan du begynde at sætte form på og stille nogle begrænsninger op for dig selv. Hvad er det for en type bog, du vil skrive? Hvor foregår den? Hvem er din fortæller og dine hovedkarakterer? Hvilken rejse skal de ud på og hvad driver dem?
  3. Begynd at skrive. Når du har en fornemmelse af formen, kan du begynde at skrive. For nogle fungerer det dog bedre i omvendt rækkefølge; skrive først, forme bagefter. Det er helt individuelt, og der er ikke en rigtig og forkert måde at gøre tingene på, så prøv dig frem!

Lav deadlines

Når du er kommet i gang med at skrive, kan det være en god idé at arbejde med deadlines, så du sikrer, at du får skrevet på din bog ofte. Katrine Engberg fortæller, at især de deadlines andre stiller op for dig, er gode. Du kan eksempelvis lave en aftale med nogen, du stoler på, om at læse ‘x’ antal sider tekst om ‘x’ antal dage eller uger. Og overhold så aftalen.

Hvis du får en skriveblokade

Dit Word-dokument bliver længere og længere, men pludseligt har du svært ved at få skrevet noget ned. “Det siges, at skriveblokade er et andet ord for dovenskab. Det er selvfølgelig ikke hele sandheden, for alle kan blive ramt af fornemmelsen af ikke at have en ærlig idé i hovedet,” fortæller Katrine Engberg

I følge Katrine Engberg kommer og går inspiration i bølger, og det er du nødt til at acceptere. Men derfor kan du godt skrive alligevel. Jo mere du skriver, jo mere inspireret bliver du som regel. Tricket er med andre ord at skrive, også selvom du ikke lige føler dig i stødet til det, for selvom du måske efterfølgende kasserer den tekst, så fører den dig videre.

Forfatterens allerbedste råd

Katrine Engbergs allerbedste råd til dig, der vil i gang med at skrive din egen bog, er, at du skal tro på, at verden har brug for at høre netop din historie! Og hav så respekt for arbejdsprocessen; sæt tid af og giv dig selv de optimale forhold for at skrive.

“Ingen gør det for dig, og du får intet ud af at vente. Så bare kom i gang!” afslutter Katrine Engberg med at sige. Så hvis du har en lille drøm om at blive forfatter, er det altså bare at sætte dig godt til rette, lave en god kop kaffe, og gå i gang. Hvem ved? Måske bliver du den nye store fantasyforfatter a la J.K. Rowling eller skriver en krimiserie, dine veninder aldrig vil slippe.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?