Må du spise p-piller uden pause? Her er sandheden

En ekspert forklarer, om du bare må spise løs

18. april 2017 af Maria Denise Christoffersen

Selvom indlægssedlen siger, at du skal holde en uges pause, når du har spist de 21 p-piller i pakken, fortsætter mange kvinder, hvis de for eksempel ikke orker at have menstruation på badeferien.

For er det ikke ligegyldigt, om man bløder, hvis menstruationen alligevel ikke er en ægte cyklus? Det har vi spurgt en ekspert om.

Ufarligt – for nogle

Bjarne Stigsby er gynækolog og forfatter til bogen Spis dig gravid. Han siger, at det for nogle kvinder kan være problemfrit at fortsætte med p-pillerne uden at holde en uges pause.

“At springe en ubelejlig menstruation over i forbindelse med ferie eller lignende er helt problemfrit. Mange kan også tage 3 plader p-piller i træk uden problemer, men at tage p-piller i mere end 3 måneder uden pause kan ikke generelt anbefales.

P-piller undertrykker æggestokkene, så de ikke danner naturligt østrogen, gestagen og æg. I p-piller er der kunstigt østrogen og gestagen, og det har en virkning på slimhinden inde i livmoderhulen. Det er her det befrugtede æg sætter sig fast ved en graviditet,” forklarer han.

“Østrogenet i p-pillerne får slimhinden til at vokse ved hjælp af celledelinger – omvendt er det med gestagen, som hæmmer væksten. Generelt er der overskud af østrogenvirkningen, så slimhinden vokser, og der er noget at bløde af, når man holder pillepause. Men hver gang celler deler sig, er der en lille risiko for at noget kan gå galt – kort sagt kan der opstå forandrede celler og livmoderhulekræft.”

Slimhinden udstødes

“Det skal med det samme siges, at normalt brug af p-piller (med pauser) forebygger risikoen for livmoderhulekræft betydeligt i forhold til ikke at bruge p-piller. For når du holder pause mellem p-pillerne, sørger menstruationsblødningen for at udstøde slimhinden sammen med eventuelt forandrede celler,” siger Bjarne Stigsby.

“Men hvis slimhinden holdes aktiv i årevis, fordi man spiser p-piller uden pause, er der en lille risiko for, at der opstår forandrede celler og eventuelt livmoderhulekræft. For nogle kvinder kan gestagenet i p-pillerne ved langtidsbehandling uden pause dog godt holde aktiviteten i slimhinden nede, så den forbliver tynd og passiv. I det tilfælde er det ikke noget problem at fortsætte uden pauser.”

Tal med lægen

Bjarne Stigsby anbefaler derfor, at du taler med din egen læge, hvis du af forskellige årsager ønsker at undvære menstruationen. Eventuelt kan en gynækolog undersøge med ultralyd, om din slimhinde i livmoderen egner sig til at spise p-piller uden pause.

Du kan også overveje at få en hormonspiral, som hos mange får menstruationen til at forsvinde.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?