Lavt selvværd, trist, ung kvinde
© iStock

Psykolog forklarer: “Her er de typiske årsager til lavt selvværd”

Kæmper du med negative tanker om dig selv? Psykolog hjælper dig videre

11. maj 2017 af Maria Broe Trustrup Hansen

Det kan være ufattelig hårdt at kæmpe med et lavt selvværd. Hverdagen kan være benhård at komme igennem, når du ikke føler, at du er god nok og har svært ved at sige de tre vigtige ord ’jeg elsker dig’ til dig selv.

Vi er alle sammen forskellige, og derfor er det selvfølgelig helt individuelt, hvor vores lave selvværd stammer fra. Men har du svært ved at gennemskue, hvad årsagen til dit dårlige selvværd er? Vi har talt med psykolog Gry Secher, som her forklarer, hvad lavt selvværd kan skyldes.

“Lavt selvværk kan blandt andet stamme fra opvæksten. Hvis der er blevet sat meget høje krav til dig, og du ofte har fået meget kritik fra dine omgivelser, kan det påvirke dig negativt langt op i dit voksenliv,” siger Gry Secher.

Hvis dine forældre eller andre rollemodeller i dit liv også har haft meget høje krav til dem selv, imens du er vokset op, kan det også have været med til at påvirke dit selvværd. Du er blevet vant til, at mennesker er utrolig kritiske overfor sig selv, og den dårlige vane har du taget med dig.

Urealistiske krav

Mobning kan være en anden årsag til lavt selvværd, mens dine negative tanker om dig selv også kan skyldes, at du har mødt nogle krav, som du ikke kan honorere.

“Det kan også være krav, som du møder som voksen. Du er måske startet på en arbejdsplads, hvor der bliver skruet op for præstationskravene, og du har været nødt til at være meget robust og bide tænderne sammen,” siger Gry Secher og fortsætter:

“Mange bliver ramt på selvværdet, fordi de ikke kan leve op til det. De kan ikke få hverdagen til at hænge sammen, selvom de ellers føler sig som et ganske velfungerende menneske.”

Du kan også blive ramt af lavt selvværd, hvis du i lang tid har været sammen med en kritisk og krævende partner. Hvis han eksempelvis kræver, at alting er perfekt, kan det hele hurtigt ramle, når hverdagen melder sig, og det kan føre til, at du føler dig mindre værd.

Du skal fylde noget mere

Der er altså uendelig mange forskellige årsager til, at du kan blive ramt af lavt selvværd. Grundlæggende kan vi dog konkludere, at det ofte stikker dybt, og at det derfor er vigtigt, at du arbejder med dig selv for at komme på ret kurs.

“Du skal give dig selv lov til at fylde mere. Det handler om at bygge dig selv op og prøve at blive bevidst om, hvad du godt kan lide. Hvad gør dig glad? Hvad er virkelig værdifuldt i dit liv? Find frem til de værdier og de mennesker, som for alvor betyder noget, og tænk på det langsigtede perspektiv,” siger Gry Secher.

Medfølelse med dig selv

Der findes heldigvis mange gode råd til at komme lavt selvværd til livs, og ifølge Gry Secher er det blandt andet vigtigt, at du husker, at det er uærligt at ignorere og undervurdere de positive sider ved dig selv.

“Skriv en liste med positive ting ved dig selv, og repeter listen for dig selv som positive bekræftelser,” siger Gry Secher.

Psykologen understreger, at det er vigtigt, at du forsøger at have velafbalancerede forventninger til dig selv.

“Øv dig i at have medfølelse med dig selv. Det kan skade dit selvværd på længere sigt, hvis du altid stiller så høje krav til dig selv, at du ikke på en balanceret måde kan leve op til det. Så sørg for, at have realistiske forventninger til dig selv,” siger hun. 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?