“Ikke flere (dårlige) undskyldninger – nu vil jeg i form!”

Som så mange andre forsøger jeg at træne regelmæssigt, men det er, som om at både resultater og motivation bliver væk – og så ender det sjovt nok også med, at jeg gør.

Jeg har ellers både forsøgt mig med motiverende spillelister, sjove træningsprogrammer, hold og smarte apps, men lige lidt har det hjulpet. Jeg har altid haft en (dårlig) undskyldning for at køre forbi træningscenteret og direkte hjem i stedet.  

Men nu skal det være slut. Jeg vil i form og har indset, at jeg er nødt til at få hjælp til det. Derfor har jeg fået fat i en personlig træner.

Egentlig har jeg altid har været lidt bange for det med en personlig træner. For mig lyder det vildt krævende og ambitiøst (hvilket selvfølgelig kan være godt, hvis du allerede laver armbøjninger i søvne og altid har dine kettlebells med dig  – men det har jeg ikke). Ikke desto mindre kastede jeg mig ud i det.

Alle starter et sted

Er der noget, jeg ikke må sætte dig til?,” lød det til den indledende (målsætnings- og forventnings)samtale med min træner, Marlene. ‘Ja, hvad med løb, vægte, mave- og armbøjninger og anden hård fysisk aktivitet?’ tænkte jeg. Direkte til hende sagde jeg dog: “Nej, overhovedet ikke, jeg er klar på det hele!”   

Det var jeg princippet også, men jeg var også lettere rædselsslagen. Hvad nu, hvis jeg ikke kunne noget som helst, kom til at brække mig af anstrengelse, eller bare så totalt åndssvag ud? Alene tanken om at stå og løfte vægte sammen med en masse (mænd) var nok til at få mig til at overveje det en ekstra gang. Marlene fik mig dog beroliget og forklarede, at alle starter et sted. 

Efter at have talt om mine forventninger og ønsker, så besluttede vi os sammen for, at projektet skulle vare i 6 uger med træning 4 gange om ugen, hvoraf to af dem var sammen med Marlene i Fitnessdk. 

Ej okay, det kan jeg jo ikke”

Det var måske ikke lige den mest kampklare indstilling, jeg havde, da jeg første gang mødte op til træning med Marlene.

Træningen var selvfølgelig hårdere (og tungere), end noget jeg havde prøvet før, men det blev også tydeligt for mig (og Marlene), at jeg havde nogle barrierer, jeg skulle over. Jeg kunne slet ikke give mig helt hen og tænkte nok mest på, hvordan jeg så ud, og om jeg var god nok. Det resulterede faktisk i, at jeg efter træningen var lidt irriteret på mig selv, fordi jeg ikke følte, jeg havde givet mig helt.

Derfor har jeg besluttet mig for, at jeg fremover vil fokusere på mig selv og Marlene og glemme alle andre. Det er jo alligevel ikke for deres skyld, at jeg står og sveder med en vægtstang på størrelse med en mindre teenagepige på nakken.   

Hvordan det så går, og hvordan resten af mit træningsforløb bliver (og ser ud), skal jeg nok fortælle dig mere om her på bloggen.

Mariannes mumlerier

Marianne er 32 år og Womans digitale redaktør. Hun mumler en smule, men hun ved, hvad hun vil. Marianne er ikke bange for at kaste sig ud i nye ting og siger sjældent nej. Og her vil du kunne læse lidt om alt det, Marianne siger ja til.

 

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?