The Handmaid's Tale
© HBO Nordic

Her er de 3 vigtigste grunde til, at du omgående bør se The Handmaid's Tale

HBO's nye serie er uhyggeligt skræmmende – men du skal se den alligevel!

12. maj 2017 af Maria Broe Trustrup Hansen

HBO har forkælet os med en lang række fantastiske serier, og nu er der kommet endnu en i rækken, som du med fordel kan kaste dig over. 

Serien The Handmaid's Tale er ekstremt uhyggelig (men bare rolig – ikke på gyser-måden), og den skræmmende serie får dig virkelig til at tænke over både liv, død og meningen med verden. 

Hvad handler serien om?

The Handmaid's Tale handler om staten Gilead, der tidligere var en del af USA. I Gilead er der vendt op og ned på alting, og lederne behandler kvinder som statens ejendom. Gilead kæmper med et faldende fødselstal, og derfor bliver en række frugtbare kvinder udvalgt som såkaldte trælkvinder. 

Kvindernes eneste opgave er at føde børn. En af trælkvinderne er Offred – eller June, som hun i virkeligheden hedder – som er hovedpersonen i serien. Offred levede tidligere et helt almindeligt liv i USA med sin kæreste og datter, men nu lever hun i en skræmmende verden, hvor en forkert bemærkning eller bevægelse kan betyde, at hun bliver henrettet.

Offred kæmper for at holde hovedet koldt, så hun kan overleve og finde sin datter, men hun bliver presset hårdt. Alle omkring hende kan være mulige spioner, så det er umuligt at stole på nogen, og ensomheden er næsten ubærlig for Offred.

Derfor skal du se The Handmaid's Tale

Her på Woman-redaktionen er vi blevet fuldstændig bidt af serien, og her får du tre af de allervigtigste grunde til, at du omgående bør gå i krig med et HBO-marathon.

1. Retten til sit eget liv

Kvinder er stærke, og i dag har vi (heldigvis) retten til at leve vores liv, som vi vil. Vi bestemmer selv over vores egen krop, og vi må tænke og gøre, som vi har lyst til. I dagligdagen tænker du måske ikke så meget over det, men tidligere havde kvinder langt fra de samme rettigheder som i dag, og rundt i verden lever millionvis af kvinder stadig med undertrykkelse og manglende ret til at bestemme over deres eget liv. 

The Handmaid's Tale rusker for alvor op i os og husker os på, at vi bør sætte ekstremt stor pris på alle de rettigheder, vi kvinder har i dag. Offred og de andre trælkvinder har helt uretfærdigt fået frarøvet retten til deres egne liv, og når du ser The Handmaid's Tale er det svært ikke at blive taknemmelig for det frie liv, du selv kan leve. 

2. Venskab

Veninder er guld værd. De kender dig næsten bedre, end du selv gør, og de ved, hvad du har brug for, når du er allerlængst nede. Vi ved ærlig talt ikke, hvad vi skulle gøre uden vores skønne veninder, og efter at have set The Handmaid's Tale sætter vi endnu større pris på de dyrebare venskaber. 

I Gilead er det nemlig umuligt at have venner. Alle kan risikere at være en spion, som vil dig ondt, og du aner ikke, hvem du kan stole på. Det er frygteligt at se, hvordan Offred lever et fuldstændig isoleret liv uden tæt kontakt til andre mennesker, og det får os i den grad til at værdsætte alle vores dejlige og helt uundværlige veninder. 

3. Kærlighed

Kærlighed kan komme i mange former og størrelser. Der findes ikke én rigtig måde at elske eller være kærester på, men alligevel bliver vores syn på kærlighed virkelig udfordret i The Handmaid's Tale. Parret, som Offred bor hos, lever i et forskruet forhold, hvor en trælkvinde er en del af deres sexliv, og hvor deres forhold til hinanden er båret mere af tvang og frygt end af kærlighed og forelskelse. 

The Handmaid's Tale får os i den grad til at indse, hvor vigtigt et åbent og ærligt parforhold er. Ingen i Gilead er ægte lykkelige, og mon ikke det blandt andet skyldes, at folket er frataget retten til at elske? Offred fik frarøvet den mand, som hun elskede, og selvom vi ser en spirrende følelse af forelskelse hos hende, må hun ikke udleve de følelser, hun har.  

Skynd dig i gang! 

Hvis du endnu ikke er gået i gang med The Handmaid's Tale, som er baseret på bogen af samme navn fra 1985, kan du se serien på HBO Nordic. Der kommer (heldigvis) et nyt afsnit af første sæson hver onsdag.

Vil du holdes opdateret på seneste nyt om film og serier? Læs mere her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?