Kvinde
© Pexels.com

Line skar i sig selv: “Det har taget tid at finde ud af, at jeg er ligeså meget værd som andre”

Lines ar minder hende dagligt om, at hun levede i et mareridt

12. marts 2017 af Amalie Blixt

Da Line var teenager, løj hun om alt. Hendes liv var hyllet ind i utallige løgne, for hun ville ikke fortælle, at hun skar i sig selv. Hun ville ikke være hende, som bare gerne ville have opmærksomhed. 

“Dengang var der meget snak i TV om, at teenagepiger skærer i sig selv, fordi de gerne vil have opmærksomhed. Det blev betragtet lidt som den samme type, der råber “voldtægt” uden at være blevet voldtaget. Men jeg skar jo ikke i mig selv, fordi jeg gerne ville have opmærksomhed – jeg skar i mig selv, fordi jeg ville stoppe med at føle noget.”

I dag er Line 23 år, og hun har det godt, men i flere perioder har hun været styret af trangen til at skære i sig selv.

‘Den søde’ i søskendeflokken

Første gang Line skar i sig selv, var hun ni år gammel. Hun var midterbarnet i familien, og hendes søskende var meget udadvente, så hun skulle være ‘den søde’ i søskendeflokken. Forventningerne fra omverdenen og fra hende selv betød, at Line fik anoreksi og kom på et opholdssted, da hun var 14 år, men på opholdsstedet tog selvskaden over fra spiseforstyrrelsen. At skære i sig selv var den eneste vej ud af hendes angst og panik.

Da Line var 18 år, blev hun suget ind i selvskaden igen – og denne gang med enorm kraft.

“Jeg levede for at skære i mig selv, hvilket lyder helt sygt, når man siger det. Men hvis jeg ikke havde dét, havde jeg begået selvmord. Selvskaden var det eneste, der reddede mig. Det var euforiserende fantastisk. Jo dybere jeg skar, og jo mere jeg blødte – jo bedre havde jeg det. Jeg brugte alle mine kræfter på at lade være, men min hud på armene kløede og brændte, indtil jeg skar i mig selv.”

“Jeg skulle ikke holde mine problemer for mig selv”

Da Line mødte sin første forelskelse som 18-årig, gav det hende lige præcis den motivation, hun havde brug for til at stoppe med at skære i sig selv. Line krummede tæer af skam, når hun kom med nye ar. De røde ar gjorde det tydeligt for ham at se, at hun havde skåret i sig selv, siden de sidst havde ses, og følelsen af at svigte ham var værre end kampen med at holde selvskaden tilbage.

Men det var først, da Line mødte sin nuværende kæreste, at hun virkelig begyndte at åbne op. Han gav hende plads og lyst til at dele sine problemer med ham og andre i hendes netværk. Det gik op for hende, at hun ikke skulle holde sine problemer for sig selv.

Det var her, Line for alvor fandt en måde at håndtere den afhængighed, der stadig lurede.

“Jeg fandt ud af, at der faktisk var en masse mennesker, der gerne ville være der for mig, når jeg havde det svært. Hvis jeg havde et sammenbrud, så skulle jeg bare ringe til de her mennesker, og så stod de klar til at hjælpe mig. Og hvis de ikke gjorde, så måtte jeg bare indse, at de ikke var mennesker for mig,” siger Line og fortsætter: 

“Det har taget rigtig lang tid og rigtig mange kræfter at fortælle mig selv, at jeg er ligeså meget værd og har ligeså meget ret til kærlighed som alle andre.” 

“Jeg vil ikke dømmes ud fra mine ar”

I dag bor Line i Århus sammen med sin kæreste og læser HF, og hendes plan er at starte på sygeplejerskeuddannelsen til næste år. Selvom hun lever en normal hverdag, så minder hendes ar på kroppen hende stadig om de perioder i hendes liv, der har været domineret af selvskade.

“I dag føler jeg mig oprigtigt glad og velfungerende, men mine ar får alle andre til at se mig som alt muligt andet, end den jeg faktisk er i dag.” 

Samtidig minder arene Line om, at hun skal være ekstremt stolt af at være kommet så langt, som hun er. 

“Jeg har et mentalt billede af denne her lille pige, som ikke kunne få kærlighed, fordi hun ikke kunne lukke nogen ind. Nu kan jeg give hende alt det, som hun ikke kunne få. Jeg har lyst til at kramme hende og elske hende, fordi det er lige præcis det, hun har allermest brug for.”

Line prøver altid at skjule sine ar i skolen, på arbejdet og ved sociale sammenkomster med familie og venner, og hun er meget bevidst om det, hvis hendes ærme glider op og arene i et øjeblik bliver synlige. 

“Det er helt klart for at beskytte mig selv. Jeg vil ikke have, at andre mennesker skal få et forkert indtryk af mig.”

Hvis folk omkring hende har lagt mærke til arene, har Line indtrykket af, at de tror, hun er psykisk ustabil eller depressiv. 

“Jeg ved godt, at det er min udlægning af, hvad andre tænker. Men min udlægning bunder i, hvad jeg har oplevet, når folk har set mine ar.”

Ubehagelig voksen-skældud

Når en kollega, et medlem af hendes svigerfamilie eller en mand i supermarkedet får et glimt af arene, får Line som regel kastet en omgang skældud i hovedet: “DET må du aldrig gøre igen!” eller “HVAD er det dog for noget!”.

“Jeg ved godt, at deres skældud kommer fra et kærligt sted og som en impuls reaktion, fordi de bliver chokerede – men det føles simpelthen så mærkeligt at blive skældt ud af sine kollegaer over noget så personligt,” siger Line. Hun kæmper med, hvordan hun skal besvare denne omgang voksen-skældud og fortæller, hvordan hun helst vil have, at andre reagerer, hvis de får et glimt af hendes ar:

“Jeg kan jo kun tale for mig selv,” siger Line og fortsætter: “Men jeg synes faktisk, det er helt okay, hvis personen, der ser arene, spørger ind til dem på en ydmyg måde – engang var der en, der spurgte, om jeg ville hjælpe hende med at forstå det, for hun vidste jo ikke noget om det. Jeg vil gerne snakke om det. Og i nogle tilfælde har det ført til, at den anden person åbner op om svære perioder i deres eget liv.”

Sådan har hun det i dag

Line er stadig ved at vænne sig til et liv, hvor hun ikke skader sig selv.

“Jeg kan stadigvæk få den der gigantiske trang til at skære i mig selv. Jeg har bare lært, at det er en hurtig og nem løsning, der kun kan ende dårligt og ikke løser problemet. Men det sværeste er arene på min krop – jeg vil gerne bare opfattes ligesom alle andre og ikke blive dømt på grund af mine ar.”

Line er et opdigtet navn. Lines rigtige navn er redaktionen bekendt.

Billedet herover er indkøbt til artiklen.

Vil du følge med i, hvad vi ellers laver på Woman-redaktionen?

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?