Fifty Shades of Grey
© Fifty Shades of Grey

Så vilde er Womans læsere i virkeligheden med Fifty Shades

Megafans eller slet ikke fans – hvad tror du?

30. januar 2017 af Maria Broe Trustrup Hansen

Der er næppe nogen tvivl om, at vi her på redaktionen er temmelig vilde med alt, der har at gøre med Fifty Shades (nogle gange kan det altså være svært at skjule sin begejstring!). 

Men hvad synes I, kære læsere, egentlig om Christian, Ana og hele det erotiske univers? Vi har undersøgt, om I synes, Fifty Shades er genialt eller ligegyldigt, og det enkle svar er, at mange af jer enten elsker eller hader historien.

Slet ikke fans eller megafans?

I ligger nemlig i hver jeres ende af skalaen og er enten megafans eller slet ikke fans, når det drejer sig om Fifty Shades. Ud af de 308 læsere, som deltog i vores undersøgelse, svarede godt 23 procent, at de slet ikke er fans af universet, mens knap 20 procent sagde, at de var megafans.

Jeres kendskab til Fifty Shades-universet er ikke desto mindre ret stort. Mere end 70 procent af jer har læst alle eller noget af bøgerne, og over 85 procent har set den første film – og faktisk har en del af jer set den mere end seks gange! 

Størstedelen af jer har også planer om at se den nye film, Fifty Shades Darker, som har premiere den 9. februar 2017 (og bare rolig, det har vi selvfølgelig også, så du kan naturligvis læse en anmeldelse her på siden).

En forbudt kærlighedshistorie

Men hvad er det, I godt kan lide ved Fifty Shades? Mange af jer svarer, at I godt kan lide, at det er lidt forbudt, som denne læser eksempelvis skriver:

“Det er lidt forbudt læsning, sådan føles det, og det pirrer mig.”

En anden læser bevæger sig i samme boldgade:

“Jeg kan godt lide, at man får indblik i en verden, man ellers ikke ville opleve – hvor man møder en rig, mystisk mand, og han så bærer på sådan en hemmelighed. Og så kan jeg godt lide de beskrivende sexscener. De er ret frække :-)”

En del af jer skriver, at det især er kærlighedshistorien mellem Ana og Christian, som gør Fifty Shades unik.

”Jeg kan egentlig godt lide den der klichehandling om en kvinde, der ændrer en fyr. I bund og grund er det vel det, de fleste kvinder drømmer om,” skriver en, mens en anden skriver, at hun godt kan lide romantikken og passionen mellem hovedpersonerne.

Bøgerne vs. filmen

Selvom de fleste af jer godt kan lide Fifty Shades-universet, er der ret stor forskel på, hvad I synes om bøgerne i forhold til den første film. Mange af jer mener, at bøgerne er godt skrevet, men at filmen skuffede.

“Bøgerne er medrivende og sexede/intense. Filmen mangler uden tvivl den samme gnist og intensitet. Den er flad efter min mening,” skriver en læser eksempelvis, og en anden virker til at være ret enig:

“Jeg kan godt lide bøgerne. Filmene ser jeg kun, fordi jeg har lovet en veninde det.”

Om Fifty Shades Darker gør jer mere eller mindre vilde med Ana og Christians historie, må tiden vise – heldigvis er der ikke længe til, at vi kan gå i biografen og finde ud af det!

Vil du ikke risikere at gå glip af seneste nyt om Fifty Shades? Klik her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?