Glad arbejdsløs kvinde
© iStock

Sådan kan du vende din tid som arbejdsløs til en god oplevelse

Nyuddannet og arbejdsløs? Der er ingen grund til at gå i panik...

29. september 2017 af Katrine Ellen Allentoft Haslund

Eksperten på denne artikel er Jo Gudman Rasmussen, der er international HR- og rekrutteringsekspert hos The People & Capacity Group. Du kan besøge deres hjemmeside her.

Er du en dugfrisk nyuddannet, og har du endnu ikke landet et job, selvom den sidste eksamen efterhånden ligger nogle måneder tilbage? Det er de færreste nyuddannede, der finder et job lige rundt om hjørnet. Men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting.

Vores ekspert Jo Gudman Rasmussen fortæller, at personlighed fylder mere og mere, når virksomheder skal ansætte nye medarbejdere. Det betyder, at selvom uddannelsen er slut, så kan du stadig udnytte ventetiden til at gøre dig selv attraktiv for fremtidige arbejdsgivere.   

Her guider vores ekspert dig trin for trin igennem arbejdsløshedsperioden, og hvordan du får det bedste ud af den.  

Nyuddannet og arbejdsløs. Hvad gør du?

Dyk ned i frivilligt arbejde:

Du har måske hørt, at frivilligt arbejde kun er en god idé, så længe det er relevant for dit fagområde? Glemt alt om det. Ifølge Jo Gudman Rasmussen er det langt vigtigere, at du har været i gang med et eller andetend at det er fagligt.

Et frivilligt arbejde viser nemlig, at du er i stand til og interesseret i at engagere dig i noget ud over dig selv og dine personlige interesser, og du opbygger både sociale og professionelle evner. 

Ryd op i din Facebookprofil – og udnyt de sociale medier: 

Du skal selvfølgelig have et privatliv, lyder det fra vores ekspert, men overvej, hvad du smider på de sociale medier, hvis du har en åben profil. 

Du bør tænke over, hvad der kommer frem, når virksomheder googler dig – for det gør de. Personlighed er som nævnt vigtigt, så du behøver ikke fjerne alt det sjove, som afspejler din personlighed, men kig lige din profil igennem. Er der noget, du ikke vil have en virksomhed til at se? Så fjern det... 

Derudover råder Jo Gudman Rasmussen dig til at udnytte, at din profil faktisk er noget, som fremtidige arbejdsgivere holder øje med: Skriv på Facebook, når du tager til messer eller gratis arrangementer (eksempelvis hos din fagforening). 

Og tag så til de arrangementer:

Ud over at kunne gøre din profil mere attraktiv for virksomheder, så er for eksempel messer og konferencer også en rigtig god måde for dig at komme i kontakt med virksomhederne og gøre dem opmærksomme på dig. Så tag af sted! Det er gratis, og du får skabt dig selv et netværk – og det er guld værd. 

Der er gået nogle måneder, og du er stadig arbejdsløs. Hvad er næste skridt?

Følg op:

Ifølge eksperten, så kan du sagtens bruge dine afslag til noget konstruktivt. Snak med virksomhederne, opfordrer hun. Hvis du får fat i den rigtige, så skal de nok fortælle dig, hvorfor du ikke fik jobbet – især hvis du er nyuddannet. 

Hvis svaret er manglende erfaring, kan du ikke gøre så meget ved det, men du kan arbejde med din ansøgning. Du bliver på denne måde skarpere på at skrive ansøgninger og CV, fordi du finder ud af, hvad du gør galt... Og så kan du endda være heldig, at virksomheden husker dig til en anden stilling.

Find ud af, hvad du selv leder efter:

Måske søger du til højre og venstre, fordi du er ved at blive lidt desperat. Virksomhederne kan dog godt mærke, hvis du ikke rigtigt er interesseret i jobbet, fortæller Jo Gudman Rasmussen. Lav ikke generelle ansøgninger. Find i stedet ud af, hvad du vil, og målret dine ansøgninger.

Dagpengeperioden er snart slut. Kan du stadig nå at vende situationen til noget positivt?   

Tag andre job end lige drømmejobbet

Det er bedre rent mentalt at gå på arbejde, fortæller vores ekspert. Tag et job som servicemedarbejder i et supermarked, eller bliv vikar igennem et bureau – og fortsæt endelig med frivilligt arbejde. Du skal ikke være kræsen i forhold til løn, for det er vigtigere, at du kommer ud og får noget erfaring. 

Hvis du har et job – uanset hvilket job – så har du noget at stå op til, og det giver dig bedre selvværd. Det giver dig faktisk mere energi til at få lavet ansøgninger til jobs, du gerne vil have, da der ikke er nogen økonomisk grund til, at du skal have et (drømme)job lige med det samme. 

Minimer tomrummet

Jo Gudman Rasmussen understreger, at et job, uanset hvad det er for et job, minimerer tomrummet på dit CV. Så når en potentiel arbejdsgiver spørger ind til perioden, efter du er færdig med studiet, så har du rent faktisk noget at fortælle. 

Det er altid bedre at tage et job, også selvom det ikke lige var det, du drømte om, forklarer eksperten. Det viser nemlig fremtidige arbejdsgivere, at du kan finde ud af at tage ansvar og er interesseret i at gøre en indsats. 

Måske opdager du endda nye drømme, fordi du pludselig befinder dig i et felt, du aldrig havde tænkt over.  

Guldkorn fra eksperten: Netværk, netværk, netvæk!

Medarbejderreferencer er det nye sort. Hvis en, der allerede er medarbejder i virksomheden, du gerne vil have job i, henviser til dig, så har du en kæmpe fordel. Virksomheder får selv en masse ud af, at den nye medarbejder allerede kender nogle inden for murene. Det giver nemlig gladere medarbejdere, der føler et tilhørsforhold til virksomheden. 

stalk folk på facebook, kontakt dine venner: Kender de mon nogen, der kender nogen, som kan introducere dig?
Det kræver mod at henvende sig til fremmede, men det er det værd! Skriv til nogen, og spørg, om de vil hjælpe med at give dig en introduktion. Få foden indenfor, måske bare med en praktikplads. Det åbner mange døre.  

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?