Polterabend-inspiration
© iStock

Polterabend-inspiration: Her er læsernes FEDESTE ideer

Find billige og gode aktiviteter til den perfekte dag

22. april 2017 af Maria Denise Christoffersen

Jeres veninde skal giftes, og det tunge ansvar ligger på jer. Er I gået i gang med at planlægge polterabend? Ellers får I den store polterabendguide lige HER.

Vi spurgte jer læsere, hvilke erfaringer, I har gjort jer med sjove og billige polterabend-aktiviteter. Og svarene var mange og gode.

De opfindsomme

  • “Jeg kan anbefale afrikansk dans. Det var så pissefedt!”
  • “Vi tog i Mystery Room (også kendt som escape room), som er et spil, man skal løse sammen. Spilarrangørerne spærrede os alle sammen inde i et mystisk rum. For at komme ud skulle vi løse gåder og finde forskellige ting ved at bruge vores forskellige talenter.”

  • “Jeg anbefaler at leje en studentervogn eller brandbil. Det var den perfekte måde at transportere os alle sammen rundt. Bruden elskede det – ren studentersteming, hvor alle dyttede!"
  • “Bruden er supermeget konkurrencemenneske, så hele dagen var proppet med dyster: Hvem kan lægge pænest neglelak med bind for øjnene, quizzer om hendes yndlingsemner og sækkeløb henover Rådhuspladsen.”
  • “Vi besøgte en gård, og bruden (som elsker dyr) fik lov at malke en ko, holde en lille gul kylling og muge ud i hestestalden. Vi andre så til (med øl) fra sidelinjen!”

De gratis

  • “Hver gæst medbringer en ting til bruden. Bruden skal så gætte, hvem der har haft hver ting med – det kommer der sjove og rørende historier ud af, og alle lærer hinanden bedre at kende.”
  • “Giv bruden en række udfordringer, hun skal løse i løbet af dagen. For eksempel at få kindkys af 10 forskellige mænd inden midnat, eller lægge en vild selfie på facebook, hvor hun skriver: JEG SKAL GIFTES.”

  • “Vi lavede en quiz om bruden, som alle gæsterne deltog i. På den måde handlede det om hende, uden at hun var konstant i centrum og ‘på’ hele tiden.”
  • “Vi lavede en scrapbog på dagen: Vi klædte os ud, tog billeder sammen og skrev små sedler med vores bedste minder sammen med bruden – og fremtidige ønsker for brudeparret. Det hele blev klistret ind i en bog, som hun fik bagefter. Sådan en gad jeg godt selv have.”

De gode klassikere

  • “Danseundervisning og stripfitness var supersjovt, for selvom det var lidt grænseoverskridende i starten, var vi jo i samme båd – og bagefter følte vi, at vi havde overvundet noget sammen. Vi var helt høje, da vi tog i byen!”
  • “Lagkageløb, flødebollekursus, vinsmagning og croquiskursus.”
  • “Sumobrydning, latindans og bartendere der mixede alle hendes yndlingsdrinks.”

  • “Vi fik lavet negle af en professionel negletekniker og sat hår af en frisør. Det gjorde, at vi alle sammen følte os eksklusive, lækre og klar til en aften i byen.”
  • “Dildoparty. Jeg siger det bare!”
  • “Kajakpolo og efterfølgende champagnesmagning.”

De skræddersyede

  • “Vores brud elsker at bage, så vi bagte kager og pyntede dem – mens vi drak masser af rosé, selvfølgelig!”
  • “Vores veninde er en partypige, så vi hentede bruden og kørte til Hamborg (Malmø kan være et alternativ). Vi tog på hotel og forkælede os selv med wellness, og klædte så om til vores fineste kjoler, og gik i byen og fik lækre drinks! Dagen efter: Tømmermandsbrunch.”

  • “Vi fik afternoon tea på en tesalon, med lækker champagne og små personlige gaver til bruden fra os alle.”
  • Min veninde elsker Marvel, så vi kørte superhelte-tema. Vi var på militær forhindringsbane og bagefter ude at spille lasergame.”
  • Min veninde er kæmpe Indiana Jones-fan, så vi klædte os ud som Indiana Jones og overraskede hende med et eventyrløb, hvor hun skulle bruge en skattejagtbog for at finde frem til posterne. Alle posterne var steder fra hendes hverdag, for eksempel musikskolen, hvor hun går til kor – her havde hendes korvenner så lavet en happening. Senere så vi Indiana Jones, mens vi spiste sushi og gjorde os klar til bytur.”

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?