Cece og Schmidt, New Girl
© Elizabeth Meriwether Pictures, American Nitwits, Chernin Entertainment, 20th Century Fox Television

Cece fra New Girl får hovedrollen i en ny serie, og vi glæder os ustyrligt

Cece som superhelt lyder helt genialt

14. februar 2018 af Rie Louise Kirkebjerg

Lad os lige være ærlige. Vi er ellevilde med New Girl og alle de geniale karakterer, der er med til at gøre vennernes kollektiv til et hjem, vi seriøst gerne ville bo i. Vi skriger af grin over Schmidts hylemorsomme citater, vores hjerter smelter over Jess' og Nicks kærlighedsdrama, og vi elsker det faktum, at Schmidt scorer Jess' smukke veninde Cece. 

Hannah Simone i ny serie

Selv om vi har et par sæsoner til gode af New Girl, som endnu ikke har nået vejen til den danske Netflix, er det sørgmodigt, at vi snart skal sige farvel til alle vores gode venner i kollektivet. Heldigvis får vi helt sikkert de talentfulde skuespillere at se i andre film og serier, og det er netop blevet afsløret, at Cece, som spilles af skuespillerinde Hannah Simone, skal have hovedrollen i en ganske speciel tv-serie.

Cece bliver superhelt

Hannah Simone får æren af at spille med i genskabelsen af 80'er-serien The Greatest American Hero. Ifølge Deadline får den nye version af komedieserien et twist, for i stedet for en mandlig hovedrolle, skal Hannah Simone spille superhelten, som får superkræfter, når hun tager en helt unik bodystocking på. Det ændrer hendes liv fuldkommen, for inden da bruger hun meget af sin tid på fester, tequila og karaoke. 

Vi glæder os ustyrligt til at se, hvordan Hannah Simone klarer sig i rollen som superhelt – men vi vil nok altid se hende som elskværdige Cece fra New Girl!

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?