VENUS - let's talk about sex
© Doxbio.dk

Ny, ærlig dokumentar: “Jeg boller med en pige for at forhindre, at han skal gøre det”

Unge, modige kvinder fortæller om alt det, vi aldrig taler om...

27. februar 2017 af Katrine Vendelbo

På Kvindernes Internationale Kampdag – onsdag den 8. marts – præsenterer DOXBIO dokumentaren Venus i biografer landet over. I dokumentaren taler unge kvinder ærligt om deres forhold til seksualitet, sex og deres nøgne krop, og de lægger alle kort på bordet. 

Over en periode på 5 år har instruktørerne, Lea Glob og Mette Carla Albrechtsen, fået mere end 100 kvinder til at fortælle løs om deres forhold til sex, og det er grænseoverskridende spørgsmål, der bliver stillet – og hudløst ærlige svar, der bliver givet. 

5 vigtige pointer fra filmen

Vi har set filmen, og vi lagde især mærke til 5 ting, som i den grad gør Venus værd at se:

1. Selv den mest selvsikre kvinde er usikker på sig selv og sin krop

Kvinderne åbner op for, hvor svært det kan være at forene styrke med sårbarhed, og hvordan det er at gå fra at være tilfreds med sin krop den ene dag til pludselig at være ked af den næste dag.

2. En kvinde og hendes underliv kan se ud på mange måder (og kaldes mange ting)

I dokumentaren klæder de meget modige kvinder sig både af psykisk og fysisk. Via de nøgne portrætter bliver vi endnu en gang mindet om, at vi alle ser forskellige ud – og hvor fantastisk befriende det er! Og så kan vi grine med, når de forklarer, hvorfor kvindens kønsdel IKKE skal kaldes skede, fordi “det er sådan nogle, der ALTID har svamp” – men i stedet kaldes underliv, “fordi det lyder varmt og rart”.  

3. Kvinder tænker meget på og fantaserer om sex

Og ikke kun i kombination med en sexpartner! Kvinderne snakker åbent om onani – hvor ofte, de pleaser sig selv, og hvad de fantaserer om imens – men det er vi kvinder ellers ikke altid så åbne omkring.

4. Sex kan være ligeså sårbart, som det kan være brutalt

I dokumentaren åbner kvinderne op for, hvor følelsesladet sex med dén, du elsker, kan være. Og hvor brutalt og ufedt det er at have sex med en mand, som ikke tager hensyn til dig. 

5. Fortællinger om andres sexliv kan røre dig til tårer – og få dig til at grine højt

Her snakker vi om følelsen af at sidde midt i biografen og bekæmpe en pludselig klump i halsen og et par tårer i øjenkrogen og kort tid efter at tage dig selv i at grine i kor med resten af biografmørkets gæster. Alt sammen fordi du kan genkende dig selv i så mange af kvindernes fortællinger og følelser. Vi garanterer, at dokumentaren åbner op for dine sluser – præcis ligesom kvinderne i filmen lader deres parader falder. 

Se den, se den!

Er du nysgerrig på mere? Så råder vi dig til at alliere dig med en veninde onsdag den 8. marts. Pånær lidt snak om S/M er Venus virkelig langt fra Fifty Shades-universet, men til gengæld får I oplevelsen af at se en oprigtig og fin fortælling om kvinders forhold til sex. Vi lover, at din stolthed over kvindekønnet lige vokser et par centimeter (eller ti) efter at have set den!

Psst... Du kan få en forsmag på filmen lige her.

Vil du læse flere spændende artikler om sex og kærlighed, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?