Harry Potter flyver på hippogriff
© Harry Potter and the Prisoner of Azkaban/ Heyday Films/ 1492 Pictures

6 magiske boguniverser, der tager dig med til en anden verden

Elsker du Harry Potter? Så er disse bøger helt sikkert noget for dig!

8. september 2017 af Katrine Ellen Allentoft Haslund

Har du siddet tryllebundet med næsen nede i J.K. Rowlings syv fantastiske bøger, eller er du blevet bekendt med Harry Potter-seriens troldmandsverden efter at have været klistret til skærmen gennem alle otte film? Så kan du næsten ikke undgå at have forelsket dig i det magiske univers!

Noget af det mest fantastiske ved J.K. Rowlings fortælling om Harry Potter er nemlig den verden, som vi læsere bliver lukket ind i, hvor magi og fantastiske væsener er en del af hverdagen. Af samme grund har vi læst alle bøger omtrent tyve gange...  

Derfor giver vi dig her seks andre magiske boguniverser, der er lige så gennemførte og magiske som troldmandsverdenen i Harry Potter! 

Terry Pratchett: Discworld-serien

Discworld, eller Diskverden, som den hedder på dansk, er en overvældende eventyrverden bestående af hele 41 bøger! De kan dog alle læses individuelt af hinanden, selvom flere af bøgerne er grupperet sammen i forskellige kollektioner. Desværre er kun fem bøger fra Terry Pratchetts eventyrlige verden oversat til dansk... 

Det bedste ved Terry Pratchetts bøger er – ud over den fantastiske og omfangsrige verden, der beskrives – det høje niveau af humor, som Pratchett udviser i sin litteraturskrivning. Det er svært at komme igennem blot en enkelt side uden at komme til at grine vildere end Voldemort ved tanken om Harrys død!

Hvis du er ny til Diskverden, så kan The City Watch Collection være en god start. Her er den første bog Guards! Guards! I denne kan du læse om den penible situation, byvagten står i, da en drage pludselig er blevet konge ... 

Hvis du helst vil starte med en dansk oversættelse, kan du begynde med Den ottende datter, som er den del af kollektionen om heksene i Diskverden. 

Philip Pullman: Det gyldne kompas 

Det gyldne kompas er en trilogi, der også er blevet lavet om til en film – dog var det kun den første bog, der blev filmatiseret. 

Det gyldne kompas, som også er titlen på den første bog, foregår i en verden, der er parallel til vores, hvor folks sjæle lever uden for deres krop i form af et dyr, kaldet en daimon. 

Seriens hovedperson er Lyra, en 12-årig, forældreløs pige. Hendes daimon hedder Pan. Ved seriens start bor hun og Pan på Jordan-Kollegiet, men hun ender hurtigt med at komme i den smukke fru Coulters varetægt. Det bliver starten på en lang rejse, hvor Lyra både skal redde sit – og sin ven Rogers – liv fra Snapperne, der stjæler børns daimoner, hvilket efterlader de frarøvede børn i en tilstand, hvor de hverken er levende eller døde!    

Classandra Clare: The Mortal Instruments

I denne serie, der på dansk hedder Dødens instrumenter, bliver den magiske verden bragt ind i vores egen verden, da det meste af plottet udspiller sig i Brooklyn, New York. Du kender måske allerede serien fra Netflix, der har lavet bøgerne om til en tv-serie ved navn Shadow Hunters, og tilbage i 2013 blev første bog faktisk også lavet til en film med Jamie Campbell Bower og Lily Collins i hovedrollerne.

Dæmonernes by, den første bog i serien, møder vi Clary, en helt almindelig pige på 15 år – lige indtil hendes mor forvinder, og hun opdager, at hendes mor i virkeligheden tilhører en ældgammel race, skyggejægerne, som har engleblod i årerne. Deres job er at beskytte verdenen fra dæmoner – og det er nu også Clarys job. Men først skal hun finde sin mor... 

Bøgerne er fyldt med magi, humor og skarpe replikker. Og en hel masse kærlighed! 

Lene Kaaberbøl: Skammer-serien 

Det er danske Lene Kaaberbøl, der har skrevet denne fantastiske serie om Dina, der har en særlig evne til at få folk til at skamme sig over deres mindre gode gerninger, hver gang hun ser dem i øjnene. Mange af os kender denne serie fra barndommen, og den er altså stadig værd at læse i dag! Og hvis du ikke er en kæmpe læsehest, så kan du også se den som film; den første bog blev nemlig konverteret til det store lærred i 2015. 

Hvis du ikke allerede kender plottet, så handler første bog om Dina, der bliver kaldt til byen Dunrak. Her bliver hun bedt om at vurdere, om den unge fyrste Nico er skyldig for mordet på sin familie. Hun erklærer ham uskyldig, men Nicos halvbror Drakan insisterer på, at han skal dømmes... 

Rick Riordan: Magnus Chase-bøgerne

Historien om Magnus Chase er skrevet af samme forfatter, som har skrevet Percy Jackson–bøgerne. Sidstnævnte er også filmatiseret med søde Logan Lerman i hovedrollen som Percy, og den findes på Netflix!

Magnus Chase-serien foregår i samme verden som Percy Jackson-fortællingerne udspiller sig i – en verden, hvor guder lever. Hvor Percy Jackson-bøgerne centrerer sig om livet i Halvblodslejren, så ender den hjemløse Magnus Chase i Valhalla, fordi han ret tidligt i romanen dør. Livet bliver dog ikke mindre spændende af at være død, når man lever blandt guder... 

Patrick Rothfuss: The Kingkiller Chronicle

Vi kan godt blive enige om, at intet overgår Harry Potter! Men Patrick Rothfuss' to første bøger i trilogien The Kingkiller Chronicle kommer meget tæt på. Det tog Rothfuss 14 år at skrive den første bog! Det vidner bøgerne også om, da de er virkelig velskrevede. Den anden bog udkom i 2011 – fire år efter den første. Vi venter stadig i spænding på den tredje bog. 

Det er indtil videre kun den første bog, der er oversat til dansk. Den danske udgave er delt i to, og de hedder henholdsvis Vindens navn og Dragedræberen.

Serien centrerer sig om protagonisten Kvothe, der som barn mister sine forældre under grusomme omstændigheder. I sin søgen efter de personer, der dræbte hans forældre ender han på universitetet – et sted, hvor man lærer magi! 

Det bedste ved Rothfuss' magiske verden er, hvor nøje udførelsen af magi er beskrevet. Det beskrives ud fra matematiske formler, som om magi er en naturlov. Det er kort sagt en serie, der indeholder magi, som selv McGonagall ville være stolt af

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?