Woman-redaktionen
© Woman

Woman-redaktionen: “Disse oplevelser var seksuelt grænseoverskridende for os”

Har du selv delt din historie med hashtagget #MeToo?

23. oktober 2017 af Rie Louise Kirkebjerg

Du er sikkert stødt på hashtagget #MeToo på de sociale medier mange gange den seneste uge. Dog startede MeToo-bevægelsen faktisk allerede i 2006 med den seje kvinde Tarana Burke i spidsen. Hun ville sætte fokus på, at vi sammen skulle støtte samfundets unge, farvede kvinder, der havde oplevet overgreb.

Forrige uge blev debatten taget op igen af skuespilleren Alyssa Milano, som på sin Twitterprofil opfordrer alle, der har været udsat for sexchikane, til at vise det ved at bruge hashtagget #MeToo. På den måde kan vi sammen vise, hvor stort et problem, seksuelt grænseoverskridende adfærd er.

Woman-redaktionens #MeToo

Over en million personer har nu brugt hashtagget, skriver Telegraph. Her på Woman-redaktionen vil vi også gerne dele vores oplevelser og støtte op om den uhyre vigtige bevægelse, som kæmper mod seksuelle krænkelser – store som små. Én oplevelse af sexchikane er én for meget.

Maria, redaktør: “Jeg blev begloet gennem mit soveværelsesvindue”

“Da jeg var 19 år, delte en veninde og jeg en lejlighed i stueplan. Jeg havde flere gange set en mand i mørket på den anden side af vejen, halvt gemt bag en bil. Her stod han og holdt øje med mit soveværelsesvindue – så vidt jeg kunne se. En dag kom min veninde hjem og sagde, at hun netop havde fanget ham i at stå på en kasse lige under mit vindue og kigge ind i sprækken mellem muren og det nedrullede gardin. Han stak af, da hun råbte ham an. Samtidig havde jeg stået og prøvet forskellige outfits til en kommende fest... efter den episode meldte jeg det til politiet, som dog desværre ikke kunne stille noget op.

Kort efter blev jeg en dag antastet af en bleg, mørkhåret mand lige udenfor gadedøren. Han sagde: ‘Du er meget smuk. Jeg har fulgt efter dig et stykke tid. Vil du ikke med ud og have en kop kaffe?’ Alt i mig gik i højeste alarmberedskab, der var noget helt forkert ved ham. Jeg fik sagt højt og tydeligt nej og låste mig med bankende hjerte ind i den tomme lejlighed. Jeg er stadig overbevist om, at det var den samme mand, der havde luret på mig.

Samme aften skrev jeg på et stykke papir: ‘Klamme lurersvin! Jeg har meldt dig til politiet!’ og satte det i ruden. Og det må have virket (eller også var det mit klare afslag, der gjorde det), for jeg så ham gudskelov aldrig igen.”


Marianne, digital redaktør: “En fremmed mand kommenterede mine bryster”

“Jeg tænker helt ærligt ikke meget over det i det daglige, men dermed ikke sagt, at jeg aldrig har oplevet det. Der er specielt en oplevelse, som jeg (efter mange år) stadig ikke har glemt. Da jeg var 15-16 år, råbte en fremmed mand efter mig: ‘Dine bryster ser tunge ud, skal jeg hjælpe dig med at holde dem?’.

Han var sammen med flere mænd, og det var tydeligvis et forsøg på at være sjov. Jeg kan huske, at jeg forsøgte at grine – helt ærligt, jeg var 16 år og usikker nok i forvejen, hvad skulle jeg lige sige? Men indeni grinede jeg bestemt ikke. Pludselig følte jeg mig enormt begloet og utilpas, for når en fremmed mand kunne råbe sådan noget efter mig, var det så i virkeligheden sådan, alle mænd tænkte? Følelsen af lige pludselig at blive gjort til seksuelt objekt var ret ny for mig, og samtidig blev den trukket ned over hovedet på mig på en måde, som jeg ikke havde lyst til eller overhovedet var klar til. Det var slet ikke okay, og det ville jeg ønske, jeg kunne have fortalt ham."    


Sarah, digital journalist: “Jeg blev antastet med intime spørgsmål under en løbetur”

“For nogle år siden var jeg ude at løbe, da jeg blev stoppet på gaden af en fremmed mand. Han sagde på engelsk, at han syntes, jeg var smuk, og spurgte derefter, om jeg var gift, hvilket jeg lidt undvigende svarede nej til. Så spurgte han ind til, hvor jeg boede, om jeg boede sammen med nogen og til sidst, om jeg ville gifte mig med ham – her begyndte jeg virkelig at føle, at det var ubehageligt. Jeg sagde, at jeg skulle videre, hvortil han svarede, at han ville vente på mig på gaden, til jeg kom tilbage... Behøver jeg sige, at jeg tog en helt anden vej hjem? Det lyder måske uskyldigt nok, men i situationen var det ret intimiderende og på ingen måde smigrende, som jeg stod der alene og følte mig lidt udsat i mine løbetights.”


Rie, digital assistent: “Fremmede forsøger at røre ved mit lyse hår”

Jeg er blondine, og især når jeg rejser sydpå, tiltrækker mit hår, som alle andre lyshårede, utrolig meget opmærksomhed. Ofte vil fremmede forsøge røre det uden at spørge først, hvilket både føles underligt og ubehageligt. Jeg har egentlig tænkt, at det er uskyldigt nok, men jeg tror, at netop dén tankegang er den farlige. For selvfølgelig skal fremmede mennesker aldrig røre ved dig, hvis du ikke har tilladt det.”


Anne-Mette, digital praktikant: “Pludselig gnubbede han sig op af mig”

“Lige siden jeg var 16-17 år har jeg vel været udsat for sexchikane ved at både drenge og mænd har fløjtet, råbt efter og sagt ting til mig. Men den historie, jeg vil fortælle, er engang, hvor det blev fysisk.

Det var på Roskilde Festival 2016, hvor hele min camp var oppe for at høre Red Hot Chili Peppers. Min veninde er KÆMPE fan, så vi to og en tredje veninde gik så langt op foran, som vi kunne. Vi kom til at stå foran en meget høj fyr og hans veninde, og vi takkede dem begge for at få lov til at stå foran dem. Jeg stod foran fyren. 

Vi begyndte alle at danse og have en fest, men lige pludselig begynder jeg at mærke et par hænder på mine hofter, og jeg (der er lidt fuld) tænker ‘Ja, ja, vi danser bare’, men lige pludselig tager han hårdt fat i mine hofter og presser mig mod hans underliv (der er vågnet op til dåd). Jeg går helt i chok og kan faktisk slet ikke begribe, at det sker. Jeg vender mig om og spørger, hvad han har gang i. Han smiler bare og siger, at jeg ser dejlig ud. Efter det forsøger jeg at komme så tæt på mine veninder som overhovedet muligt.

Det kunne nemt have sat et traume i mig, men jeg tror, at det der hjalp var, at jeg snakkede om det. Jeg snakkede om det i campen, da vi alle var kommet tilbage, og jeg snakkede om det hjemme med min familie, så derfor synes jeg, at denne kampagne er så vigtig.”


Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?