“Hvordan går det?” Tjah, skal jeg sige sandheden, eller vil du have mit overfladiske svar?

“Hvordan går det?” Jeg får spørgsmålet igen og igen. Når jeg mødes med mine veninder til en kop kaffe, når min far ringer og siger ’hej’, når jeg sidder overfor min kollega ved frokostbordet, eller når jeg møder en gammel bekendt på en snusket bodega klokken lidt for sent en lørdag aften.

Mit standardsvar til spørgsmålet er noget a la “Jamen, det går da meget godt.” Det passer for det meste, men det er gået op for mig, at jeg er for dårlig til at sige sandheden. Jeg skøjter let og elegant henover de triste, hårde følelser, og i stedet giver jeg et lidt halv-overfladisk svar, som i virkeligheden er helt ligegyldigt.

Altså, når mine virkelig gode veninder spørger, hvordan det går, kan jeg ikke skjule mig bag et intetsigende "Fint". De kan læse mig som en åben bog, så hvis jeg pakker sandheden ind, prikker de til mig og presser et ærligt svar ud af mig. Men jeg kan sagtens tage en facade på, hvis jeg taler med nogen, som ikke kender mig så godt – det er ligeså let som at tage vandfast mascara på om morgenen, når jeg ved, at jeg har en lortedag foran mig. Easy peasy. 

Alt det, der føles helt vildt nedern

En gang om måneden mødes jeg med en gruppe skønne mennesker, der har gået på den samme højskole som mig. Nogle af dem er mine allerbedste venner, men nogle af de andre kender jeg ikke særlig godt, selvom jeg har mødt dem et utal af gange til diverse fester og torsdags-øller. 

Nå, men når vi mødes en gang om måneden, er det ofte over en hyggelig øl, og stemningen er god. Jeg føler mig ekstremt tryg i det fællesskab, men alligevel glemmer jeg tit at sige sandheden, når folk spørger, hvordan det går. Jeg plaprer løs om, hvor fedt jeg har det på arbejdet, eller hvor sjovt det var i weekenden, da jeg var til årets vildeste fødselsdagsfest.

Men jeg undlader at fortælle, at jeg har haft ondt i maven, fordi hele verden omkring mig falder sammen, uden at jeg kan forklare hvorfor. Jeg undlader at fortælle, at jeg føler mig tappet for energi, fordi jeg ikke ved, hvad jeg vil med mit liv. Ja, jeg undlader simpelthen at fortælle om alt det, der føles helt vildt nedern.

Og nej, selvfølgelig skal jeg ikke sige til hvem som helst, hvor mange gange jeg har grædt inden for den sidste uge (okay, det lød voldsomt, men jeg græder også, når jeg ser Grey's Anatomy, så du skal ikke tage det så tungt) – men jeg skal fandemer kunne fortælle, når jeg ikke har det særlig fedt.

Kære venner – be prepared!

Grunden til, at jeg ofte kommer med et overfladisk svar, er, at jeg ikke har lyst til at gøre dem, jeg taler med, ubehageligt til mode. De skal ikke føle sig forpligtet til at "skulle tage sig af mig" eller føle, at de pludselig står midt i en samtale, som de slet ikke har lyst til at være en del af. 

I virkeligheden tror jeg, at jeg har alt for lave tanker om dem, jeg taler med. Selvfølgelig kan de håndtere det, hvis jeg siger, at det ikke er den fedeste periode i mit liv. Og hvis de ikke kan – well, så klarer vi nok også en små-akavet samtale.

For hvis jeg – og du – ikke husker at sige, når vi har det skidt, så bliver vi fuldstændig ligegyldige overfor hinanden, og det er både synd og komplet idiotisk.

Så næste gang jeg står med en øl i hånden og hilser på en bekendt i højskole-gruppen, vil jeg presse mig selv til at sige sandheden. Forhåbentlig har jeg det mega godt, så jeg med ærlighed i stemmen kan sige, at jeg har det for fedt. Men hvis siderne i min dagbog (hvis jeg havde sådan en) på det tidspunkt ikke er særlig rosenrøde, så skal jeg sgu (!) sige det. 

Så kære venner og ikke mindst bekendte – be prepared. Næste gang vi ses, smider jeg den ubarmhjertige sandhed på bordet! 

Maria tænker

Maria er 25 år og journalist på Woman.dk. Maria prøver ihærdigt at finde ud af, hvordan det der voksen-liv fungerer, imens hun nægter at blive fanget af hamsterhjulet og trælse voksen-problemer. Maria elsker sociale rundkredse, 90’er musik og blå himmel, og hun tænker ofte lidt mere, end hun taler.  

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?