Noora, Skam
© NRK

Fans opfinder nye SKAM-afsnit, og nogle af historierne er SERR langt ude

Har du hørt om dengang, Noora blev kidnappet i New York?

27. februar 2017 af Maria Broe Trustrup Hansen

Det er en gammel nyhed, at SKAM har taget alle med storm, men hvis du endnu ikke har set den norske serie, bør du gå igang NU!

Her på redaktionen har vi også svært ved at vente, til vi får endnu mere SKAM, så vi lapper det i os, når vi får dritkul SKAM-nyheder, der kan sætte lidt kulør på hverdagen. 

Ægte fan-dedikation

Men vi tør godt påstå, at vi ikke er de eneste, der er en smule SKAM-afhængige, og nogle af de allerstørste fans har taget deres fascination af serien til et helt nyt niveau – en gruppe fans er nemlig begyndt at skrive såkaldt fanfiktion om den norske tv-serie.

Fanfiktion går ud på, at fans digter videre på deres yndlingsserier eller yndlingsfilm, eller også bruger de karakterne fra historierne i andre fortællinger. Det kan eksempelvis handle om Harry Potter, hvor Harry lige pludselig bliver kæreste med Brenda fra Beverly Hills 90210 (ja, fanfiktion er af og til ret langt ude!).

Nogle fans skriver rent faktisk også fanfiktion om rigtige stjerner som Justin Bieber eller Citybois, og mange af historierne handler (som så mange andre gode historier) om kærlighed og sex.

Fanfiktion om SKAM

Men nu er SKAM-fans altså som sagt begyndt at skrive SKAM-fanfiktion, og vi har fundet 6 historier, som fans selv har fundet på. Måske kan de dæmpe dine SKAM-abstinenser en smule?

1. Er Jonas til mænd?

Den første historie er kort og handler om Isak. Historien er en anden udgave af scenen, hvor Isak fortæller Jonas, at han er homoseksuel, og denne udgave har en noget anderledes (og sexet) slutning i forhold til scenen i SKAM. Hint: Jonas er vist ikke kun til piger... Du kan læse historien her.

2. En ny udgave af Romeo og Julie

Den anden historie handler om Isak og Even, men den foregår i et helt andet univers. Vi hører både Isaks og Evens side af sagen, og ifølge forfatteren er det en ny udgave af Romeo og Julie. Det tegner altså til at være en ægte kærlighedshistorie med masser af drama, og du kan læse hele historien her.

3. Hvad tænker Even?

Denne historie er lang (15 kapitler), men den genfortæller også HELE tredje sæson. Twistet er, at den bliver fortalt fra Evens synspunkt, så det er hans tanker og følelser, som bliver afsløret. Forfatteren til historien advarer om, at der er sexscener i de sidste kapitler, men du må selv vurdere, om du vil tage det som en advarsel eller en opfordring til at læse videre. Du kan finde historien her.

4. Alt bliver afsløret

Hvordan har Chris det inderst inde? Hvad føler Eva? Og hvilke tanker farer rundt i Sanas hoved? Denne historie er en dagbog for alle SKAM-karakterne, så hvis du vil lære dine yndlingspersoner lidt bedre at kende, er det her, du skal læse med.

5. William og Noora – 10 år senere

Denne historie ser ud i fremtiden og fortæller, hvordan det er gået med William og Noora 10 år efter gymnasietiden. Er de stadig sammen? Er de lykkelige? Du kan få svaret lige her.

6. Krimi-udgaven af SKAM

Den sidste historie er nok også den, der ligger længst væk fra det oprindelige SKAM-univers. I historien er alle karaktererne pludselig i New York, hvor der sker mystiske ting. Hver eneste måned bliver en ny person fra gruppen kidnappet, så spørgsmålet er, hvem det næste offer bliver? Find ud af det her.

Har du ikke fået nok SKAM-fanfiktion? Tjek Fanfiction.net eller Wattpad.com, hvor du kan finde et hav af forskellige fanfiktion-historier.

Vil du ikke risikere at gå glip af andre vigtige nyheder om dine yndlingsserier? Så tilmeld dig Womans nyhedsbrev her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?