pollen | feber | høfeber | nys | pollensæson
© iStock

Nys og våde øjne? Overlev den forfærdelige pollensæson med disse 6 geniale tips

Hvis du bruger kontaktlinser, bør du droppe dem omgående

2. april 2018 af Helene Hyldgaard-Jensen

Vi har alle ventet på forår og sommer, men nu står vi her i starten af april, og nogle af os har frygtet dette øjeblik – nemlig birkepollensæsonen! 

Birkepollensæson er kort (april-maj) og meget intens. Derfor kan birkepollenallergikere få meget kraftige symptomer. Tuden løber, øjnene er røde, og ganen klør... Det er altså ikke den bedste kombination, hvis du gerne vil kunne være ude og nyde vejret. Dog er der faktisk noget du kan gøre – udover at huske din medicin – som vil kunne gøre underværker for dig og din allergi. 

1. Luft ud 

Hver morgen og aften bør du åbne alle vinduer og få blæst hele hytten igennem. Det er rigtigt vigtigt, at du ikke gør dette i dagstimerne, da det er der, hvor pollentallet ofte er højest. 

2. Tør dit tøj i tørretumbleren

Pollen sætter sig i dit tøj og i dine sko – faktisk overalt. Så når du vasker dit tøj, bør du ikke lade det hænge til tørre indendøre. Ikke nok med at det skaber fugt inde i din bolig, så skaber det også et dårligt indeklima, og det elsker pollen at befinde sig i. Hvis du kan, bør du også stille sko udendørs for at undgå at trække for meget pollen ind med dig, når du har været ude. 

3. Gå glad i bad

Det kommer ikke som en overraskelse, at et bad er godt for os alle. Det gælder specielt dig med pollenallergi, og du skal i den grad huske at gå i bad eller bare vaske håret om aftenen, inden du går i seng. Pollen sætter sig nemlig fast i dit hår, og det er ikke rart for dig at ligge og rulle rundt i det, når du sover. 

4. Gå med solbriller

Solbriller er et must, og ikke kun når solen skinner! Husk altid dine solbriller, når du tager ud i pollensæsonen – det er en overraskende effektiv metode for at undgå, at du får pollen i øjnene. Går du normalt med kontaktlinser, bør du droppe dem og gå over til briller i pollenperioden, for pollen og kontaktlinser er virkelig ikke et godt match

5. Hold bildørene lukket

Det er klart, at du selvfølgelig lige skal ind og ud af bilen – men for din egen skyld bør du holde vinduer lukket så meget som muligt, når du er ude at køre. 

6. Den store rengøringsdag 

Det er ikke det fedeste, men det er vildt effektivt for dig, som har slem pollenallergi at lave en hovedrengøring en gang om ugen! Hvis du måske ikke altid lige kan overskue det, kan du jo få din kæreste til det, hvis du har sådan en? Det er faktisk heller ikke særligt sundt for os kvinder at gøre rent. 

Kilder: Hoefeber Astma-allergi, Allergiguiden

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?