Respekt for dem, der lever med en usynlig sygdom – og tager det som en kvinde!

Sara

Jeg er (7-9-13) næsten aldrig syg. Den ene gang hvert andet år, jeg melder mig syg med noget hoste eller opkast, varer det som regel kun en enkelt dag, og så er jeg tilbage på jobbet. Men hvilken dag! Jeg har så ondt af mig selv, at du tror, det er løgn.

Jeg går ultralangsomt rundt i min lejlighed i et par bløde futter, som om selv den mindste pludselige bevægelse kan tage livet af mig. Jeg ringer til min mor og snakker helt lavt, hæst og langsomt, også selvom det slet ikke er min hals, der er noget galt med. Og jeg tænker grumme tanker som: ‘Hvad nu hvis jeg døde? Hvor længe ville der så gå, før nogen opdagede det?’

Det er så slemt, at man skulle tro, jeg var en mand!

De sjældent syge

Men faktisk tror jeg slet ikke på den der med, at mænd er mere ynkelige, når de er syge, end vi kvinder er. Jeg tror på, at folk, der meget sjældent er syge, er mere ynkelige.

Vi er simpelthen ikke vant til at tackle det ubehag, det medfører, med styrke og – lad os være ærlige – værdighed. Vi er vant til, at vores krop bare fungerer, og det føles som et frygteligt svigt og nederlag, når den ikke gør.

Nej, styrke og værdighed, når det gælder sygdom, er forbeholdt dem, der for alvor er syge. Det blev jeg bekræftet i, da jeg læste artiklen om de usynligt syge kvinder i den udgave af Woman, der er på gaden nu. Er du gal, de er (sygt) seje!

Da jeg læste deres historier, blev jeg først ramt af forfærdelse over, hvor voldsomme ting de kæmper med. Jeg var nødt til at prikke til min sidekammerat, vores journalist Maria, for jeg kunne næsten ikke rumme, hvor frygteligt det måtte være for dem.

Men så gik det op for mig, at det var min tolkning af deres historier, ikke deres. Ikke ét sted optræder ord som frygteligt eller forfærdeligt i deres beskrivelser af deres tanker og følelser, og hvorfor ikke? Fordi disse kvinder – i modsætning til mig og mange andre, når vi er syge – ikke har ondt af sig selv.

Inspirerende indstilling

Freja, Michell, Maria og Lotte, som de fire kvinder hedder, deler ikke deres historier for at få medynk. De vil egentlig bare gerne udbrede kendskabet til de usynlige sygdomme, de kæmper med, så de og andre i samme situation forhåbentlig kan blive mødt med lidt mindre forvirring og lidt mere forståelse fremover.

Selve sygdommene, ja, dem lever de med eller kæmper imod, så godt de kan, men én ting er sikkert: De nægter at overgive sig til dem og den selvmedlidenhed, der kunne indtræffe, hvis de lod den gøre det.

Dén indstilling og tankegang er i den grad inspirerende og værd at tage til sig – hvad enten du så er syg eller ej.

PS. Du kan læse de fire kvinders seje historier i det nummer af Woman, der er på gaden nu. Find det i en bladkiosk nær dig!

Sara siger

Sara er 32 år og chefredaktør på Woman. Hun er i et livslangt forhold med Cola Zero, men er ellers single. Her deler hun sine tanker om alt fra tøjstørrelser til tv-serier og Tinder – og du kan også læse hendes seneste ledere fra magasinet.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?