“Mit ‘sunde’ liv tog overhånd og gjorde mig syg”

Det var i 3.g, det gik op for mig. At det projekt, jeg havde igangsat, var ude på et stadie, hvor jeg ikke længere havde kontrol over, hvad jeg lavede, eller hvad jeg forventede af mig selv. Jeg havde i lang tid kæmpet hårdt for at få succes med mit vægttab og det var endelig lykkedes. Det var en sejr, hver gang jeg tabte mig, en sejr, når jeg kunne mærke tøjet sidde lidt løsere på kroppen, og det var en sejr, at jeg pludselig havde fået etableret noget så enkelt som en rygrad. En rygrad, der sagde NEJ til kager og søde sager. En rygrad, der tillod mig klap på skulderen, når jeg havde trænet hårdt på diverse hold fem gange om ugen.

Jeg følte mig glad, stolt og havde uden tvivl fået en tro på mig selv som aldrig før. Et selvværd og en selvtillid, som var målet med hele min livsstilsændring. Jeg har aldrig mestret i noget. Her mener jeg en bestemt sportsgren, musik, skole og så videre. Jeg har aldrig fundet MIN ting. Men da jeg 17 år gammel satte mig det mål, at nu skulle der ryge fem kilo, fik jeg pludselig succes. En succes, der strålede ud af mig, og jeg har aldrig følt mig så stolt.

Da jeg i 2.g begyndte dette nye projekt, gik der lang tid, før der skete ændringer. Jeg startede nemlig ud på den helt korrekte måde. Jeg tog den tid, der skulle til. Træning cirka tre gange om ugen, ingen slik i hverdagene og alt med måde. Det var først, da en veninde og jeg fem gange om ugen svedte og piskede os selv i fitnesscentrene, at der skete store ændringer. Jeg mødte ros på min vej. Folk lagde mærke til, at numsen var blevet lidt lettere, barmen lidt mindre, æblekinderne lidt mindre tydelige, og det var skønt. På det tidspunkt begyndte jeg også at drikke mindre, da jeg vidste, hvor meget alkohol skadede min kondition. Derfor blev byture i stedet skiftet ud med hyggeaftener, hvor det ikke længere var slik, der var højdepunktet, men derimod frugtsalat med råcreme og chokolade.

Men den gode cirkel, jeg troede jeg, havde styr på, blev pludselig ond. Det var pludselig svært at være social ude i selskaber, hvor der kun blev serveret kartofler, pasta og brød, som jeg på daværende tidspunkt så som farlige indtag, der ville ødelægge min krop og mit udseende. Pludselig frygtede jeg at tage på. Jeg frygtede at miste min selvkontrol trods det, at den ikke gavnede mig. Jeg blev kontrollerende over for, hvilken type mad jeg indtog, og hvilke madvarer jeg skulle undgå. Madvarer såsom ris, pasta, brød – praktisk talt alt med stivelse – blev udskiftet med kød og grøntsager, hvilket i dag har betydning for min maves fordøjelse af disse produkter. Jeg mistede total trang til usunde sager i weekenden, og jeg blev ked af det, når jeg følte mig tvunget til at indtage noget, som jeg egentlig ikke havde lyst til.

I min familie har vi haft anoreksi tæt inde på livet, så jeg har altid vidst, hvor farlig og forfærdelig en sygdom det er. Jeg har aldrig forstået de piger, og for den sags skyld også drenge, der har følt sig så magtesløse og ladet sig styre af indre stemmer omkring madvaner. Men pludselig, uden videre, var jeg selv én af dem. Anoreksi var dog ikke sygdommen, jeg blev ramt af, og heller ikke bulimi, men en helt tredje sygdom. Nemlig ortoreksi. En sygdom, hvor du simpelthen frygter at spise usund mad og lader dig styre af dit aktivitetsniveau.

Mine forældre var stolte af mig halvvejs igennem forløbet, men de viste også bekymringer, da de kunne mærke, hvor styret jeg pludselig var. Da min bedste veninde tog en alvorssnak med mig, kunne jeg også mærke en vis irritation, da jeg følte, at hun egentlig ikke støttede mig i den kæmpe sejr, jeg havde. Men hun var bekymret. Ligesom mine forældre, min familie, min søster og andre, der pludselig ikke syntes, at det var pænt, sådan som jeg havde tabt mig. Jeg var blind. Og folk var idioter. Det pissede mig direkte af, at folk skulle blande sig i noget, jeg var så lykkelig over. Men på et eller andet tidspunkt mistede jeg nok også den virkelighed, der bankede på døren. Det var ikke længere et sundt liv jeg var kommet på sporet af. Tværtimod. Det, der reddede mig, var faktisk mine forældre, der en dag sagde stop. De fik mig ud af min urealistiske bobbel og fik mig til at indse, hvad der i bund og grund var på vej til at ske. Jeg var på vej til at miste al fornuft. Det lyder dramatisk og måske en anelse overdrevet, men for fanden, hvor er det vigtigt at holde to fingre i jorden!

Jeg syntes uden tvivl, at det var svært at komme tilbage på rette spor igen. Det var svært at spise mere fyldig mad og generelt få mere mad ned i maven, da min mavesæk i lang tid havde vænnet sig til at spise meget lidt og i den grad let føde. Nu sidder jeg her og er ‘rask’. Jeg er stadig chokeret over, hvordan det hele nåede dertil, men taknemmelig for min familie. Jeg blev så selvcentreret, at det var til at brække sig over. Det fik de ændret, og de fik mig tilbage. De gjorde netop den forskel, der skulle til i det lange løb. Lige nu har jeg lidt for meget på bagen, og mine arme kunne godt trænge til en opstramning, men det vigtigste er, at jeg nu nyder min mad. Jeg nyder at spise blandt andre mennesker og nyder, at det hele sker med god samvittighed.

Jeg vil ikke se tilbage på mit projekt som et nederlag på grund af, hvor det førte hen. Jeg vil se på det som en af livets mange prøvelser, som jeg fik besejret. Der kommer mange prøvelser endnu, som skal besejres, og disse gør kun min karakter stærkere – og faktisk tror jeg på, at jeg bliver stærkere af at tillade mig selv at få hjælpe fra andre. Som min mor altid siger: “Du er aldrig alene,” og det ved jeg nu.

Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]

 

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?